Nu blogger jeg også fra Borsen.dk

Jeg har fået den ære at blive såkaldt VIP-blogger på Borsen.dk og det er jeg meget glad for og stolt over. Så fremover kan De forvente også at kunne læse indlæg fra denne hånd på Børsens hjemmeside.

Med hensyn til graden af kryds-posting af blogindlæg er har jeg tænkt meget over, om alle indlæg herfra bloggen også skal blogges videre på Børsens blogplatform og omvendt, men det mener jeg ikke nødvendigvis er en helt fair løsning. Derfor er det indtil videre planen, at jeg krydsposter blogindlæg fra Børsen-bloggen hér på bloggen, men ikke omvendt. Dét skyldes først og fremmest en forudindtagelse jeg har om, hvem der læser Børsen, men også en desværre alt for lang liste over tekniske forhindringer, som Børsens bloggingplatform står overfor.

Helle Thorning strammer kontrollen – og det er der intet galt i

Helle Thorning-Schmidt vil ifølge Berlingske Tidendes oplysninger stramme grebet om embedsmandsværket, skulle hun komme til at sidde med til bords ved de hemmelige statsrådsmøder efter næstkommende folketingsvalg. Dette strammede greb vil, ifølge samme avis’ oplysninger, manifestere sig i form af ansættelsen af flere politiske rådgivere og dannelsen af et nyt såkaldt ”samordningsministerium”, der, så vidt jeg kan se, kommer til at minde ganske meget om det britiske Cabinet Office.

Fra regeringspartiernes side møder planen ikke overraskende kritik; sådan skal det jo være. – Og ligeså lidt overraskende møder planen opbakning fra en skare af statskundskabskyndige professionelle, der ganske sikkert øjner muligheder for at studere nye magtstrukturer i det politiske landskab. Ja, overraskende er det faktisk heller ikke, at de danske medier helt ensidigt vælger at fokusere på de politiske rådgiveres aktuelle og ikke mindst kommende stilling i forhold til regeringsarbejdet; for det er jo ganske belejligt at skyde disse ikke-permanente og politisk ansatte embedsmænd fordækte motiver i skoene, ikke sandt? Rent faktisk er der ikke rigtigt noget, der er overraskende i alt det her. Heller ikke engang, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti går med sådanne idéer. Jo, det eneste overraskende skulle da lige være, at Venstre og Konservative ikke har luftet lignende idéer tidligere!

For centraladministrationen i Danmark er en sjov størrelse: Hvert enkelt ministerium udgør sit eget hierarki, med en såkaldt ansvarlig minister allerøverst og derefter departementschefen og så fremdeles nedad i pyramiden; alle under ministeren udøver sine beføjelser på ministeren vegne på samme måde, som havde ministeren selv taget del i forretningerne. Sådan er det i hvert fald i princippet. For det er ingen hemmelighed, at der rent faktisk sker en vis samordning ministerierne imellem på indtil flere niveauer, ligesom statsministeren har et overordnet ansvar for de øvrige ministres handlinger. Med andre ord har vi her i landet en centraladministration, der retligt set er karakteriseret ved en nogenlunde ligetil ansvarsfordeling imellem minister og embedsmænd, men som i virkeligheden er karakteriseret ved en på de øverste niveauer tværgående samordning.

Når nu de enkelte ministres handlinger i virkeligheden samordnes, hvad skulle en minister så bruge en politisk strateg, en politisk kommunikationsperson eller en politisk analytiker til? Hvorfor denne inflation i den politiske stabsfunktion? Svaret kunne jo være, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, med den påståede styringsmodelplan, forsøger at skabe større legitimitet omkring den faktiske styringsform? Det er nærliggende at tro, at dette faktisk er målet med idéen og med reference til planen om et samordningsministerium, synes det næsten åbenlyst at være det, der er tilfældet.

Det følger af ministeransvarlighedsloven, at de enkelte ministre er ansvarlige i strafferetlig henseende for handlinger, der er udført af embedsmændene længere ned i hierarkiet. Det er egentlig en temmelig skrap ordning og man kan sagtens forstå de ministre der har ment, at tilsynsbyrden har været næsten umuligt at løfte. Alligevel ser især medierne skævt til en minister, tage for aktiv del i ministeriets gøren og laden: Tag nu transportministeren, der – nok mere tydeligt end nogen anden minister i denne regering – har taget aktiv del i arbejdet med at få styr på de kollektive transportformer. Han har saneret bureaukratiet og har ikke været bange for at give ordrer til de selskaber, som han ”ejer”. Som skatteborger klager jeg bestemt ikke; men medierne, de ser skævt til det – for det er jo ikke normalt. Der må jo være noget rivende galt!

