Hver eftermiddag, siden jeg begyndte at abonnere på nyheder fra Den Europæiske Unions nyhedstjeneste, har jeg været voldsomt underholdt. Et efter et, tikker der nyheder om stort og småt ind på min Google Reader – og underholdende, dét er det for det meste. For intet er som bekendt for småt til den store “stat”.
Tag f.eks. Europa-Kommissionen, som har henstillet til Italien, at Europa-Parlamentet og Rådets Direktiv 2010/30/EU af 19. maj 2010 om angivelse af energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger skal implementeres. I al sin enkelthed har Italien ikke pålagt de italienske virksomheder at mærke energiforbrugende forbrugsgoder efter den EU-godkendte energiklassenomenklatur. Jeg kan egentlig godt forstå italienerne. Energiklasserne har ikke i sig selv til formål at sænke energiforbruget; istedet skal de blot gøre forbrugerne “bevidste” om energiforbrug i al almindelighed. Læg dertil, at skalaen er håbløs (- i stedet for at revidere skalaen løbende, har man for vane bare at tilføje flere +’er til A’et) og at overgangsomkostningerne kommer forbrugeren selv til skade, og man forstår egentlig udmærket, at Italienerne vælger at prioritere anden lovgivning højere.
Europa-Kommissionen er også på nakken af Belgien, fordi en af delstaterne har formastet sig til, at gøre det mere attraktivt (gennem et fradrag i personindkomstskatten) for personer, bosiddende i Flandern, at investere deres penge i venture-fonde. Kommissionen mener det er diskriminerende, at mennesker, som slet ikke betaler skat til Belgien, ikke kan udnytte fradraget…
Belgiens nabostat Luxembourg mærker også til Kommissionen: Hér har man nemlig formastet sig til at kræve, at udbetaling af en SU-lignende støtteordning kræver, at man rent faktisk bor i Luxembourg. Det mener Kommissionen – i øvrigt i tråd med praksis – er diskriminerende mod familiemedlemmer til EU-borgere, der arbejder i Luxembourg. Så dén ordning vil man selvfølgelig have afskaffet.
På det økonomiske område er Kommissionens handlinger egentlig paradoksale. Bevares, man arbejder indefor et legalitetsprincip, men ikke desto mindre er det påfaldende, at man i den sydlige del af Europa prædiker vækst og anstændighed i forvaltning af de skatteindbetalte midler, mens man i Nord har det fuldstændige modsatte holdning.
Sidst, men ikke mindst, informerer EU’s antisvindelskontor OLAF om, at man har beslaglagt 1,2 mio. cigaretter nær EU’s østgrænse. I en retlig kontekst er der selvfølgelig tale om et toldretligt spørgsmål; men ser man på økonomien og incitamenterne bag vil man opdage, at det omtalte smugleri og sortbørshandel netop er en konsekvens af bl.a. tobaksafgifterne.
