Ex-punditokraten Peter Kurrild-Klitgaard har gjort sig den ulejlighed at forfatte et blogindlæg for prins Knud… så at sige. Om RAF-regeringens (for)tænkte grundlovsreform tilmed; en reform, der uden støtte fra hendes danske majestæts (især i dette tilfælde) loyale opposition, både skal grundlovsfæste velfærdsstaten, indføre svenske tilstande på Amalienborg og så knytte grundlovsstærke bånd på forholdet mellem Danmark og EU. Alt sammen tilmed i et sprog, så selv en 5-årig kan være med.
Problemet…
…kan anskueliggøre det på denne måde: Siden 1953-grundloven har vi i Danmark haft 13 folkeafstemninger om i alt 16 emner – om alt muligt og under forskellige regler. Men af disse har det kun for seks af 16 emner været muligt at mobilisere både et flertal og så mange ja-stemmer, som en grundlovsændring ville kræve: Valgretsalder på 20 år (1971), EF-medlemskab (1972), Indre Marked-pakken (1986), Maastricht/Edinburgh-aftalerne (1993), Amsterdam-traktaten (1998), og kønslig ligestilling i tronfølgen (2009). Hvad kendetegner succeserne? At der har været ofte næsten enstemmig, parlamentarisk opbakning bag forslagene – og at der ofte har været synlige og kontante fordele.
