I Danmark har debatten indtil videre (selvfølgelig) mest handlet om, hvorvidt en gennemførelse af pagtens indhold kræver:

1. At den danske grundlov ændres
2. At pagtens i øvrigt skal til folkeafstemning, fordi den indeholder en suverænitetsafgivelse

Med hensyn til det første, påpegede jeg allerede den 16. december 2011, at en implementering af Finanspagten på grundlovsniveau var en nødvendighed. Dette kunne man nemlig læse sort på hvidt i fællesudtalelsen fra mødet i Det Europæiske Råd i Bryssel, den 9. december samme år. Med hensyn til det andet, forudsætter en folkeafstemning, at der overdrages suverænitet.

Desværre har jeg ikke indtil videre kunnet finde den endelige tekstudgave af Finanspagten. Jeg har dog fundet et udkast fra den 27. januar 2011. Uagtet, at meget ganskegivet er ændret, kan man læse følgende:

The rules mentioned under paragraph 1 shall take effect in the national law of the Contracting Parties at the latest one year after the entry into force of this Treaty through provisions of binding force and permanent character, preferably constitutional, or otherwise guaranteed to befully respected and adhered to throughout the national budgetary processes. The Contracting Partiesshall put in place at national level the correction mechanism mentioned in paragraph 1.e) on thebasis of common principles to be proposed by the European Commission, concerning in particularthe nature, the size and the time-frame of the corrective action to be undertaken, also in the case of exceptional circumstances, and the role and independence of the institutions responsible at nationallevel for monitoring the observance of the rules. This mechanism shall fully respect the prerogatives of national Parliaments.

Som jeg læser det, er kravet om, at de nationale regler skal implementeres på grundlovsniveau blevet filet ned. Det er med andre ord blevet nemmere at gå med i pagten; hvilket en del folkevalgte politikere sikkert er ganske glade for. For man skal jo ikke glemme, at en grundlovsændring i Danmark forudsætter nyvalg til folketinget – noget, den nuværende regering alt andet lige ikke har nogen (egen)interesse i skulle ske.

Den annoncerede danske budgetlov kommer med andre ord til at blive en lov som alle andre love; og så alligevel ikke: Retligt set vil den ikke have højere rang end andre love. Politisk, vil den (med største sandsynlighed) have det. Man kan lidt sammenligne det med den forrige regerings “skattestop“, der, selvom det mere var et princip end en egentlig regel, stadig lagde rammerne om en række politiske handlinger og beslutninger.

Spørgsmålet om, hvorvidt der afgives suverænitet afhænger af, hvor indgribende og forpligtende den finanspolitiske mekanisme er. Den citerede tekst nævner ganskevist afslutningsvist, at mekanismen fuldt ud respekterer de nationale parlamenters enekompetencer – men dét betyder ikke, at der ikke afgives suverænitet. Jeg ser derfor meget frem til at læse Justitsministeriets vurdering af pagtens finanspolitiske mekanisme.

Det her skal nok blive spændende.

Opdatering: Jeg har noteret mig, at Villy Søvndal siger, at Danmark med sin budgetlov ikke vil kunne sanktioneres efter Finanspagtens regler. Det tolker jeg som om, at Danmark skal have en budgetlov mere eller mindre for budgetlovens egen skyld.

Den seneste globale økonomiske og finansielle krise fik alvorlige konsekvenser for vores økonomier og de offentlige finanser. Finanssektoren var i væsentlig grad med til at fremkalde den økonomiske krise, mens regeringerne og de europæiske borgere generelt har båret omkostningerne. På europæisk og internationalt plan er der enighed om, at finanssektoren bør yde et mere rimeligt bidrag i betragtning af omkostningerne forbundet med at håndtere krisen og den aktuelle underbeskatning af sektoren.

I søndags omtalte og henviste jeg på Facebook til en artikel i New York Times der spurgte – og forklarede – hvorfor, Apple ikke lader sine iPhones producere “hjemme” i USA. My take, som man siger, var dette:

De lave lønninger er ikke det eneste argument for at flytte produktion til Kina: fleksibilitet, hurtighed og en pålidelig forsyningskæde gør forskellen. Produktionsmiljøerne i USA og Europa er for sløve. Derfor er vi (også) fucked på dét punkt.

