Endnu mere om bøger der handler om Ayn Rand

Sørme så om ikke Edward Cline, fra Capitalism Magazine, er ude i nogenlunde samme øvelse som jeg selv, når han kommenterer på en anmeldelse af to nye Ayn Rand-biografier, der just er kommet på markedet.

Hvor min var kortfattet og mere eller mindre blot fortalte, at jeg syntes at The Economists anmeldelse var god – for derefter at kritisere The Economist i al almindelighed – er Clines kritik noget mere omfangsrig og helt sikkert også (jeg har ikke nærlæst den endnu) langt mere velovervejet.

Og så måske alligevel… Så vidt jeg har kunnet skimme mig frem til, er Cline ude i lidt af noget flueknepperi; når han bl.a. nærmest går i dybden med, hvorfor Ayn Rand netop ikke må kaldes for en “liberalist”. Kommentaren afsluttes også ganske selvhøjtideligt med følgende:

Someday, if Western civilization survives the double onslaught of statism and Islam, another book will appear with the same title, only it will describe the phoenix of reason and the world Ayn Rand helped to make possible. Libertarianism, as an ideology, will merit perhaps only a footnote.

I beg to differ. Rands bøger er gode, underholdende og grundige. Men rent konstruktivt når de ikke engang Hayeks The Road to Serfdom til sokkeholderne.

Ayn Rand er i The Economist

Jeg blev meget fornøjet, da jeg i indholdsfortegnelsen til det nyeste nummer af The Economist (volume 393, nr. 8654 – for dem der tæller) så, at avisen i denne uge har en længere anmeldelse af hele to nye bøger om den objektivistiske (og i en vis sans liberalistiske) forfatterinde Ayn Rand.

Sidder du med avisen i hånden er den at finde på side 87. Ellers kan den også læses online på Economist.com.

Anmeldelsen, som jeg ikke vil referere hér, indledes fornuftigt med følgende passage:

For all its faults socialism is manifestly superior to capitalism in one area: the making of myths. Capitalists can never equal the emotional appeal of socialism’s martyred heroes. Ayn Rand, however, is a conspicuous exception to this rule. She has been given short shrift by the intellectual establishment. Literary critics bemoan her cardboard characters and tabloid style. Political theorists dismiss her as a shallow thinker whose appeal is restricted to adolescents. But such disdain has done nothing to damage her popular appeal.

At tale om hende som en martyr, ville i Fru Rands øjne med allerstørste sandsynlighed ikke blive opfattet som en kompliment – men anmelderen ser nu heller ikke til at have læse Rands to mest kendte bøger: The Fountainhead og Atlas Shrugged; som på dansk hedder hhv. Kun den stærke er fri og Og verden skælvede. Dertil formår han nemlig at kludre rundt i de to bøgers afslutning…

… Men anmeldelsen omhandler selvfølgelig heller ikke de primære værker, men de to nye derivater. Og sådan som jeg læser anmeldelsen er omtalen af begge bøger forbavsende positiv. For selvom The Economist er en avis med en liberal tradition bag sig, har dens forsvar for markedsøkonomien og den bærende ideologi været endog meget slapt. Set over ét, har The Economists argumenter både for og imod dette og hint under finanskrisen været karakteriseret ved  sin manglende stringens. Det i en sådan grad, at det tit bliver svært at se, om der rent faktisk er en redaktionel linje der følges, eller om man blot flyder med strømmen. Men nok om anmelderen.

De to bøger der anmeldes kunne jeg ikke selv finde på at købe; den gode anmeldelse til trods. Så vidt jeg kan læse, er der nemlig ikke noget nyt i dem – hvilket man vel heller ikke burde kunne forvente.

Ytringsfriheden – det er jo hvad det handler om

TV, aviserne og alt for stor række blogs skriver om den her bog, som en tidligere soldat har skrevet om sin hverdag ved fronter verden over. Jeg er ved at brække mig over den selvhøjtidelighed, som landets større medier benytter sig af, når de farer til angreb på Politiken. For Thøger Seidenfaden har jo ret – for en sjælden gangs skyld.

