Kapitalistkoen – husk den når du stemmer til kommunalvalget

Mindre offentlighed i det politiske arbejde er en dårlig idé

I noget af en overraskende nyhed i dagens Politiken kan man læse, at Folketingets Ombudsmand giver sin støtte til en indskrænkning af borgeres rettighed til aktindsigt i politiske dokumenter; dokumenter, der ligger til grund for de politiske forlig, der indgås imellem ministerier og de politiske partier.

Som borgerlig kan man kun være imod mere lukkethed, da mindre offentlighed fører til mindre gennemsigtighed, hvilket igen fører til, at store dele af den politiske proces holdes hemmelig. Hemmeligholdelse er ganske problematisk, fordi det fører til, at det politiske system i endnu højere grad end i dag, afsondres fra civilsamfundet.

Fra Venstre siger Kim Andersen:

Venstre har endnu ikke drøftet partiets holdning til kommissionens forslag, men retsordfører Kim Andersen mener, at forslaget umiddelbart er i orden, fordi “disse papirer er en del af en arbejdsproces i forbindelse med et forlig, og det vil være hæmmende for processen, hvis de er omfattet af aktindsigt”.

Og magen til sludder og vrøvl skal man lede længe efter.

Har alle ret til et dagligt bad?

Det er ikke sjældent, at lokaltv-stationerne og formiddagsaviserne har historier om, at ældre mennesker lever i kummer kår. Det er der ingen mennesker, som bryder sig om hverken at se eller høre.

For nyligt var der en historie om, at en lang række ældre mennesker ikke fik et dagligt bad. Især de socialistiske partier (S, SF, R og EL) kastede sig over historien, der jo netop var vand på deres mølle: Det står skidt til med velfærden i Danmark.

Men gør det det? Kan man egentlig sige, at det at få et dagligt bad, er en del af den danske velfærdsstat? Jeg er meget i tvivl her, og min tvivl kan deles op i tre punkter:

1.
For at kunne gå i bad skal jeg bruge vand. Vand koster penge både at købe og at aflede. Hvis jeg ikke betaler vandregnignen kan jeg ikke gå i bad. Men hvis dét at gå i bad er en rettighed, kan jeg så ikke bare sende vandregningen til staten?

2.
For at kunne gå i et bad skal vandet også være opvarmet. For at opvarme vandet skal jeg bruge brændstof til at varme vandet op. Hvis jeg ikke betaler for at få vandet varmet op, kan jeg ikke gå i varmt bad. Så hvis det er en rettighed at gå i bad, kan jeg så ikke også sende opvarmningsregnignen til staten?

3.
For at jeg skal få noget ud af badet, skal jeg have produkter til at vaske både min krop og mit hår i. Hvis det er en rettighed at gå i bad, kan jeg så sende regningen på disse produkter til staten?

Og sådan kunne man jo fortsætte – og det lyder jo helt galt, når man sådan lister det op. Ikke desto mindre, mener socialisterne her i landet, at folk har ret til ét bad om dagen.

Formålet med velfærdsstaten er ikke at alle mennesker skal serviceres af offentligt ansatte dag ind og dag ud, men at der er et såkaldt socialt sikkerhedsnet, der sikrer alle mennesker en adgang til visse basale services: Primært lægebehandling; en beskeden pension som supplement til den, man selv har sparet op; uddannelsesinstitutioner osv. Med andre ord, en række “bløde” services, i modsætning til de “hårde”: Vejskilte, politibetjente, forsvaret og en smidig offentlig sektor med korte sagsbehandlingstider.

At sige at dét at få et dagligt bad, er en del af dét at have et socialt sikkerhedsnet, synes jeg udvidder ordet “sikkerhedsnet” ufatteligt meget; så meget, at snart sagt en hvilken som helst ting, ville kunne omfattes. Lidt polemisk kunne man spørge: Skal man så også have ret til sex 2 gang om ugen, og et blowjob 2 gange om måneden? Det ville da være dejligt; men hvilke offentlige ansatte skulle stå for at det skete?

Netop de offentlige ansatte er vigtige når det kommer til badet. For når socialisterne siger, at alle skal have et bad om dagen, forudsætter de jo netop, at det er offentligt ansatte, som skal assistere de ældre personer når de skal bades.

