Retsstaten III – Deroute in concreto

Image via Wikipedia

Cepos’ chefjurist Jacob Mchangama har til dagens Berlingerne forfattet et debatindlæg, der for engangs skyld ikke handler om ytringsfrihed, men om noget ligeså vigtigt: Retten til privatliv; der er et udslag af den private og den personlige ejendomsret, som de fleste af os anerkender af princip. Heri hedder det bl.a.:

Grundloven opstiller en klar hovedregel om, at tvangsindgreb kræver retskendelse, findes der et væld af love og bekendtgørelser, der bemyndiger offentlige myndigheder til at foretage kontrolundersøgelser i private virksomheder og hjem uden retskendelse. I 1996 var der 111 af sådanne love og regler. I begyndelsen af 2010 var antallet nået op på 234. Det på trods af, at regeringen ved sin tiltrædelse fastslog, at »I alt for mange tilfælde har myndighederne fået adgang til private boliger og ejendomme uden retskendelse. Det udgør en voksende risiko for den enkelte borgers retssikkerhed og de grundlovssikrede frihedsrettigheder«. At disse regler bliver udnyttet demonstreres af, at SKAT alene i oktober 2008 foretog 2.158 kontrolbesøg.

Og hertil skal knyttes den kommentar, at det er tankevækkende – på den uhyggelige måde – at det danske skattevæsen konkret har et større arsenal af rettighedskrænkende værktøjer end politimyndigheden; og at skattevæsnets rettighedskrænkende magtudøvelse ikke er underlagt nogen forudgånde prøvelse. Det er meget kritisabelt.

AEI til Obama

American Enterprise Institute advarer i dag amerikanske politikere imod at indgive sig på velfærdsreformer, der har til formål at indføre den type af velfærdsprogrammer, hvis konsekvenser netop i denne tid har vist sit grimme ansigt:

In broad terms, all of the policies Obama and the Democrats have pushed are the sorts of policies the British, the French, and other Europeans had for years, even decades.

As far as I am aware, no one has asked President Obama a simple question: If your philosophy is so great, how come the countries that have embraced it for generations are so much poorer than we are?

Nor have they asked: If guaranteed health care for everyone will make us so much more “competitive,” how come we’ve been doing so much better than our “competitors” who already have socialized medicine, high tax rates, and lavish pensions?

Nor has the president been queried about the incongruity of saying his policies have laid a “new foundation” for economic growth and job creation when the countries he’s trying to emulate are trying to dismantle the very same foundations in order to survive.

Et forsvar for åbne grænser-lukkede kasser

Fra den nationalt og såkaldt værdikonservative fløj i det ideologiske landskab er det god tone at udbasunere fordømmende formaninger, når samtalen kommer til Liberal Alliances indvandringspolitik, som noget catchphrase-agtigt har fået navnet ”åbne grænser – lukkede kasser”.

Liberal Alliances idé er den enkelte, at man som indvandrer til Danmark ikke skal have nogen rettighed til at modtage sociale ydelser i en vis indledende årrække. Derved skulle man gerne sikre sig, at grænserne holdes åbne for såkaldt kvalificeret indvandring (dvs. personer, som embedsmandsværket har dømt værdige til at blive højt beskattet), mens de velfærdsservicehungrende bekvæmmelighedsindvandrer holdes ude, hvorfor de ikke kommer til at lægge den dyrebare omfordelingsmekanisme til last.

Anken imod dette system går på, at det slet ikke er i Danmarks interesse at have åbne grænser. Ja, det er ikke i nogens interesse – og desuden er det kulturelt skadende for kongeriget. Følgelig ville det være bedst netop at have lukkede grænser, eller (hvis man er hører til den økonomisk fornuftige andel af disse konservative) både lukkede grænser og lukkede kasser.

Det store problem for dette synspunkt er, at det ganske enkelt ikke er muligt at lukke grænserne i overfor EU-borgere, for hvem bevægelsesfriheden er en grundlæggende, traktatsbestemt rettighed. Noget andet gør sig gældende for personer fra ikke-medlemsstater.

Fair nok, hører man så fra tid til anden: Det er da lige meget om det er en traktatsbestemt rettigheder. I Danmark kan vi selv bestemme, om vi vil lukke vores grænser eller ej. Det er sørme ikke noget EU skal blande sig i. Vi er suveræne!