New York Times-artiklen er fascinerende og jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at den er pligtlæsning for alle, der offentligt vil ytre sig om globaliseringen og de konsekvenser den har for produktionsmiljøerne i den vestlige verden.

Dette indlæg skal imidlertid ikke handler om dén artikel og jeg vil derfor kun citere et enkelt afsnit; et afsnit, som til gengæld ganske tydeligt viser, med hvilken hastighed produktionsomlægninger kan gennemføres på den taiwanesisk ejede Foxconn-megafabrik i Folkerepublikken Kina:

One former executive described how the [Apple] relied upon a Chinese factory to revamp iPhone manufacturing just weeks before the device was due on shelves. Apple had redesigned the iPhone’s screen at the last minute, forcing an assembly line overhaul. New screens began arriving at the plant near midnight.

Artiklen har efterfølgende været debatteret heftigt i især amerikanske medier og de udtalelser, som Apple ledelsen tilskrives, både hyldes og fordømmes. I denne sidste kategori finder vi Foreign Policy’s Clyde Prestowitz, der i en ny artikel på en egentlig elegant (men også logisk flosset) måde argumenterer for, at der, når det kommer til amerikanske virksomheders produktionsvalg mellem USA og alle andre lande, bør herske et princip om, at den ene hånd – så at sige – vasker den anden.

Apple’s products still have a large U.S. government R&D content and I’ll bet that the guy who says Apple has no obligation to help Uncle Sam does strongly believe that Uncle Sam has an obligation to stop foreign pirating of Apple’s intellectual property and to maintain the deployments of the U.S. Seventh Fleet and of the 100,000 U.S. troops in the Asia-Pacific region that make it safe for Apple to use supply chains that stretch through a number of countries such as China and Japan between which there are long standing and bitter animosities.

Argumentet er således: Apples produkter indeholder (måske) teknologi, der helt eller delvist har sit ophav i et amerikansk stats-finansieret forskningsprogram. USA intervenerer forskellige steder verden over, for bl.a at bekæmpe pirateri. Dette gavner (måske) Apple. Apple bør derfor nøje overveje, om det ikke er forpligtet til at lægge noget af sin produktion i USA.

Jeg er enig med Clyde Prestowitz i, at det er et problem, at så megen produktion placeres i udlandet; og tilmed af de samme grunde. Jeg er ligeledes overbevist om, at udviklingen på sigt giver flere problemer, end “bare” det umiddelbare tab af produktionsarbejdspladser og arbejdspladser i umiddelbar tilknytning dertil. Hvad jeg til gengæld ikke er, er overbevist om, at der gælder et gensidighedsprincip af den type, Prestowitz præsenterer. For når en virksomhed betaler sine skatter, sin moms og sin told til den danske stat, så har den også krav på den beskyttelse, som den danske stat kan tilbyde virksomheden. Det må til enhver tid være statens opgave at tiltrække virksomheder, så godt som staten nu kan gøre det. F.eks. gennem fornuftige (eller ingen) indkomst-, selskabs- og kapitalgevinstskatter (og fradrag), samt fleksible arbejdsmarkeder med ikke alt for firkantede fagforeninger. Det kan derimod aldrig være statens opgave, når virksomheden er placeret dér, under henvisning til en flyvende moralsk princip om gensidighed, at kræve, at virksomheden tilrettelægger sin produktion på en bestemt måde.

Ritzau melder (her i Børsen), at ikke-genvalgte politikere har problemer med at opnå fast ansættelse. Problemet er, med den tidligere socialistiske MF’er Pernille Frahm’s ord, at der “er en udbredt opfattelse af, at politikere arbejder meget langsomt, er meget egenrådige og bruger mest tid på at rive hovederne af hinanden. I virkeligheden opnår vi jo en lang række kompetencer, som arbejdsgivere burde være interesserede i.”

