Mindre offentlighed i det politiske arbejde er en dårlig idé

I noget af en overraskende nyhed i dagens Politiken kan man læse, at Folketingets Ombudsmand giver sin støtte til en indskrænkning af borgeres rettighed til aktindsigt i politiske dokumenter; dokumenter, der ligger til grund for de politiske forlig, der indgås imellem ministerier og de politiske partier.

Som borgerlig kan man kun være imod mere lukkethed, da mindre offentlighed fører til mindre gennemsigtighed, hvilket igen fører til, at store dele af den politiske proces holdes hemmelig. Hemmeligholdelse er ganske problematisk, fordi det fører til, at det politiske system i endnu højere grad end i dag, afsondres fra civilsamfundet.

Fra Venstre siger Kim Andersen:

Venstre har endnu ikke drøftet partiets holdning til kommissionens forslag, men retsordfører Kim Andersen mener, at forslaget umiddelbart er i orden, fordi “disse papirer er en del af en arbejdsproces i forbindelse med et forlig, og det vil være hæmmende for processen, hvis de er omfattet af aktindsigt”.

Og magen til sludder og vrøvl skal man lede længe efter.

Opbevar din shotgun på sengen

Som tilhænger af våbenrettigheder kan jeg selvfølgelig kun være begejstret for denne løsning på et gevaldigt problem:

Har alle ret til et dagligt bad?

Det er ikke sjældent, at lokaltv-stationerne og formiddagsaviserne har historier om, at ældre mennesker lever i kummer kår. Det er der ingen mennesker, som bryder sig om hverken at se eller høre.

For nyligt var der en historie om, at en lang række ældre mennesker ikke fik et dagligt bad. Især de socialistiske partier (S, SF, R og EL) kastede sig over historien, der jo netop var vand på deres mølle: Det står skidt til med velfærden i Danmark.

Men gør det det? Kan man egentlig sige, at det at få et dagligt bad, er en del af den danske velfærdsstat? Jeg er meget i tvivl her, og min tvivl kan deles op i tre punkter:

1.
For at kunne gå i bad skal jeg bruge vand. Vand koster penge både at købe og at aflede. Hvis jeg ikke betaler vandregnignen kan jeg ikke gå i bad. Men hvis dét at gå i bad er en rettighed, kan jeg så ikke bare sende vandregningen til staten?

2.
For at kunne gå i et bad skal vandet også være opvarmet. For at opvarme vandet skal jeg bruge brændstof til at varme vandet op. Hvis jeg ikke betaler for at få vandet varmet op, kan jeg ikke gå i varmt bad. Så hvis det er en rettighed at gå i bad, kan jeg så ikke også sende opvarmningsregnignen til staten?

3.
For at jeg skal få noget ud af badet, skal jeg have produkter til at vaske både min krop og mit hår i. Hvis det er en rettighed at gå i bad, kan jeg så sende regningen på disse produkter til staten?

Og sådan kunne man jo fortsætte – og det lyder jo helt galt, når man sådan lister det op. Ikke desto mindre, mener socialisterne her i landet, at folk har ret til ét bad om dagen.

Formålet med velfærdsstaten er ikke at alle mennesker skal serviceres af offentligt ansatte dag ind og dag ud, men at der er et såkaldt socialt sikkerhedsnet, der sikrer alle mennesker en adgang til visse basale services: Primært lægebehandling; en beskeden pension som supplement til den, man selv har sparet op; uddannelsesinstitutioner osv. Med andre ord, en række “bløde” services, i modsætning til de “hårde”: Vejskilte, politibetjente, forsvaret og en smidig offentlig sektor med korte sagsbehandlingstider.

At sige at dét at få et dagligt bad, er en del af dét at have et socialt sikkerhedsnet, synes jeg udvidder ordet “sikkerhedsnet” ufatteligt meget; så meget, at snart sagt en hvilken som helst ting, ville kunne omfattes. Lidt polemisk kunne man spørge: Skal man så også have ret til sex 2 gang om ugen, og et blowjob 2 gange om måneden? Det ville da være dejligt; men hvilke offentlige ansatte skulle stå for at det skete?

