Atomkrig: Når 20 millioner døde er rigtigt godt

Image via Wikipedia

Jeg har brugt lidt tid på Herman Kahn’s bog On Thermonuclear War, som handler om atomkrigsstrategier.

I bogens første kapitel kommer Kahn ind på spørgsmålet om, hvorledes stater kan investerer i foranstaltninger der sikrer, at staten kan komme sig så hurtigt som muligt efter en atomkrig. Ganske naturligt er udgangspunktet her dét, at de foranstaltninger der begrænser tabet af menneskeliv mest muligt også er de mest fordelagtige for staten; jo lavere tabstal desto bedre mulighed for at komme på fode igen.

Men, som det bemærkes af Kahn, så er det ikke altid helt nemt at kommunikere en investeringsargumentation ud, hvis den også indeholder forestillinger om tabstal:

[…] I have tried to make the point that if we have a posture which might result in 40 million dead in a general war, and as a result of poor planning, apathy, or other causes, our posture deteriorates and a war occurs with 80 million dead, we have suffered an additional disaster, an unnecessary addition disaster that is almost as bad as the original disaster. If on the contrary, by spending a few billion dollars more, or by being more competent or lucky, we can cut the number of dead from 40 to 20 million, we have done something vastly worth doing! The survivors will not dance in the streets or congratulate each other if there have been 20 million men, women, and children killed; yet it would have been a worthwhile achievement to limit casualties to this number. It is very difficult to get this point across to laymen or experts with enough intensity to move them to action. The average citizen has a dour attitude toward planners who say that if we do thus and so it will not be 40 million dead – it will be 20 million dead. Somehow the impression is left that the planner said that there will be only 20 million dead. To him is often attributed the idea that this will be a tolerable or even, astonishingly enough, a desirable state!

Det Mads Rørvig (V) ikke forstår

Image by venstredk via Flickr

Mads Rørvig er medlem af folketinget for Venstre i Silkeborg. Derudover er han totalitær og vil derfor ikke kæmpe for en styrkelse (endsige bibeholdelse) af de bestående frihedsrettigheder i samfundet.

Hvordan ved jeg det? Jo, Mads Rørvig har selv sagt det:

»…det er vores opgave som politikere at give Skat nogle redskaber til at inddrive den skat. Det har vi et ansvar for,«

Citatet vedrører et nyt lovforslag, som Mads Rørvigs meningsfælle Troels Lund Poulsen, i sin egenskab af skatteminister, har barslet med. Hvis forslaget bliver vedtaget i den næste folketingsforsamling, vil SKAT få mulighed for, uden såvel mistanke som retskendelse, at beslaglægge al information på computere i danske virksomheder; også informationer, der ikke har noget med skatteopkrævningen at gøre.

Emails, forretningshemmeligheder, personalepapirer, dokumentskabeloner, beregninger, nyhedsbreve; you name it. Alt sammen skal SKAT have adgang til at kopiere over på sine egne computere, så statens embedsmænd derefter kan gå på fiskejagt for lige at kontrollere, om alt nu også er som det skal være.

Der er ikke nogen som helst tvivl om, at Venstre og SKAT med dette lovforslag forringer retssikkerheden i Danmark. Ingen. Tvivl. What. So. Ever. Derfor er det heller ikke noget under, at dansk erhvervsliv og endda også Datatilsynet har udtalt sig kraftigt imod planen.

Skulle forslaget blive til lov må det i øvrigt komme til at betyde, at stor mængde ansatte i SKAT for fremtiden vil være afskåret eller begrænset fra at eje aktier i børsnoterede selskaber, eftersom de, i forbindelse med deres job, kommer i besiddelse af såkaldt insiderviden, som de vil kunne udnytte. Under alle omstændigheder vil det være en absolut nødvendighed, at SKAT etablerer nogle kinesiske mure i koncernen.

Sjovt nok adresserer tilhængerne af forslaget slet ikke retssikkerhedsproblemet. For dem skal debatte handle om SKATs muligheder for at inddrive skatter; koste hvad det vil. Og i den forbindelse er det pussigt at se et folketingsmedlem fra Venstre, som ukritisk allierer sig med et organ indenfor den udøvende magt.

Når Mads Rørvig fortæller, at det er hans job som lovgiver at give den udøvende magt større beføjelser vidner det om, at manden har en ringe sans for demokrati og demokratisk kontrol. Det er ikke hans job som lovgiver at sikre den udøvende magt flere kompetencer. Lovgivningsmagten er ikke underlagt den udøvende; det er for pokker omvendt! Hans job er at sørge for, at den udøvende magt ikke misbruger de kompetencer den allerede har; og dét er noget han skal gøre gennem den parlamentariske kontrol med statsmagten.