Hvilke kompetencer hun specifikt tænker på, kan jeg kun gisne om; men skal vi ikke gætte på, at hun gerne så sig selv aktiveret i en rent seeking-stilling, inden for den danske variant af jerntrekanten?

At Pernille Frahm føler sig “negativt stemplet som tidligere politiker” er selvfølgelig trist for Pernille Frahm selv; mens jeg kan nu ikke lade være med – og måske er det bare mig der er skadefro – at tænke, at der er en snert af poetisk retfærdighed over situationen. Især når man tænker på, at Pernille Frahm har brugt hele sin politiske “karriere” i et parti, der mener det ved, indenfor hvilke industrier fremtid vækst skal komme fra; og som mener, at man – langt bedre end virksomhederne selv – har forstand på, hvordan forretninger skal gøres.

Mon Pernille Frahm mener, at de virksomheder, der giver hende afslag, trods de kompetencer hun har, udviser tilstrækkeligt socialt ansvar?

Tim Knudsen, der er forsker på Københavns Universitet mener, at det danske erhvervsliv ikke værdsætter en tidligere politikere “som man gjorde engang” og han bemærker, at der ikke, som i visse andre lande, er en tradition for, at tidligere folkevalgte går en fremtid i møde i f.eks. Udenrigstjenesten eller på bestyrelsesgangene, når deres borgerlige ombud ophører. Med hensyn til det sidste, vil jeg for mit eget vedkommende tilføje et: Heldigvis! Hvad ville dét ikke ligne.

Ritzau-artiklen sluttes af med et en kommentar fra en unavngiven person hos Mercuri Urval om, at den manglende villighed til at ansætte en tidligere politiker ofte skyldes, at de pågældende personer “ingen reel erhvervserfaring har” og at “mange [ikke endnu] har færdiggjort en uddannelse“.

Dét er ikke et politisk statement; et postulat fra en euroskeptisk nej-siger. Men det er en observation fra en, der ikke – ligesom tidligere (Uffe Ellemann-Jensen, jeg peger på dig) og nuværende politikere – har prestige på spil.

Min mening om Euro’en er dannet på grundlag af egne observationer, samtaler med mennesker i valutahandelsbranchen, litteraturgennemgang osv., og jeg mener selv, at jeg – henset til, at jeg ikke er økonom – har forholdsvist godt styr på, hvad der er op og ned i den sag. Men istedet for at fortælle nærmere om dét, vil jeg økonomisere og henvise til denne EconTalk-podcast, hvor Tyler Cowen taler om “Den Europæiske Krise“:

Podcasten, der også kan hentes på EconTalk’s hjemmeside (direkte link her) og i iTunes Store, er ledsaget af denne beskrivelse:

Tyler Cowen of George Mason University talks with EconTalk host Russ Robertsabout the European crisis. Cowen argues that Greece is likely to default either in fact or in spirit but that the key question is which nations might follow–whether Italy and Spain can find a road to economic health and honoring past debts. Cowen gives his best guess as to what is likely to happen to the euro and the European Union and the implications for the rest of the world. He explores some less likely scenarios as well. He is pessimistic about Greece and the short-run prospects for preserving the status quo, but he is optimistic in the long-run about the European Union though it may have a different structure down the road.

Hvis du ikke allerede har hørt den vil jeg anbefale den; f.eks. til mens du sidder bilen/bussen/toget/s-toget på vej på arbejde på mandag.

So, perhaps the biggest difference between libertarians and the dominant political ideologists is simply this: while they believe that the problem with government is that the right people aren’t in power, we believe that the problem with government is intrinsic to government itself, and that no theory of “throw the bums out” will ever give state officials the incentives and knowledge they need to do a good job. This is true despite the fact that the vast majority of government representatives and employees are good, hard-working people.

Læs resten af hos Cato.

