Endnu mere om bøger der handler om Ayn Rand

Sørme så om ikke Edward Cline, fra Capitalism Magazine, er ude i nogenlunde samme øvelse som jeg selv, når han kommenterer på en anmeldelse af to nye Ayn Rand-biografier, der just er kommet på markedet.

Hvor min var kortfattet og mere eller mindre blot fortalte, at jeg syntes at The Economists anmeldelse var god – for derefter at kritisere The Economist i al almindelighed – er Clines kritik noget mere omfangsrig og helt sikkert også (jeg har ikke nærlæst den endnu) langt mere velovervejet.

Og så måske alligevel… Så vidt jeg har kunnet skimme mig frem til, er Cline ude i lidt af noget flueknepperi; når han bl.a. nærmest går i dybden med, hvorfor Ayn Rand netop ikke må kaldes for en “liberalist”. Kommentaren afsluttes også ganske selvhøjtideligt med følgende:

Someday, if Western civilization survives the double onslaught of statism and Islam, another book will appear with the same title, only it will describe the phoenix of reason and the world Ayn Rand helped to make possible. Libertarianism, as an ideology, will merit perhaps only a footnote.

I beg to differ. Rands bøger er gode, underholdende og grundige. Men rent konstruktivt når de ikke engang Hayeks The Road to Serfdom til sokkeholderne.

Ayn Rand er i The Economist

Jeg blev meget fornøjet, da jeg i indholdsfortegnelsen til det nyeste nummer af The Economist (volume 393, nr. 8654 – for dem der tæller) så, at avisen i denne uge har en længere anmeldelse af hele to nye bøger om den objektivistiske (og i en vis sans liberalistiske) forfatterinde Ayn Rand.

Sidder du med avisen i hånden er den at finde på side 87. Ellers kan den også læses online på Economist.com.

Anmeldelsen, som jeg ikke vil referere hér, indledes fornuftigt med følgende passage:

For all its faults socialism is manifestly superior to capitalism in one area: the making of myths. Capitalists can never equal the emotional appeal of socialism’s martyred heroes. Ayn Rand, however, is a conspicuous exception to this rule. She has been given short shrift by the intellectual establishment. Literary critics bemoan her cardboard characters and tabloid style. Political theorists dismiss her as a shallow thinker whose appeal is restricted to adolescents. But such disdain has done nothing to damage her popular appeal.

At tale om hende som en martyr, ville i Fru Rands øjne med allerstørste sandsynlighed ikke blive opfattet som en kompliment – men anmelderen ser nu heller ikke til at have læse Rands to mest kendte bøger: The Fountainhead og Atlas Shrugged; som på dansk hedder hhv. Kun den stærke er fri og Og verden skælvede. Dertil formår han nemlig at kludre rundt i de to bøgers afslutning…

… Men anmeldelsen omhandler selvfølgelig heller ikke de primære værker, men de to nye derivater. Og sådan som jeg læser anmeldelsen er omtalen af begge bøger forbavsende positiv. For selvom The Economist er en avis med en liberal tradition bag sig, har dens forsvar for markedsøkonomien og den bærende ideologi været endog meget slapt. Set over ét, har The Economists argumenter både for og imod dette og hint under finanskrisen været karakteriseret ved  sin manglende stringens. Det i en sådan grad, at det tit bliver svært at se, om der rent faktisk er en redaktionel linje der følges, eller om man blot flyder med strømmen. Men nok om anmelderen.

De to bøger der anmeldes kunne jeg ikke selv finde på at købe; den gode anmeldelse til trods. Så vidt jeg kan læse, er der nemlig ikke noget nyt i dem – hvilket man vel heller ikke burde kunne forvente.

Liberty Unbound om Ron Paul

Der er lidt hyggelæsning af den lidt længere slags hos Liberty Unbound om vores ven Ron Paul.