Altruistisk ondskab på forsiden af DJØF Bladet

Tænk sig engang, at man her gik og troede, at dét at være målrettet var en god ting i sig selv. Heldigvis kan nyeste nummer af DJØF Bladet redde ud af den vildfarelse, med følgende overskrift på forsiden:

“Et målrettet hippiebarn”

Den altruistiske selvforståelse nærmest driver ned ad forsiden som sirup: Når du er målrettet er du ambitiøs; når du er ambitiøs er du egoistisk; når du er egoistisk er du ond. Heldigvis er den kvinde der er målrettet og omtalt i bladet også barn af “hippier”, hvilket selvfølgelig skal forstås således, at fordi hendes forældre havde nogle bløde (læs: røde) værdier, må hun også have arvet dem.

Takket være hendes forældres kollektivistiske sindelag kan datteren sidde tilbage og nyde en samfundsmæssigt sanktioneret blancocheck til at være målrettet. Hun har jo tydeligvis de rette værdier – inderst inde…

Det frie samfund: Det hele starter med et citat

If one wishes to advocate a free society – that is, capitalism – one must realize that its indispensable foundation is the principle of individual rights.

If one wishes to uphold individual rights, one must realize that capitalism is the only system that can uphold and protect them.

And if one wishes to gauge the relationship of freedom to the goals of today’s intellectuals, one may gauge it by the fact that the concept of individual rights is evaded, distorted, perverted and seldom discussed, most conspicuously seldom by the so-called “conservatives”

Ayn Rand i artiklen “Man’s rights“, som findes i bogen The Virtue of Selfishness

God klumme fra Jalving

Michael Jalving blogger om en nyoversættelse af koranen, der er en bog, som angiveligt udtrykker en oriental guddoms påbud til sine efterfølgere om, hvorledes de skal leve deres liv ved at afkaste sig egen frihed og anerkende selvsamme guddoms overherrehed, som udtrykt i bogens forskellige passager. På den måde minder den lidt om et par passager i biblen — som koranan dog trumfer, fordi den er væsentligt hurtigere læst.

Jalvings indlæg angriber ordet “man”, som i “jeg forstår ikke, hvorfor man lader…” og kritikken minder lidt om den, som Ayn Rand fremsætter i Atlas Shrugged overfor netop denne type vage og elastiske konstruktioner.

Spredt fægtning men rettet mod kollektivismen

• Privatiser UNESCO: Jacob Hedegaard har helt ret når han kritiserer UNESCOs grundlag.
• Forbudskuller i sommervarmen: Mikkel Kruse hopper ind i debatten om det vanvittige forslag om at forbyde solariumsol for unger under 18, som jeg også tidligere har blogget om.
• Østrigerne vs. Neo-klassikerne: Økonomia-bloggen har et godt og lærerigt indlæg for dem, som gerne vil vide mere om “den østrigske skole”. I mine øjne et af den danske bloggingverdens mest læseværdige indlæg i øjeblikket!
• De individuelle frihedsrettigheder som retspolitikkens grundlag: Simon Espersen nyder sommeren og beretter om legitimiteten (eller manglen på samme) i vores samfunds love og regler.

Socialt ansvar og ejernes interesser — modsætninger eller en del af noget større

For en 10 års tid siden fulgte jeg en dokumentarserie på BBC World, som handlede om kapitalisme. Eller mere konkret: Den dokumenterede et par af 1980’ernes driftige erhvervsfolk, der forvandlede hensynene firmaer til guldæg.

Et af de mennesker den fulgte, jeg husker desværre ikke hans navn, blev på et tidspunkt udspurgt af en britisk journalist om, hvorfor han insisterede på ikke at lave en børnehave, hvor hans ansatte kunne parkere de små, mens de var på arbejde et par etager længere oppe i skyskraberen. Hans svar var i mange år et mantra for mig; ikke fordi det er sejt (bevares, det er det), men fordi det dengang, som nu, viser hvor simpelt man kan udlægge, hvorfor man driver en virksomhed:

”There is a difference between doing business and doing good. Before you can do good you need to do business”.

