En fælt skuffende valgaften på en bodega i Århus

Hans Henrik Juhl (fra kopula.dk) og jeg selv besluttede her til aften at drage ned i den århusianske midtby, for at fejre valget i gode, borgerligt-liberale rammer. Ser De, jeg havde i går modtaget en e-mail hvori der stod, at liberalt-sindede mennesker, var inviteret ti l valgaften på bodegaen Søren Bruun – en bodega, hvor man vel og mærket må ryge. Det kunne vel ikke være bedre!

Ryget blev der også – jeg havde i dagens anledning rekvireret en pakke Caminande, som jeg ynder at ryge, når jeg ikke har Lille Aroma på hånden eller mener, at begivenheden trods alt er for højtidelig til at ryge normale cigaretter.

Rygningemulighederne – og de kolde Ceres Top! – til trods, må jeg alligevel indrømme, at jeg var fælt skuffet over hele arrangementet; allerede før jeg trådte ind af døren.

Historien er således: Hans havde hele dagen – også i går – talt om, at vi skulle ned til valgkampsarrangement hos Liberal Alliance. Jeg var som sådan med på idéen men skulle først med min kæreste til en såkaldt ”par-middag” hos nogle gode venner. Aftalen blev den, at Hans og jeg skulle finde en bus til Søren Bruun efter at par-middagen var vel overstået. Middagen var iøvrigt rigtigt god – den mandlige del af parret er kok! – og denne del af aftenen forløb helt som den skulle. Det var rigtigt hyggeligt. Da vi var færdige dér, mødtes vi med Hans og tog alle en bus fra Øgadekvarteret mod Frederiksbjerg. Efter at min kæreste var smuttet hjem til sig selv, begav Hans og jeg og til bodegaten.

Det var et trist syn der mødte os: Før vi kom trådte ind kunne vi se, at lokalerne – meget mod vores forventning – ikke bugnede af mennesker, som vi havde regnet med. Og indenfor så det heller ikke meget bedre ud.

I den fjerneste ende af lokalet sad der ganske vist nogle mennesker, som jeg enten kunne genkende fra plakater eller den gode, fornuftige, fortrinlige, kloge del af det liberale danske webmiljø. Der var måske også en eller to, som jeg ikke havde set før.

Da vi lidt havde forventet, at blive mødt af et vælg af mennesker, som gerne ville sige hej eller sådan noget, vidste vi ikke helt, hvad vi skulle gøre i situationen: Skulle vi gå ned og hilse og sige noget i retning af ”hej, vi havde hørt at det var her der var fest” eller skulle vi bare tage et bord for os selv – lige foran en gigantisk tv-skærm – og så drikke Århus-sæt (Ceres Top + Arnbitter) og så se, om den gode stemning bredte sig eller sådan noget.

Vi valgte det sidste. Måske var dét en fejl; jeg ved det ærlig talt ikke. Hvad gør man egentlig i en situation, hvor man møder mennesker som man godt ved hvem er, og de måske også godt ved hvem man er, men aldrig før har mødtes i virkeligheden?!?

Jeg oplevede noget lignende på en konference et sted i Nordsjælland for omtrent et års tid siden. Hvad pokker gør man i sådan nogle situationer?

Vi handlede som vi fandt bedst: Vi drak vores mange øl og blev til bodegaen lukkede! Hvilket den lille liberale gruppe ikke gjorde – de smuttede en halv time før end det blev annonceret, at Anders Samuelsen havde sikret sig selv en plads i Horsens Byråd.

I min verden var der hér tale om et arrangement, som havde et gevaldigt potentiale, men som alligevel døde. På vejen hjem talte vi meget om, hvordan man kunne forspilde en sådan chance for at møde andre ligesindede? Vi blev enige om – og fortæl os gerne, hvis vi tager fejl – at arrangementet var bygget op omkring et forkert præmis.

Vi havde forstået det således, at det var på Søren Bruun man skulle mødes, hvis man gerne ville følge kommunalvalget i Århus i selskab med andre såkaldt ”ultraliberale”. Istedet dukkede vi op til noget, der forekom som en en privat gravøl over en valgkamp, som man på forhånd mente var tabt.

Det må kunne gøres bedre. Det skal kunne gøre bedre!

Lidt fra de konservatives videoarkiv

Det Konservative Folkeparti har lagt en pokkers masse taler fra deres 2009 Landsråd ud på YouTube; hvilket faste læsere af både Jacob Hedegaards blog og Konservativ Reaktion vil vide. Da jeg ikke selv var til stede, kan jeg hverken foretage skamløs selvpromovering eller indlade mig på en længere kritik af de enkelte talere, og jeg vil i stedet fremhæve et par af de taler, som jeg synes er rigtigt fine — også selvom jeg ikke er enig i alt, hvad der bliver sagt.