Men dette synspunkt er ligeså forkert som det er forvrøvlet. Spørgsmålet om hvorvidt Danmark kan lukke sine grænser i overfor EU-borgere er ikke et moralsk et, men et juridisk. Og vi kan ikke lukke grænserne i, fordi den danske stat ikke længere har suverænitet på området. Spørgsmålet om de danske grænsers åbenhed eller lukkethed er ikke ét, som vi som danskere kan forholde os til længere; det har vi allerede gjort, da vi indgik i EU-systemet og overdrog en del af den nationale suverænitet til fællesskabet.

Som Ole Birk pointerer:

Bedst som vi troede, at vi havde fået en ”fast, men fair” udlændingepolitik, der kunne lukke grænsen for nye indvandrere uden lyst til at integrere sig og uden villighed til at leve et selvforsørgende liv i Danmark, så blev det hele for godt to år siden undermineret af Metock-dommen fra EU-systemet.

I dag kan enhver få opholdstilladelse i Danmark via familiesammenføring og efterfølgende kort ophold i f.eks. Sverige.

Hvis man som jeg ønsker at begrænse den velfærdsmotiverede indvandring til Danmark, er “åbne grænser og lukkede kasser”-modellen i mine øjne det eneste troværdige forslag der i øjeblikket er på bordet. Det er det fordi modellen:

1. erkender at de danske grænser overfor EU-borgere ér åbne,
2. at ikke umiddelbart kan gøres noget ved 1), og at man derfor
3. helt skal fjerner velfærdsincitamentet for at komme til Danmark.

Nr. 3 på listen burde være selvindlysende. Nr. 1 og 2 forudsætter en erkendelse af, at bodegaholdningen til, hvad Danmark kan og ikke kan, er ukorrekt og at en kombineret indvandrings- og velfærdspolitik i alle tilfælde forudsætter et udgangspunkt i den virkelige verdens forhold.

Er det en lappeløsning? Det kan man godt sige. Men den er i det mindste realistisk.

Lidt reklame for en bog om socialisme

Ludwig!

Det er desværre et kendetegn ved mange af de klassiske litterære værker udi det borgerlige, at en række pointer, teorier og eksempler for den nutidige læser viser sig at være en anelse kedelige og måske endda banale. Bevares, det er noget der sker for alle bøger og derfor en naturlighed og man skal derfor ikke begræde det.

Ludwig von Mises’ bog ”Socialism” synes dog at være lidt af en undtagelse. I modsætning til f.eks. Human Action, hvis pointer har må modificeres pga. nye landvindinger indenfor den økonomiske forskning, er Socialisme en relativt konkret undersøgelse af socialismens natur, og derfor langt mere modstandsdygtig overfor den senere udvikling, så at sige. Et særligt kendetegn ved denne (omfangsrige) bog er netop, at man kan genfinde en lang række af de emner Mises fremhæver og udstiller som faktuelt forkerte, i moderne socialistisk og socialdemokratisk retorik.

Med et enkelt teksteksempel fra bogens introduktion vil jeg anbefale den som lejlighedsvis aftenlæsning e.l.; men med en advarsel om, at bogen nærmest læser sig selv:

If one complains that the system of economic and social organization which is based on private property [f.eks. som det danske] in the means of production does not sufficiently consider the interests of the community, that it serves only the purposes of single strata, and that it limits productivity; and if therefore one demands with the supporters of the various “social-political” and “social-reform” movements, state interference in all fields of economic life, then one has fundamentally accepted the principle of the socialist programme.

Or again, if one can only argue against socialism that the imperfections of human nature make its realization impossible, or that it is inexpedient under existing economic conditions to proceed at once to socialization, then one merely confesses that one has capitulated to socialist ideas.

The nationalist, too, affirms socialism, and objects only to its Internationalism. He wishes to combine Socialism with the ideas of Imperialism and the struggle against foreign nations. He is a national, not an international socialist; but he, also, approves of the essential principles of Socialism.

Grundlovsbrudssager I

Var den danske deltagelse i Irak-krigen folkeretsstridig grundlovsstridig? Det mener den frivillige forening ”Grundlovskomitéen 2003 vedrørende Irak-krigen”, som i dette årtusindes første årti har ført en indædt kamp i det danske retssystem for at få sit synspunkt bekræftet – og regeringen og folketingets underkendt.

