For en 10 års tid siden fulgte jeg en dokumentarserie på BBC World, som handlede om kapitalisme. Eller mere konkret: Den dokumenterede et par af 1980’ernes driftige erhvervsfolk, der forvandlede hensynene firmaer til guldæg.
Et af de mennesker den fulgte, jeg husker desværre ikke hans navn, blev på et tidspunkt udspurgt af en britisk journalist om, hvorfor han insisterede på ikke at lave en børnehave, hvor hans ansatte kunne parkere de små, mens de var på arbejde et par etager længere oppe i skyskraberen. Hans svar var i mange år et mantra for mig; ikke fordi det er sejt (bevares, det er det), men fordi det dengang, som nu, viser hvor simpelt man kan udlægge, hvorfor man driver en virksomhed:
”There is a difference between doing business and doing good. Before you can do good you need to do business”.
Jeg er med andre ord tilhænger af den “skole” der mener, at virksomhedens første og eneste formål er, at skabe værdi for de mennesker, der har skudt midler i foretagendet. Var det ikke for dem, og deres tro på at frugten af deres eget arbejde, sammen med frugten af andres arbejde, i fællesskab kunne skabe mere værdi, ville virksomheden alt andet lige ikke eksistere til at begynde med.
Selvfølgelig kan man ikke udelukke, at nogle mennesker starter en forretning ud fra rent filantropiske bevæggrunde. Men det koster, trods alt, penge at være filantrop, så her er det ene, som oftest, en forudsætning for det andet.
Med teorierne om stakeholder value og ”virksomhedens sociale ansvar” er den, nogen siger snævre, teori om shareholder value, som jeg tror på, trængt lidt i baggrunden.
Jeg skal til at starte med sige, at jeg selvfølgelig ikke skal blande mig i, hvordan folk driver deres egne virksomheder. Hvis de ønsker at prioritere videregående mål end blot aktionærernes snævre egeninteresser, skal de selvfølgelig have lov til det. Det har en række, større børsnoterede virksomheder besluttet at man ville.
Nogen virksomheder er hoppet med på klimahysteriet og begrænser sine CO2-emissioner, mens andre underskriver FN certificerede erklæringer om, at de ikke vil benytte sig af såkaldt børnearbejde i tredjeverdenslande. Leflen for de ansatte, f.eks. i form af private sygeforsikringer og såkaldte fair trade-produkter på butikkernes hylder og i firmaernes kantiner, er andre eksempler. Og der er flere hvor de kommer fra.
Det kan selvfølgelig aldrig være en virksomheds pligt at løse verdens problemer – det er derfor vi har regeringer og ansvarlige politikere.
Men jeg kan til en vis grad godt forstå hvorfor virksomhederne gør det. Selvom man har et markedsføringsbudget på adskillige millioner dollars, kan et par blogindlæg på nettet skabe så megen negativ PR, at ens kunder begynder at klage. Se bare hvordan det gik for Apple, da Greenpeace kastede sig over dem forrige år. Et ry tager år at opbygge, men sekunder at ødelægge.
Med andre ord kan man anskue en virksomheds sociale ansvar, som et blandt mange elementer i PR-arsenalet. Når man gør det, er der faktisk ikke så lang vej til traditionel shareholder value-teori og pleje af aktionærernes egeninteresser. Hvordan virksomheden vægter hvad der er godt for ejerne kan man ikke diktere for dem; men man kan jo altid starte med at kigge på bundlinjen, afkastet der tikker ind på kontoen midt på året og selvfølgelig ejerandelenes værdiansættelse på markedspladsen. Har ejerne ikke opnået en merværdi ved at deres investering f.eks. er blevet grøn, er der intet fortænkt i, at de genovervejer investeringen. Det er jo, trods alt, ikke garanteret, at profitten stiger i takt med budgettet til social godhed.
Et helt andet element af debatten er, ikke at forglemme, at der er mange misforståelser af kapitalismen, der cirkulere ikke blot i autonome og socialistiske kredse, men også indenfor erhvervslivet selv. Misforståelser der har det til fælles, at de har deres udgangspunkt i den forfejlede antagelse om, at kapitalismen i sig selv ikke tjener ”the greater/public good”.
Penge er onde, siger nogen. Nej siger de kristne: Det er kærligheden til penge der er ond. Vrøvl siger jeg til dem alle. Ideen om at værdiskabelse er forkert, eller at man ikke skal være stolt af hvad man har udrettet er mærkværdigt – især set i sammenhæng med, at det netop er profitten, der danner grundlaget for filantropien. Lige såvel som lønnen til de ansatte gør det muligt for dem at fungere på markedspladsen, således også for virksomheden selv. Tjener man ikke penge for at tjene penge, taber alle.
Det har fra debattører og bloggere i USA, UK og Danmark, lige fra de liberale til de national- og neokonservative, gang på gang været fremført, at unge nu til dags ikke har forstået loven om udbud og efterspørgsel. Penge er ikke noget man tjener, de vokser på træerne; eller trykkes af staten, som så overfører den til en, så man kan betale skat og være glad fordi man jo tænker på de svage i samfundet…
Jeg håber på, at flere mennesker vil indse, at kapitalisme er den mest basale forudsætning for både velstand og frihed. At det der er i aktionærernes interesser ganske naturligt er det der er i virksomhedens interesse, og at det der er i virksomhedens interesse er i de ansattes interesse. Etc.
Det hele hænger sammen.
56.170051
10.199187
Skrevet af Nikolaj Hawaleschka Stenberg 
Skrevet af Nikolaj Hawaleschka Stenberg 
Skrevet af Nikolaj Hawaleschka Stenberg 
