Video om WikiLeaks-konkurrenten OpenLeaks

WikiLeaks-organisationen, der efter eget udsagn er en non-profit-medieorganisation, bedriver virksomhed med formidling af informationer, som konkrete whistleblowers har overdraget til organisationen. Selvom WikiLeaks har løse samarbejder med udvalgte medieorganisaitoner offentliggører organisationen også selv det origniale kildemateriale på sin egen hjemmeside. – I ucensureret og uredigeret form.

Det er der efter min mening nogle problemer med, af etisk karakter. – Og det er jeg ikke ene om at mene: Tyskeren Daniel Domscheit-Berg, der er eks-talsmand for WikiLeaks, trådte i januar 2010 ud af WikiLeaks og dannede i januar i år organisationen OpenLeaks, som i visse medier er blevet kaldt en konkurrent til WikiLeaks. Det er det dog ikke.

OpenLeaks omtaler sig selv, som

[A] well-intentioned bunch of people with an idea. We met through varying circumstances, as isoften the case, and like most web-based groups, we live here, there, everywhere, and nowhere.

Bag de lidt nede-på-jorden men alligevel også lidt højtidelige ord gemmer der sig en organisation, der måske på overfladen har samme (del)mål som WikiLeaks — nemlig offentlighed i forvaltningen — men som alligevel er noget helt andet: For i modsætning til WikiLeaks modtager OpenLeaks ikke selv det kildemateriale, som en whistleblower ligger inde med. Istedet har organisationen et system, der viderebringer kildematerialet til enheder, institutioner og andre, der besidder de kompetencer der skal til, for at kunne sortere materialet, så det ikke bare fremstår som en flod af ord og sætninger, løsrevet fra enhver sammenhang.

I en video forsøger OpenLeaks nu at forklare principperne bag sig selv:

- Og dét synes jeg egentlig er et meget smart og sympatisk system.

Surt opstød nr. 1: Velfærdsordninger i al almindelighed og efterløn i særdeleshed

Ikke nok med, at de fleste dansker er håbløst ukvikke; de mener simpelthen også, at den nuværende ordning med statsstyrede velfærdsordninger er en forudsætning for fremtidig vækst og velstand. – Og jeg tænker skam ikke blot på den alt for store mængde danskere, der ufatteligt uklogt kunne finde på at stemme på et af de mere rendyrkede socialistiske partier (Socialdemokraterne, SF, på sin vis Radikale og så partierne for de håbløse tosser: Enhedslisten og Dansk Folkeparti); jeg tænker skam også på de mennesker, der råt æder de hyggelige lystløgne om velfærdsstatens ”gode sider” fra Venstre, Konservative og faktisk også Liberal Alliance i sig.

Grunden til at der er statsstyrede velfærdsordninger er ikke, at disse ordninger er gode for samfundet. På hvilke måder skulle de være gode på? Med dét statslige helvede af et bureaukrati, som vi kalder sundhedsvæsnet, behøver vi selvfølgelig ikke tænke videre over, hvilke ydelser vi kunne blive afhængige af engang i fremtiden. Det samme med fattighjælpsordningerne, som er der, når der er behov for dem; eller folkepensionen og efterlønnen, som nærmest betragtes som en form for belønning for igennem en halv menneskealder at have betalt (høje) skatter. Hvis det er et gode for samfundet, at statsmagten aktivt virker for, at vi som mennesker skal tage så lidt stilling som muligt til, hvordan vi ønsker at indrette vores fremtid, så er velfærdsordningerne en succes; men en succes af den slags er nu blot en maske for fiasko.

Velfærdsordningerne er der ikke fordi der er behov for dem, men fordi ordningerne, hver især og på deres helt egen måde, tjener til at bestikke en interessegruppe. – Og sådan må det nødvendigvis være i et demokratisk system med begrænsede ressourcer: De mennesker der har mest at vinde ved en statslig ordning, har også det største incitament til at sikre, at ordningen gennemføres, bibeholdes og udbygges. Beslutningstagerne har en interesse i at blive og vedblive med at være beslutningstagere.

