Kapitalistkoen – husk den når du stemmer til kommunalvalget

Denne artikel bør De læse

På min to-read liste i Google Reader var der en forholdsvis ny artikel/klumme fra Wall Street Journal, som De bør læse; og tag endelig ikke fejl: Selvom den er fra Wall Street Journal er der ikke grafer, tal og formler med i den:

The Man Who Predicted the Depression, er titlen på læsestoffet; og det er hurtigt læst. Så læs den gerne og opfordre andre til at læse den. Derefter kan du læse bogen, som den handler om.

Niels Lundes forståelse af konkurrence

Det er godt for Berlingske Tidendes læsere, at Niels Lunde ikke længere har kontor i Pilestræde. Så slipper de for at læse hans vås. Til gengæld kan Politikens læsere nyde (hvilket de helt sikkert gør) selvsamme Lundes “analyser af dansk og internationalt erhverv” i Danmarks neosocialistiske morgenavis.

Tag således denne manchette fra Lundes seneste analyse for fortæl mig, om han er kvalificeret til at kommentere på erhvervsstof:

I flere år har SAS klogt ignoreret provokationer fra den aggressive konkurrent Ryanair. Nu er det slut. SAS har tabt tålmodigheden, og i disse dage forbereder alle sig på det, der skal ske på mandag klokken 9.45.

Havde Lunde haft et ligeså generøst forhold til fornuften, som han har det til dramatikken, ville det måske havde været en god “analyse”. Men det har han ikke.

1) Hvordan kan det være klogt for SAS at ignorere sine konkurrenter, når selskabet bløder penge fordi det netop ikke kan konkurrere? Og kan det virkelig passe, at SAS ikke har konkurreret?

2) Hvad mener Lunde når han skriver, at SAS har tabt tålmodigheden? Tror han virkelig, at SAS har siddet med hænderne i lommen og nonchelant set på, at Ryanair m.fl. spiser markedsandele op? Er det først at SAS vil begynde at konkurrere; nu hvor selskabet ligger på sit dødsleje?

SAS har forsøgt at konkurrere med lavprisselskaberne. De har udskiftet de gode kaffekopper, der er kommet noget dårligere bestik, man kan ckecke-in online, man kan købe flybilletter der er forholdsvis billige, og så reklamerer de på livet løs på TV2 – med nogle iøvrigt rigtigt gode reklamer!

SAS’ problem er ikke at de ikke konkurrere. De konkurrerer bare ikke nok.

Hvordan kan jeg vide det? Hvis de var dygtige nok – hvis de virkelig ville have, at deres selskab skulle overleve, så ville det ikke gå dem så dårligt, som det gør nu.

Sådan er det, når man er i en markedsøkonomi. Måske Niels Lunde skulle slå det ord op i en ordbog? – ja, det samme kunne man faktisk sige, om hele Politikensegmentet.

“Capitalism hits the fan” – en marxistisk løsning på finans-/reguleringskrisen

I frisindet, åbenheden osv. osv.’s navn er her en video med en økonomiprofessor fra USA, som forsøger at give en form for løsning (det er ihvertfald intentionen) på finanskrisen. Han har som sådan ret i, at der har været nogle grundlæggende fejl i systemet; men hvor han definerer systemet som den statslige regulering af hele økonomien – ikke blot banksektoren! – ville andre og mere fornuftige mennesker nok have påpeget, at fejlen ikke så meget er en fejl, som i “fejl”, men istedet en helt forudsigelig reaktion på et overforbrug af forskelligartede kreditfaciliteter.

Et kreditfinansieret boom efterfølges af et bust – markederne nulstiller sig selv og livet går videre. Med mindre, man forsøger at holde kreditboomet i live ved at trykke flere matadorpenge.

Anyhow, her er videoen. Husk at nyde den – det er ikke hver dag, at nogen taler i så klare socialistiske termer, som denne person — selvom meget af substansen desværre også genfindes i den danske presse.

Det frie samfund: Den offentlige mening og socialismens sejrsdans

Modstanden mod oplysningstidens filosofier baseret på rationalisme har været udtalt siden dengang de blev fremsat. Kritikken mod fornuften og empirien er for mig at se urigtig, men har alligevel en vis berettigelse når den påtaler den rækkevidde og dybde, hvormed oplysningsfilosofferne mente idéerne ville sprede sig og høste anerkendelse blandt masserne.

