Lidt fra de konservatives videoarkiv

Det Konservative Folkeparti har lagt en pokkers masse taler fra deres 2009 Landsråd ud på YouTube; hvilket faste læsere af både Jacob Hedegaards blog og Konservativ Reaktion vil vide. Da jeg ikke selv var til stede, kan jeg hverken foretage skamløs selvpromovering eller indlade mig på en længere kritik af de enkelte talere, og jeg vil i stedet fremhæve et par af de taler, som jeg synes er rigtigt fine — også selvom jeg ikke er enig i alt, hvad der bliver sagt.

1. Kasper Hülsen

2. Rasmus Jarlov (han nævner kryptonit!)

3. Jacob Hedegaard

Kapitalistkoen – husk den når du stemmer til kommunalvalget

Har alle ret til et dagligt bad?

Det er ikke sjældent, at lokaltv-stationerne og formiddagsaviserne har historier om, at ældre mennesker lever i kummer kår. Det er der ingen mennesker, som bryder sig om hverken at se eller høre.

For nyligt var der en historie om, at en lang række ældre mennesker ikke fik et dagligt bad. Især de socialistiske partier (S, SF, R og EL) kastede sig over historien, der jo netop var vand på deres mølle: Det står skidt til med velfærden i Danmark.

Men gør det det? Kan man egentlig sige, at det at få et dagligt bad, er en del af den danske velfærdsstat? Jeg er meget i tvivl her, og min tvivl kan deles op i tre punkter:

1.
For at kunne gå i bad skal jeg bruge vand. Vand koster penge både at købe og at aflede. Hvis jeg ikke betaler vandregnignen kan jeg ikke gå i bad. Men hvis dét at gå i bad er en rettighed, kan jeg så ikke bare sende vandregningen til staten?

2.
For at kunne gå i et bad skal vandet også være opvarmet. For at opvarme vandet skal jeg bruge brændstof til at varme vandet op. Hvis jeg ikke betaler for at få vandet varmet op, kan jeg ikke gå i varmt bad. Så hvis det er en rettighed at gå i bad, kan jeg så ikke også sende opvarmningsregnignen til staten?

3.
For at jeg skal få noget ud af badet, skal jeg have produkter til at vaske både min krop og mit hår i. Hvis det er en rettighed at gå i bad, kan jeg så sende regningen på disse produkter til staten?

Og sådan kunne man jo fortsætte – og det lyder jo helt galt, når man sådan lister det op. Ikke desto mindre, mener socialisterne her i landet, at folk har ret til ét bad om dagen.

Formålet med velfærdsstaten er ikke at alle mennesker skal serviceres af offentligt ansatte dag ind og dag ud, men at der er et såkaldt socialt sikkerhedsnet, der sikrer alle mennesker en adgang til visse basale services: Primært lægebehandling; en beskeden pension som supplement til den, man selv har sparet op; uddannelsesinstitutioner osv. Med andre ord, en række “bløde” services, i modsætning til de “hårde”: Vejskilte, politibetjente, forsvaret og en smidig offentlig sektor med korte sagsbehandlingstider.

At sige at dét at få et dagligt bad, er en del af dét at have et socialt sikkerhedsnet, synes jeg udvidder ordet “sikkerhedsnet” ufatteligt meget; så meget, at snart sagt en hvilken som helst ting, ville kunne omfattes. Lidt polemisk kunne man spørge: Skal man så også have ret til sex 2 gang om ugen, og et blowjob 2 gange om måneden? Det ville da være dejligt; men hvilke offentlige ansatte skulle stå for at det skete?

Netop de offentlige ansatte er vigtige når det kommer til badet. For når socialisterne siger, at alle skal have et bad om dagen, forudsætter de jo netop, at det er offentligt ansatte, som skal assistere de ældre personer når de skal bades.

Havde vi ubegrænsede resourcer ville det ikke være noget problem. Men vi lever ikke i en Star Trek-verden, hvor ressourcer ikke er begrænsede. En hvilken som helst stat er altså tvunget til at prioritere, fordi alle ved, at man ikke kan blive ved med at hæve skatterne – og hvis du mener noget andet, så lav en Google-søgning efter Laffer-kurven!

Vi vælger politikere, så de kan prioritere. Vi må stole på deres prioriteter. Hvis der skal bruges flere penge på X skal der bruges færre penge på Y. Sådan vil det altid være.

