Rygtet siger…

… at der er nogle mennesker, som har sat en forbandet masse objektivistisk propaganda op på Aarhus Universitet.

Hvilken god idé!

Gad vide hvem det er…?

Lidt fra de konservatives videoarkiv

Det Konservative Folkeparti har lagt en pokkers masse taler fra deres 2009 Landsråd ud på YouTube; hvilket faste læsere af både Jacob Hedegaards blog og Konservativ Reaktion vil vide. Da jeg ikke selv var til stede, kan jeg hverken foretage skamløs selvpromovering eller indlade mig på en længere kritik af de enkelte talere, og jeg vil i stedet fremhæve et par af de taler, som jeg synes er rigtigt fine — også selvom jeg ikke er enig i alt, hvad der bliver sagt.

1. Kasper Hülsen

2. Rasmus Jarlov (han nævner kryptonit!)

3. Jacob Hedegaard

Kapitalistkoen – husk den når du stemmer til kommunalvalget

Hvad kan man egentlig bruge BNP til?

- er nok et af de spørgsmål, som flest mennesker stiller færrest gange i løbet af deres levetid. For hvem pokker går egentlig op i hvad BNP kan eller skal bruges til; endsige hvordan tallet gøres op?!?

Hvad er BNP?
BNP er bruttonationalproduktet; og bruttonationalproduktet er et tal der viser, den totale markedsværdi af goder og tjenesteydelser, der produceres indenfor en nations grænser, indenfor en specifik tidsperiode.

Hvad kan det tallet bruges til?
Ifølge Doug French: Ikke til ret meget. Og det kan du læse meget mere om i denne fine, omend korte, artikel. Essensen er den, at BNP er en luderværdi (mit ord).

For en mere dybdegående kritik af BNP, kan Økonomia vistnok anbefales (såvidt jeg husker, skrev de nemlig derom for en måneds tid siden).

Prisværdig beskrivelse af kræverdanmark

Fra den modsatte side af gadekæret kommer der en vidunderlige beskrivelse af den danske krævermentalitet. Således kan skribenten “A.O.” på Konservativ Reaktion berette om debatten der efterfulgte et foredrag, forestået af en liberal person, som med begrædelig tydelighed afsluttedes samme sted, som så mange andre debatter af denne slags: På det jævne, på det jævne.

Om monarkens rolle i samfundet

Den britiske konge George III er nok mest kendt for sin sindsygdom, som nutiden har tilskrevet lidelsen porfyri. Han var også konge på tidspunktet for de britiske kolonier i Amerikas uafhængighedskrig, ligesom det var under ham, at kongerigets nok klogeste premierminister gennem tiderne, William Pitt (den yngrer), besad den reelle magt.

I denne måske mest spændende periode af britisk historie (1760-1820) var der stor debat i tiden omkring 1780-1883 om, hvad man skulle gøre med kongen, som på dette tidspunkt var ramt af sin sygdom særligt hårdt. Kronprinsen ville gerne have magten; det samme ville den folkelige oratør Charles Fox, der indgik en koalition med Lord North, som havde været øverstkommanderende på den britiske side i kampen mod de amerikanske kolonister. Kongen var imidlertid ved at være kureret for sine lidelser og sammen med Pitt fik han sine fjenders angreb afværget så han selv kunne forblive konge, og Pitt premierminister.

Det var på denne tid, at den desværre temmelig glemte filosof Richard Price udtalte følgende vise ord om monarkens rolle i samfundet:

I rejoice, sir, in your recovery. I thank God for his goodness to you. I honour you not only as my king, but as almost the only lawful king in the world, because the only one who owes his crown to the choice of his people. May you enjoy all possible happiness. May God shew you the folly of those effusions of adulation which you are now receiving, and guard you against their effects. May you be led to such a just sense of the nature of your situation, and endowed with such wisdom, as shall render your restoration to the government of these kingdoms a blessing to it, and engage you to consider yourself as more properly the servant than the sovereign of your people.

Endnu mere om bøger der handler om Ayn Rand

Sørme så om ikke Edward Cline, fra Capitalism Magazine, er ude i nogenlunde samme øvelse som jeg selv, når han kommenterer på en anmeldelse af to nye Ayn Rand-biografier, der just er kommet på markedet.

