Sasha Renate Bermann over på Damefrokosten skriver, hvad jeg har sagt hele dagen:
Ønsker man vitterlig at styrke det mellemstatslige, bør man overveje om parlamentet ved næste traktatsreform, ikke bør nedlægges til fordel for en styrkelse af medlemsstaterne.
Anledningen er selvsagt den behandling, som den danske justitsminister blev mødt med i Europa-Parlamentet, da han – i øvrigt så vidt jeg vurderer, med sit retsgrundlag i orden – fastslog, at den videre udvikling af Schengen-dimensionen i EU ville blive styret fra Rådet.
For de der ikke ved det, er Rådet (alias “ministerrådet”) sammen med Det Europæiske Råd (alias “topmøderne”) de to institutioner i EU, der repræsenterer medlemsstaternes interesser: I Rådet mødes EU’s ministre indenfor hver deres ressort og når de ikke mødes, mødes højtstående embedsmænd indenfor deres ressort; mens medlemsstaternes stats- og regeringschefer mødes i Det Europæiske Råd.
Danmark har p.t. formandskabet, men formanden for Det Europæiske Råd er Herman van Rompuy.
Noget af det mest naturlige i en organisation er, at der vil være magtkampe. Det er der også i EU: Både interne i de enkelte institutioner og mellem institutionerne. Europa-Parlamentet er i denne sammenhæng lidt at betragte som et uønsket stedbarn; det var ligesom prisen, for at forholdet kunne komme i stand. I det store spil om magten, er Europa-Parlamentet derfor reduceret til at gøre, som det gjorde i dag: Kæfte op og sige ukvemsord ad mennesker, der repræsenterer formandskabet.
Imens kører de rigtige institutioner videre: Barroso vil som formand for Europa-Kommissionen (der repræsenterer det overstatslige element i Unionen (altså de politikområder, hvor Folketinget og Regeringen ikke er kompetent til at træffe lovlige beslutninger (alene)) selvsagt gerne have mere magt. Den eneste person i verdenshistorien, som fik magt og som ikke ville have mere, var den romerske politiker Lucius Cornelius Sulla; og Barroso er ingen Sulla (dér vil nogen nok sige heldigvis). Anyhow, så er det i Barrosos egeninteresse, at få så meget magt han kan, på bekostning af van Rompuy. Van Rompuys interesse er selvsagt den samme, bare med omvendt fortegn.
Bemærk de seneste mange tiltag i forbindelse med EU’s finans-/redningspolitik; hvem har indgået de aftaler og iværksat de tiltag? Det har medlemsstaterne selv, bl.a. i form af ”Eurogruppen” – assisteret af van Rompuy. Kommissionen har været inde over, men alle tiltag annonceres af enten en stats- el. regeringschef; van Rompuy eller en kombination af begge.
Det er her jeg kommer tilbage til dagens begivenhed: De spørgsmål der reguleres i Schengen-systemet har vist sig at være realpolitisk vigtige i de enkelte medlemsstater. Antager vi, som jeg mener det er sandt, at der er sket et skred i EU’s magtbalance således, at magten er begyndt at trille væk fra Europa-Kommissionen og over mod (og tilbage til) medlemsstaternes repræsentanter i Rådet og Det Europæiske Råd, så er justitsministerens handling hverken ekstraordinær eller dadelværdig.
At Jens Rohde, Bendt Bendtsen og Morten Løkkegaard så kan få sig selv op i det røde felt over dét, tja, det skal de jo. Alt andet ville ikke være i deres, eller deres institutions, egeninteresse.
* Jeg bliver nødt til at have et lille forbehold i forhold til ordet “tilbage” i overskriften. Ret beset tager medlemsstaterne ikke magten tilbage; i så fald ville det jo havde været det danske folketing, der i praktisk fik overdraget en kompetence. I stedet flytter man magt fra et forum over i et andet – hvor man har bedre styr på processen.
