I dag har været en særdeles underholdende dag, sådan rent politisk; – og jeg tænker ikke på noget så ligegyldigt som den statslige klimakommissions 40-årsplan, der nok skal fører os længere ned af vejen mod trældom, end vi allerede er, men tværtimod om noget langt mere sjovt: Anders Samuelsen, formanden for Liberal Alliance, har pusset Datatilsynet på Socialdemokratiet.
Hvorfor har han dog det, kunne man spørger. Ja, hvad pokker er det interessant i det?
Det forholder sig sådan, at Joachim B. Olsen, der nu er spidskandidat for Liberal Alliance i den nordjydske storkreds, tidligere har været medlem af Socialdemokraterne.
Grunden til at jeg ved dét er, at Socialdemokraterne har lækket den information til pressen.
Efter at nyheden om at Joachim B. Olsen skulle være kandidat for Liberal Alliance begyndte at cirkulere, har det altså siddet en person med adgang til det socialdemokratiske medlemsregister og dér set, at Joachim B. Olsen enten var eller havde været medlem af Socialdemokraterne, hvorefter vedkommende så har overbragt denne information til pressen.
Harmløst? Måske. Ulovligt? Ja.
Det var ingen nyhed, at Joachim B. Olsen, i hvert fald tidligere, har haft socialdemokratiske tendenser; f.eks. støttede han den intellektuelle letvægter Nicolaj Wammen i dennes kamp for at blive borgmester i Århus. Katten var så at sige allerede ude af sækken og offentliggørelsen af, at Joachim B. Olsen har været medlem af Socialdemokraterne tjener således intet andet åbenbart formål, end at udstille folketingskandidatens politiske hykleri. Det er i hvert fald sådan Socialdemokraterne vinkler historien.
Problemet for Socialdemokraterne er bare, at det deres organisation har gjort er ulovligt. Deres omgang med personfølsomme informationer har været mildest talt lemfældige; ja, ligefrem at overbringe informationerne til pressen er, med Nick Hækkerups egne ord: Dårlig stil!
Socialdemokraternes handling har vist, at intet medlem eller tidligere medlem i det parti, kan vide sig sikre på, at netop deres personfølsomme data ikke vil blive misbrugt i en eventuelt kommende smædekampagne. Ve den, der har ladet sig opføre i dét medlemsregister!
Men er det alligevel ikke at skyde gråspurve med kanoner? Nej, det er det slet ikke. En af de vigtigste forudsætninger for at et demokratisk system med foreningsfrihed kan fungerer, er, at information om medlemsskaber af foreninger, forbliver en hemmelighed imellem medlemmet og foreningen. Ligegyldigt, om foreningen så er politisk eller upolitisk.
Det ville for alvor være et demokratisk problem, hvis organisationer kunne behandle deres medlemsinformationer præcist som de ville; eller hvis staten og offentligheden skulle have fuld indsigt i dem. Det kommer nemlig ikke nogen andre ved, hvilke foreninger en person er medlem af – med mindre personen selv siger det.
Hvis man ikke kan tolerere denne vigtige demokratiske forudsætning, bør man gøre op med sig selv, om man fortsat skal virke det det demokratiske spil. Det er på tide at Socialdemokraterne sætter sig ned og grundigt overvejer, om de egentlig har formatet til at drive en partiforening, eller om de bare skulle lukke ned og gå hjem.
Liberal Alliance har selv lært lektien på den hårde måde.

Pingback: Tweets that mention Socialdemokraterne er demokratisk uredelige | Verden fra min altan -- Topsy.com