Henriette Kinnunen fra Cepos skriver konkret om det retssikkerhedsmæssigt betænkelige i skatteministerens nye planer om såvel åbne skattebøger for virksomheder og omvendt bevisbyrde i sager om privatpersonrs køb af håndværkerydelser.Hun har selvfølgelig ret.
Men det værste ved det hele er, at jeg sagtens kan tænke mig til tiltag, der ville krænke retssikkeheden på skatteområdet endnu mere end Thor Mögers gør det; og hvis jeg kan dét, så vil jeg ikke drømme om, hvad de udtrænker i departementet.
Kinnunen skriver:
Uanset hvordan man vender og drejer det, så er både forslaget om åbne skattebøger for selskaber og elektroniske betaling af sin håndværker udtryk for, at der er ved at ske et retssikkerhedsmæssigt paragdigmeskifte indenfor skatteretten. Fremover er man ikke længere uskyldig indtil andet er bevist. De nye forslag betyder tværtimod, at både virksomheder og borgere i udgangspunktet anses for at have medvirket til ulovligheder, medmindre de på offentlige hjemmesider og elektroniske arkiver kan vise noget andet.
- jeg mener, at hun er for tilbageholdende. Dét skred hun omtaler er ikke ved at ske. Det er sket eller sker her og nu. Måske ikke i lovgivningsteksten; men mentalt: I departementet, som udtænker de smarte planer, blandt de folkevalgte lovgivere, der som bekendt ikke lovgiver men blot blåstempler, samt – og dét er det værste af det hele – blandt de helt almindelige mennesker, på hvem Anders Fogh Rasmussens “kulturkamp” ikke havde nogen virkning og som mener det enten er “helt fair” eller bare er fuldkommen “ligemeget”, så længe det er “de rige” det går ud over.
Der har mere end nogensinde været behov for en kulturkamp i Danmark.
Kan man overhovedet tale om retssikkerhed på et område som skat når SKAT selv definerer spillereglerne – måske ikke 100 %, men langt hen ad vejen.
SKAT bryder lovgivningen og agerer gang på gang med omvendte bevisbyrder og efter selvopfundne ulovhjemlede principper, tag bare realitetsgrundsætningen som eksempel.
Et for SKAT ekstremt nyttigt instrument, der under visse forudsætninger nærmest tangerer til at være en generel misbrugsbestemmelse.
Realitetsgrundsætningen er selvopfundet og har ikke nogen hjemmel, og det er på et område hvor lovhjemmelen er skærpet i grundloven(§ 43). Et typeeksempel på hvordan SKAT kan være opfindsomme når der optræder sager, som er imod deres egen retfærdighedssans i henhold til hvem, der skal betale skat og hvem, der ikke skal.