Systemet er det svært at ændre på; men når virkeligheden banker på døren viser behovet for ændringer sig. – Om end det nogle gange manifesterer sig i nogle lidt sjove sager, som for eksempel efterlønsafskaffelsesspørgsmålet.

For i det store hele, hvad betyder det så egentlig, at afskaffe efterlønnen. Batter det virkelig noget, når nu ordningen ”kun” fylder lidt under 22 mia. – i et offentligt budget på 1000 mia. — Finansloven kan læses i Lovtidende B.

Fra Finanslov 2011

Efterlønnen er et problem fordi det er en usolidarisk ordning, der er baseret på, at nogle af mine penge overføres til andre mennesker, der har valgt, at de ikke længere selv vil tjene deres egne. Den er et problem, fordi den er baseret på en fuldstændig absurd idé om, at man som lønmodtager skulle være berettiget til at få en belønning for, at have arbejdet på arbejdsmarkedet; som om, at man ikke havde fået løn gennem hele sit arbejdsliv. Men helt generelt er efterlønnen et problem, fordi ordningen er statsfinansieret; det vil sige, finansieret af alle andre end staten, der som bekendt ikke tjener penge i den forstand, man normalt taler om at tjene penge. Derfor skal ordningen væk.

Men der er også så meget, meget andet og mere, der skal med.

De fleste danskere er ikke som mig: De er ukvikke

Vi danskere er som bekendt et af verdens mindst kvikke folkefærd. Ikke kun de politiske meningsmålinger viser, hvor lidt kvikke vi er; selv fagkundskaben kan nu dokumentere, hvor ringe virkelighedssans vi har om vores egne privatøkonomier og det økonomiske liv omkring os:

Således har kun én ud af fem danskere et såkaldt retvisende billede af, hvordan vores landets generelle velstandsniveau er, set i forhold til de øvrige lande i denne vide verden.

4 ud af fem personer tror rent faktisk, at det danske velstandsniveau er højere, end det rent faktisk er.

Danmarks velfærd er dalet fra en tiendeplads til en plads som nummer 17 blandt verdens rigeste lande. Faktisk er danskernes velfærd i dag mindre end halvdelen af den gennemsnitlige velfærd blandt borgerne i de fire rigeste lande i verden – Qatar, Luxembourg, Singapore og Norge.

Jeg vidste godt at tingene ikke var så rosenrøde, som så mange åbenbart tror. Så på sin vis er jeg beæret over at høre til de 20 % kvikkeste danskere; men det er alligevel med en vis frygt og måske endda bæven, at jeg tænker på, hvad der mon skal ske med dette samfund, så længe mennesker som jeg selv ikke er i flertal. Godt for Danmark er det i hvert fald ikke.

Løsningen på menneskerettighedsproblemet: Forlad EMD

Henry Oliver fra tænketanken Adam Smith Institute skriver i et blogindlæg alt det der bør skrives om forholdet imellem Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (inkorporeringsloven er her) og de nationale retssystemer:

1) Konventionen indeholder en fornuftig tekst, der anerkender allerede eksisterende rettigheder, men hæver dem et niveau op over almindelige love i det retlige hieraki (dén retskildeforståelse er der nok nogen der vil være uenige i, men det mener jeg ikke man realistisk kan være).

Lord Bingham remarked that the European Convention on Human Rights is essentially codified common law. None of these rights are new, apart from the interpretation of the right to family life, and it is only a good thing that they have been given precedence over other statue, unlike their old common law counterparts. Recent governments have eroded civil liberties excessively in the name of security. Having Human Right Law gives greater protection to the basic values of liberty: freedom of speech, freedom from detention, trial by jury…. If the courts do not have strong powers to up hold these rights Parliament will be able to misuse its so-called sovereignty.

2) Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), der har til opgave at forvalte konventionen i en række sager, er en vederstyggelighed.

Our courts must be the final court of appeal in this area: it is fundamental to the rule of law that British judges interpret the convention in the tradition of our common law, using the principles of our jurisprudence. Adherence to the precedents set by Strasbourg (although, as the report points out, that court has a very loose relationship with precedent) is increasing, and thereby diminished the crucial balance of powers in this country.

