Pythia og Euro’en

Til trods for, at der i denne stund tales meget om Euro’ens snarlige død, i den form valutaen hidtil har haft, kan de af os, der har et par Euro-sedler til at ligge hjemme i skuffen få vores ængst og bæven beroliget af Uffe Ellemann-Jensens så forvissende og taktfaste dom: Euro’en kommer ikke til at dø.

Uden i øvrigt at gå dybere ind i, hvorfor Euro’en er en ”presset” valuta, konstaterer Uffe Ellemann-Jensen i sit nyeste blogindlæg hos Berlingske Tidende, at den paneuropæiske møntfod var øverst på dagsordenen på Det europæiske Råds møde torsdag, samt at målet med mødet måtte være at gennemføre en ”fælles indsats for at overbevise spekulanterne om, at euroen ikke vil blive opgivet.”

Er det tilfældet at Unionens stats- og regeringschefter for en gangs skyld har lyttet til sagkundskaben på området – altså lyttet til spekulanterne, hvis levebrød netop afhænger af en viden om valutamarkederne, der langt overstiger den viden, den gennemsnitlige stats- og regeringsleder kan drømme om besidde – vil mødet under alle omstændigheder havde været en sejr. Men resultaterne vidner vistnok om det modsatte.

Man kan sige mange dårlige ting om tilstanden for verdens valutaer nu om stunder; men selvom dollaren, kronen og hvad de nu ellers hedder i princippet er udstedt ”bare fordi man kan” og således ikke er udstedt på baggrund af et underliggende aktiv så som en guldbeholdning, blegner disse valutaer overfor Euro’en, som, får vi af vide, er ”et POLITISK projekt” – og ikke af den gode slags. Efter disse ord følger en længere forklaring fra Uffe Ellemann-Jensen om hvorfor det er sådan, men forklaringen er ligegyldig og kan ligeså godt klippes væk, lige indtil sætningen: ”… og dermed var skaden sket.”

Den europæiske variant af QE får også et par (rosende!) ord med på vejen: ”Den europæisk centralbank søger at tage dampen ud af systemet ved at opkøbe statsobligationer fra de lande, der er under pres – og det ser ud til at virke.” Derefter følger en forsvarstale for de såkaldte ”euroobligationer”, der så vidt jeg forstår, ikke vil være andet og mere end junk bonds med en AAA-rating – og som da heller ikke blev til noget. Uffe Ellemann-Jensen stopper ikke op og spørger, hvorfor det er kommet så vidt, at renten på statsobligationer i de forskellige Euro-zonelande er så forskellige som den er – og det får mig til at undres.

Alt imens er Desmond Lachman fra American Enterprise Institute (AEI) citeret i Wall Street Journal for at sige:

Countries in the periphery [of the EU] might do well to consider the advantages of an early exit from the euro, which might facilitate the needed fiscal adjustment without provoking the deepest of domestic economic recessions.

Journalisten bag artiklen fortsætter:

If one country on the euro-zone fringe were to leave, markets would probably speculate against other countries with low growth and high debts, leading to the unraveling of the currency zone. Mr. Lachman predicts this will happen in the next 12 to 18 months.

Barry Eichengreen, der er professor udi økonomi ved UC Berkeley forklarer, at dét at forlade Euro’en i princippet svarer til at brænde sit eget hus ned. Det er måske rigtigt – men som man også siger, er det nogle gange nødvendigt at slå barnet ihjel (metaforisk set) for at komme videre. Eichengreen konstaterer da også:

But there was a day when we also thought that space travel was science fiction. Remember Jules Verne

The Economist sendte da også en opfordring til Europas banker i en artikel d. 9. december:

The rational strategy for banks, however, is to be sneaky. In public they should insist loudly on their firm commitment to subsidiaries in peripheral countries. This will reassure local depositors and thus reduce the need for funding from headquarters. In private, banks should hedge their bets by loosening their ties with foreign units, boosting their capital, and ensuring local loans match deposits. That way they would be better protected from losses in the event of a devaluation.