We’re from the government…

Jesper Lacoppidan skriver på sin blog på Børsen, at USAs præsident Barack Obama har en ”målsætning” om at fordoble USAs eksport frem mod år 2015. Desværre indeholder hans blogindlæg ingen reference til hvor jeg selv kan få målsætningen bekræftet; og dét er et generelt problem hos mange ”professionelle” bloggere. Jeg vælger dog at acceptere påstanden som sand, da det ikke lyder fjernt fra, hvad levebrødspolitikere som Barack Obama kunne finde på at sige. – Og i prantes skal det da også bemærkes, at USAs præsident, der under USAs strikte magtfordelingsprincip ikke er lovgiver, med målsætninger som disse tager sig noget af en gratis omgang.

Efter Lacoppidans præsentation af Barack Obamas målsætning, pointerer han, at en effekt af målsætningens gennemførelse vil være, at der ”skabes to millioner nye jobs” i USA, og at målsætningen derfor ”falder på et tørt sted”. Min bøf med det skrevne er, at det er noget sludder og vrøvl. Lacoppidan skriver selv, at Barack Obamas har ”bedt USAs små og mellemstore virksomheder [at] bidrage til, at målsætningen nå” og som læser sidder jeg helt stille og roligt og tænker over, hvorfor dog i alverden Lacoppidan ikke anholder denne præmis.

Kan Lacoppidan dog ikke se, at Barack Obamas målsætning er rendyrket broken window fallacy, og at han selv (Lacoppidan, altså) kommer til at fremstå som en – ja, nu må De undskylde mit franske – nyttig idiot? Og de to millioner jobs, hvordan er det lige, man er nået frem til sådan et fint rundt tal?

Bedre bliver Lacoppidans blogindlæg ikke af, at han helt undlader at forholde sig kritisk til Barack Obamas andet præmis: At staten skal iværksætte et ”program”, der skal identificere i alt 5.000 små virksomheder med eksportpotentiale og så hjælpe dem i gang.

”We’re from the government and we’re here to help” er vist Lacoppidan og Obamas fælles mantra.

Det havde været rart, hvis Børsen havde tilladt kommentarer til de trykte blogindlæg, så Lacoppidan havde en mulighed for at forsvare sin mildest talt absurde forsvarstale for en politik, der flytter penge fra den rationelle del af det amerikanske samfund over i den irrationelle. Men sådan gør man åbenbert ikke på Børsen, endnu.

Hvad skal vi gøre med Haiti?

Efter jordskævlet den 12. januar 2010 formåede at smadre store dele af Haitis boligmasse og infrastruktur, har det ikke været småt med idéer til, hvordan man skulle få samfundet på fode igen.

Også forskningsinstitutionen/tænketanken RAND Corporation – der, føler jeg mig nødsaget til endnu engang at skrive, ikke har noget med Ayn Rand at gøre – har tænkt tanker desangående og det er der kommet et lille review ud af: Still Sharky.

Som så meget andet RAND Corporation udgiver, går også dette review til emnet med en vis mængde pragmatisme. Det er der ikke noget galt i. Især ikke, når ens to grundværdier er ”kvalitet” og ”objektivitet”. Man skal bare have for øje, at RAND Corporation ikke, går af vejen for f.eks. (i en helt anden sammenhæng) at foreslå, at USA indfører et føderalt ordenspoliti, som skal overvåge og disciplinerer amerikanske borgere, der opfører sig lidt for uhomogent og udtrykker holdninger, som ikke er ”sunde”. Så er det sagt.

RAND Corporation hører med andre ord ikke til den type af institutioner, som er left wing eller right wing; selvom jeg kan forestille mig, at ganske mange vil kategorisere enheden som right wing. Dér kan der selvfølgelig også være visse argumenter for. Men nogen ledestjerne for borgerlige idéer og idéudvikling; det er RAND Corporation ikke.

Det omtalte review fylder velsagtens en tre a4-sider (i netudgaven) og det indledes med en generel antagelse, som jeg – på baggrund af den viden jeg ligger inde med – generelt, kan støtte: The long-term prosperity and peace of Haiti depend on its ability to build a more resilient state.

