Lidt fra de konservatives videoarkiv

Det Konservative Folkeparti har lagt en pokkers masse taler fra deres 2009 Landsråd ud på YouTube; hvilket faste læsere af både Jacob Hedegaards blog og Konservativ Reaktion vil vide. Da jeg ikke selv var til stede, kan jeg hverken foretage skamløs selvpromovering eller indlade mig på en længere kritik af de enkelte talere, og jeg vil i stedet fremhæve et par af de taler, som jeg synes er rigtigt fine — også selvom jeg ikke er enig i alt, hvad der bliver sagt.

1. Kasper Hülsen

2. Rasmus Jarlov (han nævner kryptonit!)

3. Jacob Hedegaard

Prisværdig beskrivelse af kræverdanmark

Fra den modsatte side af gadekæret kommer der en vidunderlige beskrivelse af den danske krævermentalitet. Således kan skribenten “A.O.” på Konservativ Reaktion berette om debatten der efterfulgte et foredrag, forestået af en liberal person, som med begrædelig tydelighed afsluttedes samme sted, som så mange andre debatter af denne slags: På det jævne, på det jævne.

Om monarkens rolle i samfundet

Den britiske konge George III er nok mest kendt for sin sindsygdom, som nutiden har tilskrevet lidelsen porfyri. Han var også konge på tidspunktet for de britiske kolonier i Amerikas uafhængighedskrig, ligesom det var under ham, at kongerigets nok klogeste premierminister gennem tiderne, William Pitt (den yngrer), besad den reelle magt.

I denne måske mest spændende periode af britisk historie (1760-1820) var der stor debat i tiden omkring 1780-1883 om, hvad man skulle gøre med kongen, som på dette tidspunkt var ramt af sin sygdom særligt hårdt. Kronprinsen ville gerne have magten; det samme ville den folkelige oratør Charles Fox, der indgik en koalition med Lord North, som havde været øverstkommanderende på den britiske side i kampen mod de amerikanske kolonister. Kongen var imidlertid ved at være kureret for sine lidelser og sammen med Pitt fik han sine fjenders angreb afværget så han selv kunne forblive konge, og Pitt premierminister.

Det var på denne tid, at den desværre temmelig glemte filosof Richard Price udtalte følgende vise ord om monarkens rolle i samfundet:

I rejoice, sir, in your recovery. I thank God for his goodness to you. I honour you not only as my king, but as almost the only lawful king in the world, because the only one who owes his crown to the choice of his people. May you enjoy all possible happiness. May God shew you the folly of those effusions of adulation which you are now receiving, and guard you against their effects. May you be led to such a just sense of the nature of your situation, and endowed with such wisdom, as shall render your restoration to the government of these kingdoms a blessing to it, and engage you to consider yourself as more properly the servant than the sovereign of your people.

Om proletarkonservatisme og andre former for nazisme

Der er i dag en fornuftig og oversat artikel af tysk-amerikaneren Hans-Hermann Hoppe i netavisen 180grader. Selvom der er tale af lidt af en moppedreng er den værd at læse når man har en ti-minutters tid på hånden, så man også lige kan reflektere over den undervejs.

Hoppes formål med artiklen er at fortælle os, at de mennesker som kalder sig konservative, ikke selv ønsker at indføre et konservativt system; som pr. definition må være et system, som er baseret på en mere traditionel samfundsorden end den eksisterende. I den forbindelse går han løs på især Buchanan-fløjen i USA, som med rette kaldes for nationalsocialistiske.

Klummen bør læses i sin helhed, men jeg vil alligevel citerer et enkelt sted:

Den klassiske konservatismes gamle skole vidste dette, og kæmpede derfor imod et offentligt uddannelsessystem eller tvangsforsikringer. For dem stod det klart, at stater altid vil forsøge at ødelægge familien, institutioner, skikke og sociale hierarkier, for at forstørre og styrke sin egen magt.

I modsætning hertil viser den udbredte socialnationale og populistiske proletarkonservative en fuldstændig manglende forståelse for dette. At kombinere kulturel konservatisme med velfærdsetatisme er umuligt og økonomisk meningsløst. Velfærdsetatisme – social sikkerhed i alle karakterer og former – fremmer moralsk og kulturelt forfald.

En tilbagevenden til normaliteten kræver ikke mindre end en fuldstændig eliminering af det nuværende statslige sikkerhedssystem – arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp, sygehusydelser og offentlig uddannelse. Dermed kan der ske en komplet opløsning og dekonstruktion af statsapparatet og regeringsmagten.

