Har alle ret til et dagligt bad?

Det er ikke sjældent, at lokaltv-stationerne og formiddagsaviserne har historier om, at ældre mennesker lever i kummer kår. Det er der ingen mennesker, som bryder sig om hverken at se eller høre.

For nyligt var der en historie om, at en lang række ældre mennesker ikke fik et dagligt bad. Især de socialistiske partier (S, SF, R og EL) kastede sig over historien, der jo netop var vand på deres mølle: Det står skidt til med velfærden i Danmark.

Men gør det det? Kan man egentlig sige, at det at få et dagligt bad, er en del af den danske velfærdsstat? Jeg er meget i tvivl her, og min tvivl kan deles op i tre punkter:

1.
For at kunne gå i bad skal jeg bruge vand. Vand koster penge både at købe og at aflede. Hvis jeg ikke betaler vandregnignen kan jeg ikke gå i bad. Men hvis dét at gå i bad er en rettighed, kan jeg så ikke bare sende vandregningen til staten?

2.
For at kunne gå i et bad skal vandet også være opvarmet. For at opvarme vandet skal jeg bruge brændstof til at varme vandet op. Hvis jeg ikke betaler for at få vandet varmet op, kan jeg ikke gå i varmt bad. Så hvis det er en rettighed at gå i bad, kan jeg så ikke også sende opvarmningsregnignen til staten?

3.
For at jeg skal få noget ud af badet, skal jeg have produkter til at vaske både min krop og mit hår i. Hvis det er en rettighed at gå i bad, kan jeg så sende regningen på disse produkter til staten?

Og sådan kunne man jo fortsætte – og det lyder jo helt galt, når man sådan lister det op. Ikke desto mindre, mener socialisterne her i landet, at folk har ret til ét bad om dagen.

Formålet med velfærdsstaten er ikke at alle mennesker skal serviceres af offentligt ansatte dag ind og dag ud, men at der er et såkaldt socialt sikkerhedsnet, der sikrer alle mennesker en adgang til visse basale services: Primært lægebehandling; en beskeden pension som supplement til den, man selv har sparet op; uddannelsesinstitutioner osv. Med andre ord, en række “bløde” services, i modsætning til de “hårde”: Vejskilte, politibetjente, forsvaret og en smidig offentlig sektor med korte sagsbehandlingstider.

At sige at dét at få et dagligt bad, er en del af dét at have et socialt sikkerhedsnet, synes jeg udvidder ordet “sikkerhedsnet” ufatteligt meget; så meget, at snart sagt en hvilken som helst ting, ville kunne omfattes. Lidt polemisk kunne man spørge: Skal man så også have ret til sex 2 gang om ugen, og et blowjob 2 gange om måneden? Det ville da være dejligt; men hvilke offentlige ansatte skulle stå for at det skete?

Netop de offentlige ansatte er vigtige når det kommer til badet. For når socialisterne siger, at alle skal have et bad om dagen, forudsætter de jo netop, at det er offentligt ansatte, som skal assistere de ældre personer når de skal bades.

Havde vi ubegrænsede resourcer ville det ikke være noget problem. Men vi lever ikke i en Star Trek-verden, hvor ressourcer ikke er begrænsede. En hvilken som helst stat er altså tvunget til at prioritere, fordi alle ved, at man ikke kan blive ved med at hæve skatterne – og hvis du mener noget andet, så lav en Google-søgning efter Laffer-kurven!

Vi vælger politikere, så de kan prioritere. Vi må stole på deres prioriteter. Hvis der skal bruges flere penge på X skal der bruges færre penge på Y. Sådan vil det altid være.

Så hvis socialisterne gerne vil have, at alle mennesker skal have et bad om dagen, så må de lave en liste. En liste, hvor de selv kan skrive deres navne på og selv, i deres fritid, møde op hos de ældre og bade dem. Det belaster ikke det offentlige system – og dem der bader folk, har gjort noget, som de selv mener er en god gerning.

Dét er en god løsning. Frivilligt arbejde organiseret i af det, man kalder civilsamfundet.

 

DR vil være et selvstændig aktieselskab

Det ser ud til, at Danmarks Radio gerne vil både blæse og have mel i munden. Således er foretagenets bestyrelsesformand kommet på den geniale idé, at gøre Danmarks Radio mere uafhængig af den statslige styring — uden derved at skulle give op på licensen; som jo også er alt for lav.

Det er i sig selv en genial idé at skabe afstand mellem Danmarks Radio og staten gennem udskillelse af DR til et aktieselskab. Forudsat, at dette nye aktieselskab ikke får en krone af staten. Ingen licenser og andre støttepenge. De må klare sig selv.