Så hvis socialisterne gerne vil have, at alle mennesker skal have et bad om dagen, så må de lave en liste. En liste, hvor de selv kan skrive deres navne på og selv, i deres fritid, møde op hos de ældre og bade dem. Det belaster ikke det offentlige system – og dem der bader folk, har gjort noget, som de selv mener er en god gerning.

Dét er en god løsning. Frivilligt arbejde organiseret i af det, man kalder civilsamfundet.

 

70 kr for en pakke cigaretter? Mogens Lønborg vil have mere statslig prisstyring

Både Politiken og 180grader.dk har i dag historien om, at den konservative magistrat/borgmester i København Mogens Lønborg (i visse kredse kendt som Løgnborg) mener, at prisen for en pakke cigaretter skal fastsættes af staten til en rund 70 krone.

En lang række varer, som forsøder vores hverdag er underlagt en indkrekte statslig priskontrol. Snapsen var mig bekendt det første som blev afgiftsbelagt med det formål, rent faktisk at få færre til at drikke det; hvilket for en sidebemærkning er absurd, nå nu snaps er et så vidunderligt produkt. Cigaretterne og øl’en er også afgiftsbelagt efter en lignende devise.

Devisen er som følger:

Hvis der ikke var nogle afgifter men blot moms, ville nydelsesmiddel X koste 10 kr i kiosken nede på hjørnet. Nydelsesmiddel X er imidlertid en substans, som er forbundet med visse risici at indtage; således er der en potentiel fare for, at nogle af de virksomme stoffer i nydelsesmiddel X kan fører til en række sygdomme, som på sigt kan føre til dødsfald. Derudover har nydelsesmiddel X den “bivirkning”, at dens indtagelse får det lokale hvori den indtages til at få en sær – omend midlertidig – duft; som sætter sig i tøjet og – tror nogen – fører til tømmermænd. Derfor må man som ansvarlig politiker udvise ansvarlighed og mandsmod: Der indføres en afgift på produktet, så det nu koster 100 kr. at købe.  Prisen er nu så høj, at den ligger over en vis offergrænse. Vil man købe nydelsesmiddel X skal man m.a.o. ofre en forholdsmæssigt for stor del af sin øvrige formue på at købe det; en formue, der også kunne bruges på mælk, tøj og varige forbrugsgoder.

Hvad end priskontrol er direkte eller indirekte mødes den af et problem: Danmark er omgivet af andre lande. Selvom disse andre lande skulle have lignende statsstyrede priskontroller er der en chance for, at prisen i bare et af landende vil være lavere end den danske.

Er prisen på nydelsesmiddel X således lavere i Tyskland end i Danmark vil man, når omkostninger i forbindelse med hjemtagelsen er taget i betragtning, med fordel kunne foretage sine indkøb i Tyskland fremfor i Danmark – når blot man køber nok.

Den danske stat kunne selvfølgelig forsøge på at indføre en told-kontrol ved grænsen; men takket være det Schengen kan det ikke være en varig løsning.

Og det er netop det, som den konservative Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen god ved. Og det er godt. For så er han da ihvertfald lidt fornuftig. I modsætning til Mogens Lønborg.

Prisværdig beskrivelse af kræverdanmark

Fra den modsatte side af gadekæret kommer der en vidunderlige beskrivelse af den danske krævermentalitet. Således kan skribenten “A.O.” på Konservativ Reaktion berette om debatten der efterfulgte et foredrag, forestået af en liberal person, som med begrædelig tydelighed afsluttedes samme sted, som så mange andre debatter af denne slags: På det jævne, på det jævne.

Det frie samfund: Den offentlige mening og socialismens sejrsdans

Modstanden mod oplysningstidens filosofier baseret på rationalisme har været udtalt siden dengang de blev fremsat. Kritikken mod fornuften og empirien er for mig at se urigtig, men har alligevel en vis berettigelse når den påtaler den rækkevidde og dybde, hvormed oplysningsfilosofferne mente idéerne ville sprede sig og høste anerkendelse blandt masserne.

At visse af tidens filosoffer havde en (nogen ville sige nærmest blind) tro på, at masserne handlede fornuftigt på baggrund af erfaringer og anden håndterbar og behandlet information har været den liberale filosofis akilleshæl. Derfor bør man, også som liberal, yde en vis tak til realismens filosoffer, så som Burke og de Maistre, for netop at have anskueliggjort problemet; også selvom disse konservative tænkere selv havde en for blind tiltro til, at tidligere tiders paternalistiske samfundsformer og økonomiske institutioner kunne og skulle opretholdes. Disse konservative formåede ikke at finde en løsning på det problem som var, at en stadig større andel af befolkningerne ikke havde en plads i det gamle økonomiske system.