Hvor min var kortfattet og mere eller mindre blot fortalte, at jeg syntes at The Economists anmeldelse var god – for derefter at kritisere The Economist i al almindelighed – er Clines kritik noget mere omfangsrig og helt sikkert også (jeg har ikke nærlæst den endnu) langt mere velovervejet.

Og så måske alligevel… Så vidt jeg har kunnet skimme mig frem til, er Cline ude i lidt af noget flueknepperi; når han bl.a. nærmest går i dybden med, hvorfor Ayn Rand netop ikke må kaldes for en “liberalist”. Kommentaren afsluttes også ganske selvhøjtideligt med følgende:

Someday, if Western civilization survives the double onslaught of statism and Islam, another book will appear with the same title, only it will describe the phoenix of reason and the world Ayn Rand helped to make possible. Libertarianism, as an ideology, will merit perhaps only a footnote.

I beg to differ. Rands bøger er gode, underholdende og grundige. Men rent konstruktivt når de ikke engang Hayeks The Road to Serfdom til sokkeholderne.

Det frie samfund: Den offentlige mening og socialismens sejrsdans

Modstanden mod oplysningstidens filosofier baseret på rationalisme har været udtalt siden dengang de blev fremsat. Kritikken mod fornuften og empirien er for mig at se urigtig, men har alligevel en vis berettigelse når den påtaler den rækkevidde og dybde, hvormed oplysningsfilosofferne mente idéerne ville sprede sig og høste anerkendelse blandt masserne.

At visse af tidens filosoffer havde en (nogen ville sige nærmest blind) tro på, at masserne handlede fornuftigt på baggrund af erfaringer og anden håndterbar og behandlet information har været den liberale filosofis akilleshæl. Derfor bør man, også som liberal, yde en vis tak til realismens filosoffer, så som Burke og de Maistre, for netop at have anskueliggjort problemet; også selvom disse konservative tænkere selv havde en for blind tiltro til, at tidligere tiders paternalistiske samfundsformer og økonomiske institutioner kunne og skulle opretholdes. Disse konservative formåede ikke at finde en løsning på det problem som var, at en stadig større andel af befolkningerne ikke havde en plads i det gamle økonomiske system.

Da kapitalismen bankede på døren blev den lukket ind med åbne arme. Og til at begynde med gik det godt: Den teknologiske udvikling tog fart, levestandarden blev væsentligt forhøjet for masserne, befolkningsantallet steg. Men når ikke blot systemet er fornuftigt i sig selv – når man også forudsatte, at alle mennesker var fornuftige og at flertallet ville handle fornuftigt og ikke give sig i kast med nye sociale eksperimenter, der kunne lede tankerne hen på tidligere tiders paternalistiske og etatistiske stats- og styreformer, gjorde man en stor fejltagelse.

For som en steppebrand spredte andre idéer sig gennem samfundet; idéer, som i deres indhold var ikke blot reaktionære og ufornuftige, men tilmed overtroiske. De liberale filosoffer, der fuldt og fast troede på, at frie mennesker i et frit samfund også ville handle fornuftigt og ønske det frie samfunds beståen, måtte sande at de tog fejl. For hvad nyttede det at de kunne fortælle, at levestandarden rent faktisk også var stigende i takt med befolkningsvæksten, når den offentlige mening var en anden og langt mere marxistisk: At kapitalismen fører til større fattigdom for den såkaldte arbejderklasse.

Problemet hér var ikke så meget dét, at visse filosoffer, der kaldte sig liberale, argumenterede for indkomstkonfiskation og omdistribution (altså statsgodkendt tyveri med straf til dem, der ikke vil lade sig bestjæle) af pengene med det formål, at sikre masserne mere positivt defineret ”frihed”, men at de kapitalistiske filosoffer ikke tog ordentligt til genmæle og dermed lod den offentlige mening føre i retning af disse såkaldt social-liberale der, når alt kommer til alt, ikke var meget anderledes i deres mål end kollektivister i andre lejre.

