Semantisk forvirring: Liberal eller liberalist?

De færreste dansktalende personer ved ikke, hvad briller er. Skal vi begå os på engelsk taler vi om spectacles eller glasses – og skal vi kommunikere ”briller” til en kineser, uden at vi taler kinesisk, kan vi lave fagter så kineseren kan forstå, hvad vi hentyder til. Brillen er en materiel genstand, der er alment kendt og som er det samme, uanset hvordan vi konkret udtaler den.

Men hvad med begreber, der udtrykker ikke-materielle genstande/tilstande/o.l.? Hvordan skal vi kommunikere dét, at være liberal og det at være liberalist – f.eks. til en brite eller en kineser? Kan vi tage for givet, at vores forståelse af ordene er den samme som de andre personers? Og hvis ikke, hvad gør vi så? – Kan man, til at begynde med, egentlig sige, at der er en egentlig fælles forståelse af ordene på dansk?

Jeg kommer over de næste par dage til at blogge lidt mere om den semantiske forvirring, for så vidt angår et par centrale begreber indenfor frihedsorienteret ideologi og økonomi. Indtil videre, foranlediget af en klumme på 180grader, vil jeg dog lige bemærke følgende om ordene liberalist og liberal:

På dansk er der nogen der vælger at sondre imellem det at være liberal og det at være liberalist. Ifølge Torben Mark Petersen er der en forskel på de to begreber: Man er liberal, når man kan tilslutte sig, at der skal være ”højt til loftet, frisind og [et ønske] om mangfoldighed”, medens man er liberalist, når man ”…blot … anerkender andres lige rettigheder…”

At der heri er en materiel forskel er ikke umiddelbart; men jeg har flere steder set, at man foretager en sondring imellem de to ord. Om end det ikke nødvendigvis er samme sted, sondringen foretages. Personligt sondrer jeg ikke imellem de to begreber, som så vidt jeg forstår, begge er udtryk for det, man kan kalde to sider af samme sag.

Hvad siger Den Danske Ordbog?

Liberal:
“positiv og tolerant over for selvstændig tænkning, personlig frihed og fornyelse og som er tilhænger af eller bygger på liberalisme som ideologi” (tillægsord)

Liberalist:
“person der er tilhænger af liberalisme som ideologi” (navneord + fælleskøn)

Og for lige at få den med:

Liberalistisk:
“vedr., tilhørende eller præget af liberalisme som ideologi” (tillægsord)

Tja, Så er det vel på det rene?

… Nej, nok ikke. Ord udvikler sig jo hele tiden…

Dansk erhvervsstøtte

Det er nok de fleste bekendt, at der har været møde i statens egen erhvervsorienterede tænketank Vækstforum og at emnet har været “vækst gennem konkurrence”. I anledning af mødet er der udarbejdet en oversigt over, hvor mange penge, den danske stat udbetaler til danske virksomheder i form af erhvervsstøtte.

View this document on Scribd

Erhvervsstøtte er, selvsagt, noget værre anti-kapitalistisk gris.

Er planøkonomi og lovgivning udtryk for det samme?

Forleden aften båndlagde jeg mig selv. Ud af ren og skær nødvendighed, tilmed: Med tiden har jeg oparbejdet en lidt for stor samling af bøger, som jeg ikke er blevet helt færdig med at læse; måske fordi bogen ikke fængede, måske fordi jeg havde læst de relevante afsnit eller måske på grund af noget helt tredje. Uanset årsagerne, har jeg besluttet mig for, at det skal være slut. Derfor den nok noget idealistiske “selvbåndlæggelse”: Den bog jeg er i færd med at læse, skal også læses færdig før end jeg begynder på en ny.

Hvor så starte? Jo, jeg vælger at starte med de bøger, som jeg ikke er færdige med at læse; in concreto Bruno Leonis Freedom and the Law, som var den ikke-færdiglæste bog, der lå tættest på mig.

Da jeg første gang sad med den bog i hånden, blev jeg temmelig stødt over det ganske lange og indholdsmæssigt noget flygtig introduktionskapitel, som jeg dengang ikke mente, gav mig noget egentlig indtryk af, hvad bogen omhandlede. Det skal siges, at jeg købte bogen “bare fordi jeg kunne”; og ikke fordi jeg skulle bruge den til noget særligt formål e.l. Det samme indtryk har jeg egentlig af bogens introduktion i dag. Hans stil er, for nu at sige det på jydsk, træls, og det bliver ikke bedre af, at han springer rundt fra det ene gigantiske emne til det andet, som om der ikke var nogle mellemregninger, der skulle gøres rede for undervejs. Bevares, det er et introduktionskapitel – men alligevel…

En spændende påstand, som jeg ikke gjorde noget særligt ud af at notere mig førhen, er den analogi, som Leoni forsøger at opstille imellem planøkonomi og lovgivning; altså den samlede mængde af tvingende regler, som er vedtaget af et – med Leonis ord – parlament med despotisk magt (det vi andre kalder lovgivende kompetence, parlamentarisk suverænitet osv.), til forskel fra “lov”, som ikke “gives”, men “findes” af juristen, dommeren og advokaten ude i praksis/naturen (contra retspositivisme).

