Så var der endelig en der spillede Connie Hedegaard-kortet. Kim Ege Møller, der er PR-konsulent, skrev på sin blog hos Jyllands-Posten i går, at Det Konservative Folkeparti stadig har ”masser af potentiale” og at dette potentiale kan forvandles til politisk magt ved næstkommende folketingsvalg, hvis og såfremt partiet 1) nydefinerer sin politik og 2) gennemfører et generationsskifte. Sidstnævnte bør, mener Kim Ege Møller, resultere i, at Connie Hedegaard kommer hjem og ”genrejser det kuldsejlede parti.”
De Konservative bryster sig som bekendt af sit stærke bagland, og der kan ikke være megen tvivl om, at netop spørgsmål om både fornyelse og persongalleri, i de fora, har været diskuteret tilbudsgående både før og efter valget. – Og at Connie Hedegaard i nogle kredse ses som en regulær frelser er der ikke noget nyt. Med min egen fortid i partiet og en af de omkringliggende organisationer er det dog min klareste overbevisning, at der ikke er noget ”quick fix” på partiets problemer – og at personspørgsmålet ikke er det største af disse.
To dage før valget skrev ph.d.-stipendiat og konservativ rådmand Mie Harder, at De Konservative ikke havde leveret varen. Dén konklusion var nærmest givet på forhånd. De katastrofalt dårlige meningsmålinger blev kun trumfet af et endnu værre resultat. Ifølge Mie Hader havde De Konservative ladet Liberal Alliance være eneudbyder på markedet for liberal-kapitalistisk idépolitik og det ville man komme til at se på det endelige valgresultat. Således kunne Liberal Alliance tilbyde vælgerkorpset en pakke bestående af lige dele frihed, klar tale og en økonomisk politik, der med sin rationalitet og dokumenterbare gavnlige effekter (alt andet lige) virkede langt mere tiltalende, end De konservatives bullshit og inkonsistens. Sidstnævnte glimrende illustreret ved kvasi-alliancen med Det Radikale Venstre; De Konservatives naturlige fjende. Netop denne alliance blev af Peter Kurrild-Klitgaard beskrevet som determinanten for partiets valgresultat.
Det interessante hér er ikke så meget hvad partiet gjorde eller kunne havde gjort i valgkampen, som hvad det kommer til at gøre her i tiden efter. Grunden til det er, at der fortsat ikke er klarhed om partiets linje – og at en sådan klarhed ikke er at skue i horisonten.
For hvad er Det Konservative Folkeparti egentlig? Læser man partiets holdningsprogrammer igennem finder man hurtigt ud af, at man som konservativ tror på ”organismen”, eller med andre ord forestillingen om, at samfundets enkle dele er afhængig af hinanden for at kunne fungere; at der ikke eksisterer frit svævende individer. Sådan med samfundet, således også med partiet. Men passer det også?
Selvfølgelig ikke. Enhver konstruktiv politisk debat – også den om De Konservative – må tage udgangspunkt i en metode, der er individualistisk: Alle handlinger udføres af mennesker. ”Samfundet”, ”partiet” eller andre kollektive enheder kan ikke handle af sig selv. Hvorfor? Fordi det ikke er muligt.
Derfor er det interessant når Peter Kurrild-Klitgaard opstiller en trebenet figur over fløjene i Det Konservative Folkeparti. Personerne på disse fløje former partiets politik og tegner det udadtil; de er ansvarlige for, at partiet klarede sig så dårligt – og det er ligeledes dem, der må tage det på deres skuldre at genrejse det – eller lukke og slukke.
Først og fremmest er der de socialkonservative; partiets venstrefløj, personificeret ved Per Stig Møller og Lars Barfoed, som ikke har det fjerneste imod at samarbejde bredt over midten og som inderst inde mener, at partiet af natur bør være Danmarks bredt favnende folkeparti. Det eneste der egentlig adskiller dem fra Det Radikale Venstre er det nationale sindelag og forsvarspolitikken.
Dernæst er der de nationalkonservative, der f.eks. er repræsenteret ved Årsskriftet Critique og det hedengangne tidsskrift Nomos. Det er mennesker, der noget floskulært tror på Gud, Konge og Fædreland og som gerne tager den ideologiske kamp mod partiets tredje fløj: De liberal-konservative.
Denne tredje fløj består af mennesker, der dyrker frihedsidealet og som er kapitalister ind til benet. Vælgersegmentet er delt med Liberal Alliance – og der er givet vis adskillige tidligere konservative, der har stemt på netop dette liberale parti den 15. Grunden til at de liberal-konservative stadig føler et tilhørsforhold til De Konservative kan skyldes mange ting; men principielle ideologiske overvejelser har i hvert fald ført til, at de ikke betragter sig selv som (rene) liberale. Et fælles kendetegn synes at være en afstandtagen til den rene liberalismes argumentationsmæssige udgangspunkt i 1700-tallets rationalistiske rettighedsbegreber og den deraf følgende tro på, at snart sagt alle politiske spørgsmål kan besvares gennem logisk deduktion fra et selvejerskabsprincip. For den liberal-konservative er verden mere kompliceret; og uden han måske selv ved det, støtter han sig til empirismen og skepticismen. Han betragter sit ideologiske ståsted som en konsekvens af verden som den er – set i forhold til, hvordan den bør være. Ikke omvendt.