Ja, ministeransvaret er en sjov størrelse: For har embedsmændene lavet rav i den, og er det sket uden ministerens personlige deltagelse, risikere den stakkels minister alligevel at blive holdt ansvarlig for disse menneskers handlinger overfor den halv-politiske rigsretsinstitution. Tag nu ikke fejl: Ministeransvaret må og skal være et ansvar, der rammer hårdt. – Men deri ligger også en betydelig uretfærdighed: For hvilke konsekvenser har embedsmændenes ulovlige handlinger for embedsmændene selv? En case in point er Tamil-sagen, der havde forbløffende bløde konsekvenser for de implicerede embedsmænd.

I en politisk verden som den danske, hvor der ses skævt til ministre, som tager del i og hvor embedsmænd – der i mange tilfælde er bedre aflønnede end deres politiske chefer – nærmest automatisk friholdes for konsekvenser af deres egne retsstridige handlinger, er det åbenlyst i politikernes egeninteresse, at der kommer en bedre orden på forholdene.

Man kunne, som det også er foreslået af en række tidligere politiske rådgivere, indføre et mere fornuftigt ministeransvarssystem, der fjerende noget af den faktiske ansvarsfrihed, embedsmændene nyder; og det burde helt sikkert overvejes. Indtil dét sker, kan man bare ikke rigtigt tillade sig at have noget imod, at politikere etablerer strukturer, der strammer grebet om embedsmændene, når nu formålet er at styrke ledelsen og derved minimere ministeransvaret.

Bemærk: Dette indlæg er oprindeligt udgivet på borsen.dk

Lib Dems – kritikere eller aktører

Tony Blair skriver i sin politisk biografi A Journey om Liberal Democrats:

When it came right down to it, they were happier as critics than as actors. As time went on and I became more convinced we needed radical solutions to welfare and public services, not to say law and order issues, they gravitated naturally and contentedly towards an opposing position. The dream of getting them to reunite social democracy faded … Iraq was such a massive point of disagreement, and became such a huge recruiting and campaigning bonus to the Lib Dems, that after it our relations soured completely. It was a pity, but probably inevitable. To begin with, I thought that the sheer force of a reasonable position, reasonably argued, would win the day. Over time you learn that this is not so; change brings opposition, and opposition is much easier to advocate than change.

Det er ikke blevet nemmere.

Fri vilje – frit valg

Center for Politiske Studiers Henrik Gade Jensen har forfattet et ganske godt blogindlæg om det frie valgs vigtighed og begrænsninger; med reference til Mie Harders snart-kommende forbrugertænketank Forbrug & Liv og Christel Schaldemoses idiosynkrasier om samme emne. Som sagt er det et ganske godt blogindlæg, og Henrik kunne næsten havde stoppet med at skrive, da David Hume-citatet var skrevet:

Moral vækker følelser, som skaber eller forhindrer handlinger. Fornuften er helt afmægtig i den henseende

Men han fortsætter, og det gør egentlig heller ikke noget:

Vi må derfor holde fast i princippet om det frie valg, ikke fordi vi er i stand til faktuelt at foretage ’frie’ valg og det er heller ikke idealet. Vil vi vide alting, før vi handler, så ender det i handlingslammelse og spleen…

Konklusionen er også lige i skuffen og, mere vigtigt, korrekt:

Selvom princippet om det frie valg er det eneste værdige for mennesker, kan det godt virke frustrerende og i ekstreme enkelttilfælde sundhedsødelæggende for den enkelte. Men til gengæld virker det frie valg effektivt, når mange foretager det gentagne gange. Der findes intet alternativ til markedet som sorteringsmekanisme for gode og dårlige produkter og menneskets sunde sans er som ikke så dårlig endda.

Et emne, som Henrik desværre ikke kommer forbi i sit blogindlæg (direkte, i hvert fald), er netop den frie viljes/det frie valgs betydning for det, man på moderne dansk kalder entrepreneurship, og som er så vigtigt for personlig lykke og samfundsmæssig vækst.

