Folkepensionens fremtid

Den britiske tænketank Adam Smith Institute har kastet sig en problemstilling, som er ligeså relevant at diskutere i Danmark, som den er i Storbritannien: Folkepensionen!

We need to wean people off the state pension. It’s a giant Ponzi scheme that sooner or later will become bankrupt. There used to be five working age people supporting each pension; now there are two, and in the future that number will shrink. It cannot go on.

However, we can’t just scrap it. Too many people have based their future plans on its existence, and it is too late for them to make up for its removal. To tell a 50 year old that they won’t get a state pension is unfair: they’ve worked for thirty years expecting it, and not prepared for a world without it. But I see no reason why we should not tell a 20 year old that they won’t get a state pension, as they have all the time in the world to make their own arrangements.

I have been considering a phasing out approach. Anybody over 60 gets a full pension; anybody under 20 gets no pension. The rest of us see our pensions tapered away at a rate that equals 2.5 percent per year off retirement. Thus, the 50 year old would get almost two thirds of a full state pension, and would have 15 years to make their own arrangements to supplement that amount. I would get slightly less than one third of a state pension, but would have three decades to prepare for a world where my state pension was meagre.

Læs resten i A proposal for solving the pension crisis.

Altid ministerens ansvar – aldrig gerningsmandens

“Det er samfundets skyld” synger TV-2. Kunne noget mon være mere 1990′er-agtigt! For det er sørme ikke samfundets skyld længere – det er ikke os alle sammen, som længere skal stille til ansvar, når noget ikke udarter sig, som de gode intentioner ellers dikterer.

Nu om stunder handler det ikke om at man udviser et dårligt samfundssind, er klasseforræder eller en forpulet egoistisk individualist. Folk fra alle samfundslag – fra den lille individualistiske lejer til den store kollektivistiske – mennesker, der enten forguder Agatha Christie eller elsker at gnave sig igennem Sjöwald &  Wahlöe ser ud til at stimle sammen omkring et nyt mantra: Det er ministerens skyld.

Danmarks Radio har kunne konstatere, at en række supermarkedskæder har solgt fordærvet kød.

Det er et problem; fordærvet kød kan være dødbringende og det er noget, som alle mennesker kan være enige om, er en dårlig ide at sælge. Det eneste man kan bruge det til er, at fremstille hunde- og kattefodder af.

Har man afsløret hvem de nederdrægtige slagtere er? Vist deres billede og udstillet dem, som de plattenslagere og dårlige håndværkere, alle kan se at de er? Nej.

Man er gået til ministeren. Det er hendes skyld, hedder det sig, at der ikke er en god nok fødevarekontrol. Hendes og ingen andres.

Jeg ved ikke, om en fødevarekontrol nogensinde ville kunne garantere kødkøberne ikke-fordærvet kød. Jeg tror det ihvertfald ikke; og jeg vil gerne se et bevis for, at et statsligt kontrolorgan nogensinde har kunnet skabe 100% vished på det område, organet kontrollerer. Ja det skulle da lige være, at Fødevarestyrelsen selv fattede kniven og slagtede svinet!

Man kan sagtens sige, at Fødevarestyrelsen har været ugrundige. Det har de selv erkendt. Fair nok, det er også kun et kontrolorgan. De kan ikke være alle steder på alle tider.

Problemet står på den anden side af skranken i delikatessen. Det er slagteren der har foretaget den handling, som vi alle mener er så forkastelig. Ham, og ham alene. Der er ingen der har tvunget ham til at sælge fordærvet kød – havde han fået en ordrer, kunne han bare have anmeldt sin arbejdsgiver.

Så sort-hvidt er det faktisk: Ingen som helst dansk slagtermester har været tvunget til at “forædle” sit kød. De har gjort det af egen fri vilje.

Hvorfor er det så, at ministeren skal have skylden? Hun har ikke gjort noget forkert. Hun har ikke instrueret sine embedsmænd i ikke at opdage fordærvet kød. Tværtimod har betaler hun embedsmænd penge for at finde det fordærvede kød. Ministeren kunne da umuligt have gjort mere.

Hvorfor skal hun have skylden? Hvorfor har TV-Avisen, aviserne og ikke mindst det floskulært patetiske TV2-News igen-og-igen kørt historier om det her emne, uden at fokusere på gerningsmændene?