At visse af tidens filosoffer havde en (nogen ville sige nærmest blind) tro på, at masserne handlede fornuftigt på baggrund af erfaringer og anden håndterbar og behandlet information har været den liberale filosofis akilleshæl. Derfor bør man, også som liberal, yde en vis tak til realismens filosoffer, så som Burke og de Maistre, for netop at have anskueliggjort problemet; også selvom disse konservative tænkere selv havde en for blind tiltro til, at tidligere tiders paternalistiske samfundsformer og økonomiske institutioner kunne og skulle opretholdes. Disse konservative formåede ikke at finde en løsning på det problem som var, at en stadig større andel af befolkningerne ikke havde en plads i det gamle økonomiske system.

Da kapitalismen bankede på døren blev den lukket ind med åbne arme. Og til at begynde med gik det godt: Den teknologiske udvikling tog fart, levestandarden blev væsentligt forhøjet for masserne, befolkningsantallet steg. Men når ikke blot systemet er fornuftigt i sig selv – når man også forudsatte, at alle mennesker var fornuftige og at flertallet ville handle fornuftigt og ikke give sig i kast med nye sociale eksperimenter, der kunne lede tankerne hen på tidligere tiders paternalistiske og etatistiske stats- og styreformer, gjorde man en stor fejltagelse.

For som en steppebrand spredte andre idéer sig gennem samfundet; idéer, som i deres indhold var ikke blot reaktionære og ufornuftige, men tilmed overtroiske. De liberale filosoffer, der fuldt og fast troede på, at frie mennesker i et frit samfund også ville handle fornuftigt og ønske det frie samfunds beståen, måtte sande at de tog fejl. For hvad nyttede det at de kunne fortælle, at levestandarden rent faktisk også var stigende i takt med befolkningsvæksten, når den offentlige mening var en anden og langt mere marxistisk: At kapitalismen fører til større fattigdom for den såkaldte arbejderklasse.

Problemet hér var ikke så meget dét, at visse filosoffer, der kaldte sig liberale, argumenterede for indkomstkonfiskation og omdistribution (altså statsgodkendt tyveri med straf til dem, der ikke vil lade sig bestjæle) af pengene med det formål, at sikre masserne mere positivt defineret ”frihed”, men at de kapitalistiske filosoffer ikke tog ordentligt til genmæle og dermed lod den offentlige mening føre i retning af disse såkaldt social-liberale der, når alt kommer til alt, ikke var meget anderledes i deres mål end kollektivister i andre lejre.

Mange mennesker har gennem tiden stillet spørgsmålet:

”Er I nu også sikrer på, at denne indblanding i andre menneskers sager (forstået som disse menneskers ejendomsret og den måde de forvalter den på) ikke har nogen som helst påvirkning på produktionens størrelse? At det I faktisk gør er med til at hæmme væksten, frem for at forøge den?”

En opposition mod indblanding fra staten og mod konfiskation af ejendom og omdistribution er fuldt ud berettiget. Produktionen i et samfund er ikke uafhængig af den sociale og økonomiske orden. Staten kan ikke styre produktionen uden at dette kommer til at smitte negativt af på netop produktionen – og sådan er det ligegyldigt om den offentlige mening er enig heri eller ej.

“Ejerskab”

Den dygtige jurist og økonom Ludwig von Mises skrev i sin afdækkende bog Socialism: An economic and sociological analysis (køb den her eller læs den gratis) om hvad det vil sige, at have ejerskab til noget. Her i udpluk om den økonomisk-sociologiske forstand og den juridiske:

Regarded as a sociological category ownership appears as the power to use economic goods. An owner is he who disposes of an economic good.

Thus the sociological and juristic concepts of ownership are different. This, of course, is natural, and one can only be surprised that the fact is still sometimes overlooked. From the sociological and economic point of view, ownership is the having of the goods which the economic aims of men require. This having may be called the natural or original ownership, as it is purely a physical relationship of man to the goods, independent of social relations between men or of a legal order. The significance of the legal concept of property lies just in this—that it differentiates between the physical has and the legal should have. The Law recognizes owners and possessors who lack this natural having, owners who do not have, but ought to have. In the eyes of the Law ’he from whom has been stolen’ remains owner, while the thief can never acquire ownership. Economically, however, the natural having alone is relevant, and the economic significance of the legal should have lies only in the support it lends to the acquisition, the maintenance, and the regaining of the natural having.