Jeg er med andre ord tilhænger af den “skole” der mener, at virksomhedens første og eneste formål er, at skabe værdi for de mennesker, der har skudt midler i foretagendet. Var det ikke for dem, og deres tro på at frugten af deres eget arbejde, sammen med frugten af andres arbejde, i fællesskab kunne skabe mere værdi, ville virksomheden alt andet lige ikke eksistere til at begynde med.

Selvfølgelig kan man ikke udelukke, at nogle mennesker starter en forretning ud fra rent filantropiske bevæggrunde. Men det koster, trods alt, penge at være filantrop, så her er det ene, som oftest, en forudsætning for det andet.

Med teorierne om stakeholder value og ”virksomhedens sociale ansvar” er den, nogen siger snævre, teori om shareholder value, som jeg tror på, trængt lidt i baggrunden.

Jeg skal til at starte med sige, at jeg selvfølgelig ikke skal blande mig i, hvordan folk driver deres egne virksomheder. Hvis de ønsker at prioritere videregående mål end blot aktionærernes snævre egeninteresser, skal de selvfølgelig have lov til det. Det har en række, større børsnoterede virksomheder besluttet at man ville.

Nogen virksomheder er hoppet med på klimahysteriet og begrænser sine CO2-emissioner, mens andre underskriver FN certificerede erklæringer om, at de ikke vil benytte sig af såkaldt børnearbejde i tredjeverdenslande. Leflen for de ansatte, f.eks. i form af private sygeforsikringer og såkaldte fair trade-produkter på butikkernes hylder og i firmaernes kantiner, er andre eksempler. Og der er flere hvor de kommer fra.

Det kan selvfølgelig aldrig være en virksomheds pligt at løse verdens problemer – det er derfor vi har regeringer og ansvarlige politikere.

Men jeg kan til en vis grad godt forstå hvorfor virksomhederne gør det. Selvom man har et markedsføringsbudget på adskillige millioner dollars, kan et par blogindlæg på nettet skabe så megen negativ PR, at ens kunder begynder at klage. Se bare hvordan det gik for Apple, da Greenpeace kastede sig over dem forrige år. Et ry tager år at opbygge, men sekunder at ødelægge.

Med andre ord kan man anskue en virksomheds sociale ansvar, som et blandt mange elementer i PR-arsenalet. Når man gør det, er der faktisk ikke så lang vej til traditionel shareholder value-teori og pleje af aktionærernes egeninteresser. Hvordan virksomheden vægter hvad der er godt for ejerne kan man ikke diktere for dem; men man kan jo altid starte med at kigge på bundlinjen, afkastet der tikker ind på kontoen midt på året og selvfølgelig ejerandelenes værdiansættelse på markedspladsen. Har ejerne ikke opnået en merværdi ved at deres investering f.eks. er blevet grøn, er der intet fortænkt i, at de genovervejer investeringen. Det er jo, trods alt, ikke garanteret, at profitten stiger i takt med budgettet til social godhed.

Et helt andet element af debatten er, ikke at forglemme, at der er mange misforståelser af kapitalismen, der cirkulere ikke blot i autonome og socialistiske kredse, men også indenfor erhvervslivet selv. Misforståelser der har det til fælles, at de har deres udgangspunkt i den forfejlede antagelse om, at kapitalismen i sig selv ikke tjener ”the greater/public good”.

Penge er onde, siger nogen. Nej siger de kristne: Det er kærligheden til penge der er ond. Vrøvl siger jeg til dem alle. Ideen om at værdiskabelse er forkert, eller at man ikke skal være stolt af hvad man har udrettet er mærkværdigt – især set i sammenhæng med, at det netop er profitten, der danner grundlaget for filantropien. Lige såvel som lønnen til de ansatte gør det muligt for dem at fungere på markedspladsen, således også for virksomheden selv. Tjener man ikke penge for at tjene penge, taber alle.