Havde vi ubegrænsede resourcer ville det ikke være noget problem. Men vi lever ikke i en Star Trek-verden, hvor ressourcer ikke er begrænsede. En hvilken som helst stat er altså tvunget til at prioritere, fordi alle ved, at man ikke kan blive ved med at hæve skatterne – og hvis du mener noget andet, så lav en Google-søgning efter Laffer-kurven!

Vi vælger politikere, så de kan prioritere. Vi må stole på deres prioriteter. Hvis der skal bruges flere penge på X skal der bruges færre penge på Y. Sådan vil det altid være.

Så hvis socialisterne gerne vil have, at alle mennesker skal have et bad om dagen, så må de lave en liste. En liste, hvor de selv kan skrive deres navne på og selv, i deres fritid, møde op hos de ældre og bade dem. Det belaster ikke det offentlige system – og dem der bader folk, har gjort noget, som de selv mener er en god gerning.

Dét er en god løsning. Frivilligt arbejde organiseret i af det, man kalder civilsamfundet.

 

Altid ministerens ansvar – aldrig gerningsmandens

“Det er samfundets skyld” synger TV-2. Kunne noget mon være mere 1990′er-agtigt! For det er sørme ikke samfundets skyld længere – det er ikke os alle sammen, som længere skal stille til ansvar, når noget ikke udarter sig, som de gode intentioner ellers dikterer.

Nu om stunder handler det ikke om at man udviser et dårligt samfundssind, er klasseforræder eller en forpulet egoistisk individualist. Folk fra alle samfundslag – fra den lille individualistiske lejer til den store kollektivistiske – mennesker, der enten forguder Agatha Christie eller elsker at gnave sig igennem Sjöwald &  Wahlöe ser ud til at stimle sammen omkring et nyt mantra: Det er ministerens skyld.

Danmarks Radio har kunne konstatere, at en række supermarkedskæder har solgt fordærvet kød.

Det er et problem; fordærvet kød kan være dødbringende og det er noget, som alle mennesker kan være enige om, er en dårlig ide at sælge. Det eneste man kan bruge det til er, at fremstille hunde- og kattefodder af.

Har man afsløret hvem de nederdrægtige slagtere er? Vist deres billede og udstillet dem, som de plattenslagere og dårlige håndværkere, alle kan se at de er? Nej.

Man er gået til ministeren. Det er hendes skyld, hedder det sig, at der ikke er en god nok fødevarekontrol. Hendes og ingen andres.

Jeg ved ikke, om en fødevarekontrol nogensinde ville kunne garantere kødkøberne ikke-fordærvet kød. Jeg tror det ihvertfald ikke; og jeg vil gerne se et bevis for, at et statsligt kontrolorgan nogensinde har kunnet skabe 100% vished på det område, organet kontrollerer. Ja det skulle da lige være, at Fødevarestyrelsen selv fattede kniven og slagtede svinet!

Man kan sagtens sige, at Fødevarestyrelsen har været ugrundige. Det har de selv erkendt. Fair nok, det er også kun et kontrolorgan. De kan ikke være alle steder på alle tider.

Problemet står på den anden side af skranken i delikatessen. Det er slagteren der har foretaget den handling, som vi alle mener er så forkastelig. Ham, og ham alene. Der er ingen der har tvunget ham til at sælge fordærvet kød – havde han fået en ordrer, kunne han bare have anmeldt sin arbejdsgiver.

Så sort-hvidt er det faktisk: Ingen som helst dansk slagtermester har været tvunget til at “forædle” sit kød. De har gjort det af egen fri vilje.

Hvorfor er det så, at ministeren skal have skylden? Hun har ikke gjort noget forkert. Hun har ikke instrueret sine embedsmænd i ikke at opdage fordærvet kød. Tværtimod har betaler hun embedsmænd penge for at finde det fordærvede kød. Ministeren kunne da umuligt have gjort mere.

Hvorfor skal hun have skylden? Hvorfor har TV-Avisen, aviserne og ikke mindst det floskulært patetiske TV2-News igen-og-igen kørt historier om det her emne, uden at fokusere på gerningsmændene?

Jeg undrer mig over den kultur, jeg mener er ved at opstå. En kultur, hvor det ikke handler om at det er samfundets skyld; eller den enkelte skadesvolders skyld. Skylden ligger altid hos en politiker; the buck stops here.