To the Law ownership is a uniform institution. It makes no difference whether goods of the first order or goods of higher order form its subject, or whether it deals with durable consumption goods or non-durable consumption goods. The formalism of the Law, divorced as it is from any economic basis, is clearly expressed in this fact. Of course, the Law cannot isolate itself completely from economic differences which may be relevant. The peculiarity of land as a means of production is, partly, what gives the ownership of real property its special position in the Law. Such economic differences are expressed, more clearly than in the law of property itself, in relationships which are sociologically equivalent to ownership but juristically allied to it only, e.g., in servitudes and, especially, in usufruct. But on the whole, in Law formal equality covers up material differences.

Kapitlet kan i sin helhed anbefales og der kan i øvrigt henvises til Murray Rothbards The Ethics of Liberty, som giver en samfundsbeskrivelse udfra et rent kontrakts- og rettighedssynspunkt.

Kapitalisme = kreativitet

Donald Boudreaux har en god pointe, når han kritiserer Bill Gates idé om kreativ kapitalisme:

I’m delighted that Bill Gates is reading the important work of the late Julian Simon… When he digests Mr. Simon’s central idea – that human beings in market economies are “the ultimate resource” – Mr. Gates might then recognize that there is no need to change capitalism so that it becomes “creative.” Capitalism has always been creative. It is inherently creative.

Everything from apparently mundane pencils and stocked supermarket shelves to obviously complex skyscrapers and personal computers are astonishingly complex artifacts created by human ingenuity unleashed, as only capitalism can unleash it, to experiment, cooperate, and compete. No philanthropist, no government body or commission, no Great Leader – no matter how “creative” or “kind” – has done one-trillionth as much to give dignity and comfort to ordinary people as has capitalism. It doesn’t need re-inventing or to be made kinder; it just needs to be spread more widely around the world.

Socialt ansvar og ejernes interesser — modsætninger eller en del af noget større

For en 10 års tid siden fulgte jeg en dokumentarserie på BBC World, som handlede om kapitalisme. Eller mere konkret: Den dokumenterede et par af 1980’ernes driftige erhvervsfolk, der forvandlede hensynene firmaer til guldæg.

Et af de mennesker den fulgte, jeg husker desværre ikke hans navn, blev på et tidspunkt udspurgt af en britisk journalist om, hvorfor han insisterede på ikke at lave en børnehave, hvor hans ansatte kunne parkere de små, mens de var på arbejde et par etager længere oppe i skyskraberen. Hans svar var i mange år et mantra for mig; ikke fordi det er sejt (bevares, det er det), men fordi det dengang, som nu, viser hvor simpelt man kan udlægge, hvorfor man driver en virksomhed:

”There is a difference between doing business and doing good. Before you can do good you need to do business”.

Jeg er med andre ord tilhænger af den “skole” der mener, at virksomhedens første og eneste formål er, at skabe værdi for de mennesker, der har skudt midler i foretagendet. Var det ikke for dem, og deres tro på at frugten af deres eget arbejde, sammen med frugten af andres arbejde, i fællesskab kunne skabe mere værdi, ville virksomheden alt andet lige ikke eksistere til at begynde med.

Selvfølgelig kan man ikke udelukke, at nogle mennesker starter en forretning ud fra rent filantropiske bevæggrunde. Men det koster, trods alt, penge at være filantrop, så her er det ene, som oftest, en forudsætning for det andet.

Med teorierne om stakeholder value og ”virksomhedens sociale ansvar” er den, nogen siger snævre, teori om shareholder value, som jeg tror på, trængt lidt i baggrunden.

Jeg skal til at starte med sige, at jeg selvfølgelig ikke skal blande mig i, hvordan folk driver deres egne virksomheder. Hvis de ønsker at prioritere videregående mål end blot aktionærernes snævre egeninteresser, skal de selvfølgelig have lov til det. Det har en række, større børsnoterede virksomheder besluttet at man ville.

Nogen virksomheder er hoppet med på klimahysteriet og begrænser sine CO2-emissioner, mens andre underskriver FN certificerede erklæringer om, at de ikke vil benytte sig af såkaldt børnearbejde i tredjeverdenslande. Leflen for de ansatte, f.eks. i form af private sygeforsikringer og såkaldte fair trade-produkter på butikkernes hylder og i firmaernes kantiner, er andre eksempler. Og der er flere hvor de kommer fra.