Jeg undrer mig over den kultur, jeg mener er ved at opstå. En kultur, hvor det ikke handler om at det er samfundets skyld; eller den enkelte skadesvolders skyld. Skylden ligger altid hos en politiker; the buck stops here.

Prisværdig beskrivelse af kræverdanmark

Fra den modsatte side af gadekæret kommer der en vidunderlige beskrivelse af den danske krævermentalitet. Således kan skribenten “A.O.” på Konservativ Reaktion berette om debatten der efterfulgte et foredrag, forestået af en liberal person, som med begrædelig tydelighed afsluttedes samme sted, som så mange andre debatter af denne slags: På det jævne, på det jævne.

Om monarkens rolle i samfundet

Den britiske konge George III er nok mest kendt for sin sindsygdom, som nutiden har tilskrevet lidelsen porfyri. Han var også konge på tidspunktet for de britiske kolonier i Amerikas uafhængighedskrig, ligesom det var under ham, at kongerigets nok klogeste premierminister gennem tiderne, William Pitt (den yngrer), besad den reelle magt.

I denne måske mest spændende periode af britisk historie (1760-1820) var der stor debat i tiden omkring 1780-1883 om, hvad man skulle gøre med kongen, som på dette tidspunkt var ramt af sin sygdom særligt hårdt. Kronprinsen ville gerne have magten; det samme ville den folkelige oratør Charles Fox, der indgik en koalition med Lord North, som havde været øverstkommanderende på den britiske side i kampen mod de amerikanske kolonister. Kongen var imidlertid ved at være kureret for sine lidelser og sammen med Pitt fik han sine fjenders angreb afværget så han selv kunne forblive konge, og Pitt premierminister.

Det var på denne tid, at den desværre temmelig glemte filosof Richard Price udtalte følgende vise ord om monarkens rolle i samfundet:

I rejoice, sir, in your recovery. I thank God for his goodness to you. I honour you not only as my king, but as almost the only lawful king in the world, because the only one who owes his crown to the choice of his people. May you enjoy all possible happiness. May God shew you the folly of those effusions of adulation which you are now receiving, and guard you against their effects. May you be led to such a just sense of the nature of your situation, and endowed with such wisdom, as shall render your restoration to the government of these kingdoms a blessing to it, and engage you to consider yourself as more properly the servant than the sovereign of your people.

Det frie samfund: Den offentlige mening og socialismens sejrsdans

Modstanden mod oplysningstidens filosofier baseret på rationalisme har været udtalt siden dengang de blev fremsat. Kritikken mod fornuften og empirien er for mig at se urigtig, men har alligevel en vis berettigelse når den påtaler den rækkevidde og dybde, hvormed oplysningsfilosofferne mente idéerne ville sprede sig og høste anerkendelse blandt masserne.

At visse af tidens filosoffer havde en (nogen ville sige nærmest blind) tro på, at masserne handlede fornuftigt på baggrund af erfaringer og anden håndterbar og behandlet information har været den liberale filosofis akilleshæl. Derfor bør man, også som liberal, yde en vis tak til realismens filosoffer, så som Burke og de Maistre, for netop at have anskueliggjort problemet; også selvom disse konservative tænkere selv havde en for blind tiltro til, at tidligere tiders paternalistiske samfundsformer og økonomiske institutioner kunne og skulle opretholdes. Disse konservative formåede ikke at finde en løsning på det problem som var, at en stadig større andel af befolkningerne ikke havde en plads i det gamle økonomiske system.

Da kapitalismen bankede på døren blev den lukket ind med åbne arme. Og til at begynde med gik det godt: Den teknologiske udvikling tog fart, levestandarden blev væsentligt forhøjet for masserne, befolkningsantallet steg. Men når ikke blot systemet er fornuftigt i sig selv – når man også forudsatte, at alle mennesker var fornuftige og at flertallet ville handle fornuftigt og ikke give sig i kast med nye sociale eksperimenter, der kunne lede tankerne hen på tidligere tiders paternalistiske og etatistiske stats- og styreformer, gjorde man en stor fejltagelse.