Image via Wikipedia

Selina Juul lyver på sin Jyllands-Posten blog med det sigende navn Stop Madspild. Enten dét, eller også lider hun af en basal misopfattelse af, hvad det vil sige at foretage en handling. Hvad end det er den ene eller den anden mulighed er ikke så vigtigt; realiteterne har hun under alle omstændigheder ikke styr på.

I sit nyeste indlæg, der har titlen “Vi vil ikke længere være detailhandlens nyttige idioter,” skriver Selina Juul således i første sætning:

Har I nogensinde tænkt over, at supermarkeder er indrettet på en måde, hvorpå forbrugeren tvinges til at købe mere, end forbrugeren egentligt har brug for?

Jeg kan ærligt sige, at det har jeg aldrig tænkt over.

Hvorfor, har jeg aldrig tænkt over, at supermarkederne er indrettet på en sådan måde, at jeg som forbruger tvinges til at købe mere, end jeg egentlig har brug for?

Det skyldes jo nok, at supermarkeder ikke er indrettet på en sådan måde, at man som forbruger tvinges til at købe mere, end man egentlig har brug for!

Det kan godt være, at Føtex, Fakta og hvad de nu ellers hedder, har mange ting på repertoiret, når det kommer til at sælge mere. Men tvang er ikke et af de virkemidler de bruger. Og det ved Selina Juul da også godt. Det håber jeg ihvertfald. For hvis hun rent faktisk føler sig tvunget, når hun er ude at handle, bør hun helt klart tage det op med politiet – og ihvertfald gå til domstolene, eftersom aftaler – som bekendt – kan rammes af ugyldighed, når de er indgået under tvang.

Opdatering 17/1-2012, kl. 21.50: Det blogindlæg jeg omtaler og henviser til er nu blevet ændret således, at ordet “tvinges” i citatet er skiftet ud med “lokkes”.

Èn ting er sikkert. Bliver pagten realiseret bliver det uafhængigt af EU. Den domstol, der skal håndhæve pagtens regler, bliver en parallel EU-Domstol; den kommission, der skal overvåge pagten, bliver en parallel kommission. Euro-pagtens medlemmer må ikke lukrere på de allerede etablerede EU-institutioner. Dét kan vi takke Storbritannien for. Og et stort tak skal dét være!

Der kan skrives meget om det, der indtil videre har været fremlagt om pagtens indhold. Jeg vil kort nævnte “the new fiscal rule“, som er beskrevet i fællesudtalelsen fra mødet i Det Europæiske Råd i Bryssel den 9. december i år. Reglen går ud på at:

[g]eneral government budgets shall be balanced or in surplus; this principle shall be deemed respected if, as a rule, the annual structural deficit does not exceed 0.5% of nominal GDP.

Det er en interessant og som udgangspunkt også god regel. Men bemærk venligst, hvordan den finanspolitiske regel skal implementeres:

Such a rule will also be introduced in Member States’ national legal systems at constitutional or equivalent level…

Eller sagt direkte: Hvis Danmark skal med i dén aftale, skal vi i den danske grundlov – eller i en ny lov på grundlovsniveau – indføre en regel, svarende til en den ovenfor citerede.

Det er påfaldende, at ingen – absolut ingen – medier omtaler de forfatningsretlige implikationer af en eventuel Euro-pagt. Det er som om, at hele debatten er blevet rammelagt omkring det rent normative i spørgemålet om, hvilken stilling Danmark bør indtage. Ja, kald mig bare paranoid, men den første omtale af denne pagt i danske medier kom, så vidt jeg kan se, fra Ritzau. I Ritzau-telegrammet var der en næsten ordret oversættelse af den finanspolitiske regel; med punkt-opstilling og det hele. At den kun var næsten ordret skyldes, at lige netop den halve sætning om, at den finanspolitiske regel skal implementeres på grundlovsniveau ikke var medtaget. I Ritzau-oversættelsen var “at constitutional or equivalent level” blevet til “i medlemsstaternes lovgivning

Sært, ikke sandt?