Mange mennesker har gennem tiden stillet spørgsmålet:

”Er I nu også sikrer på, at denne indblanding i andre menneskers sager (forstået som disse menneskers ejendomsret og den måde de forvalter den på) ikke har nogen som helst påvirkning på produktionens størrelse? At det I faktisk gør er med til at hæmme væksten, frem for at forøge den?”

En opposition mod indblanding fra staten og mod konfiskation af ejendom og omdistribution er fuldt ud berettiget. Produktionen i et samfund er ikke uafhængig af den sociale og økonomiske orden. Staten kan ikke styre produktionen uden at dette kommer til at smitte negativt af på netop produktionen – og sådan er det ligegyldigt om den offentlige mening er enig heri eller ej.

Det frie samfund: Det hele starter med et citat

If one wishes to advocate a free society – that is, capitalism – one must realize that its indispensable foundation is the principle of individual rights.

If one wishes to uphold individual rights, one must realize that capitalism is the only system that can uphold and protect them.

And if one wishes to gauge the relationship of freedom to the goals of today’s intellectuals, one may gauge it by the fact that the concept of individual rights is evaded, distorted, perverted and seldom discussed, most conspicuously seldom by the so-called “conservatives”

Ayn Rand i artiklen “Man’s rights“, som findes i bogen The Virtue of Selfishness

Ytringsfriheden – det er jo hvad det handler om

TV, aviserne og alt for stor række blogs skriver om den her bog, som en tidligere soldat har skrevet om sin hverdag ved fronter verden over. Jeg er ved at brække mig over den selvhøjtidelighed, som landets større medier benytter sig af, når de farer til angreb på Politiken. For Thøger Seidenfaden har jo ret – for en sjælden gangs skyld.

I Danmark har vi et censurforbud; et forbud, som tilmed er en af de vigtigste paragraffer i Grundloven og har været det siden den blev indført. Med dette forbud har hverken forsvarskommandoen, forsvarsministeren eller statsministeren krav på at kunne forcensurere en bog – selvom det nu og engang er det, som man forsøger sig gennem et foreløbigt retsskrift i form af et fogdeforbud.

Systemet er baseret på en efterfølgende domstolekontrol. Og efterfølgende er det gyldne ord her. Domstolene tager stilling til en bog eller en hver anden ytring efter at den er frembragt; ikke før. Sådan er systemet og sådan er det bare. Er bogen farlig for statens sikkerhed? Så må Kammeradvokaten procedere på det og argumentere for sin sag, efter at bogen er trykt; ikke før. Og det samme gælder for Politikens oplag på bogen.

Forsvarskommandoen, forsvarsministeren og statsministeren har handlet komplet amatøragtigt i denne sag. Troede man virkelig, at man ville slippe af sted med at kunne udøve forcensur? Tilmed en art censur, hvor man ikke engang overfor forlaget ville fortælle, hvilke passager der var “problematiske”? Mente man virkelig, at man havde en blancocheck til bare sådan uden videre at kunne få et frit medium til at ændre i sit indhold og sine udgivelser?

Hertil kommer især de tv-baserede mediers noget perverse dækning af hele sagen. Ikke én eneste journalist, nyhedsoplæser og anden medieperson jeg har set, som har behandlet denne sag, har givet udtryk for nogen anden holdning, end den der har kunnet læses i pressemeddelelserne fra de tre ovennævnte myndigheder. Hvordan kan det være, at journlisterne, der lever af deres ytringsfrihed, nu mener det er okay, at den knægtes? Hvordan kan det være, at man har det okay med, at Politikens handlinger beskrives som et mediestunt? Var handlingerne da ikke mere end det?

Det er beskæmmende, at så mange danskere ifølge meningsmålinger mener, at man i en sag som denne, skal knægte ytringsfriheden. De mente ikke det samme under Muhammed-krisen – men den handlede jo også om en pervers religion og ikke om deres egen sikkerhedsfølelse… Dobbelmoral er en dejlig ting, hva’?

Ytringsfriheden er en af de sidste liberale bastioner i Danmark og enhver liberal mener selvfølgelig også, at statens forskellig myndigheder ikke skal udøve censur mod bogen.

Og skal vi så ikke sige, at den and nu er barberet.