- Image via Wikipedia
Det er ikke hver dag man præsenteres for en artikel som den af Helle Krunke i seneste nummer af magasinet Juristen: “På sporet af en ny tid i forfatningsretten” er en afskrift af en tiltrædelsestale, afgivet på Københavns Universitet i forbindelse med forfatterens udnævnelse til professor i forfatningsret.
Således er det Helle Krunkes holdning, at ”forfatningsretten er nært knyttet sammen med den politiske virkelighed og kontekst, som er under stadig forandring” og at der derfor i danske statsforfatningsret (som vi rettelig bør kalde emnet) er indbygget et dynamisk element, der over tid ændrer det trykte ords betydning. Dansk statsforfatningsret ”europæiseres” og ”globaliseres” således, og vi skal forstå, at særligt EU-retten, Menneskerettighedskonventionen og ikke mindst demokratismen (en ideologi der ukorrekt fremhæver, at demokratiske beslutninger har større retlig gyldighed end ellers legale ikke-demokratiske; udviklet af socialdemokrater i velfærdsstatens yngre år) er om ikke retskilder i statsforfatningsretten, så noget tæt derpå.
Ja, i det hele taget sidder man efter at have læst artiklen tilbage med en følelse af, at en given bestemmelse har statsretlig relevans og betydning, så snart Højesteret eller en mellemfolkelig domstol har afsagt dom i henhold til selvsamme.
Det er selvfølgelig vås og politik. Heldigt for Helle Krunke er det, at der også er skrevet meget vås om dansk statsforfatningsret før hendes tid; så alene, det er hun ikke.
Helle Krunke ser det som sin mission i rollen som professor ved Københavns Universitet, at causere over ”den politiske virkelighed”. Derved forlader hun den faste grund og bevæger sig endog et godt stykke ind i statskundskaben. Det er der i sig selv ikke noget forkert i; når bare man kan finde tilbage. Jeg har mine tvivl om, hvorvidt Helle Krunke formår den opgave.
I det hele taget har jeg min tvivl om, hvorvidt man kan blive klogere på dansk statsforfatningsret ved at anskue den i lyset af internationale institutioner og disses regelsæt.
Dansk statsforfatningsret har til enhver tid været præget af stærke holdninger og interesser, som over de seneste 110 år er søgt videreformidlet gennem artikler og lærebøger. Statsforfatningsretten får derved en slagside – til fordel for centraladministrationen, folketinget, domstolene og nu senest det internationale samfund.
Dette lands nok mest ærlige stykke statsforfatningsretlige litteratur er den (alt for korte) Statsforfatningsret, som udgives af DJØFs forlag. Bogen – der var det første egentlig værk på området, jeg læste – hæver sig over øvrige værker ved i en udpræget grad at favorisere Danmarks Riges Grundlov – på bekostning af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, FN, EU-Domstolen og alle de andre institutioner, som Helle Krunke mener, indgår i en politisk virkelighed med statsretlig relevans.
Ingen statsforfatningsretlig redegørelse har dog – når alt kommer til alt – virkelig ramt dér, hvor det virkelig gør ondt og læseren sidder tilbage med en følelse af, at det der skrives, bare er 100 % rigtigt og udenfor enhver rationel debat. En sådan redegørelse forudsætter nemlig, at forfatteren har kendskab til law & economics – og er villig til at gøre brug af dén metode. Det lader ikke til, at nogen har denne vilje – og jeg forventer det heller ikke af Helle Krunke.
