Der hvor Hayek tog fejl

Et af mine få — men rigtigt store — ankepunkter overfor vores østrigske ven F.A. Hayeks ideér, er hans nærmest komplette afstandtagen til juridisk positivisme; der kan opsummeres således:

The conceptual foundation of legal positivism consists in three commitments: the Social Fact Thesis, the Conventionality Thesis and the Separability Thesis. The Social Fact Thesis asserts that the existence of law is made possible by certain kinds of social fact. The Conventionality Thesis claims that the criteria of validity are conventional in character. The Separability Thesis, at the most general level, denies that there is a necessary overlap between law and morality.

Det skal lige siges, at jeg selv er overbevist om, at H.L.A. Hart har fat i noget rigtigt i sin udlægning af positivismen, lige såvel som jeg er stor tilhænger af den textualistisk/positivistike-metode, som bl.a. en række danske og konservative amerikanske højesteretsdommere benytter sig af.

Så når Hayek siger noget som f.eks.

Legal positivism is in this respect simply the ideology of socialism

føles det lidt som om, at der er en sten i skoen. For hvorfor pokker siger han sådan noget vrøvl? Hvordan kan han tro, at positivisme er det samme som centralisering og rettighedsfratagelse. Hvorfor mener han dog, at antallet af ejendomsretskrænkelser stiger i takt med antallet af positive retsregler?

Svaret er selvfølgelig, at Hayek ikke forstod hvad han talte om. Ikke når det kom til juridisk positivisme.

Hans østrigske kollega, Ludwig von Mises, havde en lidt mere fornuftig/rationel tilgangsvinkel til spørgsmålet i Human Action (s. 725), hvor han siger, at positive retsregler, i et moderne samfund, er fundamentet for f.eks. ejendomsrettens beskyttelse. Heri er jeg enig.

Og det ser Niclas Berggren fra Ratio også ud til at være. For jeg er netop snublet over hans artikel i magasinet med det fantastiske navn: Constitutional Political Economy. Artiklen hedder “Legal positivism and property rights: a critique of Hayek and Peczenik“.

Berggren viser rigtigt fint, hvordan Hayek m.fl. har misforstået hvad juridisk positivisme er — og mere vigtigt: hvad det ikke er — og hvordan Mises, ganske vist heller ikke juridiske, forståelse, fusioneret med bl.a. H.L.A. Harts positivisme, fint og praktisk kan være et juridisk grundlag for et libertært samfund*.

Det bedste fra to verdener, kunne man sige.

(* Og nej: et samfund er ikke unødig kollektivisme)

Konstitutionalisme ctr. libertarianisme

Via Andrew Sullivans blog kom jeg til et rigtigt godt indlæg af en gut der kalder sig selv “Postmodern Conservative”; i sig selv en titel, som jeg tror mange fanatiske konservative her til lands vil se noget skævt til.

Indlæget, The Tragedy of Ron Paul, er en art reaktion på de beskyldninger mod Paul, som den semisocialistiske sprøjte, The New Republic, fyrede af i den forgangne uge, og som har holdt dele af det libertære USA vågne. (Paul er iøvrigt på CNN i aften for at forklare hvordan hele misæren — efter hans mening — hænger sammen… so stay tuned to YouTube).

OPDATERING: CNN går i dybten med historien her. Videoen kommer op senere.

OPDATERING 2: Jeg har lagt videoen hvor Paul forsøger at forsvare sig selv her i et nyt indlæg. 

The New Republic har efter den oprindelige artikel kom frem været ude med riven – denne gang i et forsøg på at rode ud i de libertære række:

Rather, it is always satisfying to see a libertarian candidate crash and burn–something which forces libertarians to face the reality that their philosophy has almost no appeal.

Bevares, kritikken er skrevet af betondinosaur med et evangelisk kors så langt oppe i r….n, at det kunne bruges som en tandstik, men han har måske alligevel ret i noget… eller har han virkelig?

Det er her The Postmodern Conservative kommer ind i billedet. For hvad nu, hvis det slet ikke er det libertære amerika der er “på røven”, men derimod det “konstitutionelle”? Altså, at dem der mener at det der står i forfantingen faktisk også er det der står i forfatningen? At A = A osv.

Her et uddrag fra indlægets slutning:

What really is happening is that constitutionalism, not libertarianism, is running out of steam, which is to say, people nowadays are increasingly libertarian only insofar as they are not constitutionalists. Libertarians win when politics is not part of the conversation. When it is they lose, they lose because the libertarian political argument can’t help but be at least partially constitutional without flying on high in Nozickian blue tomorrows.

The constitutionalist candidates, Paul and Thompson, are not getting it done, and I regret to point out that this is because most people don’t really give a damn about adhering to the Constitution, the Constitution is an impediment to maximizing the odds of partisan victory, the Constitution is deemed morally quaint on both sides, and constitutionalism a brittle and impractical doctrine.

Perhaps this will change if Romney or Clinton implodes, but probably not regardless, and the conventional wisdom will continue to pride itself on its breezy capacity to act as if people who care about liberty are libertarians first and not constitutionalists. This is quite repugnant, and the great moral repugnance for their man now felt by Paul’s cultural libertarian supporters is tragic because it seals the deal on an issue that only he successfully dragged out from the dungeon in which everyone would rather it be kept: the progressive irrelevance of the Constitution to the governing principles and administrative practice of American politics.

So true.

– og det er iøvrigt en af grunden til, at jeg altid har syntes så godt om Hayek.

Sociale bogmærker:

Far, har ateister også rettigheder?

“Government has no Right to hurt a hair of the head of an Atheist for his Opinions. Let him have a care of his Practices.”
– John Adams to John Quincy Adams, June 16, 1816.

Jonathan Rowe fra Positive Liberty stiller skarpt på religiøse og ikke-religiøses rettigheder i USA. Men mere end det, så er det en fin gennemgang af den amerikanske forfatnings modificerede Lockiske princip om ukrænkelige rettigheder. Og netop derfor er Rowes indlæg aktuelt ikke blot for amerikanere, men også for os danskere.

Thus the general principle is the same: Men of any or no religion have an unalienable right to equality or “equal rights” in regard to religion. How government must act to secure those rights is something over which reasonable minds can differ. Regarding actual aid (meaning government funds) or legal penalties or privileges the answer seems quite simple: Government cannot treat atheists any different than theists or Christians and vice versa.

Positive Liberty har før haft et indlæg om, hvad man skal kalde den form for religiøsitet, de vigtigste af “the founding fathers” havde: Theistic Rationalist.

Til dem der ikke kender Positive Liberty, så er det en blog, der er skrevet af mennesker der er for negativ frihed

P.S. Så har EconStudentlog også et lille, surt opstød over den danske, forfantingsmæssige forskelsbehandling.