For som en steppebrand spredte andre idéer sig gennem samfundet; idéer, som i deres indhold var ikke blot reaktionære og ufornuftige, men tilmed overtroiske. De liberale filosoffer, der fuldt og fast troede på, at frie mennesker i et frit samfund også ville handle fornuftigt og ønske det frie samfunds beståen, måtte sande at de tog fejl. For hvad nyttede det at de kunne fortælle, at levestandarden rent faktisk også var stigende i takt med befolkningsvæksten, når den offentlige mening var en anden og langt mere marxistisk: At kapitalismen fører til større fattigdom for den såkaldte arbejderklasse.

Problemet hér var ikke så meget dét, at visse filosoffer, der kaldte sig liberale, argumenterede for indkomstkonfiskation og omdistribution (altså statsgodkendt tyveri med straf til dem, der ikke vil lade sig bestjæle) af pengene med det formål, at sikre masserne mere positivt defineret ”frihed”, men at de kapitalistiske filosoffer ikke tog ordentligt til genmæle og dermed lod den offentlige mening føre i retning af disse såkaldt social-liberale der, når alt kommer til alt, ikke var meget anderledes i deres mål end kollektivister i andre lejre.

Mange mennesker har gennem tiden stillet spørgsmålet:

”Er I nu også sikrer på, at denne indblanding i andre menneskers sager (forstået som disse menneskers ejendomsret og den måde de forvalter den på) ikke har nogen som helst påvirkning på produktionens størrelse? At det I faktisk gør er med til at hæmme væksten, frem for at forøge den?”

En opposition mod indblanding fra staten og mod konfiskation af ejendom og omdistribution er fuldt ud berettiget. Produktionen i et samfund er ikke uafhængig af den sociale og økonomiske orden. Staten kan ikke styre produktionen uden at dette kommer til at smitte negativt af på netop produktionen – og sådan er det ligegyldigt om den offentlige mening er enig heri eller ej.

Det frie samfund: Hvad betyder den offentlige mening?

Hvad betyder “den offentlige mening” egentlig for et samfunds udvikling? Det er et rigtigt godt spørgsmål. Viser det sig, at den offentlige mening har en betydning, som samfundets medlemmer vælger at tage hensyn til, vil selvsamme medlemmer opleve og positivt anerkende, at deres udfoldelsesmuligheder er begrænset i forhold til, hvis de ikke anerkendte selvsamme offentlige mening. Endnu mere vigtigt kunne man spørge: Hvilken konsekvens skal eller vil det have for de personer, som vælger at ignorere den?

I et samfund med en ren markedsøkonomi er en hver person fri til at gøre sine egne opdagelser og innovationer, at udnytte disse og i processen samle partnere til sig med samme visionære oplysthed, som innovatøren selv. Hér betyder det ikke noget, at masserne ikke forstår produktet eller er uenige i produktets konstruktion osv.: Innovatøren og hans partnere er frie til at forfølge deres egen skæbne og dermed lade markedskræfterne – massernes købelyst – afgøre, om innovationen var en ny nødvendighed eller ej.

I en mere “social markedsøkonomi” (for at bruge det tyske begreb for en økonomi med en etatistisk statsmagt) spiller de eksisterende og potentielle relationer mellem personerne i samfundet en større rolle end i den rene markedsøkonomi og man vil hér være nødt til at erkende, at den offentlige mening har en særlig styrke: Hér kan innovatøren ikke arbejde, hvis han ikke har en vis støtte i den offentlige mening.

Fåtallet af verdens økonomier er bare i nærheden af på et tidspunkt at ville kunne kalde sig rene markedsøkonomier. Dertil betyder den offentlige mening rent faktisk for meget; og det er vigtigt at anerkende, at intet system – statsligt såvel som økonomisk – kan vedblive med at eksistere, hvis ikke systemet accepteres af flertallet af personerne i samfundet. En upopulær stat, politisk leder eller et upopulært økonomisk system må i det lange løb bukke under for presset fra offentligheden.

Ser man på f.eks. reguleringen eller borgernes velfærd er der ingen forskel på, om de regler der sætter tingene i kraft er dikteret af en Führer eller et parlament. Reglen er der og resultatet er det samme. Metoderne hvorved reglen er vedtaget er selvfølgeligt forskellige; men når resultatet er det samme kan man belejligt spørge, hvilket system der egentlig er det værste: Det hvor man bindes af en diktator eller det hvor man binder sig selv?

