Selvom teokraterne i Irak og selvmordsbombemændene i det nordvestlige Pakistan på lydoptagelser og videobånd siger, at USAs præsident Barack Obama er en ligeså stor djævel som sin forgænger, har vi det med i denne del af verden, at tage sådanne med en ganske overbærende sindsro. Kritikken kommer jo, når ret skal ret, fra nogle tåber, der som denne blogger, stiller deres meninger til rådighed for enhver.
”Bushbashing” var før en udbredt sport på denne og den anden side af Atlanten. Det burde heller ikke undre nogen, at ”Obamabashing” ser ud til at være det nye sorte, nu da de første 100 dage er veloverstået og støvet for alvor ser ud til at have lagt sig. At kritisere magthaver, både egne og andres, bør være en yndet sport blandt borgere og undersåtter – ligesom det at sidde på en café eller en bodega og ordne verdenssituationen bør være det.
Det er bare som om, at situationen nu, i forhold til tidligere, er temmelig asynkron. For medens røsterne imod præsident Obamas forskellige tiltag – ikke mindst ”Obamacare” – ser ud til at bølge frem og tilbage i Amerika, synes der ikke at være en tilsvarende opposition eller sund skepsis i denne del af verden. Hist og her støder man måske på en kritisk historie i en avis eller på en blog, men det er lidt som om, at en skræmmende stor del af os her i Europa, har lagt hjernen lidt på hylden, når det kommer til Obamas gøren og laden som præsident.
Ser man på meningsmålingerne, er det kun omkring 50 % af amerikanerne, som har sat kryds i feltet ”strongly approve” eller ”approve” da de blev spurgt. I en leder i The Economist har man da også noteret sig, at Obamas approvalratings ikke er meget anderledes end dem Nixon eller G.W. havde på samme tidspunkt i deres præsidentperiode. Ligeledes understreger avisen, at især andelen af støtter blandt de såkaldt ”uafhængige” er klart faldende. Som de skriver:
De synes Obama vil bruge for mange af deres penge.
Der er noget ganske marchiavellisk over Barack Obama, som hans forgænger slet ikke havde, men som også kan genfinde hos Bill Clinton. Hele håndteringen af situationen omkring det Iranske valg viser ganske tydeligt, hvordan Barack Obama tænker og handler politisk, frem for moralsk. Whats in it for me-attituden genfindes også i Obamacare-programmet, der mere end en sundhedsplan, er et bureaukratisk korthus, som kommer til at gavne embedsmændene i Washington mere end borgerne ude i de amerikanske delstater.
En påfaldende anekdote om Obama fandt den anden dag sin vej til BBC World News, hvor en senator fortalte om hvordan Obama, efter sin første tale i senatet, på en næsten Jeffrey Skilling-agtig facon fik sagt noget i stil med: I’m a fucking genius.
Man sagde om Tony Blair at han var ”all style and no substance”, hvilket ikke var helt korrekt – eftersom Blair rent faktisk foretog nogle ganske modige og moralske valg som premierminister i årene 2002-03 – men dog mere sandt end forkert. Jeg har mine bange anelser om, at man ikke vil komme til at sige noget tilsvarende om Barack Obama – i hvert fald ikke i Europa.
Da præsident Obama under valgkampen i 2008 talte om det, der skulle blive hans kommende udenrigspolitik, var det næsten som om, at ens tanker blev ledt hen på den idealistiske eks-præsident Jimmy Carters ditto. USA skulle ifølge Obama indgå i konstruktive dialoger med totalitære statsmagter; og i Cairo kunne præsidenten fortælle den store forsamling af muslimske studerende, at det var os i den vestlige verden, der havde misforstået islam.
Skrevet af Nikolaj Hawaleschka Stenberg 
Skrevet af Nikolaj Hawaleschka Stenberg 
Skrevet af Nikolaj Hawaleschka Stenberg 