70 kr for en pakke cigaretter? Mogens Lønborg vil have mere statslig prisstyring

Både Politiken og 180grader.dk har i dag historien om, at den konservative magistrat/borgmester i København Mogens Lønborg (i visse kredse kendt som Løgnborg) mener, at prisen for en pakke cigaretter skal fastsættes af staten til en rund 70 krone.

En lang række varer, som forsøder vores hverdag er underlagt en indkrekte statslig priskontrol. Snapsen var mig bekendt det første som blev afgiftsbelagt med det formål, rent faktisk at få færre til at drikke det; hvilket for en sidebemærkning er absurd, nå nu snaps er et så vidunderligt produkt. Cigaretterne og øl’en er også afgiftsbelagt efter en lignende devise.

Devisen er som følger:

Hvis der ikke var nogle afgifter men blot moms, ville nydelsesmiddel X koste 10 kr i kiosken nede på hjørnet. Nydelsesmiddel X er imidlertid en substans, som er forbundet med visse risici at indtage; således er der en potentiel fare for, at nogle af de virksomme stoffer i nydelsesmiddel X kan fører til en række sygdomme, som på sigt kan føre til dødsfald. Derudover har nydelsesmiddel X den “bivirkning”, at dens indtagelse får det lokale hvori den indtages til at få en sær – omend midlertidig – duft; som sætter sig i tøjet og – tror nogen – fører til tømmermænd. Derfor må man som ansvarlig politiker udvise ansvarlighed og mandsmod: Der indføres en afgift på produktet, så det nu koster 100 kr. at købe.  Prisen er nu så høj, at den ligger over en vis offergrænse. Vil man købe nydelsesmiddel X skal man m.a.o. ofre en forholdsmæssigt for stor del af sin øvrige formue på at købe det; en formue, der også kunne bruges på mælk, tøj og varige forbrugsgoder.

Hvad end priskontrol er direkte eller indirekte mødes den af et problem: Danmark er omgivet af andre lande. Selvom disse andre lande skulle have lignende statsstyrede priskontroller er der en chance for, at prisen i bare et af landende vil være lavere end den danske.

Er prisen på nydelsesmiddel X således lavere i Tyskland end i Danmark vil man, når omkostninger i forbindelse med hjemtagelsen er taget i betragtning, med fordel kunne foretage sine indkøb i Tyskland fremfor i Danmark – når blot man køber nok.

Den danske stat kunne selvfølgelig forsøge på at indføre en told-kontrol ved grænsen; men takket være det Schengen kan det ikke være en varig løsning.

Og det er netop det, som den konservative Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen god ved. Og det er godt. For så er han da ihvertfald lidt fornuftig. I modsætning til Mogens Lønborg.

Prisværdig beskrivelse af kræverdanmark

Fra den modsatte side af gadekæret kommer der en vidunderlige beskrivelse af den danske krævermentalitet. Således kan skribenten “A.O.” på Konservativ Reaktion berette om debatten der efterfulgte et foredrag, forestået af en liberal person, som med begrædelig tydelighed afsluttedes samme sted, som så mange andre debatter af denne slags: På det jævne, på det jævne.

Om monarkens rolle i samfundet

Den britiske konge George III er nok mest kendt for sin sindsygdom, som nutiden har tilskrevet lidelsen porfyri. Han var også konge på tidspunktet for de britiske kolonier i Amerikas uafhængighedskrig, ligesom det var under ham, at kongerigets nok klogeste premierminister gennem tiderne, William Pitt (den yngrer), besad den reelle magt.

I denne måske mest spændende periode af britisk historie (1760-1820) var der stor debat i tiden omkring 1780-1883 om, hvad man skulle gøre med kongen, som på dette tidspunkt var ramt af sin sygdom særligt hårdt. Kronprinsen ville gerne have magten; det samme ville den folkelige oratør Charles Fox, der indgik en koalition med Lord North, som havde været øverstkommanderende på den britiske side i kampen mod de amerikanske kolonister. Kongen var imidlertid ved at være kureret for sine lidelser og sammen med Pitt fik han sine fjenders angreb afværget så han selv kunne forblive konge, og Pitt premierminister.

