Opbevar din shotgun på sengen

Som tilhænger af våbenrettigheder kan jeg selvfølgelig kun være begejstret for denne løsning på et gevaldigt problem:

Niels Lundes forståelse af konkurrence

Det er godt for Berlingske Tidendes læsere, at Niels Lunde ikke længere har kontor i Pilestræde. Så slipper de for at læse hans vås. Til gengæld kan Politikens læsere nyde (hvilket de helt sikkert gør) selvsamme Lundes “analyser af dansk og internationalt erhverv” i Danmarks neosocialistiske morgenavis.

Tag således denne manchette fra Lundes seneste analyse for fortæl mig, om han er kvalificeret til at kommentere på erhvervsstof:

I flere år har SAS klogt ignoreret provokationer fra den aggressive konkurrent Ryanair. Nu er det slut. SAS har tabt tålmodigheden, og i disse dage forbereder alle sig på det, der skal ske på mandag klokken 9.45.

Havde Lunde haft et ligeså generøst forhold til fornuften, som han har det til dramatikken, ville det måske havde været en god “analyse”. Men det har han ikke.

1) Hvordan kan det være klogt for SAS at ignorere sine konkurrenter, når selskabet bløder penge fordi det netop ikke kan konkurrere? Og kan det virkelig passe, at SAS ikke har konkurreret?

2) Hvad mener Lunde når han skriver, at SAS har tabt tålmodigheden? Tror han virkelig, at SAS har siddet med hænderne i lommen og nonchelant set på, at Ryanair m.fl. spiser markedsandele op? Er det først at SAS vil begynde at konkurrere; nu hvor selskabet ligger på sit dødsleje?

SAS har forsøgt at konkurrere med lavprisselskaberne. De har udskiftet de gode kaffekopper, der er kommet noget dårligere bestik, man kan ckecke-in online, man kan købe flybilletter der er forholdsvis billige, og så reklamerer de på livet løs på TV2 – med nogle iøvrigt rigtigt gode reklamer!

SAS’ problem er ikke at de ikke konkurrere. De konkurrerer bare ikke nok.

Hvordan kan jeg vide det? Hvis de var dygtige nok – hvis de virkelig ville have, at deres selskab skulle overleve, så ville det ikke gå dem så dårligt, som det gør nu.

Sådan er det, når man er i en markedsøkonomi. Måske Niels Lunde skulle slå det ord op i en ordbog? – ja, det samme kunne man faktisk sige, om hele Politikensegmentet.

Stor, større og størst — Discoverys mindreværdskompleks?

Når man læser til eksamen rammes man ofte af en usigelig trang til at lave, hvad bedst kan kaldes “overspringshandlinger”. Med ét er det som om, at alt hvad der før var røvkedeligt på de udenlandske (og danske!) TV-kanaler, pludselig er blevet meget relevant og endda temmeligt lærerigt.

Men i løbet af mine år i de studerendes rækker (først på ASB og nu på AU) synes jeg at have erfaret et kursskifte på især Discovery Channel og National Geographic Channel. Går man blot et par år tilbage, var begge kanaler overfyldte med programmer om gazeller, løber og små, giftige edderkopper. Var man biolog var det helt sikkert noget man med glæde ville spilde sin tid på. Sådan er det bare ikke mere.

Discovery har udviklet sig til en kanal hvor man — overordnet set — kan se: 1) Hvordan man samler en motorcykel og hidser sig op over sine børn; 2) Hvordan man samler en bil; 3) Hvordan man bygger en bro. National Geographic er ikke meget anderledes. Her kan man fornøje sig med: 1) At se hvordan en såkaldt “megakonstruktion” er blevet bygget; eller 2) Hvordan det var at være på et givet sted, “sekunder før ulykken indtraf”.

Selvfølgelig kan man mene hvad man vil om det de viser. Bevares, de viser det jo kun fordi, de ved folk gider se på det. Ellers ville annoncørerne jo være utilfredse. Men jeg synes nu alligevel det er lidt ringe (- hvis jeg skal udtrykke det på jydsk).

Min yndlingskanal fra Danmark er DR2 – og det har det været siden kanalen gik i luften for over 10 år siden. Dengang viste de Twin Peaks (respekt!) og sære aftenprogrammer med Palle Strøm, imens pladsen mellem programmerne blev brug på at fortælle, hvad der var sket i verden, igennem ultrakorte nyhedskommentarer. Dengang var kanalen rigtig god. Og det er den stadig! De har fornyet og styrket profilen gennem tiden og nu er det mit indtryk, at alle DRs kvalitetsprogrammer vises på DR2. Og ja: Jeg elsker Smagsdommerne — selvom jeg hader kunst, ballet og hovedparten af de ræverøde forfattere de har i studiet (Iøvrigt godt at Ole Birk er kommet med på holdet!) ;-)

Fra udlandet er jeg bedst tilfreds med en kombi mellem BBC World, BBC Prime og BBC Food… Ja… Den britiske statstelevision har altså meget godt at byde på. Især på den dokumentariske front, hvor de har en lang række programmer, der er af samme kaliber, som dem de kunne finde på at vise (og måske endda rent faktisk viser) på DR2.

Det er den her type programmer, som jeg savner på en kanal der hedder Discovery. Hvorfor viser de f.eks. ikke Michael Palin, politiske dokumentarer eller bare rent historiske programmer? Programmer, hvor man måske endda kunne risikere at opdage noget nyt — uden at forlade sofaen.

Hvorfor ialverden skal det hele tiden handle om hvad der er størst? Eller hvad der larmer mest? Hvorfor ialverden skal man tvinges til at se et program, der problematiserer hændelser, der slet ikke engang er problemer, men som ellers ville være for kedelige at vise noget om på tv? Why, oh why!