Asymmetrisk krigsførelse er et begreb, som er blevet relevant at kende, efter den internationale intervention i dét geografisk afgrænsede område vi kalder Afghanistan. I konfliktens første måneder lod jeg på internettet mærke til en satire-tegning, der egentlig fint indkapslede dét, der var mit indtryk af den måde, som krigen blev ført af.

Satiren viste en amerikansk soldat og en taleban-kombattant, der imellem sig havde en mur; talebaneren var i færd med at kaste (vistnok) en håndgranat over på amerikanerens side, mens amerikanere måtte lade sig nøje med at returnere en lovsamling med krigsretlige traktattekster. At satiren – så at sige – ramte plet giver sig selv. – Og i lyset af netop de assymetriske problemstillinger f.eks. Afghanistan-konflikten har tydeliggjort ville det selvfølgelig være nærliggende at tro, at respekterede internationale organisationer, som Den Internationale Røde Kors-komité (ICRC), med stor iver og handlekraft ville kaste sig over den opgave der ligger i, at få det internationale kludetæppe af krigsretlige traktater bragt ind i det 21. århundrede…

Læs resten på Punditokraterne.

Det dokumenteres, bl.a. gennem citater, hvorledes Anders Fogh Rasmussens personlige udvikling på det ideologiske felt har ført til, at partiet ikke med al rimelighed kan siges at være det samme parti, som dét Anders Fogh Rasmussen overtog i 1998. Kontraktpolitikken og kulturkampen var centrale termer, der på godt og ondt i både form og indhold kom til at lægge retningen for Fogh Rasmussen-regeringerne – så meget kom de til at betyde, at Fogh Rasmussen selv mistede herredømmet over dem og lod sig rive med.

Artiklen fik mig til at tænke på især Det Konservative Folkepartis rolle i det hele; og den fik mig til at tænke tilbage på strafferetten og begrebet undladelsesforbrydelser. En undladelsesforbrydelse er noget man begår, når man ikke iagttager en handlepligt; f.eks. hvis man passerer et legehus, der står i flammer og undlader at hjælpe det lille barn, der er inde i huset, ud, selvom det skriger på hjælp.

Repræsentanter for Det Konservative Folkeparti har i både VK-regeringens år og efterfølgende talt meget om, at de er repræsentanter for skattelettelser, borgerligheden, anstændigheden og de klassiske dyder. De gjorde tit og ofte opmærksomme på, at en given finanslov havde ”konservative fingeraftryk” og at der helt generelt var flyttet såkaldt ”konservative hegnspæle” (hvad så end det må være!) Det var klart, at de mente, at der var en forskel på dem selv og så på Venstre; at man hos de Konservative kunne få en mere ren og klassisk borgerlige vare. Eller var det egentlig det?

De Konservative var en del af det praktiske folketingsflertal og sad i Hendes Majestæts regering.  De kunne, hvis de havde villet det, kræve meget mere af Venstre end de fik. Men dét havde selvfølgelig gået ud over netop kontraktpolitikken.

Det er dét der får mig til at tænke på det med undladelsesforbrydelserne. Kan man med en vis rimelighed sige, at De Konservative har begået en politisk undladelsesforbrydelse ved gentagende gange at tale om hvad man vil gøre – og så ikke have gjort noget alligevel. Og hvis man kan sige dét, er det så derfor, at de straffes så eftertrykkeligt for tiden? Min umiddelbare fornemmelse er, at det har noget på sig. Men spørgsmålet er, om det ikke stikker dybere; at De Konservative ikke blot undlod at handle da de kunne – men i fuld bevidsthed om konsekvenserne spillede med på Venstres sats; win or lose.

Peter Kurrild-Klitgaard skriver særligt om De Konservative, at det:

”[i]kke desto mindre er … bemærkelsesværdigt, at ledende Konservative trods tale om skattelettelser aldrig er gået i rette med Venstres afstandtagen til klassiske borgerlige mærkesager – og faktisk gang på gang er kommet med udmeldinger, der i hvert fald ikke kan ses som fremmende for den kulturkamp, Fogh Rasmussen oprindeligt efterlyste.”