Det var på denne tid, at den desværre temmelig glemte filosof Richard Price udtalte følgende vise ord om monarkens rolle i samfundet:

I rejoice, sir, in your recovery. I thank God for his goodness to you. I honour you not only as my king, but as almost the only lawful king in the world, because the only one who owes his crown to the choice of his people. May you enjoy all possible happiness. May God shew you the folly of those effusions of adulation which you are now receiving, and guard you against their effects. May you be led to such a just sense of the nature of your situation, and endowed with such wisdom, as shall render your restoration to the government of these kingdoms a blessing to it, and engage you to consider yourself as more properly the servant than the sovereign of your people.

Bail-outs – nu også til forbrugere med flekslån

Finanskrisen ser ud til at have cementeret et billede i vores hjerner af, at staten, hvis noget skulle “gå galt” i økonomien, nok skal komme til undsætning. Det er selvfølgeligt heller intet under; efter Lehman Brothers kollapsede i USA har politikere og kommentatorers pladeren til fordel for såkaldte “bail-outs” været en fast, oftest implicit, del af jargonen, når samtalen har gået på især banksektoren og lånemarkederne.

Da krisen var på sit højeste – altså dengang, hvor ingen talte om andet – udgav Institute of Economic Affairs i London en publikation kaldet “Verdict on the Crash: Causes and Policy Implications“, som primært handlede om hvorvidt man skulle give staternes regeringer og parlamenter en del af skylden for finanskrisen. Konklusionen var, at det kunne man – og i samme ombæring blev myten om, at krisen primært skyldtes “grådighed” godt og grundigt demonteret, som det fatamorgana det er.

Publikationen, som jeg også omtalte i et indlæg dengang den udkom, rummede også en fremtidsforudsigelse: At det eksisterende corporate finance-regime står for fald, og vil blive/er blevet erstattet af et system, hvori virksomheder, når de er blevet “to big to fail”, ikke får lov til at gå konkurs.

Med andre ord vil konsekvensen af et sådant system være, at en virksomhed, der har tilstrækkeligt mange ansatte eller er aktiv på bankmarkedet, kan have en ledelse, der træffer ufornuftige, irrationelle eller direkte dumme beslutninger, der skader virksomheden — men uden at det vil komme til at få nogen som helst effekt på virksomhedens eksistens. Staten kommer nemlig med en “bail-out”-pakke.

Et system hvor Peter bærer det fulde ansvar for Pouls fejl er dumt. Det eroderer det, man med et populært-politisk begreb kan kalde “det personlige ansvar” og hvad værre måske er: Det tvinger mennesker, som rent faktisk har handet fornuftigt og været sig selv ansvarsbevidste, til at betale for hele gildet. Jeg må gentage: Det er dumt.

Men det har åbenbart ikke kun været virksomhederens finansieringssystem, som er blevet påvirket af krisen. TV2 NEWS meddeler i dag, at også private danske borgere med rentetilpasningslån er overbeviste om, at staten nok skal gribe ind, hvis renten skulle stige alt for meget:

“Der har desværre bredt sig en helt forkert opfattelse af, at regeringen griber ind, hvis renterne igen bliver for høje, i stil med det, den gjorde i efteråret. Men sandsynligheden for, at det sker igen, er forsvindende lille, og man risikerer derfor en situation, hvor der bliver tager alt for store risici, siger cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian.

Man kan kun være enig i at det er meget beklageligt, at folk tror, at staten vil bærer ansvaret for ens egene tåbelige låneaftaler. Men kan man virkelig fortænke folk at have denne holdning ?

Doktorforsvar om politiske partier

Den 23. oktober er der et doktorforsvar på Jura, Aarhus Universitet, som måske vil blive spændende. Det handler om de politiske partier.

View this document on Scribd

Hvad du skal gøre når politiet standser din bil, vil inden for eller kigge i dine lommer

På sin blog henviser Jacob Hedegaard til en video, som jeg har lagt mærke til er dukket op også på Facebook i løbet af det seneste stykke tid og som er en optagelse fra et foredrag med en eks-forsvarsadvokat-nu-juraprofessor, som taler om, at man aldrig skal tale med politiet. Videoen er god.

Her er en anden video i samme bolgade; omend en noget længere en af slagsen og så endda lavet som en slags hjælp-til-selvhjælp. Den er rigtigt god og især den del der handler om, hvad man gør hvis politiet standser en i en bil, vil jeg gøre brug af, hvis det en dag skulle ske.

Videoen er amerikansk, men en del af strategierne kan fint bruges herhjemme.