I tiden omkring 2006 besluttede en række amerikanske og britiske aviser sig for ikke at genoptrykke Morgenavisen Jyllands-Postens karikaturer af den islamiske profet Mohammed. Det er i sagens natur umuligt at sige noget generelt om det konkrete indhold af de beslutninger, der i den anledning blev truffet rundt omkring på verdens chefredaktioner. Men ligefrem at påstå – som det er sket – at der i dette særlige tilfælde skulle gælde en decideret ytringspligt, ville selvfølgelig være nyttesløst, da en sådan pligt i sin natur ville være ufri og ytringsfrihedsstridig.
Den manglende vilje til at genoptrykke karikaturerne blev af mange – jeg selv inklusiv – tolket som var den et udslag af en utilbørlig grad af selv-censurering og holdningsmæssig impotens på de pågældende nyheds- og debatredaktioner. – En fortolkning jeg fortsat vil fastholde, indeholder mere sandhed end hvad umiddelbart kan dokumenteres.
Med hensyn til det fænomen vi i dag kender som “Muhammed-krisen”, er det særlig vigtigt at have for øje, at krise-delen først blev skabt, efter at muslimske ledere fra Danmark og den nære orient, med politiske mål i sigte, pustede til ilden i hjerterne på unge mænd og kvinder, der på beklageligste vis lever en ufri tilværelse i despotiske stater i den mere solbeskinnede del af verden, og som derfor endnu ikke har oplevet glæden ved at leve et liv i relativ frihed og som sådan heller ikke værdsætter de værdier, vi kalder for vores egne.
Muhammed-karikaturerne var foranlediget af en manglende vilje hos danske tegnere til at afbillede Islams opfinder i en bog om Islams oprindelse; at Morgenavisen Jyllands-Posten i demonstration her overfor valgte at lade i alt 12 karikaturer fremstille og efterfølgende optrykke på en helside i avisen kan ikke ses som andet og mere end en påmindelse til os alle om, hvilken verden det er vi lever i. Avisens optryk af de 12 karikaturer var med andre ord ikke årsagen til krisen, hvilket også den lange periode fra optrykningen til krisens indtræf vidner om. Krisen var udelukkende en konsekvens af de ovenfornævnte muslimske lederes tourné i Orienten. Den var en brik i disse personers politiske spil; et spil, der tilmed må siges at være tabt – med mindre selvfølgelig, at den mistillid, der i dag er skabt omkring visse muslimske miljøers vilje til at leve i et samfund, der er præget af occidentens værdisæt, var et mål i sig selv.
Set i bakspejlet lader det til, at de pågældende avisers beslutning om ikke at genoptrykke karikaturerne var fornuftig, eftersom man herved ikke bidrog til forværringen af en i forvejen alt for anspændt situation. Desværre er det umuligt at træffe set-i-bakspejlet-beslutninger i nutid og de beslutninger der blev truffet blev af mange opfattet som ren og skær defaitistisme.
Værre end det, så bidrog beslutningen om ikke at genoptrykke til hvidvaskningen af det mærkværdige synspunkt der siger, at ytringsfriheden altid skal afgrænses af hensynet til den såkaldte multikulturalisme. At enhver ytring, der strider imod den multikulturelle overbevisning enten på forhånd skal forbydes eller efterfølgende straffes.
En sådan ytringsfrihedsforståelse er farlig.
Den er farlig fordi den i sin mildeste form uvægerligt må føre til selvcensur; i sin farligste til noget, der reelt er censur, fordi beslutningen om ikke at ytre sig er foranlediget af en latent trussel om vold og lignende, fra individer i de nationer, der drager nytte af det multikulturelle sindelag, men ikke selv respekterer det.
En sådan forståelse for ytringsfrihedens grænser hører ikke hjemme i den occidentale civilisation. Hér er ytringsfriheden en historisk kendsgerning, der kan begrundes i så vidt forskellige fænomener som kristendommen, oplysningstidens ekstreme rationalisme og noget så vidunderligt, som almindelig sund fornuft og skepsis. Spørgsmålet om hvor ytringsfriheden konkret har sin oprindelse er for så vidt uinteressant. Hvad der derimod er interessant er, at vi rent praktisk drager nytte af denne frihed, som tidligere generationer har tilkæmpet sig som en rettighed for sig selv og for fremtiden. Så ulastelig en del af vores civilisation er ytringsfriheden, at satsmagten, i fald den ikke anerkender den, helt naturligt vil blive betragtet som illegitim og forbryderisk.
Så meget desto mere er det forkasteligt, at vi nu om stunder nærmest tvinges til at lade os underkue af noget, der forekommer som en værdirelativistisk heksejagt: En inkvisitorisk proces, hvor vi som den anklagede er nødsaget til at båndlægge vores hævdvundne friheder, frasige os vor fødselsret og for al fremtid betvinges til at knæle for den perversitet af en afgud, som af sine tilhængere kaldes ”Tolerance” men rettelig hedder ”Ufrihed”.
Forholder det sig sådan, at en minoritet ønsker lovens beskyttelse mod dét, den opfatter som retlig eller økonomisk diskrimination – for eksempel ved, at der vedtages love mod diskrimination på arbejdspladsen – må denne minoritet også være villig til at tolerere en hvilken som helst form for hånelig, bespottende og latterliggørende ytring, der kan rettes imod den. Skulle det være anderledes – skulle samfundet udelukke visse former for ytringer i den offentlige debat – ville de vedtagne regler og de beslutninger, der træffes med hjemmel deri, miste den grad af legitimitet, som ytringsfriheden ellers garanterer.
Enhver religion og enhver religiøs udøver må respektere de principper, som vores civilisation er baseret på. Det kan aldrig være omvendt.
Det kan umuligt accepteres, at religioner skal diktere, hvad personer helt uden eller af en anden overbevisning henholdsvis må og ikke må foretage sig. For skulle det blive tilfældet, ville den selvbåndlæggelse, religiøsiteten fordrer den individuelle tilbeder, som en kystfiskers net blive kastet udover os alle, hvorefter vi stille og roligt kunne tvinges ind på land, for dér at dø i ufri længsel efter den frihed, der nu for altid vil være tabt.
Til trods for, at der i denne stund tales meget om Euro’ens snarlige død, i den form valutaen hidtil har haft, kan de af os, der har et par Euro-sedler til at ligge hjemme i skuffen få vores ængst og bæven beroliget af Uffe Ellemann-Jensens så forvissende og taktfaste dom: Euro’en kommer ikke til at dø.