Det har fra debattører og bloggere i USA, UK og Danmark, lige fra de liberale til de national- og neokonservative, gang på gang været fremført, at unge nu til dags ikke har forstået loven om udbud og efterspørgsel. Penge er ikke noget man tjener, de vokser på træerne; eller trykkes af staten, som så overfører den til en, så man kan betale skat og være glad fordi man jo tænker på de svage i samfundet…

Jeg håber på, at flere mennesker vil indse, at kapitalisme er den mest basale forudsætning for både velstand og frihed. At det der er i aktionærernes interesser ganske naturligt er det der er i virksomhedens interesse, og at det der er i virksomhedens interesse er i de ansattes interesse. Etc.

Det hele hænger sammen.

“Mange mener”

I en del kredse er “mange mener”-udtalelser ikke god tone. Det bør det heller ikke være. For hvis man pludselig finder sig i en debat og godt selv kan mærke, at ens egne påstande og argumenter ikke er så gode som modstandernes, skal man ikke kunne forny sit skyts ved løst at henvise til, at “mange mener” det samme som en selv. Først og fremmest kan det jo være forkert, og detnæst gør det jo heller ikke en påstand mere korrekt, at den angiveligt har været igennem en demokratisk proces.

Men så er der jo også nogle gange, hvor der, som de “mange mener” faktisk er udtryk for, hvad de mange mener.

I Peter Mogensens indlæg om Den Røde Skole-venstresocialisterne i København optræder de mange, i form af netop “mange mener” et par gange. Spørgsmålet er jo så, om det her så er udtryk for hvad han selv mener, hvad Den Røde Skole mener eller en kombi, hvis han er enig.

Uden at ville spekulere mere over dét, for det er jo ligegyldigt, er her et par af de synspunkter, som Mogensen viderbringer. Modtageren er nok Helle T.

Mange mener, at der skal tænkes nye tanker. Findes en politik man kan brænde for. Og som kan bringe partiet ind på den politiske dagsorden igen.

Mange mener, at man skal smide taktikken og angsten for meningsmålingerne væk her i starten af valgperioden og tænke frit. Sammen i en stor dialog i gruppen og i partiet som helhed.

Ja til forsvarsforbeholdet! – nej til FN, WTO, EU osv.

Af uvisse årsager har man i Danmark og resten af kontinentaleuropa vistnok haft den opfattelse, at det er god liberal politik at være med i f.eks. EU, WTO og FN. De røde kan også godt lide FN, men er lidt mere skeptiske overfor de andre to, selvom de nok egentlig ikke burde være det. For via EU og WTO har de jo netop mulighed for at overtrumfe nationale demokratier og gennemføre deres idealistiske projekter — uden ansvar og forudberegnelig; og for dine og mine penge.

Bevares, der er ganske givet nogle fordele ved FN, men der er absolut ingen ved EU og WTO. Det er ved at være på tide, at de borgerlige partier i Europa (minus Conservatives i UK) blev voksne. Det kan virkelig ikke passe, at man evigt og altid skal vende blikket mod USA, når man vil høre fornuft. Som f.eks. her, fra Ron Paul:

So called free trade deals and world governmental organizations like the International Criminal Court (ICC), NAFTA, GATT, WTO, and CAFTA are a threat to our independence as a nation. They transfer power from our government to unelected foreign elites.

The ICC wants to try our soldiers as war criminals. Both the WTO and CAFTA could force Americans to get a doctor’s prescription to take herbs and vitamins. Alternative treatments could be banned.

The WTO has forced Congress to change our laws, yet we still face trade wars. Today, France is threatening to have U.S. goods taxed throughout Europe. If anything, the WTO makes trade relations worse by giving foreign competitors a new way to attack U.S. jobs.

NAFTA’s superhighway is just one part of a plan to erase the borders between the U.S. and Mexico, called the North American Union. This spawn of powerful special interests, would create a single nation out of Canada, the U.S. and Mexico, with a new unelected bureaucracy and money system. Forget about controlling immigration under this scheme.

And a free America, with limited, constitutional government, would be gone forever.

Let’s not forget the UN. It wants to impose a direct tax on us. I successfully fought this move in Congress last year, but if we are going to stop ongoing attempts of this world government body to tax us, we will need leadership from the White House.

We must withdraw from any organizations and trade deals that infringe upon the freedom and independence of the United States of America.