Det kan selvfølgelig aldrig være en virksomheds pligt at løse verdens problemer – det er derfor vi har regeringer og ansvarlige politikere.

Men jeg kan til en vis grad godt forstå hvorfor virksomhederne gør det. Selvom man har et markedsføringsbudget på adskillige millioner dollars, kan et par blogindlæg på nettet skabe så megen negativ PR, at ens kunder begynder at klage. Se bare hvordan det gik for Apple, da Greenpeace kastede sig over dem forrige år. Et ry tager år at opbygge, men sekunder at ødelægge.

Med andre ord kan man anskue en virksomheds sociale ansvar, som et blandt mange elementer i PR-arsenalet. Når man gør det, er der faktisk ikke så lang vej til traditionel shareholder value-teori og pleje af aktionærernes egeninteresser. Hvordan virksomheden vægter hvad der er godt for ejerne kan man ikke diktere for dem; men man kan jo altid starte med at kigge på bundlinjen, afkastet der tikker ind på kontoen midt på året og selvfølgelig ejerandelenes værdiansættelse på markedspladsen. Har ejerne ikke opnået en merværdi ved at deres investering f.eks. er blevet grøn, er der intet fortænkt i, at de genovervejer investeringen. Det er jo, trods alt, ikke garanteret, at profitten stiger i takt med budgettet til social godhed.

Et helt andet element af debatten er, ikke at forglemme, at der er mange misforståelser af kapitalismen, der cirkulere ikke blot i autonome og socialistiske kredse, men også indenfor erhvervslivet selv. Misforståelser der har det til fælles, at de har deres udgangspunkt i den forfejlede antagelse om, at kapitalismen i sig selv ikke tjener ”the greater/public good”.

Penge er onde, siger nogen. Nej siger de kristne: Det er kærligheden til penge der er ond. Vrøvl siger jeg til dem alle. Ideen om at værdiskabelse er forkert, eller at man ikke skal være stolt af hvad man har udrettet er mærkværdigt – især set i sammenhæng med, at det netop er profitten, der danner grundlaget for filantropien. Lige såvel som lønnen til de ansatte gør det muligt for dem at fungere på markedspladsen, således også for virksomheden selv. Tjener man ikke penge for at tjene penge, taber alle.

Det har fra debattører og bloggere i USA, UK og Danmark, lige fra de liberale til de national- og neokonservative, gang på gang været fremført, at unge nu til dags ikke har forstået loven om udbud og efterspørgsel. Penge er ikke noget man tjener, de vokser på træerne; eller trykkes af staten, som så overfører den til en, så man kan betale skat og være glad fordi man jo tænker på de svage i samfundet…

Jeg håber på, at flere mennesker vil indse, at kapitalisme er den mest basale forudsætning for både velstand og frihed. At det der er i aktionærernes interesser ganske naturligt er det der er i virksomhedens interesse, og at det der er i virksomhedens interesse er i de ansattes interesse. Etc.

Det hele hænger sammen.

Market-Based Management

The Charles G. Koch Foundations Marked-Based Management (MBM) er en spændende størrelse. Jeg lod første gang mærke til begrebet i en annonce for konceptet i Reason Magazine og har flere gange været forbi Kock Industries et al (aka “the kochtopus” ifgl. Peter Kurrild) for at finde ud af mere om, hvad det egentlig er.

Nu er jeg snublet over “The MBM Institue“, der også har en blog, og endda et indlæg om det af Peter Klein på Organizations & Markets-bloggen.

Fra førstnævnte:

MBM is based on rules of just conduct, economic thinking, and sound mental models which harnesses the dispersed knowledge of employees, just as markets harness knowledge in society. It is organized in and interpreted through five dimensions: vision, virtue and talents, decision rights, incentives, and knowledge processes.

Og fra sidstnævnte:

“Some of the ideas that undergird Market Based Management seem fairly commonsensical to me, and I’m not entirely sold on the notion that this program somehow represents a seismic breakaway from what is taught at Harvard Business School.” Indeed, the idea that organizations can sometimes exploit “market-like incentives” would hardly surprise Chester Barnard, Alfred Chandler, or Oliver Williamson, let alone Alfred P. Sloan

Så blev jeg det klogere.