1. Kasper Hülsen

2. Rasmus Jarlov (han nævner kryptonit!)

3. Jacob Hedegaard

Sjov valgvideo #3

Hermed et ganske mærkværdigt bidrag til kommunalvalgkampen fra Sciller Instituttets Venner, som, hvis jeg skal indrømme det, nok er den fedeste valgkampsvideo jeg længe har set:

Sjov valgvideo #2

Ja, den her skulle da også med; ikke så meget fordi den er sjov, men fordi den er sær:

Sjov valgvideo #1

Det her må nok være en af de underligste valgvideoer jeg har set i lang tid. Den er for en person, som hedder Anna Mee Allerskov fra Det Radikale Venstre, og hun stiller op til en eller anden kommunalbestyrelse et sted i Danmark.

Mindre offentlighed i det politiske arbejde er en dårlig idé

I noget af en overraskende nyhed i dagens Politiken kan man læse, at Folketingets Ombudsmand giver sin støtte til en indskrænkning af borgeres rettighed til aktindsigt i politiske dokumenter; dokumenter, der ligger til grund for de politiske forlig, der indgås imellem ministerier og de politiske partier.

Som borgerlig kan man kun være imod mere lukkethed, da mindre offentlighed fører til mindre gennemsigtighed, hvilket igen fører til, at store dele af den politiske proces holdes hemmelig. Hemmeligholdelse er ganske problematisk, fordi det fører til, at det politiske system i endnu højere grad end i dag, afsondres fra civilsamfundet.

Fra Venstre siger Kim Andersen:

Venstre har endnu ikke drøftet partiets holdning til kommissionens forslag, men retsordfører Kim Andersen mener, at forslaget umiddelbart er i orden, fordi “disse papirer er en del af en arbejdsproces i forbindelse med et forlig, og det vil være hæmmende for processen, hvis de er omfattet af aktindsigt”.

Og magen til sludder og vrøvl skal man lede længe efter.

Godt sagt af Kristian Jensen

Kristian Jensen, der til dagligt leder rigets største røverbande, er kommet galt af sted med en udtalelse, hvis man skal tro Hans Engell, Tom Behnke og et par personer fra Dansk Folkeparti. Skatteministeren kom nemlig til at sige, at han ikke mente, at borgerlige skulle stemme på hverken De Konservative eller Dansk Folkeparti i de kommuner, hvor de to partier har indgået aftaler med Socialdemokratiet fremfor med Venstre.

Jeg kan godt forstå at Kristian Jensen siger som han gør; og jeg er også enig i det han siger. Han har outet K og DFs lokalpolitiske hyklerier, og nu er Hans Engell og Tom Behnke pigesure. Det er de også i deres gode ret til; virkeligheden er nemlig grim, og man kan godt forstå, at de ikke ville have, at “nyheden” kom frem.

Hvis man som borgerlig stemmer på et parti, der kalder sig for borgerligt, men som har indgået valgforbund med socialisterne, så er man galt afmarcheret. Man er ikke borgerlig; men socialist, der gerne vil kalde sig borgerlig, men inderst inde ikke hader kommunalbestyrelsen indblanden nok.

Denne artikel bør De læse

På min to-read liste i Google Reader var der en forholdsvis ny artikel/klumme fra Wall Street Journal, som De bør læse; og tag endelig ikke fejl: Selvom den er fra Wall Street Journal er der ikke grafer, tal og formler med i den:

The Man Who Predicted the Depression, er titlen på læsestoffet; og det er hurtigt læst. Så læs den gerne og opfordre andre til at læse den. Derefter kan du læse bogen, som den handler om.

Har alle ret til et dagligt bad?

Det er ikke sjældent, at lokaltv-stationerne og formiddagsaviserne har historier om, at ældre mennesker lever i kummer kår. Det er der ingen mennesker, som bryder sig om hverken at se eller høre.

For nyligt var der en historie om, at en lang række ældre mennesker ikke fik et dagligt bad. Især de socialistiske partier (S, SF, R og EL) kastede sig over historien, der jo netop var vand på deres mølle: Det står skidt til med velfærden i Danmark.

Men gør det det? Kan man egentlig sige, at det at få et dagligt bad, er en del af den danske velfærdsstat? Jeg er meget i tvivl her, og min tvivl kan deles op i tre punkter:

1.
For at kunne gå i bad skal jeg bruge vand. Vand koster penge både at købe og at aflede. Hvis jeg ikke betaler vandregnignen kan jeg ikke gå i bad. Men hvis dét at gå i bad er en rettighed, kan jeg så ikke bare sende vandregningen til staten?