Da kapitalismen bankede på døren blev den lukket ind med åbne arme. Og til at begynde med gik det godt: Den teknologiske udvikling tog fart, levestandarden blev væsentligt forhøjet for masserne, befolkningsantallet steg. Men når ikke blot systemet er fornuftigt i sig selv – når man også forudsatte, at alle mennesker var fornuftige og at flertallet ville handle fornuftigt og ikke give sig i kast med nye sociale eksperimenter, der kunne lede tankerne hen på tidligere tiders paternalistiske og etatistiske stats- og styreformer, gjorde man en stor fejltagelse.

For som en steppebrand spredte andre idéer sig gennem samfundet; idéer, som i deres indhold var ikke blot reaktionære og ufornuftige, men tilmed overtroiske. De liberale filosoffer, der fuldt og fast troede på, at frie mennesker i et frit samfund også ville handle fornuftigt og ønske det frie samfunds beståen, måtte sande at de tog fejl. For hvad nyttede det at de kunne fortælle, at levestandarden rent faktisk også var stigende i takt med befolkningsvæksten, når den offentlige mening var en anden og langt mere marxistisk: At kapitalismen fører til større fattigdom for den såkaldte arbejderklasse.

Problemet hér var ikke så meget dét, at visse filosoffer, der kaldte sig liberale, argumenterede for indkomstkonfiskation og omdistribution (altså statsgodkendt tyveri med straf til dem, der ikke vil lade sig bestjæle) af pengene med det formål, at sikre masserne mere positivt defineret ”frihed”, men at de kapitalistiske filosoffer ikke tog ordentligt til genmæle og dermed lod den offentlige mening føre i retning af disse såkaldt social-liberale der, når alt kommer til alt, ikke var meget anderledes i deres mål end kollektivister i andre lejre.

Mange mennesker har gennem tiden stillet spørgsmålet:

”Er I nu også sikrer på, at denne indblanding i andre menneskers sager (forstået som disse menneskers ejendomsret og den måde de forvalter den på) ikke har nogen som helst påvirkning på produktionens størrelse? At det I faktisk gør er med til at hæmme væksten, frem for at forøge den?”

En opposition mod indblanding fra staten og mod konfiskation af ejendom og omdistribution er fuldt ud berettiget. Produktionen i et samfund er ikke uafhængig af den sociale og økonomiske orden. Staten kan ikke styre produktionen uden at dette kommer til at smitte negativt af på netop produktionen – og sådan er det ligegyldigt om den offentlige mening er enig heri eller ej.

Hedegaard stiller det helt rigtige spørgsmål!

Jacob Hedegaard har helt ret når han pointerer, at formanden for Det Økonomiske Råd Peter Birch Sørensen, glemmer at fortælle hele sandheden, når han taler med journalister fra Politiken — eller at journlisterne på Politiken glemmer at spørge ind til selvsamme sandhed:

Overvismanden mener angiveligt, at ved at fastfryse ejendomsskatterne på et bestemt niveau i kroner og øre, har man ikke tilladt at en øget ejendomsskat har kunnet ‘lægge en dæmper på markedet’. Eftersom jeg godt kan have en form for respekt for en soldat, der betingelsesløst adlyder sin overordnede, må jeg også kippe med hatten for overvismanden, der næsten per refleks spytter keynianske dogmer ud. Godt gået Peter, far er stolt!

Men udover at være fanget i sit keynesianske modrads som så mange andre, så begår overvismanden – som så mange andre – også en anden fejl. Han glemmer helt at overveje, hvad der mon kunne få huspriserne til at stige så voldsomt? Hvor kom den kredit fra, der gjorde det muligt at investere i noget, så det skabte en boble og måtte nedskrives i værdi bagefter?

I øvrigt bør det bemærkes, at Peter Birch Sørensen, ifølge Det Økonomiske Råds hjemmeside, har en særlige interesse for “politik”. Normalt ville jeg ikke bemærke noget som det her, men det er påfaldende, at Peter Birch Sørensen, på den sparsomme plads han har fået til at skrive om sig selv på rådets hjemmeside, netop har valgt at skrive politik på.

Der er i sig selv intet galt i at have en politisk interesse. Men hvordan harmonerer dette mon med ideen om et politisk neutralt embedsværk? Eller med Rådets formål?

§ 1. Der oprettes et økonomiske råd, hvis opgave er at følge landets økonomiske udvikling og belyse de langsigtede udviklingsperspektiver samt at bidrage til at samordne de forskellige økonomiske interesser.