Hans Henrik Juhl (fra kopula.dk) og jeg selv besluttede her til aften at drage ned i den århusianske midtby, for at fejre valget i gode, borgerligt-liberale rammer. Ser De, jeg havde i går modtaget en e-mail hvori der stod, at liberalt-sindede mennesker, var inviteret ti l valgaften på bodegaen Søren Bruun – en bodega, hvor man vel og mærket må ryge. Det kunne vel ikke være bedre!
Ryget blev der også – jeg havde i dagens anledning rekvireret en pakke Caminande, som jeg ynder at ryge, når jeg ikke har Lille Aroma på hånden eller mener, at begivenheden trods alt er for højtidelig til at ryge normale cigaretter.
Rygningemulighederne – og de kolde Ceres Top! – til trods, må jeg alligevel indrømme, at jeg var fælt skuffet over hele arrangementet; allerede før jeg trådte ind af døren.
Historien er således: Hans havde hele dagen – også i går – talt om, at vi skulle ned til valgkampsarrangement hos Liberal Alliance. Jeg var som sådan med på idéen men skulle først med min kæreste til en såkaldt ”par-middag” hos nogle gode venner. Aftalen blev den, at Hans og jeg skulle finde en bus til Søren Bruun efter at par-middagen var vel overstået. Middagen var iøvrigt rigtigt god – den mandlige del af parret er kok! – og denne del af aftenen forløb helt som den skulle. Det var rigtigt hyggeligt. Da vi var færdige dér, mødtes vi med Hans og tog alle en bus fra Øgadekvarteret mod Frederiksbjerg. Efter at min kæreste var smuttet hjem til sig selv, begav Hans og jeg og til bodegaten.
Det var et trist syn der mødte os: Før vi kom trådte ind kunne vi se, at lokalerne – meget mod vores forventning – ikke bugnede af mennesker, som vi havde regnet med. Og indenfor så det heller ikke meget bedre ud.
I den fjerneste ende af lokalet sad der ganske vist nogle mennesker, som jeg enten kunne genkende fra plakater eller den gode, fornuftige, fortrinlige, kloge del af det liberale danske webmiljø. Der var måske også en eller to, som jeg ikke havde set før.
Da vi lidt havde forventet, at blive mødt af et vælg af mennesker, som gerne ville sige hej eller sådan noget, vidste vi ikke helt, hvad vi skulle gøre i situationen: Skulle vi gå ned og hilse og sige noget i retning af ”hej, vi havde hørt at det var her der var fest” eller skulle vi bare tage et bord for os selv – lige foran en gigantisk tv-skærm – og så drikke Århus-sæt (Ceres Top + Arnbitter) og så se, om den gode stemning bredte sig eller sådan noget.
Vi valgte det sidste. Måske var dét en fejl; jeg ved det ærlig talt ikke. Hvad gør man egentlig i en situation, hvor man møder mennesker som man godt ved hvem er, og de måske også godt ved hvem man er, men aldrig før har mødtes i virkeligheden?!?
Jeg oplevede noget lignende på en konference et sted i Nordsjælland for omtrent et års tid siden. Hvad pokker gør man i sådan nogle situationer?
Vi handlede som vi fandt bedst: Vi drak vores mange øl og blev til bodegaen lukkede! Hvilket den lille liberale gruppe ikke gjorde – de smuttede en halv time før end det blev annonceret, at Anders Samuelsen havde sikret sig selv en plads i Horsens Byråd.
I min verden var der hér tale om et arrangement, som havde et gevaldigt potentiale, men som alligevel døde. På vejen hjem talte vi meget om, hvordan man kunne forspilde en sådan chance for at møde andre ligesindede? Vi blev enige om – og fortæl os gerne, hvis vi tager fejl – at arrangementet var bygget op omkring et forkert præmis.
Vi havde forstået det således, at det var på Søren Bruun man skulle mødes, hvis man gerne ville følge kommunalvalget i Århus i selskab med andre såkaldt ”ultraliberale”. Istedet dukkede vi op til noget, der forekom som en en privat gravøl over en valgkamp, som man på forhånd mente var tabt.
Det må kunne gøres bedre. Det skal kunne gøre bedre!
Skrevet af Nikolaj Hawaleschka Stenberg 
Skrevet af Nikolaj Hawaleschka Stenberg 
Skrevet af Nikolaj Hawaleschka Stenberg 
