
Man skal ud i de snævre jura-kredse før man mødes af en genkendende nikken, når man, af den ene eller anden grund, trækker retsfilosoffen Joseph Raz ind i samtalen.Det er trist; og nok en konsekvens af den alt for kortfattede omtale, vedkommende gives i de retsteoretiske lærebøger, som udgør pensum på de juridiske uddannelser. – Lærebøger, der (tillad mig at generalisere) alt for let fokuserer på juridisk-teoretisk nytænkning, der er mere end 60 år gammel.
Joseph Raz har skrevet nogle fantastiske bøger og tidsskriftsartikler om alt fra aftaleret til retlig legitimitet; bl.a. The Authority of Law, som jeg – med dårlig samvittighed må indrømme – endnu ikke er kommet helt igennem. Hans indgangsvinkel er positivistisk og han konklusioner derfor, som jeg ser det, mere virkelighedsnære (især for os, der lever i civilretssystemer) end andre væsentlige alternativer.
Politisk/moralsk kategoriserer han sig selv som ”liberal” (udtalt på engelsk); en række af hans konklusioner i The Morality of Freedom er dog klassisk liberale. Havde han fokuseret mere på social retfærdighed ville jeg, på disse punkter, kategorisere ham som en bleeding heart libertarian. Det ved jeg i øvrigt ikke, om han ville bryde sig om.
Hvorom alt er, så er jeg netop faldet over denne videooptagelse fra et 1½-time langt foredrag, som Raz gav på Library of Congress. Jeg har ikke selv set det helt igennem, så jeg holder mig fra at kommentere det nærmere. Titlen på foredraget er:Sovereignty & Legitimacy: On the Changing Face of Law, Questions and Speculations.
Aside: Raz’ behandling af positivismen er i sig selv værdifuld. Men hvad nu, hvis man kombinerede hans opfattelse af, hvad autoritet, ret og moral er, med Randy Barnett’s rets-polycentrisme. Hvis dét projekt kunne stables på benene ville man, umiddelbart, stå med en retsteoretisk silver bullet. Food for thought.