2.
For at kunne gå i et bad skal vandet også være opvarmet. For at opvarme vandet skal jeg bruge brændstof til at varme vandet op. Hvis jeg ikke betaler for at få vandet varmet op, kan jeg ikke gå i varmt bad. Så hvis det er en rettighed at gå i bad, kan jeg så ikke også sende opvarmningsregnignen til staten?

3.
For at jeg skal få noget ud af badet, skal jeg have produkter til at vaske både min krop og mit hår i. Hvis det er en rettighed at gå i bad, kan jeg så sende regningen på disse produkter til staten?

Og sådan kunne man jo fortsætte – og det lyder jo helt galt, når man sådan lister det op. Ikke desto mindre, mener socialisterne her i landet, at folk har ret til ét bad om dagen.

Formålet med velfærdsstaten er ikke at alle mennesker skal serviceres af offentligt ansatte dag ind og dag ud, men at der er et såkaldt socialt sikkerhedsnet, der sikrer alle mennesker en adgang til visse basale services: Primært lægebehandling; en beskeden pension som supplement til den, man selv har sparet op; uddannelsesinstitutioner osv. Med andre ord, en række “bløde” services, i modsætning til de “hårde”: Vejskilte, politibetjente, forsvaret og en smidig offentlig sektor med korte sagsbehandlingstider.

At sige at dét at få et dagligt bad, er en del af dét at have et socialt sikkerhedsnet, synes jeg udvidder ordet “sikkerhedsnet” ufatteligt meget; så meget, at snart sagt en hvilken som helst ting, ville kunne omfattes. Lidt polemisk kunne man spørge: Skal man så også have ret til sex 2 gang om ugen, og et blowjob 2 gange om måneden? Det ville da være dejligt; men hvilke offentlige ansatte skulle stå for at det skete?

Netop de offentlige ansatte er vigtige når det kommer til badet. For når socialisterne siger, at alle skal have et bad om dagen, forudsætter de jo netop, at det er offentligt ansatte, som skal assistere de ældre personer når de skal bades.

Havde vi ubegrænsede resourcer ville det ikke være noget problem. Men vi lever ikke i en Star Trek-verden, hvor ressourcer ikke er begrænsede. En hvilken som helst stat er altså tvunget til at prioritere, fordi alle ved, at man ikke kan blive ved med at hæve skatterne – og hvis du mener noget andet, så lav en Google-søgning efter Laffer-kurven!

Vi vælger politikere, så de kan prioritere. Vi må stole på deres prioriteter. Hvis der skal bruges flere penge på X skal der bruges færre penge på Y. Sådan vil det altid være.

Så hvis socialisterne gerne vil have, at alle mennesker skal have et bad om dagen, så må de lave en liste. En liste, hvor de selv kan skrive deres navne på og selv, i deres fritid, møde op hos de ældre og bade dem. Det belaster ikke det offentlige system – og dem der bader folk, har gjort noget, som de selv mener er en god gerning.

Dét er en god løsning. Frivilligt arbejde organiseret i af det, man kalder civilsamfundet.

 

Forligsbrud? Og hvad så?!?

I en tid hvor der hænger valgkampsplakater i de fleste lygtepæle skulle man næsten tro, at snart sagt ethvert politisk emne med en marginal relevans for nogen som helst ville få en betydelig dækning i de kære massemedier. “Sagen” om Regeringens påståede forligsbrud vidner dog om en anden virkelighed.

Jarl Cordua vender den pågældende sag fint og elegant på sin blog; og efter at have læst hans prætentiøst betitlede indlæg må jeg ærligt påstå, at sagen stadig ikke vækker nogen større interesse hos undertegnede.

Cordua påstår ellers, i øvrigt som et par andre fra de mere etablerede medier, at “Claus Hjorts manøvre [næppe ville være blevet] brugt under politiske forhandlinger i 1990’erne”. Han drysser lidt stjernestøv på med den nu nok noget brugte sætning om, at “klimaet imellem regeringen og oppositionen er historisk dårlig”.

So what? Hvis klimaet allerede var dårligt på Christiansborg, hvorfor så ikke bare gøre som man vil? Man har jo flertallet til det, og det er jo ikke fordi, at der er sådan en gylden regel for demokratiet der siger, at alle skal være enige og nå til store, forkromede komprimiser! Nej, Hal Koch og Alf Ross! Der findes ikke sådan en (positiv) regel; den må tilskrives det rent præskriptive.

Ad samme boldgade findes de “politiske forlig”: Aftaler, som nogle partiforeningers repræsentanter på tinge har indgået, men som ikke er retligt bindende. En art gentleman aftaler, er hvad de er; og dermed rigtigt gode til at tørre bagdel i.

For på tinge er der én ting der er vigtigere end at overholde ikke-bindende aftaler og det er at have nok finger på knapperne. Tilstandende er med andre ord ganske fjendsk stillede overfor aftalefriheden; og i demokratiet navn skal vi være glade for det.