For det kan godt være at TV-2 og Dong m.fl. er eksempler på statsejede aktieselskaber; men bare fordi disse monstrøsiteter eksisterer betyder det ikke, at det er en god idé at de findes.

Statslige aktieselskaber burde ikke findes; men være en del af fortiden, ligesom statsligt jordbesiddelse, statsskove og “offentlige strande”. Hvorfor er det at staten skal eje alle disse ting?

Der findes rigeligt med eksempler fra andre lande på, at tv- og radiofirmaer sagtens kan leve og overleve som private enheder — underkastet markedsøkonomiens så ganske anti-kulturradiale kundeservice og efterspørgselsbegreber. Det samme gør sig gældende for de andre eksempler: Skovene og strandene, som burde være et anliggende for det lokale civilsamfund der rent faktisk bor i området.

Ved at gøre DR til endnu et statsligt aktieselskab ender man med at få sig en mediemastodont, der kan stå endnu mindre til regnskab for de licenspenge den får overdraget af finansministeren, som har taget dem fra borgerne.

Med mindre man mener, at en ny form for statslig korporatisme er en fornuftig idé, kan man ikke være andet end imod, at DRs organisationsform laves om på denne måde. Så hellere lukke lortet det ned (læs: privatisere/sælge).

Michael Moore’s nye “dokumentar” & Barack Obama

Efter at have læst et interessant indlæg på Finn Zieglers blog om Barack Obamas (kommende) store nederlag med sundhedsreformen i USA — den reform der kærligt og hengivende har fået navnet “Obamacare” — valgte jeg at læse den artikel af Karl Rove, som Ziegler selv trackbacker til: The GOP is winning the health-care debate.

Hér snublede jeg så over et link til en artikel, der handlede om noget helt, helt andet: Nemlig en lidt politisk anmeldelse af Michael Moores nyeste karikatur af en filmdokumentar: Michael Moores ’socialist’ president. Den er skrevet af Daniel Henning, der er en af redaktørerne på WSJ.

Artiklen — den om filmen! — tager med udgangspunkt i Michael Moores stolthed over selv at være socialist, og hans vilje til at prædike det socialistiske evangelium til teenagere, fat på det mildest talt skitzofrene billede man indtil videre har fået, af præsident Barack Obamas politiske ideologi.

Unlike the president, Mr. Moore doesn’t duck. “The more they called Obama a socialist,” he says, “the more he rose in the polls.”

Michael Moore is a progressive saint. If he believes Barack Obama is a socialist camouflaged inside a Brioni suit, so must many of his fellow progressives.

This matters because the president’s confused ideological identity has become an impediment to passing his agenda.

He says his health-care bill is not a Trojan horse for a Canadian-style single-payer system, but then feels forced to appear on five Sunday talk shows to prove otherwise; or he plants white-coated docs like plastic flamingos on the White House lawn.

“Capitalism hits the fan” – en marxistisk løsning på finans-/reguleringskrisen

I frisindet, åbenheden osv. osv.’s navn er her en video med en økonomiprofessor fra USA, som forsøger at give en form for løsning (det er ihvertfald intentionen) på finanskrisen. Han har som sådan ret i, at der har været nogle grundlæggende fejl i systemet; men hvor han definerer systemet som den statslige regulering af hele økonomien – ikke blot banksektoren! – ville andre og mere fornuftige mennesker nok have påpeget, at fejlen ikke så meget er en fejl, som i “fejl”, men istedet en helt forudsigelig reaktion på et overforbrug af forskelligartede kreditfaciliteter.

Et kreditfinansieret boom efterfølges af et bust – markederne nulstiller sig selv og livet går videre. Med mindre, man forsøger at holde kreditboomet i live ved at trykke flere matadorpenge.

Anyhow, her er videoen. Husk at nyde den – det er ikke hver dag, at nogen taler i så klare socialistiske termer, som denne person — selvom meget af substansen desværre også genfindes i den danske presse.

Det frie samfund: Den offentlige mening og socialismens sejrsdans

Modstanden mod oplysningstidens filosofier baseret på rationalisme har været udtalt siden dengang de blev fremsat. Kritikken mod fornuften og empirien er for mig at se urigtig, men har alligevel en vis berettigelse når den påtaler den rækkevidde og dybde, hvormed oplysningsfilosofferne mente idéerne ville sprede sig og høste anerkendelse blandt masserne.