Og iøvrigt: NEJ. Det forsvarsforbehold skal fandme ikke fjernes. Det er det danske demokrati, der skal bestemme over forsvaret, ikke EUs bureakurati.

Venstre om forskellen på Venstre og Socialdemokraterne

Venstre er et parti for alle — både for akademikere, for landmænd og for alle andre midt imellem. Men måske skulle Venstre, som Grethe Rostbøll vistnok sagde det, blive på landet. For hellere have jord under støvlerne end i hovedet…

Okay, det var ikke pænt sagt. Men et besøg på partiets hjemmeside har her til aften forsikret mig om, at jeg ikke i de nærmeste par år, på nogen som helst måde vil eller kan identificere mig med dét parti. Det er sikkert også bedst for alle parter.

Venstre har nemlig sådan en smart lille funktion, der hedder “Spørg Venstre” og hvor man så kan få nogle — mere eller mindre (min mest af alt mindre) — konkrete svar om partiet og politiken. Det jeg snublede over var punktet “andre partier“:

Hvad er forskellen på Venstre og Socialdemokraterne?

Der er en række klare og kontante forskelle på den politik, som Venstre står som garant for, og den politik som Socialdemokraterne vil føre. Nogle få eksempler er:

• Venstre står fast på en ansvarlig økonomisk politik, der forener skattestop og øget offentlig velfærd med gældsnedbringelse. Socialdemokraterne bekymrer sig sjældent om finansiering af deres forslag.
• Venstre er garant for fortsat skattestop. Tilsyneladende accepterer Socialdemokraterne skattestoppet, men de ønsker alligevel at hæve skatten på eksempelvis pensionsopsparinger. S er desuden hårdt presset af SF og RV, der er modstandere af skattestoppet.
• Venstre vil sætte den ældre før hensynet til systemet og er tilhængere af frit valg. Socialdemokraterne vil afskaffe retten til frit valg af hjemmehjælp for de ældre og lade det være op til den enkelte kommune at bestemme, om der skal være frit valg for de ældre.

Med andre ord er forskellen på Venstre og Socialdemokraterne “klare og kontante”. Okay, I’ll play along. Jeg kan godt se, at der på især den finanspolitiske front er nogle — lad os kalde dem — principielle forskelle, der imidlertid på det praktiske plan synes at forsvinde bort i de politiske tåger. Venstre kan også godt lide de gamle. Men hvem kan ikke det? (Nå ja, og tilsyneladende også de unge )

I det nuværende politiske klima er det svært at kende forksel på Venstre og Socialdemokraterne. Derfor er det som sådan også godt, at Venstre har lavet en liste, som de nu har gjort. Den kan være med til at skabe klarhed hos tvivlerne… Eller rettere sagt: kunne være med til at skabe klarhed hos de tvivlende og de forvirrede.

For der må da godt nok være mange forvirrede i disse tider! Jeg er selv en af dem og listen hér har ikke gjort forvirringen (måske rettere: fortvivlelsen) mindre. Socialdemokratisk politik — det er hvad den liste indeholder.

Hvorfor i alverden har Venstre dog for pokker ikke lavet en liste, som rent faktisk listede op forskellene mellem Venstre og Socialdemokratiet, istedet for bare at vise de områder, hvor Venstre var Socialdemokratiet minus 1?

Hvad med menneskesynet? Med Venstres reklamebudget kunne det sikkert genfortælles på en langt mere smuk og malerisk måde, end den politikere og liberalister traditionelt kan bringe på banen.

Hvad med rationalismen og den realistiske indgangsvinkel, sat overfor Socialdemokratiets socialistiske utopisme?

Eller hvad med noget om, at skattekronerne faktisk har det bedre i lommerne hos dem, der har lagt blod, sved og tårer i at tjene dem, end hos kyniske bureaukrater, der godt kan lide at spille Matador?

Den liste som Venstres pressetjeneste har lavet er simpelthen for tynd, hvis den skal være brugbar for mennesker, som mig selv, der går mere op i hvordan vi kommer videre, end i at folk kan komme på efterløn, er røvmisundelige over direktørlønningerne og som følger med i samtlige royale begivenheder på TV2 og i Se og Hør.