Dét er ikke det samme som at sig, at den haitianske statsmagt skal være indgribende som den Engelske og Walisiske, bloated som den danske eller overregulerende som den Indiske. Staten kan aldrig i sig selv være løsningen på de problemer et samfund – et hvilket som helst samfund, vel og mærket – står overfor; ligesom civilsamfundet heller ikke kan være det. I reviewet uddybes synspunktet på denne måde:

Together, the Haitian government and international donors should focus on enhancing the effectiveness of the state by pursuing policies that have realistic prospects for implementation and are mutually coherent. Priorities include reforming the civil service and the justice systems, streamlining regulations for business, reconstructing housing and infrastructure, improving schools and health care, and ensuring donor cooperation.

Hvis vi lige dvæler lid ved statens (potentielle) rolle i det Haitiske samfund, finder vi i RAND Corporations review nogle principper (mere er det ikke) for statens rolle i en liberal samfundsorden. Det er principper, som en moderne dansk politiker nok ville kalde ”sunde”, men som man alligevel ikke fuld ud vælger at implementere her til lands:

In the overarching area of governance and public administration, the highest priority is building a competent and accountable civil service. That entails creating job descriptions, establishing standards for hiring and firing, constructing a system for merit-based promotions, setting competitive but responsible salary grades, and tying incentives to performance targets that are independently monitored.

Men en slank og effektiv statsmagt er selvfølgelig ikke det eneste der skal til. Reviewet angriber også Haitis udfordringer fra andre vinkler og pointerer da også, at ”state-building requires more than sound policies”. Men alligevel synes jeg, at der mangler noget. – Og det kan måske skyldes at det netop er RAND Corporation, der har lavet reviewet? For hvad egentlig med civilsamfundet? For slet ikke at tale om det, man kan kalde den offentlig moral?

Et velfungerende samfund er kendetegnet ikke nødvendigvis ved at være a big society, men netop ved at være et samfund, hvor der også eksisterer en verden udenfor den politisk styrede. Bridgeklubber, vejlaug og frimenigheder er måske ikke dét Haiti står og mangler mest her og nu; for der skal en vis mængde (især menneskelige) ressourcer til, for at det civile samfund kan opstå. Den vigtigste katalysator herfor er efter min mening den gensidige respekt for andre menneskers liv, frihed (og ansvar) og retmæssige ejendomsrettigheder, og med al respekt for den situation, haitianerne befinder sig i, så er det måske ikke de værdier, man tænker mest over for tiden? Men selv hvis dét ikke er tilfældet, så er det ikke desto mindre værdier, som man ikke må glemme. – Og da slette ikke hvis RAND Corporations idé om et samfund, der grundlæggende er skabt på rygraden af en statsmagt, skulle vinde indpas. I så fald, mere end noget andet, ville det netop være disse værdier, det haitianske samfund ville komme til at savne i fremtiden.

Haitis udfordring er, i hvert fald på sigt, ikke “state-building”, som reviewet mener, men “nation-building”. Og sådan noget kan ikke skabes.

“Derfor er jeg liberal”-antologien

Walter Block har udgivet endnu en bog.

Denne gang er det en antologi, indeholdende kendte eller semikendte liberalisters personlige skildringer af, hvorfor de er liberale.* I Chose Liberty, hedder den.

Som så mange andre bøger, der udgives af Mises Institute, kan den både købes og downloades gratis (download den her i pdf) – og jeg vil anbefale den som en form for let aftenlæsning.

* Gordon Tullocks kapitel bærer titlen: “Hvorfor jeg ikke er liberal”.

Planloven er skyld i, at den lille købmand dør

Spørgsmålet om hvorvidt en fri markedsøkonomi, eller for den sags skyld en blot delvis fri en af slagsen, er bedre end en ikke-fri økonomi til at sikre en stigende velstand, er egentlig slet ikke så meget et spørgsmål, som det er et erkendelsesprojekt. Sagt rent ud, så har vi siden 1930’erne med fuld og overbevisende sikkerhed vidst, at direkte og indirekte statslig intervention i markedsøkonomiens ellers så naturligt flydende processer medfører, at prismekanismen forvrænges med et velstandstab til følge.