3) Derfor skal man afskaffe domstolen helt, eller træde ud af samarbejdet omkring domstolen.

Jeg kunne ikke være mere enig. – Og derfor vil jeg heller ikke skrive mere om Henry Olivers blogindlæg, men i stedet appellere til, at De bruger fem minutter på at læse den igennem og så forestille Dem, at der ikke stod “The United Kingdom” men “Denmark” osv., osv.

Hvad skal vi bruge det til?

“Beslutningstagere og meningsdannere fra Merkel til Løkke ser kristendommen som en genvej til lighed, frihed og demokrati. De har tilsyneladende glemt, at disse værdier i høj grad spirede frem på trods af kirken”

Således indledes en kronik i Information 31. januar 2011, skrevet af Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt, med den konfronterende titel “Kristendommen har lang tradition for mod-oplysning“.

Kronikken tjener som en replik i det, der ligner en religionskrig baseret på ord og som udspiller sig i de større dagblades debatsektioner. Hvor det hele begyndte er det vistnok de færreste der ved, men ét er klart og det er, at en række fremragende debattører er gået ind i kampen med nærmest følelsesbetonede partsindlæg. Det er vidunderligt at læse men, fristes jeg til at sige, hvad skal vi egentlig bruge det til?

I den aktuelle kronik kan vi læse:

En tilbagevendende påstand i debatten vil vide, at Vestens frihed, demokrati og retsstat har sin dybeste rod i kristendommen. For nylig har både Angela Merkel og Lars Løkke Rasmussen (V) sagt, at Vesten ikke behøver mindre islam, men mere kristendom – underforstået, at det ville styrke demokrati og frihedsrettigheder. En mere artikuleret version af argumentet frembyder Henrik Gade Jensen (HGJ) og Christopher Arzrouni (CA) i Jyllands-Posten (19. oktober).

Dén opsummering er jeg fuld ud enig i. – Og jeg er for så vidt ligeså enig i den passage der følger:

Problemet er imidlertid, at fortalere for synspunktet sjældent forholder sig til de mange historiske eksempler på, at kristendommen – også længe efter Reformationen – har ført til autoritære stater, herunder i Danmark. Det gælder også HGJ og CA, der i stedet fremfører, at kristendommen har givet os lighed, retsstat, respekt for individet og intet mindre end sandheden. De påstande er dog mere end tvivlsomme.

I kronikken følger derefter en skitsering af, hvad der forekommer som et sandt rædselskabinet: Eksempel på eksempel, der på illustrerende vis anskueliggør, hvorfor den kristne religion ikke pr. automatik fører til “lighed, retsstat, respekt for individet og intet mindre end sandheden”.

Og det få mig tilbage til spørgsmålet: Hvad skal vi egentlig bruge det til? Jeg er ikke selv troende, så helt grundlæggende interesserer pro- og kontrasynspunkter mig egentlig ikke. Verdenshistorien er som den nu og engang er; og ligemeget om kristendomsfortalerne og -modstanderne kan fremhæve fordele og ulemper ved kristendommen betyder det ikke, at historien vil gentage sig selv, hvad end vi bliver mere eller mindre kristne.

Når man henviser til en massakre der skete for 500 år siden, eller til en nærmest magisk undfangelse af retsstatsprincipperne, i henholdsvis et angreb eller forsvar for kristendommen, svarer mest af alt til at slå i bordet. Det er på ingen måde noget, man opnår en større grad af indsigt af; selvom disse forsvar/angrebs historiske indfaldsvinkel helt sikkert vil være gavnlig læsning for den historieløse ungdom.

Hvis denne debat skal ende med noget bare lidt brugbart, må den begynde at fokusere mere på den fare, som den rene rationalisme og den pure religiøse underkastelse udgør for den vestlige civilisation og dén empiristiske common sense-verdensopfattelse, vi, som civilisation, skal være så evigt taknemmelig for.