DR vil være et selvstændig aktieselskab

Det ser ud til, at Danmarks Radio gerne vil både blæse og have mel i munden. Således er foretagenets bestyrelsesformand kommet på den geniale idé, at gøre Danmarks Radio mere uafhængig af den statslige styring — uden derved at skulle give op på licensen; som jo også er alt for lav.

Det er i sig selv en genial idé at skabe afstand mellem Danmarks Radio og staten gennem udskillelse af DR til et aktieselskab. Forudsat, at dette nye aktieselskab ikke får en krone af staten. Ingen licenser og andre støttepenge. De må klare sig selv.

For det kan godt være at TV-2 og Dong m.fl. er eksempler på statsejede aktieselskaber; men bare fordi disse monstrøsiteter eksisterer betyder det ikke, at det er en god idé at de findes.

Statslige aktieselskaber burde ikke findes; men være en del af fortiden, ligesom statsligt jordbesiddelse, statsskove og “offentlige strande”. Hvorfor er det at staten skal eje alle disse ting?

Der findes rigeligt med eksempler fra andre lande på, at tv- og radiofirmaer sagtens kan leve og overleve som private enheder — underkastet markedsøkonomiens så ganske anti-kulturradiale kundeservice og efterspørgselsbegreber. Det samme gør sig gældende for de andre eksempler: Skovene og strandene, som burde være et anliggende for det lokale civilsamfund der rent faktisk bor i området.

Ved at gøre DR til endnu et statsligt aktieselskab ender man med at få sig en mediemastodont, der kan stå endnu mindre til regnskab for de licenspenge den får overdraget af finansministeren, som har taget dem fra borgerne.

Med mindre man mener, at en ny form for statslig korporatisme er en fornuftig idé, kan man ikke være andet end imod, at DRs organisationsform laves om på denne måde. Så hellere lukke lortet det ned (læs: privatisere/sælge).

At finde den rette tv-pakke fra den rette udbyder – det er godt nok bøvlet

Okay. Så her til aften har jeg siddet og kigget på markedet for tvkanaler. På et eller andet tidspunkt flytter man jo fra kollegiet og den helt store kabeltv-pakke og må så træffe sit eget valg. Heldigvis har de forskellige udbydere af tv nogle fine hjemmesider, hvor de kan fortælle om deres produkter. Her er hvad jeg har fundet ud af indtil videre:

For nu at starte med prisen, så blev jeg egentlig temmelig overrasket. For selvom det ser ud som om, at der er stor konkurrence på markdet, er der det tydeligvis ikke. For næsten ligegyldig hvor man kigger hen finder man de samme standardløsninger: 1 stor pakke, en mellempakke, en større pakke og en gigapakke med film- og softcore pornokanaler. Og hvad værre er, så er der jo stort set ikke nogen prisforskel — selvom en satelligløsning fra CanalDigital, ser ud til at være den bedste løsning.

Dernæst slog det mig, at udbudet af tv egentlig er ret oligopolt, med kun tre udbydere: Staten, CanalDigital og Viasat — og det er så ligegyldigt om det kommer til kabel-tv, antenne eller satellit.

På kabel-tv markedet ser det ud til, at de fleste af de store er gået sammen med Viasat, så de kan tilbyde TV3 og what not. Men bor man i nogle af udkantsområderne (Nordjylland og Nordfyn, så vidt jeg kan se), har man også mulighed for kabel-tv fra CanalDigital.

Før vi lige går videre bør det nok nævnes, at der ikke kan være nogen tvivl om, at det netop er CanalDigital, der har det bedste kanaludbud. I deres største pakke har man 79 satellitkanaler og blandt disse er den helt fortrinlige kanal BBC Lifestyle, som jeg er dybt afhængig af — og som viser de bedste madprogrammer på tv

Nå tilbage til hvor jeg kom fra: Så vidt jeg kan se skal min konklusion nemlig være den, at når det kommer til kabeltv, så har jeg valget mellem Viasat-pakken og Viasat-pakken. Ligegyldigt om jeg køber mit kabel-tv fra Telia/Stofa, fra TDC (kommer via kobberledningen i væggen), YouSee (alias TDC…) eller DanskNet er min valgfrig når det kommer til tvpakkernes indhold og pris reelt noget nær 0. Det burde man tænke lidt over.

Så tænkte jeg et kort øjeblik på, om det måske hellere skulle være digitalt tv via antannen. Meeen det ville jo kræve at jeg havde enten et tag hvor antenne kunne stå på eller ligge lige neden under, eller var i besiddelse af en stueantenne.

Da jeg ikke regner med at skulle nyde parcelhusidyllen foreløbigt er det første komplet udelukket – og det er det næsten egentlig også; for hvem fanden gider at have en stueantenne!?!

Tilbage er der så satellitløsningen. Det største problem med satellit er, at man ikke uden alt for meget bøvl (læs: ekstraomkostninger) kan se forskellige tv-kanaler i mere end et rum. Men jeg tror og håber nu heller ikke dette kommer til at blive det store problem før man, engang om mange år, har fået nogle børn…(?) Okay, måske er det også et problem, alt det der med at få sat en tallerken op på muren — men med de helt nye og ganske små løsninger, forestiller jeg mig, at det næppe et større problem for satellitteknikeren. Udfordringen bliver så bare den at finde et sted at bo, hvor de andre beboere ikke har nogle irriterende indsigelsesmuligheder overfor en lille, beskeden tallerken. Den tid den sorg.