Interventionen ses mest tydeligt, når politikere og embedsmænd proklamerer, at en given erhvervssektor er ”nøglen til fremtidig vækst” og derefter forgylder nævnte sektor med skatterabatter, støtteordninger, lempeligere regulering m.v. Processen der resulterer i denne intervention kan meget vel være påbegyndt på et kontor i centraladministrationen; men den kan lige såvel være indledt af en erhvervsvirksomhed selv eller en brancheorganisation, der – ikke unaturligt – søger at fremme de beslutninger, som garanterer dem den størst mulige gevinst.

En påfaldende, men heller ikke unaturlig følge af interventionen i markedsøkonomien er ligeledes, at de personer og virksomheder, der har noget at vinde ved at udnytte den regulering, der etablerer interventionen eller interventionsmulighederne, netop søger at udnytte reguleringen til egen fordel og på konkurrenternes bekostning. Konkurrencereguleringen er blot ét eksempel på et retsområde, der giver ammunition til disse bedrifter.

Begge eksempler er omtalt af Svend Hylleberg, der er økonom og dekan på Aarhus Universitet, i et nyt blogindlæg på Berlingske Tidendes virksomhedsportal Business.dk. Spørgsmålet Hylleberg stiller sig selv er, hvorfor det er så dyrt at leve i Danmark. Han svarer selv om detailsektoren – fremhævningerne er mine:

[D]er [er] næppe nogen tvivl om, at skurken er Svend Aukens planlov, der har gjort det umuligt for andre end Dansk Supermarked og Coop Danmark at drive store og effektive detailhandelssteder. Planloven blev lavet med stor støtte af diverse købmandsforeninger med det øjensynligt ædle formål at sikre, at forretningerne i byernes midte og den lille købmand rundt om hjørnet ikke blev udkonkurreret af store hypermarkeder placeret ude ved ringvejene.

Hvad har planloven så medført? Ja, det er selvindlysende, at de hypermarkeder, der allerede var placeret, tjener kassen. De har undgået konkurrence fra store udenlandske kæder og har kunnet nøjes med at koncentrere sig om at udkonkurrere ineffektive virksomheder som den lille købmand rundt om hjørnet, der selvfølgelig ikke har haft en jordisk chance for at overleve.

Bymidterne har delvis overlevet, men det er snart slut, for infrastrukturen – det vil sige veje og parkeringspladser – kan ikke klare presset, specielt ikke når den også skal klare store transporter af dagligvarer, hvidevarer, møbler m.v. frem og tilbage.

Derfor begynder man nu at lave trafikrestriktioner, som givet vil medføre mange midtbybutikkers død og endnu mere klingende mønt i kassen hos de hypermarkeder, der har fået lov til at få et de facto-monopol.

Så kort sagt, fjern planloven og erkend, at den mest effektive og dermed billigste distribution af dagligvarer, hvidevarer, osv. sker ved skabelse af en konkurrence mellem store hypermarkeder geografisk placeret, hvor de er lette at komme til for leverandører og kunder i bil.

Butikkerne i byernes midte må i langt højere grad end nu koncentrere sig om at give kunderne en oplevelse, så det at handle bliver en del af forbruget. Og den lille købmand rundt om hjørnet er allerede død, medmindre overlevelsen er sikret ved en meget lav egenløn eller ved at undgå at betale til skattefar.

Semantisk forvirring: Inflation

Hvad betyder “inflation”? I følge den danske wikipedia-artikel er:

[i]nflation (latin: oppustning) … et makroøkonomisk fænomen, der henviser til stigende prisniveauer på goder og tjenesteydelser, således at købekraften falder. Det betyder at en møntenhed er mindre værd end før prisstigningen.

Bemærk venligst den forskel der er imellem den latinske betegnelse i parentesen og den forklaring det åbne leksikon giver. De stemmer ikke overens!