I Danmark har vi et censurforbud; et forbud, som tilmed er en af de vigtigste paragraffer i Grundloven og har været det siden den blev indført. Med dette forbud har hverken forsvarskommandoen, forsvarsministeren eller statsministeren krav på at kunne forcensurere en bog – selvom det nu og engang er det, som man forsøger sig gennem et foreløbigt retsskrift i form af et fogdeforbud.

Systemet er baseret på en efterfølgende domstolekontrol. Og efterfølgende er det gyldne ord her. Domstolene tager stilling til en bog eller en hver anden ytring efter at den er frembragt; ikke før. Sådan er systemet og sådan er det bare. Er bogen farlig for statens sikkerhed? Så må Kammeradvokaten procedere på det og argumentere for sin sag, efter at bogen er trykt; ikke før. Og det samme gælder for Politikens oplag på bogen.

Forsvarskommandoen, forsvarsministeren og statsministeren har handlet komplet amatøragtigt i denne sag. Troede man virkelig, at man ville slippe af sted med at kunne udøve forcensur? Tilmed en art censur, hvor man ikke engang overfor forlaget ville fortælle, hvilke passager der var “problematiske”? Mente man virkelig, at man havde en blancocheck til bare sådan uden videre at kunne få et frit medium til at ændre i sit indhold og sine udgivelser?

Hertil kommer især de tv-baserede mediers noget perverse dækning af hele sagen. Ikke én eneste journalist, nyhedsoplæser og anden medieperson jeg har set, som har behandlet denne sag, har givet udtryk for nogen anden holdning, end den der har kunnet læses i pressemeddelelserne fra de tre ovennævnte myndigheder. Hvordan kan det være, at journlisterne, der lever af deres ytringsfrihed, nu mener det er okay, at den knægtes? Hvordan kan det være, at man har det okay med, at Politikens handlinger beskrives som et mediestunt? Var handlingerne da ikke mere end det?

Det er beskæmmende, at så mange danskere ifølge meningsmålinger mener, at man i en sag som denne, skal knægte ytringsfriheden. De mente ikke det samme under Muhammed-krisen – men den handlede jo også om en pervers religion og ikke om deres egen sikkerhedsfølelse… Dobbelmoral er en dejlig ting, hva’?

Ytringsfriheden er en af de sidste liberale bastioner i Danmark og enhver liberal mener selvfølgelig også, at statens forskellig myndigheder ikke skal udøve censur mod bogen.

Og skal vi så ikke sige, at den and nu er barberet.

Ny bog om Ayn Rand rammer boghandlen

Den russisk-amerikanske forfatterinde Ayn Rand skrev nogle fantastiske bøger om det at være arbejdsom, ærlig, stræbende og f**king-ligeglad med, om andre mennesker får ondt i røven over dét. Står man og mangler en bog og læse, så hop ned til din lokale boghandel og bed om The Fountainhead eller en anden bog hun har skrevet; og har de den ikke på lager, så kig forundret på ekspedienten og spørg: “Hvad?!? Har I ikke Ayn Rand på lager?”

Hvorom alt er: Der er en ny biografi på vej ser det ud til.

På bloggen Classically Liberal introduceres bogen, ligesom bloggens forfatter også er rigtigt god til at pointere, at alt for mange objektivister lader til at dyrke Rand en tand for meget, når nu “hendes” ideer fint kan stå af sig selv.

Dagens sjove bogtitel

Stakkels Foucault… Feministerne er efter ham

Underholdende

Den her boganbefaling fik mit til at trække lidt på smilebåndet: Bibliopaten om Philip Roths Portnoy’s Complaint.

Ayn Rands Anthem — nu med fiktiv filmtrailer

Ayn Rands Anthem (“Hymne”) er en novelle – men det har selvfølgelig ikke stoppet bøger af den længde fra før at blive filmatiseret. Men selvom Anthem er spændende og god, tror jeg ikke helt at den er filmmateriale… Men jeg kan selvfølgelig tage fejl. Jeg faldt ihvertfald over den her film på YouTube, som vistnok er lavet til et amerikansk skoleprojekt. Et meget sjovt, omend lidt artsy, påfund:

Lyden i baggrunden er “Lux Aeterna” af Clint Mansell fra soundtracket til (den utroligt gode) Requiem For A Dream… omend den her fremstår i “Requium for a Tower”-særudgaven fra Lord of the Rings.