Og han fortsætter:

”Connie Hedegaard og Per Stig Møller sammenlignede i 2008-09 begge en principiel tilslutning til fri markedsøkonomi med en dogmatisk tro på planøkonomi, og Lene Espersen afviste i sin grundlovstale 2010 et forslag om et skattetryk på 40 pct. og en offentlig sektor på størrelse med, hvad den var i 1990erne, med et samfund, »hvor alle er deres egen lykkes smed og fanden tager de sidste «. Selv i skattepolitikken insisterede Konservative politikere igen og igen, at ændringer skulle være »socialt ansvarlige«.”

Efter det seneste folkeringsvalg har en række fremtrædende konservative på skrift og i tale forsøgt at tørre VK-periodens resultater af på Venstre. Det skal de også have lov til; men kun et stykke ad vejen. For når alt kommer til alt, så var de vidende om det kursskifte der skete. De accepterede det og de handlede ud fra det. Skåltalerne om det lavere skattetryk blev stadig holdt, men når rødvinsrusen havde lagt sig var mandsmodet væk. Dét er De Konservatives virkelige forbrydelse; man har ofret sig selv for andres idealer. Så meget endda, at idealerne er blevet ens egne.

Hun har selvfølgelig ret.

Men det værste ved det hele er, at jeg sagtens kan tænke mig til tiltag, der ville krænke retssikkeheden på skatteområdet endnu mere end Thor Mögers gør det; og hvis jeg kan dét, så vil jeg ikke drømme om, hvad de udtrænker i departementet.

Kinnunen skriver:

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er både forslaget om åbne skattebøger for selskaber og elektroniske betaling af sin håndværker udtryk for, at der er ved at ske et retssikkerhedsmæssigt paragdigmeskifte indenfor skatteretten. Fremover er man ikke længere uskyldig indtil andet er bevist. De nye forslag betyder tværtimod, at både virksomheder og borgere i udgangspunktet anses for at have medvirket til ulovligheder, medmindre de på offentlige hjemmesider og elektroniske arkiver kan vise noget andet.

- jeg mener, at hun er for tilbageholdende. Dét skred hun omtaler er ikke ved at ske. Det er sket eller sker her og nu. Måske ikke i lovgivningsteksten; men mentalt: I departementet, som udtænker de smarte planer, blandt de folkevalgte lovgivere, der som bekendt ikke lovgiver men blot blåstempler, samt – og dét er det værste af det hele – blandt de helt almindelige mennesker, på hvem Anders Fogh Rasmussens “kulturkamp” ikke havde nogen virkning og som mener det enten er “helt fair” eller bare er fuldkommen “ligemeget”, så længe det er “de rige” det går ud over.

Der har mere end nogensinde været behov for en kulturkamp i Danmark.

Problemet…

…kan anskueliggøre det på denne måde: Siden 1953-grundloven har vi i Danmark haft 13 folkeafstemninger om i alt 16 emner – om alt muligt og under forskellige regler. Men af disse har det kun for seks af 16 emner været muligt at mobilisere både et flertal og så mange ja-stemmer, som en grundlovsændring ville kræve: Valgretsalder på 20 år (1971), EF-medlemskab (1972), Indre Marked-pakken (1986), Maastricht/Edinburgh-aftalerne (1993), Amsterdam-traktaten (1998), og kønslig ligestilling i tronfølgen (2009). Hvad kendetegner succeserne? At der har været ofte næsten enstemmig, parlamentarisk opbakning bag forslagene – og at der ofte har været synlige og kontante fordele.

Historien, der ledsager afstemningen, handler kort fortalt om, at RAF-regeringens finanslovsforslag budgeterer med flere penge til mennesker med mange børn således, at de ikke “straffes” for at have formeret sig.