I bogen (s. 22 i Liberty Fund-udgaven) skriver Leoni:

[A] legal system cenered on legislation resembles … a centralized economy in which all the relevant decisions are made by a handful of directors, whose knowledge of the whole situation is fatally limited and whose respect, if any, for the people’s wishes is subject to that limitation.
…
Unless I am wrong, there is more than an analogy between the market economy and the judiciary or lawyers’ law, just as there is much more than an analogy between a planned economy and legislation.

Det bliver spændende at se, om Leoni kan overbevise mig om, at de to situationer er analoge. Umiddelbart har jeg svært ved at forestille mig det, men lad os nu se.

Verdenshistoriens mest vedhængende økonomisk-logiske fejlslutning

- det er titlen på denne video, hvori Milton Friedman på 2 minutter forklarer forskellen på fornuftige og ufornuftige statslige udgifter. Det er en dejlig kort video, som kan nydes hvis man ikke lige har andet at lave. — Det er jo lørdag.

Byplanlægning: Nej tak!

Image via Wikipedia

Berlingske Tidende bringer i dag, vistnok uden at vide det, et interview med en byplanlægger, som burde få de fleste planlovstilhængere til på ny at overveje deres synspunkt.

Byplanlæggeren kan fortælle, at ”den internationale konkurrence i dag står mellem byer og ikke mellem nationer” og at ”der er et mismatch mellem de virksomheder vi har, og de byer vi kan tilbyde de virksomheder”. Ifølge byplanlæggeren er København egentlig en fantastisk by, men ”vores store chancer er Øresundsregionen og Østjyllandsregionen” – og man kan ligefrem se, hvordan hans øjne funkler over muligheden for at få lov til at bestemme, hvordan fremtidens bysamfund skal bygges.

Islands Brygge-komplekset, eller hvad man nu skal kalde det, er åbenbart en stor fejltagelse (bevares, kønt er det ikke – men det er jo heller ikke mig der har betalt for det) og Operahuset er en brøler simpelthen fordi den ikke passer ind, mens trafikplanlægningen i det hele taget har slået fejl. Højhuse må København heller ikke nyde godt af; vi skal bygge i ”nordisk skala”, hedder det.

Og det er dette ”vi” der bekymrer mig. For tag ikke fejl: Byplanlægning er smart og nødvendigt. Det er også naturligt. — Men der er ingen der siger, at byplanlægning partout er noget, der skal foretages på Rådhuset eller af statsfinansierede tegnestuer; om noget vidner byplanlæggerens historier netop om, at man skal være vagtsom med de idealistiske planer og rent faktisk forsøge at planlægge mindre.

Tilbage til ”vi”’et. Lad os nu sige, at jeg var statslig beslutningstager og skulle beslutte, hvordan et havneområde skulle se ud. På stående fod er der tre helt simple grunde til, at det ville være en dårlig idé at lade mig træffe den beslutning:

1. Jeg har ikke nogen personlig interesse i at kende de behov, der vil være i området i fremtiden, da jeg ikke ejer jorden eller skal tjene penge på byggeriet;
2. Jeg ejer ikke jorden og skal ikke tjene penge på byggeriet, hvorfor mine interesser kan påvirkes i en anden retning end den, der er bedst for området;
3. Jeg har ingen interesse i at beslutte hvordan området skal udnyttes, da jeg selv kunne komme ud for, at det jord jeg selv ejer ville blive planlagt for mig i fremtiden, ligesom jeg planlægger det for folk i nutiden.

Byplanlæggere, som den i Berlingskes interview omtalte, har en interesse i at planlægge byer, og denne interesse er motiveret af en stræben efter noget, der minder om storhed. -Og så selvfølgelig også penge. Det er godt at stræbe efter storhed; bare ikke, når det er på andres bekostning. – Og hvornår har vi egentlig sidst holdt en byplanlægger til ansvar for dårlig planlægning? En mand som den omtalte er ikke egnet til at byplanlægge; det er der ingen der er, og slet ikke i så stor en skala.

Byer bør ikke planlægges. Risikoen for fejlskud er for stor; og når byplanlæggeren ikke selv kan holdes ansvarlig for sin fejlplanlægning har han ingen interesse i ikke at lave fejlskud. Han kan være komplet ligeglad; han kan stå og bagefter sige, ”idéen var den helt rigtige. Eksekveringen var elendig!” Dét er rent faktisk nok præcist det, han ville gøre. Lad civilsamfundet løse “problemet” og lad i stedet byerne vokse som de nu og engang gør, når de mange private interesser når frem til en koordineret løsning. Lad det ske i kraft af den frihed, jordejerne besidder – ikke på trods af.

Er det bare en fantastisk historie? Nej. Der er adskillige byer verden over, som ikke er planlagte. Nogle af de mest vækstende byer i USA for tiden har ikke nogen reel planlovgivning. Det ligger måske fjernt fra den danske måde at gøre tingene på, men hvad nu, hvis den danske måde var den dårligste?