Hvis man nogensinde ønsker at genoprette normaliteten, må statens finansielle midler og magt bringes tilbage til et niveau under det, som forelå i 1900-tallet. Ægte konservative skal derfor være liberale hardlinere (anti-etatister).

Den sociale nationalisme fra den populistiske proletarkonservatisme er forfejlet – den ønsker en tilbagevenden til den traditionelle moral, men forlanger samtidig, at netop de institutioner skal bestå, som bærer ansvaret for moralens pervertering og ødelæggelse.

[lyd] Konservatisme contra Liberalisme

Dengang jeg var formand for Konservative Studenter i Århus forsøgte jeg, uden nogen succes indrømmer jeg blankt, at få stablet det gamle medlemsblad Critique på benen igen. Heldigvis fik nogle friske øjne syn for sagen og fik omlagt bladet til at være både en foredragsrække for primært studerende på humanistiske uddannelser, samt ikke mindst et tidsskrift om idépolitiske emner – dog alle, desværre kunne man sige, med udgangspunkt i den såkaldte “konservatisme”.

Grunden til at jeg skriver såkaldte er den, at jeg har det mere end en anelse svært ved at fastslå, hvad der egentlig ligger under begrebets kølerhjelm. Den vidunderligt trælse debat mellem konservative og liberale/liberalister, når det kommer sondringen imellem liberalismen og konservatismen. For hvor går grænsen – og er der en?

Lederen af Cepos Universitetet, Henrik Gade Jensen, var for nogen tid siden i Århus for at holde et foredrag netop herom. Har man været på Cepos Universitetet burde man kunne genkende en del. Har man ikke kan man nyde foredraget hér nedenfor. Lyden er ikke den bedste, men den går an:

Er libertarianismen på tilbagetog i USA?

Brink Lindsey, fra fri-markedstænketanken Cato Institute, skrev tilbage i november på instituttets blog, Cato@Liberty, om de dominerende strømninger i politisk tænkning i USA og mere præcist om hvordan de har forrykket sig gennem tiden.

Egentlig skriver han for at opponere mod Michael Linds (wacko!) op-ed i FT om selvsamme emne, men Lindseys kommentarer er mere fornuftige end Linds oprindelige indlæg. Derfor mine kommentarer til selvsamme:

Lind provides a potted history of America’s evolving political economy. In the opening act of 1932-1968, New Deal welfare-state liberalism occupied the political center, flanked on the left by economic populism and on the right by Eisenhower-style “dime store New Deal” conservatism. Then came the shift to the right during 1968-2004, when welfare-state liberalism was shunted to the left, a newly assertive libertarianism occupied the right, and moderate conservatism commanded the center. Now, according to Lind, anxieties over globalization have led to the rout of the libertarians and the rebirth of populism.

I’ll concede that we’ve seen a cyclical shift in recent years somewhat along the lines Lind describes. The political terrain has become more difficult for supporters of free markets and limited government, and more inviting for Lou Dobbsian populism.

But we need to be careful to distinguish between cyclical and secular change. Lind focuses on the back-and-forth of the pendulum and misses the fact that the whole clock has been moving. And it’s been moving in a generally libertarian direction.

Lind merrily proclaims that welfare-state liberalism has reclaimed the center that it occupied during 1932-1968. But he ignores the fact that welfare-state liberals today are dramatically more libertarian on economic issues than their predecessors in their parents’ and grandparents’ generations. Nobody these days seriously supports a return to a 70% top income-tax rate, or Keynesian fine-tuning, or interest-rate controls for banks, or the phone monopoly, or regulated trucking; nobody touts nationalization or wage-and-price controls as cures for what ails.

The economy today is dramatically more competitive and entrepreneurial today, and markets are dramatically less regulated, than was the case a few decades ago. And notwithstanding Lind’s fond hopes for a return of the New Deal liberal ascendancy, there is little reason to believe that this huge secular shift is going to be reversed in the foreseeable future.

Brink Lindsey har en vigtig pointe hér, som påfaldende mange alt for tit glemmer. ”Free Minds & Free Markets” er libertarianismen i en nøddeskal, for nu at bruge Reason Magazines slogan. Milton Friedman ville nok have byttet om på ”markets” og ”minds” men fred være med det.

Med de landvindinger der trods alt har været i både USA og Europa, bl.a. som følge af en mere global konkurrence, må man give Lindsey ret i, at vores syn på, hvordan man ikke skal regulere et samfund og et frit marked, på en lang række områder rent faktisk har slået igennem.

Man kan selvfølgelig altid afregulere endnu mere; men frem for alt kan man være glad for, at vi ikke lever med 1970’ernes kollektivismeideal og en marginaltrækprocent på vel over 70.