Selvom enhver god idé altid har sin oprindelse i en individuel persons sind, må han altid opbakning fra den offentlige mening, hvis de ønsker at samfundet skal tilpasses den gode idé. Som Ludwig von Mises skriver i Human Action:

The flowering of human society depends on two factors: the intellectual power of outstanding men to concieve sound social and economic theories, and the ability of these or other men to make these ideologies palatable to the majority.

The masses, the hosts of common men, do not conceive any ideas, sound or unsound. They only choose between the ideologies developed by the intellectual leaders of mankind. But their choice is final and determines the course of events. If they prefer bad doctrines, nothing can prevent disaster.

Fortsættes her…

God klumme fra Jalving

Michael Jalving blogger om en nyoversættelse af koranen, der er en bog, som angiveligt udtrykker en oriental guddoms påbud til sine efterfølgere om, hvorledes de skal leve deres liv ved at afkaste sig egen frihed og anerkende selvsamme guddoms overherrehed, som udtrykt i bogens forskellige passager. På den måde minder den lidt om et par passager i biblen — som koranan dog trumfer, fordi den er væsentligt hurtigere læst.

Jalvings indlæg angriber ordet “man”, som i “jeg forstår ikke, hvorfor man lader…” og kritikken minder lidt om den, som Ayn Rand fremsætter i Atlas Shrugged overfor netop denne type vage og elastiske konstruktioner.

“Mange mener”

I en del kredse er “mange mener”-udtalelser ikke god tone. Det bør det heller ikke være. For hvis man pludselig finder sig i en debat og godt selv kan mærke, at ens egne påstande og argumenter ikke er så gode som modstandernes, skal man ikke kunne forny sit skyts ved løst at henvise til, at “mange mener” det samme som en selv. Først og fremmest kan det jo være forkert, og detnæst gør det jo heller ikke en påstand mere korrekt, at den angiveligt har været igennem en demokratisk proces.

Men så er der jo også nogle gange, hvor der, som de “mange mener” faktisk er udtryk for, hvad de mange mener.

I Peter Mogensens indlæg om Den Røde Skole-venstresocialisterne i København optræder de mange, i form af netop “mange mener” et par gange. Spørgsmålet er jo så, om det her så er udtryk for hvad han selv mener, hvad Den Røde Skole mener eller en kombi, hvis han er enig.

Uden at ville spekulere mere over dét, for det er jo ligegyldigt, er her et par af de synspunkter, som Mogensen viderbringer. Modtageren er nok Helle T.

Mange mener, at der skal tænkes nye tanker. Findes en politik man kan brænde for. Og som kan bringe partiet ind på den politiske dagsorden igen.

Mange mener, at man skal smide taktikken og angsten for meningsmålingerne væk her i starten af valgperioden og tænke frit. Sammen i en stor dialog i gruppen og i partiet som helhed.

Derfor ingen exit polls fra New Hampshire

Min yndlings meningsmålingsblog (ja, de findes faktisk), Pollster.com, fortæller her i dag lidt om, hvorfor ialverden det ikke er til at opdrive exit polls fra New Hampshire valgene:

…In 2006 … the networks adopted a new policy that restricted access to a small number of analysts in a “quarantine room” for most of the day and did not release the results to the networks and subscriber news organizations until just before the polls closed.

Sammen med forklaringen er der også en 3-trins vejledning til, hvordan man skal/kan tolke de data, der kommer ud, når de nu engang kommer ud.

Nå ja, og så har de også et indlæg om, hvordan det nu egentlig lige er, man laver en exit poll.

Valgdeltagelsen skulle, ifølge en blog fra ABC News, være “absolutely huge“.

Sociale bogmærker:

Interessant læsning

Nu er det jo lidt svært at have en bærbar med på toilettet — ihvertfald hvis man, som jeg, bor på en kollegiegang med 14 andre og ikke vil anses for at være alt for perverteret — men hvis jeg kunne, skulle det være for at læse denne artikel via K-Forum, om Helle Ts personlige kommunikationsfætter, Noa Redington fra Mandag Morgen.

Der er nemlig tale om rigtig god toiletlitteratur, som man lige kan læse og så smidde væk. Cordua har — selvfølgelig — et par kommentarer til “nyheden”.