Til formålet havde komitéen sagsøgt den danske stat, repræsenteret ved statsministeren (H.M. Dronningen kan som bekendt (desværre) ikke sagsøges) og den 17. marts 2010 kunne højesteret sætte et foreløbigt sidste punktum i sagen. Ved sin dom denne dag blev det fastslået, at komitéen slet ikke havde nogen søgsmålskompetence, den ikke havde en retlig interesse i sagen.

Komitéen havde således hverken nogen konkret retlig tvist mod staten, ligesom ingen af dens medlemmer i højere grad var berørt af krigsdeltagelsen end rigets øvrige borgere. At man ikke, som man havde gjort det en enkelt gang før, tilsidesatte spørgsmålet om søgsmålskompetence og derved foretog en realitetsprøvelse af sagen desuagtet hang sammen med, at regeringen, iht. Grundloven, er tillagt den umiddelbare kompetence til at handle på alle danskeres vegne i udenrigspolitiske spørgsmål.

Retten bemærker bl.a.:

Det foreliggende tilfælde angår en beslutning om et dansk styrkebidrag omfattende en ubåd, en korvet, et lægehold samt stabs- og forbindelsespersonel, i alt ca. 200 mand, som led i en indsats i Irak med en samlet styrke på ca. 300.000 mand. Beslutningen indebar ikke retlige pligter for danske borgere i almindelighed, og appellanterne har da heller ikke gjort gældende, at søgsmålet har til formål at blive frigjort fra sådanne pligter.

Striden omfatter en række spørgsmål, men i centrum står Grundlovens § 19, stk. 2, hvorom (med rettens ord):

[a]ppellanterne har gjort særligt gældende, at det ved afgørelsen af, om der bør gives dem søgsmålsret vedrørende påstandene om grundlovsbrud, må tillægges betydning, om der foreligger en uklarhed om forståelsen og anvendelsen af grundloven, som søgsmålet kan bidrage til at afklare.

Hertil bemærker Højesteret, at der ikke foreligger nogen særlig uklarhed om forståelsen af grundlovens § 19, stk. 2, i overensstemmelse med ordlyden som en procedureregel, der regulerer forholdet mellem regering og folketing.

Det skal indrømmes at det er ved at være nogle år siden, at jeg sidst har beskæftiget mig indædt med grundlovens indhold; men at det trods alt var netop denne form for lovgivning, der i første række antændte min interesse for juraen. – Og umiddelbart har jeg ikke kunnet finde nogen håndfast støtte i litteraturen for dét synspunkt, som komitéen fremkommer med.

Irak-sagen er udtryk for dommerskabt (udfyldende) ret; og det kan derfor heller ikke undre nogen, at komitéen, som den tabende part, har annonceret, at man vil forfølge sagen ved Menneskerettighedsdomstolen:

For vore 16 klienter har vi nu indklaget sagen for Menneskerettighedsdomstolen ud fra det synspunkt, at grundloven er gældende mellem stat og borger, og at adgangen til rettergang må indebære en ret for borgerne til at få afgjort, om grundloven blev brudt, da et flertal (61 for, 50 imod, 68 fraværende) stemte for krigen, selv om de har skrevet under på at overholde grundloven. Der bør ikke gælde en særlig immunitet, så domstolene afskæres fra at kontrollere overholdelsen.

Klagens kerne er således, at det i en moderne retsstat magthygiejnisk er usundt, hvis spørgsmålet ikke kan afgøres ved domstolene.

Komitéens synspunkt er endog meget sympatisk og jeg kan ikke forestille mig, at nogen som helst tilhænger af retsstatsprincippet skulle kunne være imod det. Men retsstaten er også et moralsk princip, og ret og moral er nu og engang ikke (nødvendigt og forudsætningsvist) det samme. En virkelighedstro opfattelse af retten forudsætter dels en positivistisk forståelse for, hvad der kan konstitutere ret(skilder), og dels en realistisk anvendelse heraf. Med sin menneskerettighedssag forsøger Komitéen sig med en ny strategi i en sag, som derved i stadig større grad tegner sig til at være en juridisk stråmand for sagens egentlig, og langt mere politiske, kerne: Nemlig et forsøg på et opgør med den førte værdipolitik og et angreb på det forfatningsretlige system udenom den normale grundlovsændringsprocedure.

I løbet af ugen vil jeg blogge om danske grundlovsbrudssager.