Det er ikke hver dag man som borgerlige kan sige, at Danmark bør efterabe et tiltag, som Europa-Kommissionen foretaget. I dag er imidlertid en af de dage og det hele handler om de statsansatte såkaldt særlige rådgivere alias spin-doktorer.
I Danmark opdaterer Statsministeriet løbende en liste over samtlige disse rådgivere, hvorpå man kan se vedkommende personers navne, stillingsbetegnelser, uddannelser og ”seneste beskæftigelser”. Det er som sådan fint nok. Listen er frivillig i den forstand, at den ikke er kommet til verden på baggrund af en folketingsvedtagelse, men tværtimod er resultatet af det statslige bureaukratis egne overvejelser ovenpå en betænkning om embedsmænd fra 2004. Det ville være klædeligt, om Folketinget tog skridt til fastsættelsen af egentlig regler på området.
Europa-Kommissionen har en lignende liste, som imidlertid består af indscannede kopier af de særlige rådgiveres CV’ere samt en underskreven ”æreserklæring”, om man vil. Se f.eks. dette CV, som tilhører Christian Friis Bach, der er særlig rådgiver for kommissær Hedegaard.
Det kan jeg egentlig godt lide; det er rigtigt fint, at man rent faktisk har lagt de pågældende personers CV’ere ud på nettet således, at afstanden, så at sige, imellem selve CV’et og så de offentligt tilgængelige informationer er så kort som mulig. Ligeledes fremgår det af listen, at de særlige rådgivere for det første skal handle i overensstemmelse med EU’s embedsmandsregulativ og en række informationer om disse personer, pr. forordning, er underlagt EU’s åbenhedsordning.
Vi er inde på et område, hvor jeg må navigere på baggrund af min mavefornemmelse og ideologiske overbevisning; men jeg vil nu alligevel ikke afholde mig fra at sige, at Europa-Kommissionens ordning på dette punkt er lang bedre end den tilsvarende danske ordning.
Pointen med ethvert statsligt system må være, at systemet er til for borgernes skyld; og at de af bureaukratiets handlinger, der er motiveret af egeninteressemaksimering, enten må begrænses eller i hvert fald indordnes i et system, der sikrer så stor åbenhed omkring personer, funktioner og konkrete handlinger og generelle intentioner, som det overhovedet er muligt. Når alt kommer til alt, er det også i statens interesse, at vi som borgere har en kvalificeret opfattelse af, at den statslige virksomhed ikke bare handler korrekt, men også ser ud til at handle korrekt.
Europa-Kommissionens system er ingenlunde perfekt; men det er et skridt i den rigtige retning.
