Så er der da en smule fornuft i Det Hvide Hus

Nyheden er hos San Fransisco Chronicle. Og en tak til Cato Institute for at have gjort opmærksom på det:

There was some buzz earlier this year when the White House used the free, open-source Drupal content management platform for Recovery.gov. Now the administration’s marquis Web site Whitehouse.gov will be using it.

Til dem der ikke ved hvad Drupal er… bare ignorer dette blogindlæg…

Nikolaj Hawaleschka Stenberg får Nobels Fredspris 2009

Den Norske Nobelkomitee har besluttet, at Nobels Fredspris 2009 skal gives til Nikolaj Hawaleschka Stenberg, der til dagligt studerer jura ved Aarhus Universitet, for sine ekstraordinære bestræbelser for at styrke samarbejdet mellem mennesker. Komiteen har lagt særligt vægt på Nikolajs intentioner.

Sådan kunne det have lydt, hvis komiteen rent faktisk havde givet mig Fredsprisen. Istedet har de givet den til Barack Obama – men med stort set samme begrundelse.

Det som jeg ikke kan få mit hoved rundt omkring er følgende: Hvorfor giver man Fredsprisen til et menneske som belønning for gode intentioner?

Er komiteen blev fuldstændigt vanvittige eller betyder sætningen “at sætte handling bag ord” ikke noget i Norge? Vil nordmændende virkelige have, at vi skal belønne alle gode ideer med en fredspris og så i øvrigt være ligeglade med handlingerne?

Åbenbart.

Alfred Nobel kan ikke være tilfreds, med den norske middelmådighed.

Michael Moore’s nye “dokumentar” & Barack Obama

Efter at have læst et interessant indlæg på Finn Zieglers blog om Barack Obamas (kommende) store nederlag med sundhedsreformen i USA — den reform der kærligt og hengivende har fået navnet “Obamacare” — valgte jeg at læse den artikel af Karl Rove, som Ziegler selv trackbacker til: The GOP is winning the health-care debate.

Hér snublede jeg så over et link til en artikel, der handlede om noget helt, helt andet: Nemlig en lidt politisk anmeldelse af Michael Moores nyeste karikatur af en filmdokumentar: Michael Moores ’socialist’ president. Den er skrevet af Daniel Henning, der er en af redaktørerne på WSJ.

Artiklen — den om filmen! — tager med udgangspunkt i Michael Moores stolthed over selv at være socialist, og hans vilje til at prædike det socialistiske evangelium til teenagere, fat på det mildest talt skitzofrene billede man indtil videre har fået, af præsident Barack Obamas politiske ideologi.

Unlike the president, Mr. Moore doesn’t duck. “The more they called Obama a socialist,” he says, “the more he rose in the polls.”

Michael Moore is a progressive saint. If he believes Barack Obama is a socialist camouflaged inside a Brioni suit, so must many of his fellow progressives.

This matters because the president’s confused ideological identity has become an impediment to passing his agenda.

He says his health-care bill is not a Trojan horse for a Canadian-style single-payer system, but then feels forced to appear on five Sunday talk shows to prove otherwise; or he plants white-coated docs like plastic flamingos on the White House lawn.

Barack Obama – både stil og substans?

Selvom teokraterne i Irak og selvmordsbombemændene i det nordvestlige Pakistan på lydoptagelser og videobånd siger, at USAs præsident Barack Obama er en ligeså stor djævel som sin forgænger, har vi det med i denne del af verden, at tage sådanne med en ganske overbærende sindsro. Kritikken kommer jo, når ret skal ret, fra nogle tåber, der som denne blogger, stiller deres meninger til rådighed for enhver.

”Bushbashing” var før en udbredt sport på denne og den anden side af Atlanten. Det burde heller ikke undre nogen, at ”Obamabashing” ser ud til at være det nye sorte, nu da de første 100 dage er veloverstået og støvet for alvor ser ud til at have lagt sig. At kritisere magthaver, både egne og andres, bør være en yndet sport blandt borgere og undersåtter – ligesom det at sidde på en café eller en bodega og ordne verdenssituationen bør være det.

Det er bare som om, at situationen nu, i forhold til tidligere, er temmelig asynkron. For medens røsterne imod præsident Obamas forskellige tiltag – ikke mindst ”Obamacare” – ser ud til at bølge frem og tilbage i Amerika, synes der ikke at være en tilsvarende opposition eller sund skepsis i denne del af verden. Hist og her støder man måske på en kritisk historie i en avis eller på en blog, men det er lidt som om, at en skræmmende stor del af os her i Europa, har lagt hjernen lidt på hylden, når det kommer til Obamas gøren og laden som præsident.

Ser man på meningsmålingerne, er det kun omkring 50 % af amerikanerne, som har sat kryds i feltet ”strongly approve” eller ”approve” da de blev spurgt. I en leder i The Economist har man da også noteret sig, at Obamas approvalratings ikke er meget anderledes end dem Nixon eller G.W. havde på samme tidspunkt i deres præsidentperiode. Ligeledes understreger avisen, at især andelen af støtter blandt de såkaldt ”uafhængige” er klart faldende. Som de skriver:

De synes Obama vil bruge for mange af deres penge.

Der er noget ganske marchiavellisk over Barack Obama, som hans forgænger slet ikke havde, men som også kan genfinde hos Bill Clinton. Hele håndteringen af situationen omkring det Iranske valg viser ganske tydeligt, hvordan Barack Obama tænker og handler politisk, frem for moralsk. Whats in it for me-attituden genfindes også i Obamacare-programmet, der mere end en sundhedsplan, er et bureaukratisk korthus, som kommer til at gavne embedsmændene i Washington mere end borgerne ude i de amerikanske delstater.

En påfaldende anekdote om Obama fandt den anden dag sin vej til BBC World News, hvor en senator fortalte om hvordan Obama, efter sin første tale i senatet, på en næsten Jeffrey Skilling-agtig facon fik sagt noget i stil med: I’m a fucking genius.

Man sagde om Tony Blair at han var ”all style and no substance”, hvilket ikke var helt korrekt – eftersom Blair rent faktisk foretog nogle ganske modige og moralske valg som premierminister i årene 2002-03 – men dog mere sandt end forkert. Jeg har mine bange anelser om, at man ikke vil komme til at sige noget tilsvarende om Barack Obama – i hvert fald ikke i Europa.