Sørme så om ikke Edward Cline, fra Capitalism Magazine, er ude i nogenlunde samme øvelse som jeg selv, når han kommenterer på en anmeldelse af to nye Ayn Rand-biografier, der just er kommet på markedet.
Hvor min var kortfattet og mere eller mindre blot fortalte, at jeg syntes at The Economists anmeldelse var god – for derefter at kritisere The Economist i al almindelighed – er Clines kritik noget mere omfangsrig og helt sikkert også (jeg har ikke nærlæst den endnu) langt mere velovervejet.
Og så måske alligevel… Så vidt jeg har kunnet skimme mig frem til, er Cline ude i lidt af noget flueknepperi; når han bl.a. nærmest går i dybden med, hvorfor Ayn Rand netop ikke må kaldes for en “liberalist”. Kommentaren afsluttes også ganske selvhøjtideligt med følgende:
Someday, if Western civilization survives the double onslaught of statism and Islam, another book will appear with the same title, only it will describe the phoenix of reason and the world Ayn Rand helped to make possible. Libertarianism, as an ideology, will merit perhaps only a footnote.
I beg to differ. Rands bøger er gode, underholdende og grundige. Men rent konstruktivt når de ikke engang Hayeks The Road to Serfdom til sokkeholderne.
Jeg blev meget fornøjet, da jeg i indholdsfortegnelsen til det nyeste nummer af The Economist (volume 393, nr. 8654 – for dem der tæller) så, at avisen i denne uge har en længere anmeldelse af hele to nye bøger om den objektivistiske (og i en vis sans liberalistiske) forfatterinde Ayn Rand.
Anmeldelsen, som jeg ikke vil referere hér, indledes fornuftigt med følgende passage:
For all its faults socialism is manifestly superior to capitalism in one area: the making of myths. Capitalists can never equal the emotional appeal of socialism’s martyred heroes. Ayn Rand, however, is a conspicuous exception to this rule. She has been given short shrift by the intellectual establishment. Literary critics bemoan her cardboard characters and tabloid style. Political theorists dismiss her as a shallow thinker whose appeal is restricted to adolescents. But such disdain has done nothing to damage her popular appeal.
At tale om hende som en martyr, ville i Fru Rands øjne med allerstørste sandsynlighed ikke blive opfattet som en kompliment – men anmelderen ser nu heller ikke til at have læse Rands to mest kendte bøger: The Fountainhead og Atlas Shrugged; som på dansk hedder hhv. Kun den stærke er fri og Og verden skælvede. Dertil formår han nemlig at kludre rundt i de to bøgers afslutning…
… Men anmeldelsen omhandler selvfølgelig heller ikke de primære værker, men de to nye derivater. Og sådan som jeg læser anmeldelsen er omtalen af begge bøger forbavsende positiv. For selvom The Economist er en avis med en liberal tradition bag sig, har dens forsvar for markedsøkonomien og den bærende ideologi været endog meget slapt. Set over ét, har The Economists argumenter både for og imod dette og hint under finanskrisen været karakteriseret ved sin manglende stringens. Det i en sådan grad, at det tit bliver svært at se, om der rent faktisk er en redaktionel linje der følges, eller om man blot flyder med strømmen. Men nok om anmelderen.
De to bøger der anmeldes kunne jeg ikke selv finde på at købe; den gode anmeldelse til trods. Så vidt jeg kan læse, er der nemlig ikke noget nyt i dem – hvilket man vel heller ikke burde kunne forvente.
If one wishes to advocate a free society – that is, capitalism – one must realize that its indispensable foundation is the principle of individual rights.
If one wishes to uphold individual rights, one must realize that capitalism is the only system that can uphold and protect them.
And if one wishes to gauge the relationship of freedom to the goals of today’s intellectuals, one may gauge it by the fact that the concept of individual rights is evaded, distorted, perverted and seldom discussed, most conspicuously seldom by the so-called “conservatives”
Michael Jalving blogger om en nyoversættelse af koranen, der er en bog, som angiveligt udtrykker en oriental guddoms påbud til sine efterfølgere om, hvorledes de skal leve deres liv ved at afkaste sig egen frihed og anerkende selvsamme guddoms overherrehed, som udtrykt i bogens forskellige passager. På den måde minder den lidt om et par passager i biblen — som koranan dog trumfer, fordi den er væsentligt hurtigere læst.
Jalvings indlæg angriber ordet “man”, som i “jeg forstår ikke, hvorfor man lader…” og kritikken minder lidt om den, som Ayn Rand fremsætter i Atlas Shrugged overfor netop denne type vage og elastiske konstruktioner.
WET NURSE (et kaldenavn for en statsudpeget kontrollant, hos en af bogens hovedpersoner): Mr. Rearden. I wanted to tell you that if you want to pour ten times the quota of Rearden Metal or steel or pig iron or anything, and bootleg it all over the place to anybody at any price—I wanted to tell you to go ahead. I’ll fix it up. I’ll juggled the books, I’ll fake the reports, I’ll get phony witnesses, I’ll forge affidavits, I’ll commit perjury—so you don’t have to worry, there won’t be any trouble!
REARDEN (smiling but smile vanishes when he hears the boy answer earnestly): Now why do you want to do that?
WET NURSE: Because I want, for once, to do something moral.
REARDEN: That’s not the way to be moral—
NARRATOR: Rearden started, and stopped abruptly, realizing that it was the way, the only way left, realizing through how many twists of intellectual corruption upon corruption this boy had to struggle toward his momentous discovery.
Den russisk-amerikanske forfatterinde Ayn Rand skrev nogle fantastiske bøger om det at være arbejdsom, ærlig, stræbende og f**king-ligeglad med, om andre mennesker får ondt i røven over dét. Står man og mangler en bog og læse, så hop ned til din lokale boghandel og bed om The Fountainhead eller en anden bog hun har skrevet; og har de den ikke på lager, så kig forundret på ekspedienten og spørg: “Hvad?!? Har I ikke Ayn Rand på lager?”
Hvorom alt er: Der er en ny biografi på vej ser det ud til.
På bloggen Classically Liberal introduceres bogen, ligesom bloggens forfatter også er rigtigt god til at pointere, at alt for mange objektivister lader til at dyrke Rand en tand for meget, når nu “hendes” ideer fint kan stå af sig selv.
Ayn Rands Anthem (“Hymne”) er en novelle – men det har selvfølgelig ikke stoppet bøger af den længde fra før at blive filmatiseret. Men selvom Anthem er spændende og god, tror jeg ikke helt at den er filmmateriale… Men jeg kan selvfølgelig tage fejl. Jeg faldt ihvertfald over den her film på YouTube, som vistnok er lavet til et amerikansk skoleprojekt. Et meget sjovt, omend lidt artsy, påfund:
Lyden i baggrunden er “Lux Aeterna” af Clint Mansell fra soundtracket til (den utroligt gode) Requiem For A Dream… omend den her fremstår i “Requium for a Tower”-særudgaven fra Lord of the Rings.
Skrevet af Nikolaj Hawaleschka Stenberg 
Skrevet af Nikolaj Hawaleschka Stenberg 
Skrevet af Nikolaj Hawaleschka Stenberg 
Den russisk-amerikanske forfatterinde 