At visse af tidens filosoffer havde en (nogen ville sige nærmest blind) tro på, at masserne handlede fornuftigt på baggrund af erfaringer og anden håndterbar og behandlet information har været den liberale filosofis akilleshæl. Derfor bør man, også som liberal, yde en vis tak til realismens filosoffer, så som Burke og de Maistre, for netop at have anskueliggjort problemet; også selvom disse konservative tænkere selv havde en for blind tiltro til, at tidligere tiders paternalistiske samfundsformer og økonomiske institutioner kunne og skulle opretholdes. Disse konservative formåede ikke at finde en løsning på det problem som var, at en stadig større andel af befolkningerne ikke havde en plads i det gamle økonomiske system.

Da kapitalismen bankede på døren blev den lukket ind med åbne arme. Og til at begynde med gik det godt: Den teknologiske udvikling tog fart, levestandarden blev væsentligt forhøjet for masserne, befolkningsantallet steg. Men når ikke blot systemet er fornuftigt i sig selv – når man også forudsatte, at alle mennesker var fornuftige og at flertallet ville handle fornuftigt og ikke give sig i kast med nye sociale eksperimenter, der kunne lede tankerne hen på tidligere tiders paternalistiske og etatistiske stats- og styreformer, gjorde man en stor fejltagelse.

For som en steppebrand spredte andre idéer sig gennem samfundet; idéer, som i deres indhold var ikke blot reaktionære og ufornuftige, men tilmed overtroiske. De liberale filosoffer, der fuldt og fast troede på, at frie mennesker i et frit samfund også ville handle fornuftigt og ønske det frie samfunds beståen, måtte sande at de tog fejl. For hvad nyttede det at de kunne fortælle, at levestandarden rent faktisk også var stigende i takt med befolkningsvæksten, når den offentlige mening var en anden og langt mere marxistisk: At kapitalismen fører til større fattigdom for den såkaldte arbejderklasse.

Problemet hér var ikke så meget dét, at visse filosoffer, der kaldte sig liberale, argumenterede for indkomstkonfiskation og omdistribution (altså statsgodkendt tyveri med straf til dem, der ikke vil lade sig bestjæle) af pengene med det formål, at sikre masserne mere positivt defineret ”frihed”, men at de kapitalistiske filosoffer ikke tog ordentligt til genmæle og dermed lod den offentlige mening føre i retning af disse såkaldt social-liberale der, når alt kommer til alt, ikke var meget anderledes i deres mål end kollektivister i andre lejre.

Mange mennesker har gennem tiden stillet spørgsmålet:

”Er I nu også sikrer på, at denne indblanding i andre menneskers sager (forstået som disse menneskers ejendomsret og den måde de forvalter den på) ikke har nogen som helst påvirkning på produktionens størrelse? At det I faktisk gør er med til at hæmme væksten, frem for at forøge den?”

En opposition mod indblanding fra staten og mod konfiskation af ejendom og omdistribution er fuldt ud berettiget. Produktionen i et samfund er ikke uafhængig af den sociale og økonomiske orden. Staten kan ikke styre produktionen uden at dette kommer til at smitte negativt af på netop produktionen – og sådan er det ligegyldigt om den offentlige mening er enig heri eller ej.

Jeg bryder mig ikke om patenter. Gør det mig til en socialist? Nej!

Nej, det gør det ikke. Tvætimod er tilhører jeg den gruppe af danskere, som ikke har det fjerneste imod at blive kaldt “ultraliberalistiske”, selvom jeg selv foretrækker ordet “minarkist”; altså tilhænger af Minimalstaten Danmark og modstander af den nuværende stats- og samfundsorden.

Men patentet gavner jo virksomhederne, og som borgerlig stoler man jo mere på virksomheder end på mennesker?!?

En sætning som den her ovenfor hører man ikke kun fra tåbelige ungsocialister, men også fra f.eks. almindelige voksne mennesker. Ordene er måske anderledes, men meningen er den samme: Liberale – og især de ultraliberale – går virksomhedernes ærinde og vil hellere kæmpe for Shells ret til at dumpe olieboreplatformer i Nordsøen end mod Færøernes drab på hvaler.

Men det er altså en misforståelse af den helt store slags.

Når man påtager sig det lable som hedder liberalist, hvad udtrykker man så samtidig? Man fortæller verden, at man sætter mere pris må mennesker end på stater. Hvis mennesker laver virksomheder, investerer deres penge i kapitalmarkederne eller bare bruger dem på smart modetøj og dejlig mad skal de have lov til det – pointen er den, at det er dig, mig og alle de andre, der træffer vores egne valg.

Finder vi f.eks. en dag på en opfindelse, som kan kurere cancer enten sælger vi ideen til en anden person eller producerer selv løsningen. Hvis vores opfindelse er succesfuld tjener vi måske penge på den; er den ikke, må vi droppe den, eller finde ud af at tjene vores penge på en anden måde, medens vi på nærmest filantropisk vis fortsætter produktionen af produktet som en form for bibeskæftigelse.