Det fede ved CanalDigital-løsningen er nemlig foruden antallet af gode kanaler (mine forældre har selv denne løsning og jeg er begejstret over de engelske kanaler) men også prisen som, synes jeg egentlig, er overkommelig. Så vidt jeg kan læse fra deres hjemmeside, så er CanalDigital faktisk de billigste når det kommer til satellittv.

Meeen. Det stopper selvfølgelig ikke det. For hvad nu hvis jeg også gerne vil have samlet mit tv-abonnement med mit bredbånds ditto og måske endda også telefonens? Løsningen skulle så umiddelbart være en TDC HomeTrio-løsning; men så ville jeg sidde med nogle skod-tvkanaler. Og det ved jeg ikke om et mere overskueligt abonnement er værd.

Det jeg med andre ord tror jeg har behov for — når jeg på et tidspunkt får behov for det — er, at CanalDigital laver en løsning med satellit-tv, bredbånd og måske også mobiltelefoni (fastnet er jeg totalt ligeglad med, hvorfor deres tilbud om netop bredbånd og fastnettelefon fra Telenor er ligegyldigt!). Ja, det tror jeg ville være godt — tror jeg.

Konklusion? Tja, vi får vel se.

Hvad mener narkoforhandleren om tv-serierne

Freakonomicsbloggen hos NYT har et sjovt indlæg som i al sin enkelthed handler om, hvad virkelighedens narkotikaforhandlere m.fl. synes om kriminalserien The Wire. F.eks.:

“Otherwise,” Kool-J, an ex-drug supplier from Northern New Jersey, observed, “there ain’t no way they could be meeting in a Holiday Inn!” Orlando, a Brooklyn based ex-gang leader, believed the ambitions of Bunk and McNulty would run into each other. “One of them will be taken down. Either the white boy gets drunk and shoots some [guy] ‘cause he’s so pissed, or Bunk gives him up to solve a case!”

Stor, større og størst — Discoverys mindreværdskompleks?

Når man læser til eksamen rammes man ofte af en usigelig trang til at lave, hvad bedst kan kaldes “overspringshandlinger”. Med ét er det som om, at alt hvad der før var røvkedeligt på de udenlandske (og danske!) TV-kanaler, pludselig er blevet meget relevant og endda temmeligt lærerigt.

Men i løbet af mine år i de studerendes rækker (først på ASB og nu på AU) synes jeg at have erfaret et kursskifte på især Discovery Channel og National Geographic Channel. Går man blot et par år tilbage, var begge kanaler overfyldte med programmer om gazeller, løber og små, giftige edderkopper. Var man biolog var det helt sikkert noget man med glæde ville spilde sin tid på. Sådan er det bare ikke mere.

Discovery har udviklet sig til en kanal hvor man — overordnet set — kan se: 1) Hvordan man samler en motorcykel og hidser sig op over sine børn; 2) Hvordan man samler en bil; 3) Hvordan man bygger en bro. National Geographic er ikke meget anderledes. Her kan man fornøje sig med: 1) At se hvordan en såkaldt “megakonstruktion” er blevet bygget; eller 2) Hvordan det var at være på et givet sted, “sekunder før ulykken indtraf”.

Selvfølgelig kan man mene hvad man vil om det de viser. Bevares, de viser det jo kun fordi, de ved folk gider se på det. Ellers ville annoncørerne jo være utilfredse. Men jeg synes nu alligevel det er lidt ringe (- hvis jeg skal udtrykke det på jydsk).

Min yndlingskanal fra Danmark er DR2 – og det har det været siden kanalen gik i luften for over 10 år siden. Dengang viste de Twin Peaks (respekt!) og sære aftenprogrammer med Palle Strøm, imens pladsen mellem programmerne blev brug på at fortælle, hvad der var sket i verden, igennem ultrakorte nyhedskommentarer. Dengang var kanalen rigtig god. Og det er den stadig! De har fornyet og styrket profilen gennem tiden og nu er det mit indtryk, at alle DRs kvalitetsprogrammer vises på DR2. Og ja: Jeg elsker Smagsdommerne — selvom jeg hader kunst, ballet og hovedparten af de ræverøde forfattere de har i studiet (Iøvrigt godt at Ole Birk er kommet med på holdet!) ;-)

Fra udlandet er jeg bedst tilfreds med en kombi mellem BBC World, BBC Prime og BBC Food… Ja… Den britiske statstelevision har altså meget godt at byde på. Især på den dokumentariske front, hvor de har en lang række programmer, der er af samme kaliber, som dem de kunne finde på at vise (og måske endda rent faktisk viser) på DR2.

Det er den her type programmer, som jeg savner på en kanal der hedder Discovery. Hvorfor viser de f.eks. ikke Michael Palin, politiske dokumentarer eller bare rent historiske programmer? Programmer, hvor man måske endda kunne risikere at opdage noget nyt — uden at forlade sofaen.

Hvorfor ialverden skal det hele tiden handle om hvad der er størst? Eller hvad der larmer mest? Hvorfor ialverden skal man tvinges til at se et program, der problematiserer hændelser, der slet ikke engang er problemer, men som ellers ville være for kedelige at vise noget om på tv? Why, oh why!