Det er ikke sjældent, at lokaltv-stationerne og formiddagsaviserne har historier om, at ældre mennesker lever i kummer kår. Det er der ingen mennesker, som bryder sig om hverken at se eller høre.
For nyligt var der en historie om, at en lang række ældre mennesker ikke fik et dagligt bad. Især de socialistiske partier (S, SF, R og EL) kastede sig over historien, der jo netop var vand på deres mølle: Det står skidt til med velfærden i Danmark.
Men gør det det? Kan man egentlig sige, at det at få et dagligt bad, er en del af den danske velfærdsstat? Jeg er meget i tvivl her, og min tvivl kan deles op i tre punkter:
1.
For at kunne gå i bad skal jeg bruge vand. Vand koster penge både at købe og at aflede. Hvis jeg ikke betaler vandregnignen kan jeg ikke gå i bad. Men hvis dét at gå i bad er en rettighed, kan jeg så ikke bare sende vandregningen til staten?
2.
For at kunne gå i et bad skal vandet også være opvarmet. For at opvarme vandet skal jeg bruge brændstof til at varme vandet op. Hvis jeg ikke betaler for at få vandet varmet op, kan jeg ikke gå i varmt bad. Så hvis det er en rettighed at gå i bad, kan jeg så ikke også sende opvarmningsregnignen til staten?
3.
For at jeg skal få noget ud af badet, skal jeg have produkter til at vaske både min krop og mit hår i. Hvis det er en rettighed at gå i bad, kan jeg så sende regningen på disse produkter til staten?
Og sådan kunne man jo fortsætte – og det lyder jo helt galt, når man sådan lister det op. Ikke desto mindre, mener socialisterne her i landet, at folk har ret til ét bad om dagen.
Formålet med velfærdsstaten er ikke at alle mennesker skal serviceres af offentligt ansatte dag ind og dag ud, men at der er et såkaldt socialt sikkerhedsnet, der sikrer alle mennesker en adgang til visse basale services: Primært lægebehandling; en beskeden pension som supplement til den, man selv har sparet op; uddannelsesinstitutioner osv. Med andre ord, en række “bløde” services, i modsætning til de “hårde”: Vejskilte, politibetjente, forsvaret og en smidig offentlig sektor med korte sagsbehandlingstider.
At sige at dét at få et dagligt bad, er en del af dét at have et socialt sikkerhedsnet, synes jeg udvidder ordet “sikkerhedsnet” ufatteligt meget; så meget, at snart sagt en hvilken som helst ting, ville kunne omfattes. Lidt polemisk kunne man spørge: Skal man så også have ret til sex 2 gang om ugen, og et blowjob 2 gange om måneden? Det ville da være dejligt; men hvilke offentlige ansatte skulle stå for at det skete?
Netop de offentlige ansatte er vigtige når det kommer til badet. For når socialisterne siger, at alle skal have et bad om dagen, forudsætter de jo netop, at det er offentligt ansatte, som skal assistere de ældre personer når de skal bades.
Havde vi ubegrænsede resourcer ville det ikke være noget problem. Men vi lever ikke i en Star Trek-verden, hvor ressourcer ikke er begrænsede. En hvilken som helst stat er altså tvunget til at prioritere, fordi alle ved, at man ikke kan blive ved med at hæve skatterne – og hvis du mener noget andet, så lav en Google-søgning efter Laffer-kurven!
Vi vælger politikere, så de kan prioritere. Vi må stole på deres prioriteter. Hvis der skal bruges flere penge på X skal der bruges færre penge på Y. Sådan vil det altid være.
Så hvis socialisterne gerne vil have, at alle mennesker skal have et bad om dagen, så må de lave en liste. En liste, hvor de selv kan skrive deres navne på og selv, i deres fritid, møde op hos de ældre og bade dem. Det belaster ikke det offentlige system – og dem der bader folk, har gjort noget, som de selv mener er en god gerning.
Dét er en god løsning. Frivilligt arbejde organiseret i af det, man kalder civilsamfundet.
Skrevet af Nikolaj Hawaleschka Stenberg 
Skrevet af Nikolaj Hawaleschka Stenberg 
Skrevet af Nikolaj Hawaleschka Stenberg 