Finder min nabo også ud af hvordan han kan kurere cancer, måske endda på samme måde som jeg selv, vil han nok også gerne ind på markedet og pludselig er vi konkurrenter. Og det er godt; for når vi konkurrerer mod hinanden gavner det både vores egen innovation, ressourceforbrug m.v., ligesom det — med mindre vi har indgået en ulovlig aftale om ikke at konkurrere! — vil gavne vores købere (dem, som på moderne tvetydigt dansk hedder “forbrugerne”) i for at ikke blot lavere priser, men også bedre seriveaftaler og kundevilkår.

Med andre ord: Konkurrencen gavner alle – også selvom den er barsk.

Eller sådan ville det ihvertfald være, hvis ikke jeg havde mulighed for at udtage et patent på min opfindelse.

Hvad er et patent egentlig? Dengang jeg var helt lille i 1980′erne var der kun én tv-kanal i Danmark og det var Danmarks Radio. Og det var en meget kedelig kanal. Vil man gerne vide hvor kedelig den var, kan man bare kigge på den norske NRK1, som på bemærkelsesværdig vis, har formået at fastholde en forretningsmodel som den DR havde i 1980′erne. Man stater f.eks. først med at sende tv ved 17.30-tiden!

Pointen er den, at Danmarks Radio havde et monopol og at det først var efter at monopolet blev brudt af TV2, at kanalen begyndte at sende noget ordenligt fjernsyn – takket være konkurrencen.

Monopoler kan komme i to former: Enten er de private eller også er de statslige: Det private monopol kommer sig af, at man for egne midler bygger en bro over et sund og så kræver betaling for at andre kan bruge den, eller at man er så dygtig til at opfylde markedets (altså forbrugernes) ønsker og derfor bliver den største spiller. Det offentlige monpol er, i modsætning til det private, ikke en konsekvens af dygtighed eller investeringer, men et udslag af en beslutning i embedsmandsværket. Pr. dekret giver man en privat person eller et statsligt organ en eneret til at gøre dette eller hint og med et pennestrøg forbyder man derved andre for at gøre det samme.

Når man får et patent får man i realiteten et statsligt monopol på en opfindelse. Og kender man sin historie godt nok vil man hurtigt se, at patentet ikke er meget anderledes, end fortidens statslige og kongelige privilegier.

Med et patent i hånden kan man forsvare sin opfindelse i alle de lande, hvori man har fået en patentret. Og patentet er netop noget, som man generelt søger land for land. F.eks. har vi ikke noget EU-patent (selvom det er på bedding).

Har man knoklet for at gøre sin opfindelse kan jeg godt se, at det må være dejligt, at man sådan kan hvile på lauerbærerne efter at patentet er udtaget og opfindelsen beskyttet. Ja, nogle mennesker lever endda af at opfinde, patentere og derefter give licens på patentet – hvilket i mine øjne er en afsindig forretningsmodel, omend en ganske profitabel af slagsen.

Med patentet i hånden kan man således give licens til andre, så de kan fortsætte produktionen af opfindelsen. Man kan også selv producerer videre og så kan man, værst af alt, lade være med slet ikke at gøre noget. Gør man ikke noget er verden andre 6 mia. mennesker, så længe patentet løber, berøvet for at udnytte opfindelsen.

Det sidste er skrækeksemplet, men også de øvrige handlemuligheder rummer farer. For når man har en eneret, hvorfor så dog indlade sig på at konkurrere? Man kan jo koncentrere sig om bare at markedsføre.

Eksemplet med Danmarks Radio viser klart, at mere konkurrence gavner os alle – herunder også Danmarks Radio. Hvad ville der mon ske, hvis man ikke længere udstedte patenter?

Modstanden mod patenter er liberalistisk hjerteblod. Uden patenter er mennesker mere frie, konkurrencen er friere og mulighederne for at Hr. Jensen og Fru Petersen til at realisere deres drømme, meget større.

Whiteberg om socialismens magnetiske effekt på ungdommen

I en ganske kort periode i mine noget yndre år, to uger tror jeg det var, mente jeg fuldt og fast, at den bedste samfundsorden var den, som man skabte. Eller omvendt: At en naturlig samfundsorden, som ganske enkelt opstår fordi mennesker taler og handler med hinanden, var noget hø. Heldigvis kom jeg tilbage på ret køl og jeg kan stadig ikke forstå, hvordan jeg dog kunne have tænkt som jeg gjorde.

Måske har Lars Hvidberg svaret i sin klumme “Smart socialisme“…?