70 kr for en pakke cigaretter? Mogens Lønborg vil have mere statslig prisstyring

Både Politiken og 180grader.dk har i dag historien om, at den konservative magistrat/borgmester i København Mogens Lønborg (i visse kredse kendt som Løgnborg) mener, at prisen for en pakke cigaretter skal fastsættes af staten til en rund 70 krone.

En lang række varer, som forsøder vores hverdag er underlagt en indkrekte statslig priskontrol. Snapsen var mig bekendt det første som blev afgiftsbelagt med det formål, rent faktisk at få færre til at drikke det; hvilket for en sidebemærkning er absurd, nå nu snaps er et så vidunderligt produkt. Cigaretterne og øl’en er også afgiftsbelagt efter en lignende devise.

Devisen er som følger:

Hvis der ikke var nogle afgifter men blot moms, ville nydelsesmiddel X koste 10 kr i kiosken nede på hjørnet. Nydelsesmiddel X er imidlertid en substans, som er forbundet med visse risici at indtage; således er der en potentiel fare for, at nogle af de virksomme stoffer i nydelsesmiddel X kan fører til en række sygdomme, som på sigt kan føre til dødsfald. Derudover har nydelsesmiddel X den “bivirkning”, at dens indtagelse får det lokale hvori den indtages til at få en sær – omend midlertidig – duft; som sætter sig i tøjet og – tror nogen – fører til tømmermænd. Derfor må man som ansvarlig politiker udvise ansvarlighed og mandsmod: Der indføres en afgift på produktet, så det nu koster 100 kr. at købe.  Prisen er nu så høj, at den ligger over en vis offergrænse. Vil man købe nydelsesmiddel X skal man m.a.o. ofre en forholdsmæssigt for stor del af sin øvrige formue på at købe det; en formue, der også kunne bruges på mælk, tøj og varige forbrugsgoder.

Hvad end priskontrol er direkte eller indirekte mødes den af et problem: Danmark er omgivet af andre lande. Selvom disse andre lande skulle have lignende statsstyrede priskontroller er der en chance for, at prisen i bare et af landende vil være lavere end den danske.

Er prisen på nydelsesmiddel X således lavere i Tyskland end i Danmark vil man, når omkostninger i forbindelse med hjemtagelsen er taget i betragtning, med fordel kunne foretage sine indkøb i Tyskland fremfor i Danmark – når blot man køber nok.

Den danske stat kunne selvfølgelig forsøge på at indføre en told-kontrol ved grænsen; men takket være det Schengen kan det ikke være en varig løsning.

Og det er netop det, som den konservative Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen god ved. Og det er godt. For så er han da ihvertfald lidt fornuftig. I modsætning til Mogens Lønborg.

Nyheder fra USA om kampen imod våbenregulering på delstatsniveau

Fra Cato Institutes blog kommer der en spændende nyhedskommentar fra USA omhandlende delstaternes våbenkontrollovgivning og spørgsmål om, hvorvidt regulering af denne type også kan komme i konflikt med den føderale forfatning:

With its decision today to hear the case of McDonald v. Chicago, the Supreme Court should settle the question of whether states must recognize the Second Amendment right to keep and bear arms.

In June of 2008, in District of Columbia v. Heller, the Court found, for the first time, that the federal government must recognize the Second Amendment right of individuals, quite apart from their belonging to a militia, to have an operational firearm in their home. But the decision left open the question whether states were similarly bound.

Thus, the so-called incorporation doctrine will be at issue in this case – the question of whether the Fourteenth Amendment “incorporates” the guarantees of the Bill of Rights against the states. The Bill of Rights applied originally only against the federal government. But the Fourteenth Amendment, ratified in 1868, left open the question of which rights states were bound to recognize. The modern Court has incorporated most of the rights found in the Bill of Rights, but the Second Amendment’s guarantees have yet to be incorporated.

Moreover, a question that will arise in this case is whether the Court, if it does decide that the states are bound by the Second Amendment, will reach that conclusion under the Fourteenth Amendment’s Due Process Clause or under its Privileges or Immunities Clause, which has been moribund since the infamous Slaughterhouse Cases of 1873. In its brief urging the Court to hear the McDonald petition, the Cato Institute urged the Court to revive the Privileges or Immunities Clause.