Netop de offentlige ansatte er vigtige når det kommer til badet. For når socialisterne siger, at alle skal have et bad om dagen, forudsætter de jo netop, at det er offentligt ansatte, som skal assistere de ældre personer når de skal bades.

Havde vi ubegrænsede resourcer ville det ikke være noget problem. Men vi lever ikke i en Star Trek-verden, hvor ressourcer ikke er begrænsede. En hvilken som helst stat er altså tvunget til at prioritere, fordi alle ved, at man ikke kan blive ved med at hæve skatterne – og hvis du mener noget andet, så lav en Google-søgning efter Laffer-kurven!

Vi vælger politikere, så de kan prioritere. Vi må stole på deres prioriteter. Hvis der skal bruges flere penge på X skal der bruges færre penge på Y. Sådan vil det altid være.

Så hvis socialisterne gerne vil have, at alle mennesker skal have et bad om dagen, så må de lave en liste. En liste, hvor de selv kan skrive deres navne på og selv, i deres fritid, møde op hos de ældre og bade dem. Det belaster ikke det offentlige system – og dem der bader folk, har gjort noget, som de selv mener er en god gerning.

Dét er en god løsning. Frivilligt arbejde organiseret i af det, man kalder civilsamfundet.

 

Altid ministerens ansvar – aldrig gerningsmandens

“Det er samfundets skyld” synger TV-2. Kunne noget mon være mere 1990′er-agtigt! For det er sørme ikke samfundets skyld længere – det er ikke os alle sammen, som længere skal stille til ansvar, når noget ikke udarter sig, som de gode intentioner ellers dikterer.

Nu om stunder handler det ikke om at man udviser et dårligt samfundssind, er klasseforræder eller en forpulet egoistisk individualist. Folk fra alle samfundslag – fra den lille individualistiske lejer til den store kollektivistiske – mennesker, der enten forguder Agatha Christie eller elsker at gnave sig igennem Sjöwald &  Wahlöe ser ud til at stimle sammen omkring et nyt mantra: Det er ministerens skyld.

Danmarks Radio har kunne konstatere, at en række supermarkedskæder har solgt fordærvet kød.

Det er et problem; fordærvet kød kan være dødbringende og det er noget, som alle mennesker kan være enige om, er en dårlig ide at sælge. Det eneste man kan bruge det til er, at fremstille hunde- og kattefodder af.

Har man afsløret hvem de nederdrægtige slagtere er? Vist deres billede og udstillet dem, som de plattenslagere og dårlige håndværkere, alle kan se at de er? Nej.

Man er gået til ministeren. Det er hendes skyld, hedder det sig, at der ikke er en god nok fødevarekontrol. Hendes og ingen andres.

Jeg ved ikke, om en fødevarekontrol nogensinde ville kunne garantere kødkøberne ikke-fordærvet kød. Jeg tror det ihvertfald ikke; og jeg vil gerne se et bevis for, at et statsligt kontrolorgan nogensinde har kunnet skabe 100% vished på det område, organet kontrollerer. Ja det skulle da lige være, at Fødevarestyrelsen selv fattede kniven og slagtede svinet!

Man kan sagtens sige, at Fødevarestyrelsen har været ugrundige. Det har de selv erkendt. Fair nok, det er også kun et kontrolorgan. De kan ikke være alle steder på alle tider.

Problemet står på den anden side af skranken i delikatessen. Det er slagteren der har foretaget den handling, som vi alle mener er så forkastelig. Ham, og ham alene. Der er ingen der har tvunget ham til at sælge fordærvet kød – havde han fået en ordrer, kunne han bare have anmeldt sin arbejdsgiver.

Så sort-hvidt er det faktisk: Ingen som helst dansk slagtermester har været tvunget til at “forædle” sit kød. De har gjort det af egen fri vilje.

