Skal USA med i EU?

David Friedman har skrevet et interessant blogindlæg der indledes således:

In a recent discussion of E.U. legal issues, someone proposed a hypothetical—the U.S. joining the European Union. It occurred to me that reactions to that scenario provide an interesting slant on U.S. attitudes. To some, probably including a majority of those in the room, it sounds like a dream too good to be true. To others it sounds more like a nightmare.

Det bliver spændende at se, hvilke kommentarer, idéer etc. der kommer til blogindlæget. I skreven stund er der blog en, omend en af de gode:

While the idea of the U.S. joining the European Union is interesting, they wouldn’t have us. The U.S. government is far to fiscally reckless to be admitted to the EU.

To meget gode valg til såkaldte EU-topposter

Ja, så blev ham her valgt som formand for Det Europæiske Råd:

Og hende her som repræsentant for EUs fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik:

Herfra skal der blot lyde: 1000 tak for det! Intet ville havde været værre for EU, end hvis f.eks. Tony Blair havde fået formandsjobbet; dertil ville han nemlig være alt for dårlig til at holde mund og gøre som han fik besked på af de nationale medlemsstater.

Med hensyn til Catherine Ashton må man blot håbe, at hun bliver ligeså succesfuld (læs: en man ikke hører noget til what so ever) som Solana.

En fælt skuffende valgaften på en bodega i Århus

Hans Henrik Juhl (fra kopula.dk) og jeg selv besluttede her til aften at drage ned i den århusianske midtby, for at fejre valget i gode, borgerligt-liberale rammer. Ser De, jeg havde i går modtaget en e-mail hvori der stod, at liberalt-sindede mennesker, var inviteret ti l valgaften på bodegaen Søren Bruun – en bodega, hvor man vel og mærket må ryge. Det kunne vel ikke være bedre!

Ryget blev der også – jeg havde i dagens anledning rekvireret en pakke Caminande, som jeg ynder at ryge, når jeg ikke har Lille Aroma på hånden eller mener, at begivenheden trods alt er for højtidelig til at ryge normale cigaretter.

Rygningemulighederne – og de kolde Ceres Top! – til trods, må jeg alligevel indrømme, at jeg var fælt skuffet over hele arrangementet; allerede før jeg trådte ind af døren.

Historien er således: Hans havde hele dagen – også i går – talt om, at vi skulle ned til valgkampsarrangement hos Liberal Alliance. Jeg var som sådan med på idéen men skulle først med min kæreste til en såkaldt ”par-middag” hos nogle gode venner. Aftalen blev den, at Hans og jeg skulle finde en bus til Søren Bruun efter at par-middagen var vel overstået. Middagen var iøvrigt rigtigt god – den mandlige del af parret er kok! – og denne del af aftenen forløb helt som den skulle. Det var rigtigt hyggeligt. Da vi var færdige dér, mødtes vi med Hans og tog alle en bus fra Øgadekvarteret mod Frederiksbjerg. Efter at min kæreste var smuttet hjem til sig selv, begav Hans og jeg og til bodegaten.

Det var et trist syn der mødte os: Før vi kom trådte ind kunne vi se, at lokalerne – meget mod vores forventning – ikke bugnede af mennesker, som vi havde regnet med. Og indenfor så det heller ikke meget bedre ud.

I den fjerneste ende af lokalet sad der ganske vist nogle mennesker, som jeg enten kunne genkende fra plakater eller den gode, fornuftige, fortrinlige, kloge del af det liberale danske webmiljø. Der var måske også en eller to, som jeg ikke havde set før.

Da vi lidt havde forventet, at blive mødt af et vælg af mennesker, som gerne ville sige hej eller sådan noget, vidste vi ikke helt, hvad vi skulle gøre i situationen: Skulle vi gå ned og hilse og sige noget i retning af ”hej, vi havde hørt at det var her der var fest” eller skulle vi bare tage et bord for os selv – lige foran en gigantisk tv-skærm – og så drikke Århus-sæt (Ceres Top + Arnbitter) og så se, om den gode stemning bredte sig eller sådan noget.

Vi valgte det sidste. Måske var dét en fejl; jeg ved det ærlig talt ikke. Hvad gør man egentlig i en situation, hvor man møder mennesker som man godt ved hvem er, og de måske også godt ved hvem man er, men aldrig før har mødtes i virkeligheden?!?

Jeg oplevede noget lignende på en konference et sted i Nordsjælland for omtrent et års tid siden. Hvad pokker gør man i sådan nogle situationer?