For den interesserede kan det nævnes, at jeg har skrevet om D.C. vs. Heller-sagen i en række indlæg her på bloggen:

• Robert A. Levy – liv, frihed og retten til at forsvare sig selv – artiklen introducerer Robert A. Levy, som arbejder for Institute for Justice og er hovemanden bag hele sagen
• Lidt mere om D.C. mod Heller – artiklen opsummerer slagets gang
• Ret skal være ret. Det er en individuel menneskeret at bære skydevåben i USA – fortæller om dommens resultat

“Ejerskab”

Den dygtige jurist og økonom Ludwig von Mises skrev i sin afdækkende bog Socialism: An economic and sociological analysis (køb den her eller læs den gratis) om hvad det vil sige, at have ejerskab til noget. Her i udpluk om den økonomisk-sociologiske forstand og den juridiske:

Regarded as a sociological category ownership appears as the power to use economic goods. An owner is he who disposes of an economic good.

Thus the sociological and juristic concepts of ownership are different. This, of course, is natural, and one can only be surprised that the fact is still sometimes overlooked. From the sociological and economic point of view, ownership is the having of the goods which the economic aims of men require. This having may be called the natural or original ownership, as it is purely a physical relationship of man to the goods, independent of social relations between men or of a legal order. The significance of the legal concept of property lies just in this—that it differentiates between the physical has and the legal should have. The Law recognizes owners and possessors who lack this natural having, owners who do not have, but ought to have. In the eyes of the Law ’he from whom has been stolen’ remains owner, while the thief can never acquire ownership. Economically, however, the natural having alone is relevant, and the economic significance of the legal should have lies only in the support it lends to the acquisition, the maintenance, and the regaining of the natural having.

To the Law ownership is a uniform institution. It makes no difference whether goods of the first order or goods of higher order form its subject, or whether it deals with durable consumption goods or non-durable consumption goods. The formalism of the Law, divorced as it is from any economic basis, is clearly expressed in this fact. Of course, the Law cannot isolate itself completely from economic differences which may be relevant. The peculiarity of land as a means of production is, partly, what gives the ownership of real property its special position in the Law. Such economic differences are expressed, more clearly than in the law of property itself, in relationships which are sociologically equivalent to ownership but juristically allied to it only, e.g., in servitudes and, especially, in usufruct. But on the whole, in Law formal equality covers up material differences.

Kapitlet kan i sin helhed anbefales og der kan i øvrigt henvises til Murray Rothbards The Ethics of Liberty, som giver en samfundsbeskrivelse udfra et rent kontrakts- og rettighedssynspunkt.

Socialt ansvar og ejernes interesser — modsætninger eller en del af noget større

For en 10 års tid siden fulgte jeg en dokumentarserie på BBC World, som handlede om kapitalisme. Eller mere konkret: Den dokumenterede et par af 1980’ernes driftige erhvervsfolk, der forvandlede hensynene firmaer til guldæg.

Et af de mennesker den fulgte, jeg husker desværre ikke hans navn, blev på et tidspunkt udspurgt af en britisk journalist om, hvorfor han insisterede på ikke at lave en børnehave, hvor hans ansatte kunne parkere de små, mens de var på arbejde et par etager længere oppe i skyskraberen. Hans svar var i mange år et mantra for mig; ikke fordi det er sejt (bevares, det er det), men fordi det dengang, som nu, viser hvor simpelt man kan udlægge, hvorfor man driver en virksomhed:

”There is a difference between doing business and doing good. Before you can do good you need to do business”.

Jeg er med andre ord tilhænger af den “skole” der mener, at virksomhedens første og eneste formål er, at skabe værdi for de mennesker, der har skudt midler i foretagendet. Var det ikke for dem, og deres tro på at frugten af deres eget arbejde, sammen med frugten af andres arbejde, i fællesskab kunne skabe mere værdi, ville virksomheden alt andet lige ikke eksistere til at begynde med.

Selvfølgelig kan man ikke udelukke, at nogle mennesker starter en forretning ud fra rent filantropiske bevæggrunde. Men det koster, trods alt, penge at være filantrop, så her er det ene, som oftest, en forudsætning for det andet.

Med teorierne om stakeholder value og ”virksomhedens sociale ansvar” er den, nogen siger snævre, teori om shareholder value, som jeg tror på, trængt lidt i baggrunden.