Hvorfor er det så, at ministeren skal have skylden? Hun har ikke gjort noget forkert. Hun har ikke instrueret sine embedsmænd i ikke at opdage fordærvet kød. Tværtimod har betaler hun embedsmænd penge for at finde det fordærvede kød. Ministeren kunne da umuligt have gjort mere.

Hvorfor skal hun have skylden? Hvorfor har TV-Avisen, aviserne og ikke mindst det floskulært patetiske TV2-News igen-og-igen kørt historier om det her emne, uden at fokusere på gerningsmændene?

Jeg undrer mig over den kultur, jeg mener er ved at opstå. En kultur, hvor det ikke handler om at det er samfundets skyld; eller den enkelte skadesvolders skyld. Skylden ligger altid hos en politiker; the buck stops here.

Hvad du skal gøre når politiet standser din bil, vil inden for eller kigge i dine lommer

På sin blog henviser Jacob Hedegaard til en video, som jeg har lagt mærke til er dukket op også på Facebook i løbet af det seneste stykke tid og som er en optagelse fra et foredrag med en eks-forsvarsadvokat-nu-juraprofessor, som taler om, at man aldrig skal tale med politiet. Videoen er god.

Her er en anden video i samme bolgade; omend en noget længere en af slagsen og så endda lavet som en slags hjælp-til-selvhjælp. Den er rigtigt god og især den del der handler om, hvad man gør hvis politiet standser en i en bil, vil jeg gøre brug af, hvis det en dag skulle ske.

Videoen er amerikansk, men en del af strategierne kan fint bruges herhjemme.

Nyheder fra USA om kampen imod våbenregulering på delstatsniveau

Fra Cato Institutes blog kommer der en spændende nyhedskommentar fra USA omhandlende delstaternes våbenkontrollovgivning og spørgsmål om, hvorvidt regulering af denne type også kan komme i konflikt med den føderale forfatning:

With its decision today to hear the case of McDonald v. Chicago, the Supreme Court should settle the question of whether states must recognize the Second Amendment right to keep and bear arms.

In June of 2008, in District of Columbia v. Heller, the Court found, for the first time, that the federal government must recognize the Second Amendment right of individuals, quite apart from their belonging to a militia, to have an operational firearm in their home. But the decision left open the question whether states were similarly bound.

Thus, the so-called incorporation doctrine will be at issue in this case – the question of whether the Fourteenth Amendment “incorporates” the guarantees of the Bill of Rights against the states. The Bill of Rights applied originally only against the federal government. But the Fourteenth Amendment, ratified in 1868, left open the question of which rights states were bound to recognize. The modern Court has incorporated most of the rights found in the Bill of Rights, but the Second Amendment’s guarantees have yet to be incorporated.

Moreover, a question that will arise in this case is whether the Court, if it does decide that the states are bound by the Second Amendment, will reach that conclusion under the Fourteenth Amendment’s Due Process Clause or under its Privileges or Immunities Clause, which has been moribund since the infamous Slaughterhouse Cases of 1873. In its brief urging the Court to hear the McDonald petition, the Cato Institute urged the Court to revive the Privileges or Immunities Clause.

For den interesserede kan det nævnes, at jeg har skrevet om D.C. vs. Heller-sagen i en række indlæg her på bloggen:

• Robert A. Levy – liv, frihed og retten til at forsvare sig selv – artiklen introducerer Robert A. Levy, som arbejder for Institute for Justice og er hovemanden bag hele sagen
• Lidt mere om D.C. mod Heller – artiklen opsummerer slagets gang
• Ret skal være ret. Det er en individuel menneskeret at bære skydevåben i USA – fortæller om dommens resultat

Det frie samfund: Den offentlige mening og socialismens sejrsdans

Modstanden mod oplysningstidens filosofier baseret på rationalisme har været udtalt siden dengang de blev fremsat. Kritikken mod fornuften og empirien er for mig at se urigtig, men har alligevel en vis berettigelse når den påtaler den rækkevidde og dybde, hvormed oplysningsfilosofferne mente idéerne ville sprede sig og høste anerkendelse blandt masserne.