Når et par konservative bloggere her i landet kæfter op om, at libertære mennesker vælger revolutionens vej frem for den inkrementalistiske, skulle de måske løfte blikket fra den selvretfærdige teori og kigge ud i af vinduet.

Den økonomiske liberalisering indenfor de seneste 20 års tid har sin rod i hjerne hos især tre (konsekventialistiske) libertarianere: Friedman, Hayek og Mises. Primært de to første (for makroøkonomi hhv. afregulering, offentlig administration og management).

Ingen af dem var revolutionære, som deres værdi-/rettighedsabsolutte brødre Thomas Jefferson og Murray Rothbard. Men libertære var de alle — for nu at sætte folk i bås.

Sikke meget nonsens

Den ny blog Konservativ Krabask er noget for sig selv.

På den ene side lødig, på den anden ikke. Forfatteren giver sig ikke til kende, så jeg gætter på, at bagmanden enten er en præmenstruel kvinde i en midtlivskrise eller en ung-konservativ, der er alt for opsat på at bevise, at liberalisme = socialisme og at vi alle sammen bare burde blive tilhængere af denne såkaldte ”konservatisme”.

Konstitutionalisme ctr. libertarianisme

Via Andrew Sullivans blog kom jeg til et rigtigt godt indlæg af en gut der kalder sig selv “Postmodern Conservative”; i sig selv en titel, som jeg tror mange fanatiske konservative her til lands vil se noget skævt til.

Indlæget, The Tragedy of Ron Paul, er en art reaktion på de beskyldninger mod Paul, som den semisocialistiske sprøjte, The New Republic, fyrede af i den forgangne uge, og som har holdt dele af det libertære USA vågne. (Paul er iøvrigt på CNN i aften for at forklare hvordan hele misæren — efter hans mening — hænger sammen… so stay tuned to YouTube).

OPDATERING: CNN går i dybten med historien her. Videoen kommer op senere.

OPDATERING 2: Jeg har lagt videoen hvor Paul forsøger at forsvare sig selv her i et nyt indlæg. 

The New Republic har efter den oprindelige artikel kom frem været ude med riven – denne gang i et forsøg på at rode ud i de libertære række:

Rather, it is always satisfying to see a libertarian candidate crash and burn–something which forces libertarians to face the reality that their philosophy has almost no appeal.

Bevares, kritikken er skrevet af betondinosaur med et evangelisk kors så langt oppe i r….n, at det kunne bruges som en tandstik, men han har måske alligevel ret i noget… eller har han virkelig?

Det er her The Postmodern Conservative kommer ind i billedet. For hvad nu, hvis det slet ikke er det libertære amerika der er “på røven”, men derimod det “konstitutionelle”? Altså, at dem der mener at det der står i forfantingen faktisk også er det der står i forfatningen? At A = A osv.

Her et uddrag fra indlægets slutning:

What really is happening is that constitutionalism, not libertarianism, is running out of steam, which is to say, people nowadays are increasingly libertarian only insofar as they are not constitutionalists. Libertarians win when politics is not part of the conversation. When it is they lose, they lose because the libertarian political argument can’t help but be at least partially constitutional without flying on high in Nozickian blue tomorrows.

The constitutionalist candidates, Paul and Thompson, are not getting it done, and I regret to point out that this is because most people don’t really give a damn about adhering to the Constitution, the Constitution is an impediment to maximizing the odds of partisan victory, the Constitution is deemed morally quaint on both sides, and constitutionalism a brittle and impractical doctrine.

Perhaps this will change if Romney or Clinton implodes, but probably not regardless, and the conventional wisdom will continue to pride itself on its breezy capacity to act as if people who care about liberty are libertarians first and not constitutionalists. This is quite repugnant, and the great moral repugnance for their man now felt by Paul’s cultural libertarian supporters is tragic because it seals the deal on an issue that only he successfully dragged out from the dungeon in which everyone would rather it be kept: the progressive irrelevance of the Constitution to the governing principles and administrative practice of American politics.

So true.

– og det er iøvrigt en af grunden til, at jeg altid har syntes så godt om Hayek.

Sociale bogmærker:

8 minutter om big government conservatism i USA

Ja, det er jo lige ved, at bloggen her udvikler sig til en videoblog. Men frygt ikke! Dette er min sidste video i denne omgang. Den her er et udklip fra et Cato Institute event, hvor der lige bliver snakket lidt om Det Republikanske Partis besynderlige forkærlighed for den store føderal- (og vistnok også delstats-) regering, og bortgangen fra gode gamle Goldwaters doktrin.