Var Danmark et katolsk land ville jeg måske have haft en smule forståelse for idéen, som på sin egen fordelingsmæssige facon er familie- og formeringsfremmende, når nu den giver familier et økonomisk incitament til at blive større; ligesom idéen ikke ligger fjernt fra de mange amerikanske skatterabatter, familier med mange børn dér kan opnå. Men til forskel fra det amerikanske rabatsystem, så er den danske “børnecheck” netop en såkaldt social rettighed og ikke, som det er tilfældet i på den anden side af atlanten, et fradrag i indkomstskatten – og dermed, en formindskelse af den portion af årsindkomsten, staten opkræver til sig selv. Bevares, lidt vendt på hovedet kan man godt sige, at børnechecken har virkning som en skatterabat/-lettelse; men på den anden side vil det være noget sludder, qua det sociale rettighedsaspekt.

Men hvor er det, at webredaktionen går galt i byen? Jo, det gør de det øjeblik de skriver: “ikke mister penge”. For, hovsa!?! Kan man miste noget, man ikke har?

Borger.dk skriver om børnechecken:

Hvis du opfylder betingelserne, behøver du ikke at søge om at få børne- og ungeydelse, når du får børn, ydelsen bliver automatisk overført til din NemKonto i kvartalet efter, at du har fået dit barn.

Børnechecken er sagt lidt gammeldaws et almisse, som staten godhjertet giver bort (vi ser et øjeblik bort fra de åbenlyse vælgerbestikkelsesmotiver, det til enhver tid værende folketing måtte have) til alle der kvalificerer sig. Når det tidligere parlamentariske flertal ændrede børnechecken førte det ikke til, at store børnefamilie “mistede penge”; de fik bare færre, end de havde gjort hidtil. Det er ikke det samme. Igen: Man kan ikke miste noget, som man ikke har.

Denne blog har tidligere bemærket, at ”social retfærdighed” er et luderbegreb og tilmed et billigt et af slagsen: Uden nogen synderlig høj pris, kan det benyttes næsten som man ønsker det – og når man er færdig med at bruge det, står det til rådighed for andre:

Problemet med “social retfærdighed” er, at man aldrig vil kunne blive enige om, hvad der er socialt retfærdigt. Nok er der visse situationer, der er så lidt ønskværdige, at en forebyggelse eller lindring har en moralsk-imperativ karakter; men fortæller det os egentlig noget om, hvorvidt denne uønskede situation er socialt uretfærdig?

Taler du og jeg om social retfærdighed, taler vi om forskellige ting. Vi tænker begge på konkrete situationer og vi vil aldrig kunne blive enige om, hvad der rent faktisk skal forstås ved begrebet. Den ene af os vil altid gå længere end den anden.

”Social retfærdighed” er derfor, i alle de former begrebet fremstår i, et flygtigt begreb, der aldrig vil kunne bruges som en standard for videre debat om noget konkret.

I dagens Berlingske Tidende kan man læse en kronik af Eva Agnete Selsing om hvad social retfærdighed er. Det er en helt glimrende kronik, der søger at fortolke og eksemplificere begrebets indhold for derigennem af gøre det mere brugbart. Hun får point allerede for forsøget! Et lille uddrag lyder:

at social retfærdighed betyder ’mere omfordeling,’ at social retfærdighed i denne betydning altid er godt, og – på tautologisk vis – at jo mere omfordeling, desto mere retfærdighed er der. Men der findes faktisk andre syn på, hvad ’social retfærdighed’ vil sige. Det kunne eksempelvis være, at man var af den opfattelse, at det ikke er socialt retfærdigt, når det såkaldte ’fællesskab’ tager de fleste af de penge, den enkelte selv har tjent. Man kunne sågar, fra borgerlig fløj, indvende, at social retfærdighed vil sige, at ’fællesskabet’ har tilstrækkelig respekt for den enkeltes ejendom til at lade vedkommende beholde mere af den.

Eller, med modsat fortegn, at det er socialt uretfærdigt, at staten med sin inkassovirksomhed konfiskerer så store dele af vores indkomster, at der ikke er meget tilbage til at vi selv kan indrette os, som vi gerne vil. Hævder man dette i den offentlige debat, kan man være sikker på at få en byge af indignerede anklager om egoisme og manglende solidaritet tilbage i synet.

… og det bliver bedre!

Efter at have set et par af videoerne igennem må jeg overordnet sige, at jeg er meget tilfreds. Der er hist og her nogle ting han godt kunne have gjort mere ud af – men sådan er det jo altid, når vi som mennesker skal prioritere. Nedenforstående video handler om demokrati og flertalsstyre – og kommer bl.a. ind på social choice-teori, medianvælgerteori og (negativ) utilitarisme.

Image via Wikipedia

Overskriften “In Lebanon, a Tangle of Religious Laws Govern Life and Love” i på theatlantic.com vakte min interesse, da jeg før har beskæftiget mig indgående med visse forhold i netop dén stat. Kunne det mon være, at tingene havde ændret sig, bare lidt? Desværre.

In Lebanon, all matters of personal status — marriage, divorce, custody, and inheritance — are governed by religious codes, of which there are 15 recognized by the state. Each religious sect  follows a distinct set of personal state laws (several of the country’s 18 sects fall under a single jurisdiction). By shunting citizens into religious communities, the personal status laws fracture the country’s four-million-strong population along sectarian lines in an intimate, personal way.

It’s the seedy underbelly of Lebanon’s notoriously divided political system, which apportions government positions (and access to government resources) according to sectarian quotas. And while its macro effects make headlines — political bickering that periodically escalates into violence, or deteriorates into months-long stalemates during which the country remains effectively ungoverned — its micro effects rarely receive the same scrutiny.

Religion – ikke religiøsitet – spiller fortsat en stor – alt for stor – rolle i det libanesiske samfund; ligesom det også gør det i nabolandene – inkl. Israel.

Garvede læser af denne blog vil vide, at jeg ikke selv har særligt meget til overs for religion i det hele taget – og endnu mindre, når det kommer til den institutionaliserede slags. Den ikke-adskilte sammenblanding mellem stat på den ene side og religion på den anden har en tendens til at føre til, at de beslutninger der træffes det ene sted i stor, såvel som mindre, grad påvirkes af det andet. Og jeg mener det gælder begge veje rundt.

En beslutning, en handling eller et motiv er ikke i sig selv forkert bare fordi det er religiøst funderet. Men det religiøse fundament tilføjer et lag af bevidst uvidenhed (religiøsitet i en nøddeskal) i beslutningsprocessen, der som et fintmasket filter frasorterer selv åbenlyst logiske argumenter og baner vejen for virkelighedsfjerne beslutninger med destruktive konsekvenser – både menneskeligt og moralsk. Det er trist for borgerne i Libanon, at de skal leve under et sådant system.

Opdateringer vil følge.

The past five decades has seen a relentless expansion in the size of government and a sharp increase in the number of liberty-stifling laws and regulations at every level. Despite this explosion of political power, commentators and scholars of all ideological stripes appear to worry more about the supposed growth of judicial power.

Those who decry so-called “judicial activism” complain that the Supreme Court too frequently strikes own the acts of elected representatives, infringes on the prerogatives of the executive branch or upends settled laws by overturning its own precedents.

Scenen er dermed sat for IJ’s empiriske undersøgelse, der overraskende når frem til, at USA ikke lider under “rampant judicial activism“. Rent faktisk mener Institute for Justice, at der er alt for lidt retlig aktivisme. Det er et interessant synspunkt, som jeg umiddelbart – uden at have læst hele rapporten endnu – er sympatisk overfor.

For hvis det forholder sig som jeg mener at vide det gør, så er den amerikanske højesteret faktisk ganske tilbageholdende i udøvelsen af sine forfatningsmæssige beføjelser; tilbageholdende i en sådan grad, at der er, hvis ikke en formodning, så noget derhen ad, for, at staten vinder en given sag.

Det er selvfølgelig – selv med mit forsøg på at gøre påstanden mere fluffy – en gevaldig påstand, som jeg på ingen måde vil kunne forsvare i byretten. I hvert fald ikke før jeg har læst rapporten. Hvilket jeg vil. Så bliver det spændende at se, hvordan verden – lige på dette punkt – hænger sammen.