At visse af tidens filosoffer havde en (nogen ville sige nærmest blind) tro på, at masserne handlede fornuftigt på baggrund af erfaringer og anden håndterbar og behandlet information har været den liberale filosofis akilleshæl. Derfor bør man, også som liberal, yde en vis tak til realismens filosoffer, så som Burke og de Maistre, for netop at have anskueliggjort problemet; også selvom disse konservative tænkere selv havde en for blind tiltro til, at tidligere tiders paternalistiske samfundsformer og økonomiske institutioner kunne og skulle opretholdes. Disse konservative formåede ikke at finde en løsning på det problem som var, at en stadig større andel af befolkningerne ikke havde en plads i det gamle økonomiske system.

Da kapitalismen bankede på døren blev den lukket ind med åbne arme. Og til at begynde med gik det godt: Den teknologiske udvikling tog fart, levestandarden blev væsentligt forhøjet for masserne, befolkningsantallet steg. Men når ikke blot systemet er fornuftigt i sig selv – når man også forudsatte, at alle mennesker var fornuftige og at flertallet ville handle fornuftigt og ikke give sig i kast med nye sociale eksperimenter, der kunne lede tankerne hen på tidligere tiders paternalistiske og etatistiske stats- og styreformer, gjorde man en stor fejltagelse.

For som en steppebrand spredte andre idéer sig gennem samfundet; idéer, som i deres indhold var ikke blot reaktionære og ufornuftige, men tilmed overtroiske. De liberale filosoffer, der fuldt og fast troede på, at frie mennesker i et frit samfund også ville handle fornuftigt og ønske det frie samfunds beståen, måtte sande at de tog fejl. For hvad nyttede det at de kunne fortælle, at levestandarden rent faktisk også var stigende i takt med befolkningsvæksten, når den offentlige mening var en anden og langt mere marxistisk: At kapitalismen fører til større fattigdom for den såkaldte arbejderklasse.

Problemet hér var ikke så meget dét, at visse filosoffer, der kaldte sig liberale, argumenterede for indkomstkonfiskation og omdistribution (altså statsgodkendt tyveri med straf til dem, der ikke vil lade sig bestjæle) af pengene med det formål, at sikre masserne mere positivt defineret ”frihed”, men at de kapitalistiske filosoffer ikke tog ordentligt til genmæle og dermed lod den offentlige mening føre i retning af disse såkaldt social-liberale der, når alt kommer til alt, ikke var meget anderledes i deres mål end kollektivister i andre lejre.

Mange mennesker har gennem tiden stillet spørgsmålet:

”Er I nu også sikrer på, at denne indblanding i andre menneskers sager (forstået som disse menneskers ejendomsret og den måde de forvalter den på) ikke har nogen som helst påvirkning på produktionens størrelse? At det I faktisk gør er med til at hæmme væksten, frem for at forøge den?”

En opposition mod indblanding fra staten og mod konfiskation af ejendom og omdistribution er fuldt ud berettiget. Produktionen i et samfund er ikke uafhængig af den sociale og økonomiske orden. Staten kan ikke styre produktionen uden at dette kommer til at smitte negativt af på netop produktionen – og sådan er det ligegyldigt om den offentlige mening er enig heri eller ej.

Det frie samfund: Det hele starter med et citat

If one wishes to advocate a free society – that is, capitalism – one must realize that its indispensable foundation is the principle of individual rights.

If one wishes to uphold individual rights, one must realize that capitalism is the only system that can uphold and protect them.

