En konservativ undladelsesforbrydelse – eller direkte medvirken?

Peter Kurrild-Klitgaard har med sin artikel “Kontraktpolitik, kulturkamp og ideologi 2001-2011” givet den villige og interesserede læser af politik, ideologi og nok også historie, et solidt overblik over VK-regeringens idépolitiske udvikling. Centralt i behandlingen står partiet Venstre, Danmarks Liberale Parti og dettes Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen.

Det dokumenteres, bl.a. gennem citater, hvorledes Anders Fogh Rasmussens personlige udvikling på det ideologiske felt har ført til, at partiet ikke med al rimelighed kan siges at være det samme parti, som dét Anders Fogh Rasmussen overtog i 1998. Kontraktpolitikken og kulturkampen var centrale termer, der på godt og ondt i både form og indhold kom til at lægge retningen for Fogh Rasmussen-regeringerne – så meget kom de til at betyde, at Fogh Rasmussen selv mistede herredømmet over dem og lod sig rive med.

Artiklen fik mig til at tænke på især Det Konservative Folkepartis rolle i det hele; og den fik mig til at tænke tilbage på strafferetten og begrebet undladelsesforbrydelser. En undladelsesforbrydelse er noget man begår, når man ikke iagttager en handlepligt; f.eks. hvis man passerer et legehus, der står i flammer og undlader at hjælpe det lille barn, der er inde i huset, ud, selvom det skriger på hjælp.

Repræsentanter for Det Konservative Folkeparti har i både VK-regeringens år og efterfølgende talt meget om, at de er repræsentanter for skattelettelser, borgerligheden, anstændigheden og de klassiske dyder. De gjorde tit og ofte opmærksomme på, at en given finanslov havde ”konservative fingeraftryk” og at der helt generelt var flyttet såkaldt ”konservative hegnspæle” (hvad så end det må være!) Det var klart, at de mente, at der var en forskel på dem selv og så på Venstre; at man hos de Konservative kunne få en mere ren og klassisk borgerlige vare. Eller var det egentlig det?

De Konservative var en del af det praktiske folketingsflertal og sad i Hendes Majestæts regering.  De kunne, hvis de havde villet det, kræve meget mere af Venstre end de fik. Men dét havde selvfølgelig gået ud over netop kontraktpolitikken.

Det er dét der får mig til at tænke på det med undladelsesforbrydelserne. Kan man med en vis rimelighed sige, at De Konservative har begået en politisk undladelsesforbrydelse ved gentagende gange at tale om hvad man vil gøre – og så ikke have gjort noget alligevel. Og hvis man kan sige dét, er det så derfor, at de straffes så eftertrykkeligt for tiden? Min umiddelbare fornemmelse er, at det har noget på sig. Men spørgsmålet er, om det ikke stikker dybere; at De Konservative ikke blot undlod at handle da de kunne – men i fuld bevidsthed om konsekvenserne spillede med på Venstres sats; win or lose.

Peter Kurrild-Klitgaard skriver særligt om De Konservative, at det:

”[i]kke desto mindre er … bemærkelsesværdigt, at ledende Konservative trods tale om skattelettelser aldrig er gået i rette med Venstres afstandtagen til klassiske borgerlige mærkesager – og faktisk gang på gang er kommet med udmeldinger, der i hvert fald ikke kan ses som fremmende for den kulturkamp, Fogh Rasmussen oprindeligt efterlyste.”

Og han fortsætter:

”Connie Hedegaard og Per Stig Møller sammenlignede i 2008-09 begge en principiel tilslutning til fri markedsøkonomi med en dogmatisk tro på planøkonomi, og Lene Espersen afviste i sin grundlovstale 2010 et forslag om et skattetryk på 40 pct. og en offentlig sektor på størrelse med, hvad den var i 1990erne, med et samfund, »hvor alle er deres egen lykkes smed og fanden tager de sidste «. Selv i skattepolitikken insisterede Konservative politikere igen og igen, at ændringer skulle være »socialt ansvarlige«.”

Efter det seneste folkeringsvalg har en række fremtrædende konservative på skrift og i tale forsøgt at tørre VK-periodens resultater af på Venstre. Det skal de også have lov til; men kun et stykke ad vejen. For når alt kommer til alt, så var de vidende om det kursskifte der skete. De accepterede det og de handlede ud fra det. Skåltalerne om det lavere skattetryk blev stadig holdt, men når rødvinsrusen havde lagt sig var mandsmodet væk. Dét er De Konservatives virkelige forbrydelse; man har ofret sig selv for andres idealer. Så meget endda, at idealerne er blevet ens egne.

Det er begyndt

Henriette Kinnunen fra Cepos skriver konkret om det retssikkerhedsmæssigt betænkelige i skatteministerens nye planer om såvel åbne skattebøger for virksomheder og omvendt bevisbyrde i sager om privatpersonrs køb af håndværkerydelser.

Hun har selvfølgelig ret.

Men det værste ved det hele er, at jeg sagtens kan tænke mig til tiltag, der ville krænke retssikkeheden på skatteområdet endnu mere end Thor Mögers gør det; og hvis jeg kan dét, så vil jeg ikke drømme om, hvad de udtrænker i departementet.

Kinnunen skriver:

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er både forslaget om åbne skattebøger for selskaber og elektroniske betaling af sin håndværker udtryk for, at der er ved at ske et retssikkerhedsmæssigt paragdigmeskifte indenfor skatteretten. Fremover er man ikke længere uskyldig indtil andet er bevist. De nye forslag betyder tværtimod, at både virksomheder og borgere i udgangspunktet anses for at have medvirket til ulovligheder, medmindre de på offentlige hjemmesider og elektroniske arkiver kan vise noget andet.

- jeg mener, at hun er for tilbageholdende. Dét skred hun omtaler er ikke ved at ske. Det er sket eller sker her og nu. Måske ikke i lovgivningsteksten; men mentalt: I departementet, som udtænker de smarte planer, blandt de folkevalgte lovgivere, der som bekendt ikke lovgiver men blot blåstempler, samt – og dét er det værste af det hele – blandt de helt almindelige mennesker, på hvem Anders Fogh Rasmussens “kulturkamp” ikke havde nogen virkning og som mener det enten er “helt fair” eller bare er fuldkommen “ligemeget”, så længe det er “de rige” det går ud over.

Der har mere end nogensinde været behov for en kulturkamp i Danmark.

Anti-dumping-regler (video)

Cato Institute, der er en af de tænketanke, hvis arbejde man bør følge, har lavet en video, der forsøger at fortælle, at såkaldte anti-dumping-regler er forkastelige, fordi de skader det de er sat i verden for at gavne.