For at citere Peter Kurrild-Klitgaard: ”Dét er De Konservatives stor dilemma i en nøddeskal igennem mange år: At hver gang man prøver at gå den ene vej, gør man sig uvenner med cirka 1/3 af sin historiske koalition. Og det var det, der skete denne gang–igen igen, bare værre.”
Når et parti som De Konservative kan være i intern uenighed om f.eks. fri hash, årsagerne til finanskrisen, bankpakkerne, kultur-kanonerne, burka-spørgsmålet, multikulti-cirkuset og ikke mindst Den Europæiske Unions rækkevidde, så har det et problem.
Ideelt set burde spørgsmål af den karakter være løst ved et holdningsprogram. Det er de i princippet også for De Konservatives vedkommende. Ikke desto mindre er det eksisterende holdningsprogram så forældet og uden kant, at de færreste tager det skrevne ord seriøst.
I sin tid som formand lancerede Lene Espersen det idépolitiske oplæg ”Fremtiden er Konservativ”, der på sigt skulle være partiets nye holdningsprogram. Den bedrift fortjener hun den største ros for. Desværre, kan man så sige, viste det sig, at udkastet fremfor at være konkret, fremstod som ”a riddle, wrapped in a mystery, inside an enigma,” med et indhold, der var mere proto-socialistisk end markedsorienteret og som overordnet set var hæmmet af en logik, hvis flossethed sprang i øjnene. Adskillige af de oprindelige medforfattere kunne slet ikke genkende det de havde skrevet og indsendt til partiet, efter folketingsgruppen havde haft det til gennemsyn. Skønne spildte kræfter.
Men Kim Ege Møller, i det ovenfor nævnte blogindlæg, rammer plet nå han konstaterer, at De Konservative har behov for et politisk ståsted. Jeg vil endda sige det så skarpt, at De Konservative har behov for ét politisk ståsted. – Så må det som udgangspunkt være ligegyldigt, hvilken af de tre fløje der får mest igennem på den konto. Konsistens – politisk og logisk – bør ikke være en mangelvare hos et seriøst politisk parti.
Derfor havde det været oplagt, om Lars Barfoed, i kraft af den magt og vælde partiformandstitlen giver ham, havde lagt sig an på en forandringsproces, der rent faktisk kunne føre til politisk fornyelse. Om ikke andet, så i det mindste for at få afklaret styrkeforholdet de tre fløje imellem. Men hvad gjorde Lars Barfoed ovenpå valget? Han benægtede, benægtede og benægtede.
I en kronik i Jyllands-Posten kan man således læse, at De Konservative både har en identitet og eksistensberettigelse. Som det hedder: ”Det Konservative Folkeparti har en lang og betydningsfuld historisk baggrund… Vi værner om de værdier, som generationer før os har bygget op, og vi bygger videre på dem i det samfund og de fællesskaber, vi giver videre til de kommende generationer.” Dette, krydret med et par omskrevne citater fra den konservative almanak, var hvad det kunne blive til. Partiet er, får vi at vide, et ”borgerligt centrum-højreparti, der både sociale, liberale og nationale værdier”. Så, skabte Lars Barfoed klarhed? Nej, tværtimod! Det var bare mere af det samme.
Med sin kronik er det min klare overbevisning, at Lars Barfoed har gjort sit parti en bjørnetjeneste. I stedet for at udnytte en oplagt lejlighed, lod han stå til. Elefanten er stadig i rummet. Større og mere lyserød end nogensinde før.
Heldigvis for Lars Barfoed selv, kom han ikke helt så dårligt ud af ugen, som Per Stig Møller. For hvor Lars Barfoeds kronik højst kan beskrives som halvhjertet, så kunne Per Stig Møllers ditto i Berlingske Tidende den 21. september på det nærmeste kategoriseres som halvhjernet. I denne kronik gravede Per Stig Møller blot De Konservatives krav endnu dybere; som da han i ramme alvor hævdede, at konservatismen er den eneste tilbageværende ideologi. Socialismen og kapitalismen dødede i hhv. 1991 og 2008, får vi nemlig at vide. Børsens egen Christopher Arzrouni var da heller ikke længe om at pille Per Stig Møllers absurditeter fra hinanden – svært kan det heller ikke havde været.
For mener man oprigtigt, at kapitalismen og især socialismen ikke lever i bedste velgående den dag i dag, så lider man af virkelighedsfornægtelse i en helt alvorlig grad. Hvis det er den nye folketingsgruppes holdning, at der ikke er nogen problemer overhovedet – at man bare skal fortsætte som hidtil, så tegner det ikke godt for partiet. – For med et så ukorrekt og uafklaret ideologisk udgangspunkt kan selv ikke en trænet abe få løftet De Konservative over de magiske 10 %.