And if one wishes to gauge the relationship of freedom to the goals of today’s intellectuals, one may gauge it by the fact that the concept of individual rights is evaded, distorted, perverted and seldom discussed, most conspicuously seldom by the so-called “conservatives”

Ayn Rand i artiklen “Man’s rights“, som findes i bogen The Virtue of Selfishness

Vil man se Kina bør man tage til Taiwan

Medens personer og virksomheder flokkes til Rødekinas (PRC) hovedstad Peking for at se den forbudte by og nyde et par feriedage på den anden side af jorden i en helt anden kultur, skal man ikke forglemme, at dét Kina man besøger, er en totalitær og kleptokratisk stat, hvor ét enkelt parti dikterer alt og tilmed endda (som The Economist berettede om for et par uger siden) har fået etableret en den-ene-tjeneste-er-den-anden-værd kultur, hvor lokale partibosser uforstyrret kan fratage andre mennesker deres jord og tilmed dræbe dem, uden at det har konsekvenser for dem selv.

Vil man se Kinas hovedstad bør man tage til Tai-pei (ROC); ikke Peking.

Her er i øvrigt en video af et mennesker der bliver slået ihjel af den kommunistiske stat:

Ytringsfriheden – det er jo hvad det handler om

TV, aviserne og alt for stor række blogs skriver om den her bog, som en tidligere soldat har skrevet om sin hverdag ved fronter verden over. Jeg er ved at brække mig over den selvhøjtidelighed, som landets større medier benytter sig af, når de farer til angreb på Politiken. For Thøger Seidenfaden har jo ret – for en sjælden gangs skyld.

I Danmark har vi et censurforbud; et forbud, som tilmed er en af de vigtigste paragraffer i Grundloven og har været det siden den blev indført. Med dette forbud har hverken forsvarskommandoen, forsvarsministeren eller statsministeren krav på at kunne forcensurere en bog – selvom det nu og engang er det, som man forsøger sig gennem et foreløbigt retsskrift i form af et fogdeforbud.

Systemet er baseret på en efterfølgende domstolekontrol. Og efterfølgende er det gyldne ord her. Domstolene tager stilling til en bog eller en hver anden ytring efter at den er frembragt; ikke før. Sådan er systemet og sådan er det bare. Er bogen farlig for statens sikkerhed? Så må Kammeradvokaten procedere på det og argumentere for sin sag, efter at bogen er trykt; ikke før. Og det samme gælder for Politikens oplag på bogen.

Forsvarskommandoen, forsvarsministeren og statsministeren har handlet komplet amatøragtigt i denne sag. Troede man virkelig, at man ville slippe af sted med at kunne udøve forcensur? Tilmed en art censur, hvor man ikke engang overfor forlaget ville fortælle, hvilke passager der var “problematiske”? Mente man virkelig, at man havde en blancocheck til bare sådan uden videre at kunne få et frit medium til at ændre i sit indhold og sine udgivelser?

Hertil kommer især de tv-baserede mediers noget perverse dækning af hele sagen. Ikke én eneste journalist, nyhedsoplæser og anden medieperson jeg har set, som har behandlet denne sag, har givet udtryk for nogen anden holdning, end den der har kunnet læses i pressemeddelelserne fra de tre ovennævnte myndigheder. Hvordan kan det være, at journlisterne, der lever af deres ytringsfrihed, nu mener det er okay, at den knægtes? Hvordan kan det være, at man har det okay med, at Politikens handlinger beskrives som et mediestunt? Var handlingerne da ikke mere end det?

Det er beskæmmende, at så mange danskere ifølge meningsmålinger mener, at man i en sag som denne, skal knægte ytringsfriheden. De mente ikke det samme under Muhammed-krisen – men den handlede jo også om en pervers religion og ikke om deres egen sikkerhedsfølelse… Dobbelmoral er en dejlig ting, hva’?

Ytringsfriheden er en af de sidste liberale bastioner i Danmark og enhver liberal mener selvfølgelig også, at statens forskellig myndigheder ikke skal udøve censur mod bogen.

Og skal vi så ikke sige, at den and nu er barberet.