Prisen for en slave i 2011: 480 kr.

Alt andet lige fører et forøget udbud til lavere priser. Dét er nydeligt illustreret ved grafikken til højre og det er netop også hvad der er sket på markedet for menneskeslaver, hvis man skal tro CNN. Nyhedsmediet, som har startet et såkaldt Freedom Project, der løber 2011 ud, har til formål at sætte fokus på den tiltagende handel med menneskeslaver – for derigennem at modvirke udviklingen:

The modern-day slavery expert explained to CNN that the current $90 rate for a human slave is actually at an historic low. Two hundred years ago, a slave cost about $40,000 in today’s money. The reason for this price slide: a massive boom in the world’s population, especially in developing countries, has increased the supply of “slaveable” people.

Ifølge CNN’s kilder, der kommer fra Den Internationale Arbejderorganisation, lever der for tiden – i 2011 – et sted imellem 12 og 30 millioner slaver verden over. At tallet ikke er mere præcist forklarer CNN ikke nærmere; men det her er jo heller ikke noget, som man fører såkaldt officielle statistikker om. Gisninger er det således, men der er ikke umiddelbart nogen grund til, at man ikke skulle tro på tallene; selvom det dog ikke kan blive andet og mere end en trossag.

I grunden kan jeg ikke forestille mig, at der skulle være den store uenighed om, hvordan man definerer “en slave” og “slavearbejde”. Hvis man dog alligevel skulle være i tvivl, kan jeg i flæng henvise til Robert Nozicks Anarchy, State & Utopia, der kommer ind på det, ligesom en række andre liberalistiske værker også behandler problemet med slaveri - i alle dets afskygninger - og, liberalistiske som værkerne er, tager afstand fra idéen og praksisen.

Når jeg alligevel strejfer definitionsspørgsmålet hænger det sammen med, at en organisation som Den Internationale Arbejderorganisation selvfølgelig har et mål med at medvirke i noget, som CNN’s Freedom Project: Man vil sætte fokus på arbejdsmiljøet i særligt de asiatiske stater og fremme fagforeningsarbejdet dér. Dermed siger jeg ikke, at organisationens gisninger er “forkerte”; som i “mere forkerte end bare almindeligt spekulative”. Det hele kommer bare an på, hvordan de selv definerer slaveri – og en sådan definition har jeg ikke selv kunnet finde på CNN’s hjemmeside. For det kunne jo være, at Den Internationale Arbejderorganisation operede med en anden definition af slaveri end den gængse? Spekulerer jeg…

Men hvad end tallet er ændrer det ikke på det moralsk-imperative i, at slaveri ikke bør finde sted. Hverken hér eller dér. For slaveriet vidner om en menneskeopfattelse, der er så langt fra den liberale, som den overhoved kan være. – En menneskeopfattelse, som sætter nogle menneskers værd højere end andres og i kraft heraf forhåner liberalismens etiske fundament: Selv-ejerskabet.

Næsten ligeså slemt er det, at udbuddet af slaver er steget så meget, at det velsagtens næsten ikke kan betale sig at “vedligeholde” dem efter de er købt. Går slaven i stykker skal der, alt andet lige, være nogle tungtovervejende grunde til at få den repareret, frem for blot at købe en ny. Det lyder måske en anelse kynisk, men netop vedligeholdelsessynspunktet er relevant, da men med dette i hånden har kunnet dokumentere, at slaveforholdene i USA før borgerkrigen ikke var helt så slemme, som eftertiden gjorde dem til (- slemme, det var de dog!).

En særlig vinkel på slaveriproblemet er den såkaldte trafficking, hvor mennesker sælges og købes til sex-slaveri. Det er godt at se, at CNN kategoriserer trafficking som slaveri og ikke, som de røde danske feminister og anti-sexarbejde-personer gør det: Som almindelig prostitution. Dette skal ikke være et indlæg i den danske debat for og imod sex-arbejde; men man må til stadighed påpege, at der er forskel på netop sexarbejde (der er frivilligt) og sex-slaveri (der er ufrivilligt).

Skulle man være interesseret i at se nogel af de indslag, som CNN allerede har lavet om menneskeslaveri, kan man gå ind på linket til projektet ovenfor.