Jeg skal til at starte med sige, at jeg selvfølgelig ikke skal blande mig i, hvordan folk driver deres egne virksomheder. Hvis de ønsker at prioritere videregående mål end blot aktionærernes snævre egeninteresser, skal de selvfølgelig have lov til det. Det har en række, større børsnoterede virksomheder besluttet at man ville.

Nogen virksomheder er hoppet med på klimahysteriet og begrænser sine CO2-emissioner, mens andre underskriver FN certificerede erklæringer om, at de ikke vil benytte sig af såkaldt børnearbejde i tredjeverdenslande. Leflen for de ansatte, f.eks. i form af private sygeforsikringer og såkaldte fair trade-produkter på butikkernes hylder og i firmaernes kantiner, er andre eksempler. Og der er flere hvor de kommer fra.

Det kan selvfølgelig aldrig være en virksomheds pligt at løse verdens problemer – det er derfor vi har regeringer og ansvarlige politikere.

Men jeg kan til en vis grad godt forstå hvorfor virksomhederne gør det. Selvom man har et markedsføringsbudget på adskillige millioner dollars, kan et par blogindlæg på nettet skabe så megen negativ PR, at ens kunder begynder at klage. Se bare hvordan det gik for Apple, da Greenpeace kastede sig over dem forrige år. Et ry tager år at opbygge, men sekunder at ødelægge.

Med andre ord kan man anskue en virksomheds sociale ansvar, som et blandt mange elementer i PR-arsenalet. Når man gør det, er der faktisk ikke så lang vej til traditionel shareholder value-teori og pleje af aktionærernes egeninteresser. Hvordan virksomheden vægter hvad der er godt for ejerne kan man ikke diktere for dem; men man kan jo altid starte med at kigge på bundlinjen, afkastet der tikker ind på kontoen midt på året og selvfølgelig ejerandelenes værdiansættelse på markedspladsen. Har ejerne ikke opnået en merværdi ved at deres investering f.eks. er blevet grøn, er der intet fortænkt i, at de genovervejer investeringen. Det er jo, trods alt, ikke garanteret, at profitten stiger i takt med budgettet til social godhed.

Et helt andet element af debatten er, ikke at forglemme, at der er mange misforståelser af kapitalismen, der cirkulere ikke blot i autonome og socialistiske kredse, men også indenfor erhvervslivet selv. Misforståelser der har det til fælles, at de har deres udgangspunkt i den forfejlede antagelse om, at kapitalismen i sig selv ikke tjener ”the greater/public good”.

Penge er onde, siger nogen. Nej siger de kristne: Det er kærligheden til penge der er ond. Vrøvl siger jeg til dem alle. Ideen om at værdiskabelse er forkert, eller at man ikke skal være stolt af hvad man har udrettet er mærkværdigt – især set i sammenhæng med, at det netop er profitten, der danner grundlaget for filantropien. Lige såvel som lønnen til de ansatte gør det muligt for dem at fungere på markedspladsen, således også for virksomheden selv. Tjener man ikke penge for at tjene penge, taber alle.

Det har fra debattører og bloggere i USA, UK og Danmark, lige fra de liberale til de national- og neokonservative, gang på gang været fremført, at unge nu til dags ikke har forstået loven om udbud og efterspørgsel. Penge er ikke noget man tjener, de vokser på træerne; eller trykkes af staten, som så overfører den til en, så man kan betale skat og være glad fordi man jo tænker på de svage i samfundet…

Jeg håber på, at flere mennesker vil indse, at kapitalisme er den mest basale forudsætning for både velstand og frihed. At det der er i aktionærernes interesser ganske naturligt er det der er i virksomhedens interesse, og at det der er i virksomhedens interesse er i de ansattes interesse. Etc.

Det hele hænger sammen.

Er du radikal, så læs dette og hjælp mig lidt. Jeg er i tvivl om, hvad I mener om folkestyret

Okay. Hvis der er nogen der læse denne blog og tilmed identificere sig selv om radikale, kan I så ikke prøve at hjælpe mig lidt her.

Jeg har nemlig lige set Deadline på DR 2. I studiet var Søren Pind og Margrethe Vestager for at diskutere dagens aktuelle fnidder fnadder i Folketinget om de i folketingsvalgkampen så hyppigt omtalte ”asylbørn”.

Situationen er åbenbart, at et folketingsflertal på én på onsdag vistnok vil fremsætte et beslutningsforslag om, at disse børn og deres forældre skal behandles på en særlig, nærmere bestemt måde.