Inflation er et af de mange ord, der har skiftet betydning indenfor de seneste årtier – og det har stor betydning for den måde, vi samtaler med hinanden på. Inflation er ganske korrekt et fænomen og som sådan en ikke-materielt tilstand eller genstand, om man vil.

Hvordan vi kommunikerer vores opfattelse af fænomenet har, ligesom andre menneskers kommunikation af det, betydning for dannelsen af en almene opfattelse af begrebet. På den måde er sproget, som F.A. Hayek bemærkede det, en vidunderlig størrelse; men det er samtidig – som jeg var inde på i mit blogindlæg om forvirringen omkring ordene “liberal” og “liberalist” – en flygtig en af slagsen.

I fugleperspektiv kan man sige, at inflation engang, med Ordbog over Det Danske Sprogs ord, betød:

Inflation, en. [enflaˈʃo?n] (fra eng. inflation, vbs. til inflate,oppuste, udspile m. luft ell. gas, efter lat. inflatio, opblæsen, vbs. tilinflare (jf. blæse); først brugt i da. efter verdenskrigen 1914-18; fagl.) det forhold, at et samfund overfyldes med kredit- og betalingsmidler; især om udstedelse af papirspenge ud over det normale behov.

Bemærk ordene: oppuste, udspile, opblæste. Og bemærk så også, at inflation f.eks. finder sted, når pengemængden forøges. Bemærk ligeledes, at der intet steds står noget som helst om købekraften.

Lad os så se på, hvad der står i Den Danske Ordbog, der i modsætning til den ovenfornævnte ordbog er baseret på et sprogligt korpus over såkaldte “moderne dansk”. Heraf fremgår, at inflation er:

[en] stigning i pris- og lønniveauet med bl.a. et fald i pengenes købekraft til følge

Bemærk at der hér, ligesom i Wikipedia, står, at inflation har med købekraften at gøre. Derimod står der ikke noget som helst om “oppuste”, “udspile” eller pengemængden. Inflation er med andre ord en betegnelse for stigninger i pris- og lønniveauerne i en økonomi. Den har intet med udviklingen i pengemængdens størrelse at gøre.

Det er med vilje, at jeg ikke har citeret fra fagbøger, da forståelsen af en sådannes ord uløseligt må hænge sammen med den almene forståelse af ordene, om ikke bevidst, så ubevidst og over tiden, jf. den sproglige udvikling. Desuden kan jeg svært forestille mig, at den samme udvikling ikke skulle være registrerbar.

At et begreb ændrer betydning, er der for så vidt intet i vejen med, med mindre selvfølgelig, man er sprogligt konservativ med trang til det anakronistiske; hvilket der givet vis er nogen som er.

Det er derimod et problem, når to personer taler om inflation og mener noget forskelligt med ordene. Så opstår den semantiske forvirring og det bliver nødvendigt, med en definition af ordene før de benyttes. – Men hvad er chancen for, at man orker at bruge tid på en sådan “basal” definition i samtaler, tidsskrifter m.v.?

Det ville være prætentiøst af mig at sige, at jeg var 100 pct. velbelæst i såkaldt østrigsk økonomi, men jeg har dog beskæftiget mig med det en del. Så derfor ved jeg også, at der rent faktisk er mennesker, i hvert fald i dét miljø, men jeg forestiller mig også andre, der forstår inflation som en stigning i pengemængden. Bevares, det var jo også dét, som Milton Friedman lærte os. Så helt gak-gak er det jo nok ikke.

Hvis man lavede en søgning her på bloggen (jeg har ikke selv forsøgt mig) på “inflation” vil jeg satse på, at det samtlige steder skal forstås som udtrykkende “inflation i den traditionelle forstand”. Det vil unægtelig hænge sammen med min “barnelærdom” og en sådan er, som bekendt, næsten umulig at ryste af sig. Men endnu værre: Jeg har ikke lyst til at ryste den af mig.

For mig at se er der noget bagvendt i at bruge “inflation” om konsekvensen af inflationen (i den traditionelle forstand); hvilket ret beset er det, der sker.