RAF-regeringen og Grundloven

Ex-punditokraten Peter Kurrild-Klitgaard har gjort sig den ulejlighed at forfatte et blogindlæg for prins Knud… så at sige. Om RAF-regeringens (for)tænkte grundlovsreform tilmed; en reform, der uden støtte fra hendes danske majestæts (især i dette tilfælde) loyale opposition, både skal grundlovsfæste velfærdsstaten, indføre svenske tilstande på Amalienborg og så knytte grundlovsstærke bånd på forholdet mellem Danmark og EU. Alt sammen tilmed i et sprog, så selv en 5-årig kan være med.

Problemet…

…kan anskueliggøre det på denne måde: Siden 1953-grundloven har vi i Danmark haft 13 folkeafstemninger om i alt 16 emner – om alt muligt og under forskellige regler. Men af disse har det kun for seks af 16 emner været muligt at mobilisere både et flertal og så mange ja-stemmer, som en grundlovsændring ville kræve: Valgretsalder på 20 år (1971), EF-medlemskab (1972), Indre Marked-pakken (1986), Maastricht/Edinburgh-aftalerne (1993), Amsterdam-traktaten (1998), og kønslig ligestilling i tronfølgen (2009). Hvad kendetegner succeserne? At der har været ofte næsten enstemmig, parlamentarisk opbakning bag forslagene – og at der ofte har været synlige og kontante fordele.

Symptomatisk

Det er symptomatisk for den tid vi lever i, at webredaktionen på Morgenavisen Jyllands-Posten stiller følgende spørgsmål i en netafstemning:

Historien, der ledsager afstemningen, handler kort fortalt om, at RAF-regeringens finanslovsforslag budgeterer med flere penge til mennesker med mange børn således, at de ikke “straffes” for at have formeret sig.

Var Danmark et katolsk land ville jeg måske have haft en smule forståelse for idéen, som på sin egen fordelingsmæssige facon er familie- og formeringsfremmende, når nu den giver familier et økonomisk incitament til at blive større; ligesom idéen ikke ligger fjernt fra de mange amerikanske skatterabatter, familier med mange børn dér kan opnå. Men til forskel fra det amerikanske rabatsystem, så er den danske “børnecheck” netop en såkaldt social rettighed og ikke, som det er tilfældet i på den anden side af atlanten, et fradrag i indkomstskatten – og dermed, en formindskelse af den portion af årsindkomsten, staten opkræver til sig selv. Bevares, lidt vendt på hovedet kan man godt sige, at børnechecken har virkning som en skatterabat/-lettelse; men på den anden side vil det være noget sludder, qua det sociale rettighedsaspekt.

Men hvor er det, at webredaktionen går galt i byen? Jo, det gør de det øjeblik de skriver: “ikke mister penge”. For, hovsa!?! Kan man miste noget, man ikke har?

Borger.dk skriver om børnechecken:

Hvis du opfylder betingelserne, behøver du ikke at søge om at få børne- og ungeydelse, når du får børn, ydelsen bliver automatisk overført til din NemKonto i kvartalet efter, at du har fået dit barn.

Børnechecken er sagt lidt gammeldaws et almisse, som staten godhjertet giver bort (vi ser et øjeblik bort fra de åbenlyse vælgerbestikkelsesmotiver, det til enhver tid værende folketing måtte have) til alle der kvalificerer sig. Når det tidligere parlamentariske flertal ændrede børnechecken førte det ikke til, at store børnefamilie “mistede penge”; de fik bare færre, end de havde gjort hidtil. Det er ikke det samme. Igen: Man kan ikke miste noget, som man ikke har.

Det med de bredeste skuldre

Når et medlem af den politiske klasse begynder at tale om ”social retfærdighed” kan man som oftest regne med, at det er fordi, vedkommende har brugt op af arsenalet af konkrete og måske fornuftige argumenter og i debatten må søge ly i skyggen af et begreb, der vækker konkrete følelser om medmenneskelighed, medlidenhed osv., men som samtidig ikke er mere forpligtende end en tur på toilettet.

Denne blog har tidligere bemærket, at ”social retfærdighed” er et luderbegreb og tilmed et billigt et af slagsen: Uden nogen synderlig høj pris, kan det benyttes næsten som man ønsker det – og når man er færdig med at bruge det, står det til rådighed for andre:

Problemet med “social retfærdighed” er, at man aldrig vil kunne blive enige om, hvad der er socialt retfærdigt. Nok er der visse situationer, der er så lidt ønskværdige, at en forebyggelse eller lindring har en moralsk-imperativ karakter; men fortæller det os egentlig noget om, hvorvidt denne uønskede situation er socialt uretfærdig?

Taler du og jeg om social retfærdighed, taler vi om forskellige ting. Vi tænker begge på konkrete situationer og vi vil aldrig kunne blive enige om, hvad der rent faktisk skal forstås ved begrebet. Den ene af os vil altid gå længere end den anden.

”Social retfærdighed” er derfor, i alle de former begrebet fremstår i, et flygtigt begreb, der aldrig vil kunne bruges som en standard for videre debat om noget konkret.

I dagens Berlingske Tidende kan man læse en kronik af Eva Agnete Selsing om hvad social retfærdighed er. Det er en helt glimrende kronik, der søger at fortolke og eksemplificere begrebets indhold for derigennem af gøre det mere brugbart. Hun får point allerede for forsøget! Et lille uddrag lyder:

at social retfærdighed betyder ’mere omfordeling,’ at social retfærdighed i denne betydning altid er godt, og – på tautologisk vis – at jo mere omfordeling, desto mere retfærdighed er der. Men der findes faktisk andre syn på, hvad ’social retfærdighed’ vil sige. Det kunne eksempelvis være, at man var af den opfattelse, at det ikke er socialt retfærdigt, når det såkaldte ’fællesskab’ tager de fleste af de penge, den enkelte selv har tjent. Man kunne sågar, fra borgerlig fløj, indvende, at social retfærdighed vil sige, at ’fællesskabet’ har tilstrækkelig respekt for den enkeltes ejendom til at lade vedkommende beholde mere af den.

Eller, med modsat fortegn, at det er socialt uretfærdigt, at staten med sin inkassovirksomhed konfiskerer så store dele af vores indkomster, at der ikke er meget tilbage til at vi selv kan indrette os, som vi gerne vil. Hævder man dette i den offentlige debat, kan man være sikker på at få en byge af indignerede anklager om egoisme og manglende solidaritet tilbage i synet.

… og det bliver bedre!

Video: Demokrati og flertalsstyre

Ved et tilfælde faldt jeg over Academic Earth; en hjemmeside, der samler en række videooptagede forelæsningsrækker fra selv prominente amerikanske universiteter og interessante – og for nogen velkendte – forelæsere. Efter at have snuset lidt rundt i videoarkivet så jeg, at professor Ian Shapiro‘s forelæsningsrække The Moral Foundations of Politics var tilgængelig – alle 25 forelæsninger, af omkring 50 minutters varighed hver.

Efter at have set et par af videoerne igennem må jeg overordnet sige, at jeg er meget tilfreds. Der er hist og her nogle ting han godt kunne have gjort mere ud af – men sådan er det jo altid, når vi som mennesker skal prioritere. Nedenforstående video handler om demokrati og flertalsstyre – og kommer bl.a. ind på social choice-teori, medianvælgerteori og (negativ) utilitarisme.