Vi handlede som vi fandt bedst: Vi drak vores mange øl og blev til bodegaen lukkede! Hvilket den lille liberale gruppe ikke gjorde – de smuttede en halv time før end det blev annonceret, at Anders Samuelsen havde sikret sig selv en plads i Horsens Byråd.

I min verden var der hér tale om et arrangement, som havde et gevaldigt potentiale, men som alligevel døde. På vejen hjem talte vi meget om, hvordan man kunne forspilde en sådan chance for at møde andre ligesindede? Vi blev enige om – og fortæl os gerne, hvis vi tager fejl – at arrangementet var bygget op omkring et forkert præmis.

Vi havde forstået det således, at det var på Søren Bruun man skulle mødes, hvis man gerne ville følge kommunalvalget i Århus i selskab med andre såkaldt ”ultraliberale”. Istedet dukkede vi op til noget, der forekom som en en privat gravøl over en valgkamp, som man på forhånd mente var tabt.

Det må kunne gøres bedre. Det skal kunne gøre bedre!

Lidt fra de konservatives videoarkiv

Det Konservative Folkeparti har lagt en pokkers masse taler fra deres 2009 Landsråd ud på YouTube; hvilket faste læsere af både Jacob Hedegaards blog og Konservativ Reaktion vil vide. Da jeg ikke selv var til stede, kan jeg hverken foretage skamløs selvpromovering eller indlade mig på en længere kritik af de enkelte talere, og jeg vil i stedet fremhæve et par af de taler, som jeg synes er rigtigt fine — også selvom jeg ikke er enig i alt, hvad der bliver sagt.

1. Kasper Hülsen

2. Rasmus Jarlov (han nævner kryptonit!)

3. Jacob Hedegaard

Sjov valgvideo #3

Hermed et ganske mærkværdigt bidrag til kommunalvalgkampen fra Sciller Instituttets Venner, som, hvis jeg skal indrømme det, nok er den fedeste valgkampsvideo jeg længe har set:

Kapitalistkoen – husk den når du stemmer til kommunalvalget

Sjov valgvideo #2

Ja, den her skulle da også med; ikke så meget fordi den er sjov, men fordi den er sær:

Sjov valgvideo #1

Det her må nok være en af de underligste valgvideoer jeg har set i lang tid. Den er for en person, som hedder Anna Mee Allerskov fra Det Radikale Venstre, og hun stiller op til en eller anden kommunalbestyrelse et sted i Danmark.

Mindre offentlighed i det politiske arbejde er en dårlig idé

I noget af en overraskende nyhed i dagens Politiken kan man læse, at Folketingets Ombudsmand giver sin støtte til en indskrænkning af borgeres rettighed til aktindsigt i politiske dokumenter; dokumenter, der ligger til grund for de politiske forlig, der indgås imellem ministerier og de politiske partier.

Som borgerlig kan man kun være imod mere lukkethed, da mindre offentlighed fører til mindre gennemsigtighed, hvilket igen fører til, at store dele af den politiske proces holdes hemmelig. Hemmeligholdelse er ganske problematisk, fordi det fører til, at det politiske system i endnu højere grad end i dag, afsondres fra civilsamfundet.

Fra Venstre siger Kim Andersen:

Venstre har endnu ikke drøftet partiets holdning til kommissionens forslag, men retsordfører Kim Andersen mener, at forslaget umiddelbart er i orden, fordi “disse papirer er en del af en arbejdsproces i forbindelse med et forlig, og det vil være hæmmende for processen, hvis de er omfattet af aktindsigt”.

Og magen til sludder og vrøvl skal man lede længe efter.

Godt sagt af Kristian Jensen

Kristian Jensen, der til dagligt leder rigets største røverbande, er kommet galt af sted med en udtalelse, hvis man skal tro Hans Engell, Tom Behnke og et par personer fra Dansk Folkeparti. Skatteministeren kom nemlig til at sige, at han ikke mente, at borgerlige skulle stemme på hverken De Konservative eller Dansk Folkeparti i de kommuner, hvor de to partier har indgået aftaler med Socialdemokratiet fremfor med Venstre.

Jeg kan godt forstå at Kristian Jensen siger som han gør; og jeg er også enig i det han siger. Han har outet K og DFs lokalpolitiske hyklerier, og nu er Hans Engell og Tom Behnke pigesure. Det er de også i deres gode ret til; virkeligheden er nemlig grim, og man kan godt forstå, at de ikke ville have, at “nyheden” kom frem.

Hvis man som borgerlig stemmer på et parti, der kalder sig for borgerligt, men som har indgået valgforbund med socialisterne, så er man galt afmarcheret. Man er ikke borgerlig; men socialist, der gerne vil kalde sig borgerlig, men inderst inde ikke hader kommunalbestyrelsen indblanden nok.