Det jeg ikke helt forstå er det her:

Et flertal i folketinget har vedtaget en lovgivning. I den lovgivning er der, som i så meget anden lovgivning, en bemyndigelse til integrationsministeren til at fastsætte nærmere regler for reglernes konkrete administration. Nu mener et flertal, at ministerens skal administrere loven anderledes – man vil ikke lave loven om, bare administrere den anderledes.

Man vil altså ikke bruge sin lovgivende magt til at lovgive. Man vil bruge sin lovgivende magt til at udøve.

I Danmark har vi i grundlovens § 3 noget vi kalder ”magtens tredeling”. Det er en princip der er afledt af nogle tanker hos bl.a. John Locke og C-L. Montesquieus tilbage i det 18. Århundrede. Et princip, som vi, og resten af den Vestlige Verden mener, er fundamental for et solidt, demokratisk folkestyre.

Som jeg ser det, vil folketinget med sit nye tiltag prøve på at gøre den lovgivende magt mere potent, på bekostning af en mere impotent udøvende magt.

Det er som sådan en fin tanke som jeg støtter op om: Folketinget har altid været alt for dårlig til at lave konkret lovgivning, der er minutiøst detaljeret og sikrer størst mulig forudberegnelighed. For i mine libertære briller er forudberegnelighed det vigtigste man kan have, når man som individ er konfronteret med statsmagtens almægtighed.

(I parentes kan lige bemærkes, at Folketinget jo selv er skyldige i situationen, allerede fordi man ikke har vært dygtige nok til at lovgive til at starte med. Men det er en anden historie.)

Problemet er bare det, at vi har den her bestemmelse i grundlovens § 3 som siger, at folketinget ikke må gøre som de vil gøre på onsdag.

Søren Pind sagde, meget rammende og helt faktuelt, at Folketinget sidste gang man forsøgte sig på at bryde § 3, blev underkendt af Højesteret.

Dengang, tilbage i 1997-8-stykker, mente folketinget, at det var kompetent nok til at varetage den dømmende magts magt: Via lovgivning dømte man et alternativt undervisningssystem til at tåle mere byrdefulde regler end andre skolesystemer. Man eksproprierede deres rettigheder til en retfærdig proces og det fik man høvl for.

(Note to self: Hvem var i øvrigt undervisningsminister dengang?)

Margrethe Vestager sagde her – og det er her jeg har behov for Jer radikale – at grundloven ”bare var faktuel jura”, at magtens tredeling var et ”princip som man skal være en firkantet jurist for at holde af”.

Mener hun virkelig det? Mener Det Radikale Venstre virkelig det? Mener man virkelig, som radikal, at Folketinget ikke behøver vedtage de love man selv vedtager – og i tilfældet grundloven – og som er godkendt ved en folkeafstemning?

Som jeg hørte Vestager, så var Folketinget omnipotent. Omnipotent til ikke bare at lovgive (hvilket er almindelig anerkendt at folketinget er), men også til at udøve og til at dømme.

Er det ikke en smule arrogant? Er det ikke en smule ignorant? Er det ikke en smule barnligt?

Det synes jeg.

Hvis du er radikal og læser dette, vil jeg gerne høre hvad du mener om det hele. Andre er selvfølgelig også velkomne til at byde ind.

Juristeri når det er bedst

Det her er næsten for langt ude — men jeg har jo heller ikke stiftet bekendtskab med civilprocessen endnu; og har selvfølgelig intet begreb om amerikansk:

Relying on Justice Department assurances that it is conducting a criminal investigation, U.S. District Judge Henry H. Kennedy, Jr., refused on Wednesday to open a judicial probe of reports that the Central Intelligence Agency in 2005 destroyed videotapes of aggressive interrogation techniques of individuals held by the U.S. government on suspicion of terrorism.

…

The judge’s opinion also noted that he had been told by government lawyers that the videotapes did not involve interrogations that occurred at Guantanamo Bay — the only place where his preservation order applied. It appears that the destroyed videotapes were made at secret overseas CIA sites.

In a footnote, the judge refused to open a broad inquiry into whether the government, in destroying these and possibly other videotapes, had violated a more general obligation to preserve all evidence. The detainees’ lawyers had not raised that issue in their plea now before him, Judge Kennedy wrote, so he would not consider it.

Priceless… eller… nej. Egentlig ikke. Bare tåbeligt.

Sociale bogmærker: