SKAT har begået en god pjece om forskudsskatten 2010

Á propos mit forrige indlæg om marxisme, så har SKAT udarbejdet en rigtigt god pjece om forskudsskatten for 2010. Grunden til at den er god er, at den er velskrevet – uden at være nedgørende – og giver et rigtigt godt billede af, hvordan det danske skattesystem ser ud i borgernes øjne, gennem SKATs optik.

Tag ikke fejl; det danske skattesystem er en perversion, der tilgodeser revisorer og jurister fremfor skatteborgere. Det hele kunnet have været så enkelt, havde man blot haft én flad skatteprocent (for løn, kapital- og aktieindkomster), ingen fradrag og så en fjernelse af forskudsskattesystemet med kildeskat og deslignende.

Men sådan er det ikke. De færreste mennesker har tid eller lyst til at sætte sig ned med Excel og så forsøge at beregne deres skat selv; alene dét at sætte sig ind i det skatteretlige afrundingsregler kræver tid. Derfor er der behov for pjecer som denne – til tider fulgt op af telefonopkald til SKAT eller besøg hos BorgerService. Og selvom det er et trist faktum kan man lune sig på, at SKAT – og det manglede da også bare – gerne vil oplyse om skattesystemet.

Kapitalistkoen – husk den når du stemmer til kommunalvalget

Altid ministerens ansvar – aldrig gerningsmandens

“Det er samfundets skyld” synger TV-2. Kunne noget mon være mere 1990′er-agtigt! For det er sørme ikke samfundets skyld længere – det er ikke os alle sammen, som længere skal stille til ansvar, når noget ikke udarter sig, som de gode intentioner ellers dikterer.

Nu om stunder handler det ikke om at man udviser et dårligt samfundssind, er klasseforræder eller en forpulet egoistisk individualist. Folk fra alle samfundslag – fra den lille individualistiske lejer til den store kollektivistiske – mennesker, der enten forguder Agatha Christie eller elsker at gnave sig igennem Sjöwald &  Wahlöe ser ud til at stimle sammen omkring et nyt mantra: Det er ministerens skyld.

Danmarks Radio har kunne konstatere, at en række supermarkedskæder har solgt fordærvet kød.

Det er et problem; fordærvet kød kan være dødbringende og det er noget, som alle mennesker kan være enige om, er en dårlig ide at sælge. Det eneste man kan bruge det til er, at fremstille hunde- og kattefodder af.

Har man afsløret hvem de nederdrægtige slagtere er? Vist deres billede og udstillet dem, som de plattenslagere og dårlige håndværkere, alle kan se at de er? Nej.

Man er gået til ministeren. Det er hendes skyld, hedder det sig, at der ikke er en god nok fødevarekontrol. Hendes og ingen andres.

Jeg ved ikke, om en fødevarekontrol nogensinde ville kunne garantere kødkøberne ikke-fordærvet kød. Jeg tror det ihvertfald ikke; og jeg vil gerne se et bevis for, at et statsligt kontrolorgan nogensinde har kunnet skabe 100% vished på det område, organet kontrollerer. Ja det skulle da lige være, at Fødevarestyrelsen selv fattede kniven og slagtede svinet!

Man kan sagtens sige, at Fødevarestyrelsen har været ugrundige. Det har de selv erkendt. Fair nok, det er også kun et kontrolorgan. De kan ikke være alle steder på alle tider.

Problemet står på den anden side af skranken i delikatessen. Det er slagteren der har foretaget den handling, som vi alle mener er så forkastelig. Ham, og ham alene. Der er ingen der har tvunget ham til at sælge fordærvet kød – havde han fået en ordrer, kunne han bare have anmeldt sin arbejdsgiver.

Så sort-hvidt er det faktisk: Ingen som helst dansk slagtermester har været tvunget til at “forædle” sit kød. De har gjort det af egen fri vilje.

Hvorfor er det så, at ministeren skal have skylden? Hun har ikke gjort noget forkert. Hun har ikke instrueret sine embedsmænd i ikke at opdage fordærvet kød. Tværtimod har betaler hun embedsmænd penge for at finde det fordærvede kød. Ministeren kunne da umuligt have gjort mere.

Hvorfor skal hun have skylden? Hvorfor har TV-Avisen, aviserne og ikke mindst det floskulært patetiske TV2-News igen-og-igen kørt historier om det her emne, uden at fokusere på gerningsmændene?

Jeg undrer mig over den kultur, jeg mener er ved at opstå. En kultur, hvor det ikke handler om at det er samfundets skyld; eller den enkelte skadesvolders skyld. Skylden ligger altid hos en politiker; the buck stops here.

Bail-outs – nu også til forbrugere med flekslån

Finanskrisen ser ud til at have cementeret et billede i vores hjerner af, at staten, hvis noget skulle “gå galt” i økonomien, nok skal komme til undsætning. Det er selvfølgeligt heller intet under; efter Lehman Brothers kollapsede i USA har politikere og kommentatorers pladeren til fordel for såkaldte “bail-outs” været en fast, oftest implicit, del af jargonen, når samtalen har gået på især banksektoren og lånemarkederne.

Da krisen var på sit højeste – altså dengang, hvor ingen talte om andet – udgav Institute of Economic Affairs i London en publikation kaldet “Verdict on the Crash: Causes and Policy Implications“, som primært handlede om hvorvidt man skulle give staternes regeringer og parlamenter en del af skylden for finanskrisen. Konklusionen var, at det kunne man – og i samme ombæring blev myten om, at krisen primært skyldtes “grådighed” godt og grundigt demonteret, som det fatamorgana det er.

Publikationen, som jeg også omtalte i et indlæg dengang den udkom, rummede også en fremtidsforudsigelse: At det eksisterende corporate finance-regime står for fald, og vil blive/er blevet erstattet af et system, hvori virksomheder, når de er blevet “to big to fail”, ikke får lov til at gå konkurs.

Med andre ord vil konsekvensen af et sådant system være, at en virksomhed, der har tilstrækkeligt mange ansatte eller er aktiv på bankmarkedet, kan have en ledelse, der træffer ufornuftige, irrationelle eller direkte dumme beslutninger, der skader virksomheden — men uden at det vil komme til at få nogen som helst effekt på virksomhedens eksistens. Staten kommer nemlig med en “bail-out”-pakke.

Et system hvor Peter bærer det fulde ansvar for Pouls fejl er dumt. Det eroderer det, man med et populært-politisk begreb kan kalde “det personlige ansvar” og hvad værre måske er: Det tvinger mennesker, som rent faktisk har handet fornuftigt og været sig selv ansvarsbevidste, til at betale for hele gildet. Jeg må gentage: Det er dumt.

Men det har åbenbart ikke kun været virksomhederens finansieringssystem, som er blevet påvirket af krisen. TV2 NEWS meddeler i dag, at også private danske borgere med rentetilpasningslån er overbeviste om, at staten nok skal gribe ind, hvis renten skulle stige alt for meget:

“Der har desværre bredt sig en helt forkert opfattelse af, at regeringen griber ind, hvis renterne igen bliver for høje, i stil med det, den gjorde i efteråret. Men sandsynligheden for, at det sker igen, er forsvindende lille, og man risikerer derfor en situation, hvor der bliver tager alt for store risici, siger cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian.

Man kan kun være enig i at det er meget beklageligt, at folk tror, at staten vil bærer ansvaret for ens egene tåbelige låneaftaler. Men kan man virkelig fortænke folk at have denne holdning ?

Kunne US-centralbanken have afværget finanskrisen hvis der var mere bankregulering?

Så er der kommet en ny policy analysis fra Cato Institute:

View this document on Scribd

Det frie samfund: Den offentlige mening og socialismens sejrsdans

Modstanden mod oplysningstidens filosofier baseret på rationalisme har været udtalt siden dengang de blev fremsat. Kritikken mod fornuften og empirien er for mig at se urigtig, men har alligevel en vis berettigelse når den påtaler den rækkevidde og dybde, hvormed oplysningsfilosofferne mente idéerne ville sprede sig og høste anerkendelse blandt masserne.

At visse af tidens filosoffer havde en (nogen ville sige nærmest blind) tro på, at masserne handlede fornuftigt på baggrund af erfaringer og anden håndterbar og behandlet information har været den liberale filosofis akilleshæl. Derfor bør man, også som liberal, yde en vis tak til realismens filosoffer, så som Burke og de Maistre, for netop at have anskueliggjort problemet; også selvom disse konservative tænkere selv havde en for blind tiltro til, at tidligere tiders paternalistiske samfundsformer og økonomiske institutioner kunne og skulle opretholdes. Disse konservative formåede ikke at finde en løsning på det problem som var, at en stadig større andel af befolkningerne ikke havde en plads i det gamle økonomiske system.

Da kapitalismen bankede på døren blev den lukket ind med åbne arme. Og til at begynde med gik det godt: Den teknologiske udvikling tog fart, levestandarden blev væsentligt forhøjet for masserne, befolkningsantallet steg. Men når ikke blot systemet er fornuftigt i sig selv – når man også forudsatte, at alle mennesker var fornuftige og at flertallet ville handle fornuftigt og ikke give sig i kast med nye sociale eksperimenter, der kunne lede tankerne hen på tidligere tiders paternalistiske og etatistiske stats- og styreformer, gjorde man en stor fejltagelse.

For som en steppebrand spredte andre idéer sig gennem samfundet; idéer, som i deres indhold var ikke blot reaktionære og ufornuftige, men tilmed overtroiske. De liberale filosoffer, der fuldt og fast troede på, at frie mennesker i et frit samfund også ville handle fornuftigt og ønske det frie samfunds beståen, måtte sande at de tog fejl. For hvad nyttede det at de kunne fortælle, at levestandarden rent faktisk også var stigende i takt med befolkningsvæksten, når den offentlige mening var en anden og langt mere marxistisk: At kapitalismen fører til større fattigdom for den såkaldte arbejderklasse.

Problemet hér var ikke så meget dét, at visse filosoffer, der kaldte sig liberale, argumenterede for indkomstkonfiskation og omdistribution (altså statsgodkendt tyveri med straf til dem, der ikke vil lade sig bestjæle) af pengene med det formål, at sikre masserne mere positivt defineret ”frihed”, men at de kapitalistiske filosoffer ikke tog ordentligt til genmæle og dermed lod den offentlige mening føre i retning af disse såkaldt social-liberale der, når alt kommer til alt, ikke var meget anderledes i deres mål end kollektivister i andre lejre.

Mange mennesker har gennem tiden stillet spørgsmålet:

”Er I nu også sikrer på, at denne indblanding i andre menneskers sager (forstået som disse menneskers ejendomsret og den måde de forvalter den på) ikke har nogen som helst påvirkning på produktionens størrelse? At det I faktisk gør er med til at hæmme væksten, frem for at forøge den?”

En opposition mod indblanding fra staten og mod konfiskation af ejendom og omdistribution er fuldt ud berettiget. Produktionen i et samfund er ikke uafhængig af den sociale og økonomiske orden. Staten kan ikke styre produktionen uden at dette kommer til at smitte negativt af på netop produktionen – og sådan er det ligegyldigt om den offentlige mening er enig heri eller ej.

Ytringsfrihedens vidunderlige ansigt: Tobaksreklamer

En lille bid af historien – desværre.

… og så den med lægerne:

Et europæisk patentrod

Denne passus fra en artikel i forrige nummer af The Economist viser fint, hvilket rod patentsystemet er:

IN 1997 the European Patent Office (EPO) gave a patent to Massachusetts General Hospital for its use of nitric oxide to treat bronchoconstriction, a method often used for “blue baby” syndrome. Three gas companies—America’s Air Products, France’s Air Liquide and Germany’s Westfalen Gas—appealed against the grant of the patent. Mass General and its Swedish licensee, AGA, then launched actions for infringement in the Netherlands, France and Germany. In 2000 a Dutch court said the patent was partially valid, in 2003 a French court said its validity was questionable and in the same year a German court judged it valid. Then in 2004 the EPO revoked the patent entirely.

At The Economist så advokerer for et fælles EU-patent viser vel blot, at avisen ikke kan se skoven for træer.

Se i øvrigt også min blogpost fra tidligere i dag: Jeg er imod patenter. Gør det mig til socialist?

Jeg bryder mig ikke om patenter. Gør det mig til en socialist? Nej!

Nej, det gør det ikke. Tvætimod er tilhører jeg den gruppe af danskere, som ikke har det fjerneste imod at blive kaldt “ultraliberalistiske”, selvom jeg selv foretrækker ordet “minarkist”; altså tilhænger af Minimalstaten Danmark og modstander af den nuværende stats- og samfundsorden.

Men patentet gavner jo virksomhederne, og som borgerlig stoler man jo mere på virksomheder end på mennesker?!?

En sætning som den her ovenfor hører man ikke kun fra tåbelige ungsocialister, men også fra f.eks. almindelige voksne mennesker. Ordene er måske anderledes, men meningen er den samme: Liberale – og især de ultraliberale – går virksomhedernes ærinde og vil hellere kæmpe for Shells ret til at dumpe olieboreplatformer i Nordsøen end mod Færøernes drab på hvaler.

Men det er altså en misforståelse af den helt store slags.

Når man påtager sig det lable som hedder liberalist, hvad udtrykker man så samtidig? Man fortæller verden, at man sætter mere pris må mennesker end på stater. Hvis mennesker laver virksomheder, investerer deres penge i kapitalmarkederne eller bare bruger dem på smart modetøj og dejlig mad skal de have lov til det – pointen er den, at det er dig, mig og alle de andre, der træffer vores egne valg.

Finder vi f.eks. en dag på en opfindelse, som kan kurere cancer enten sælger vi ideen til en anden person eller producerer selv løsningen. Hvis vores opfindelse er succesfuld tjener vi måske penge på den; er den ikke, må vi droppe den, eller finde ud af at tjene vores penge på en anden måde, medens vi på nærmest filantropisk vis fortsætter produktionen af produktet som en form for bibeskæftigelse.

Finder min nabo også ud af hvordan han kan kurere cancer, måske endda på samme måde som jeg selv, vil han nok også gerne ind på markedet og pludselig er vi konkurrenter. Og det er godt; for når vi konkurrerer mod hinanden gavner det både vores egen innovation, ressourceforbrug m.v., ligesom det — med mindre vi har indgået en ulovlig aftale om ikke at konkurrere! — vil gavne vores købere (dem, som på moderne tvetydigt dansk hedder “forbrugerne”) i for at ikke blot lavere priser, men også bedre seriveaftaler og kundevilkår.

Med andre ord: Konkurrencen gavner alle – også selvom den er barsk.

Eller sådan ville det ihvertfald være, hvis ikke jeg havde mulighed for at udtage et patent på min opfindelse.

Hvad er et patent egentlig? Dengang jeg var helt lille i 1980′erne var der kun én tv-kanal i Danmark og det var Danmarks Radio. Og det var en meget kedelig kanal. Vil man gerne vide hvor kedelig den var, kan man bare kigge på den norske NRK1, som på bemærkelsesværdig vis, har formået at fastholde en forretningsmodel som den DR havde i 1980′erne. Man stater f.eks. først med at sende tv ved 17.30-tiden!

Pointen er den, at Danmarks Radio havde et monopol og at det først var efter at monopolet blev brudt af TV2, at kanalen begyndte at sende noget ordenligt fjernsyn – takket være konkurrencen.

Monopoler kan komme i to former: Enten er de private eller også er de statslige: Det private monopol kommer sig af, at man for egne midler bygger en bro over et sund og så kræver betaling for at andre kan bruge den, eller at man er så dygtig til at opfylde markedets (altså forbrugernes) ønsker og derfor bliver den største spiller. Det offentlige monpol er, i modsætning til det private, ikke en konsekvens af dygtighed eller investeringer, men et udslag af en beslutning i embedsmandsværket. Pr. dekret giver man en privat person eller et statsligt organ en eneret til at gøre dette eller hint og med et pennestrøg forbyder man derved andre for at gøre det samme.

Når man får et patent får man i realiteten et statsligt monopol på en opfindelse. Og kender man sin historie godt nok vil man hurtigt se, at patentet ikke er meget anderledes, end fortidens statslige og kongelige privilegier.

Med et patent i hånden kan man forsvare sin opfindelse i alle de lande, hvori man har fået en patentret. Og patentet er netop noget, som man generelt søger land for land. F.eks. har vi ikke noget EU-patent (selvom det er på bedding).

Har man knoklet for at gøre sin opfindelse kan jeg godt se, at det må være dejligt, at man sådan kan hvile på lauerbærerne efter at patentet er udtaget og opfindelsen beskyttet. Ja, nogle mennesker lever endda af at opfinde, patentere og derefter give licens på patentet – hvilket i mine øjne er en afsindig forretningsmodel, omend en ganske profitabel af slagsen.

Med patentet i hånden kan man således give licens til andre, så de kan fortsætte produktionen af opfindelsen. Man kan også selv producerer videre og så kan man, værst af alt, lade være med slet ikke at gøre noget. Gør man ikke noget er verden andre 6 mia. mennesker, så længe patentet løber, berøvet for at udnytte opfindelsen.

Det sidste er skrækeksemplet, men også de øvrige handlemuligheder rummer farer. For når man har en eneret, hvorfor så dog indlade sig på at konkurrere? Man kan jo koncentrere sig om bare at markedsføre.

Eksemplet med Danmarks Radio viser klart, at mere konkurrence gavner os alle – herunder også Danmarks Radio. Hvad ville der mon ske, hvis man ikke længere udstedte patenter?

Modstanden mod patenter er liberalistisk hjerteblod. Uden patenter er mennesker mere frie, konkurrencen er friere og mulighederne for at Hr. Jensen og Fru Petersen til at realisere deres drømme, meget større.

Statsmagten i Venedig omkring år 1400

Jeg er ved at læse en bog om byen Venedis historie af den britiske adelsmand og forfatter John Julius Norwich (som også har forfattet tre vidunderlige bøger om Byzantium, der varmt kan anbefales) og er nået til omkring år 1400, der mere eller mindre er begyndelsen på Venedis guldalder, efter en gang for alvor at have knust Genoa og cementeret både sin position til både søs og på terra firma.

Venetianerne havde en ganske finurlig styreform, som velsagtens kan kaldes oligarkisk, men som ikke desto mindre også — fra tid til anden, omend sjældent – lod dygtige handelsmænd og (ikke mindst) håndværkere og kunstnere indtræde i senatet og deltage i landets styre. Byen var, hvis ikke den første, så nummer to til at få gadebelysning om natten – og for at holde de mange fjender i skak, havde man et efter sigende effektivt hemmeligt politi, der fra tid til anden hev mistænksomme mennesker til forhør i Timandsrådet.

Men selvom byens historie på visse punkter har fællestræk med det, som man Thatcher ville kalde en politistat (men som vi vistnok ikke har de fjerneste problemer med nu om stunder!!!) var det ikke desto mindre et samfund, der med al tydelighed var drevet efter nogle af de værdier, man genfinder i den borgerligt-liberale idéverden: Stræben, arbejdtsomhed og ærlighed. Et sandt mulighedernes land, før Amerika blev opfundet.

Hist og her får man dog også indtrykket af, at statsmagten ikke ville have, at folk skulle klare sig for godt. Statsmagten var over alt – og hvis en handelsrute eller en kategori af handelsvarer blev for rentabel, nationaliserede staten selv samme således, at de driftige handelsmænd fremover skulle have tilladelse til at gøre det, de førhen kunne gøre uden. I mine øjne en tåbelig idé, men i dengang blev det accepteret. Måske fordi mulighederne for fortsat at gøre en god stadig eksisterede. Og så skal det selvfølgelig understreges, at disse indskrænkninger i den erhvervsmæssige frihed skal tilskrives en politik der var baseret på sikkerhed og standardiseringer (f.eks. af skibe, der næsten alle var statsbyggede (og derfor ejede) efter samme model med den fordel, at man kunne opbevare reservedele) og måske også en form for proto-nationalisme — men ikke socialisme eller kollektivisme.

Et eksempel på god statslig regulering finder man i Venedis laugsstruktur, der som de private organisationer de nu og engang var, bl.a. implementerede statsmagtens brede retningslinjer. Nok i erkendelse af, at statsmagten ikke ved alt og at det er bedre at et givent problem løses af dem der kan løse det og ikke af bureakurater.

Most of the official controls on industrial standards and conditions of work [i Venedi var børnearbejde forbudt allerede fra middelalderendes begyndelse -- selvom man godt kunne eje slaver...]  were imposed through the guilds, whose carefully-framed statues were all subject to the approval of government supervisors; within broard limits, however, these organizations enjoyed a considerable measure of autonomy and proved of increasing value, as the years passed, both to their members and to the state.

Unlike the gulds of other Italian towns they never became, or attempted to become, a political force in the republic: most of their members had been disenfranchised [altså udenfor politisk indflydelse siden man indførte oligarkiet], while the patricians whose power they might elswhere have been led to oppose were, in the peculiar conditioins pertaining to Venice, not feudal aristocrats but, in all probability, guild members themselves.

[The guilds] formed the asis for a remarkably effective system of social security, caring for their members in sickness and old age and assuming responsibility for their widows and children on their deaths.