Fordele og ulemper ved at stikke hinanden i ryggen

Image by arboltsef via Flickr

Ole Birk Olesen skriver i sin nyeste leder på den liberale netavis 180grader:

Konservative partimedlemmer har en lang tradition for at bruge beskidte tricks imod deres partifæller i den interne kamp om titler og positioner til sig selv. I intet parti andet parti har man i de seneste 40 år stukket så mange knive i hinanden som hos de Konservative. Hos disse mennesker, der om sig selv hævder, at de er vogtere af den gode moral og de borgerlige dyder i samfundet, har der hersket en “går den så går den”-attitude og en mangel på almindelig anstændighed i omgangen med andre mennesker, som overgår alt, hvad dansk politik ellers kan byde på. Der er tale om en helt særlig partikultur, som var lige ved at lægge Det Konservative Folkeparti i graven i 70′ernes kampe mellem Erik Haunstrup Clemmensen og Erik Ninn Hansen og i 90′ernes stridigheder mellem Per Stig Møller og Hans Engell.

Først og fremmest en bemærkning om tonen i citatet; den er meget skarp. Nogen ville sikkert sige for skarp. Ikke desto mindre er de to første sætninger faktuelle, den tredje en antagelse og den fjerde og sidste forklarende og samlet set forekommer citatet korrekt. For så vidt angår attitude-antagelsen kan der meget vel være noget om snakken; det er ihvertfald en diskrepans imellem hvordan konservative politikere prædiker og så hvordan de handler (landspolitisk set i et historisk perspektiv).

Spørgsmålet er vel bare det, om man entydigt kan tale sige, at det er en ulempe for Det Konservative Folkepartis politikere, at det er sådan. Det mener jeg ikke umiddelbart man kan. For så vidt kan man tale om en konflikt imellem hvordan politik er og hvordan politik bør være; en kamp imellem realisme og idealisme.

Rachlin: Indrøm det nu DR – og Poul Høj, kan du så lade være med at plagiere!

Image via Wikipedia

Der kan siges meget ondt om Danmarks Radio og dertil er tre fjernsynsprogrammer ikke nok. Samuel Rachlin, der i en stor del af sin karriere var journalist på de statskontrollerede medier, er temmelig ligefrem, når han beder sine tidligere kolleger om at komme ned fra den høje hest og indrømme det, som alle vi andre kan se: At de propaganderede for totalitært-kollektivistiske synspunkter i en tid, hvor de totalitært-kollektivistiske statsmagter øvede militære landgangsmanøvre og placerede atommissiler, hvis eneste formål var at udslette de større byer i søde, rare, lille Danmark.

For en mere nutidig vinkling på den dårlige danske “journalistik” er Rachlin også leveringsdygtig i berettiget kritik:

…Og en mand som Poul Høi (Berlingske Tidendes korrespondent i USA, red.) burde man se lidt nærmere på. Han fik i sin tid Cavlingprisen, men spørgsmålet er, om han ikke stedet skulle have haft oversætterprisen, siger Samuel Rachlin.

Poul Høi, som det skal siges fordriver en udemærket blog på Berlingske p.t., har været en sand mester udi i plagiering, hvilket de herre Punditokraterne har bemærket ved gentagende lejligheder, men som, vistnok, ikke har haft nogen nævneværdige konsekvenser for Høi selv.

Socialdemokraterne er demokratisk uredelige

Image by marza via Flickr

I dag har været en særdeles underholdende dag, sådan rent politisk; – og jeg tænker ikke på noget så ligegyldigt som den statslige klimakommissions 40-årsplan, der nok skal fører os længere ned af vejen mod trældom, end vi allerede er, men tværtimod om noget langt mere sjovt: Anders Samuelsen, formanden for Liberal Alliance, har pusset Datatilsynet på Socialdemokratiet.

Hvorfor har han dog det, kunne man spørger. Ja, hvad pokker er det interessant i det?

Det forholder sig sådan, at Joachim B. Olsen, der nu er spidskandidat for Liberal Alliance i den nordjydske storkreds, tidligere har været medlem af Socialdemokraterne.

Grunden til at jeg ved dét er, at Socialdemokraterne har lækket den information til pressen.

Efter at nyheden om at Joachim B. Olsen skulle være kandidat for Liberal Alliance begyndte at cirkulere, har det altså siddet en person med adgang til det socialdemokratiske medlemsregister og dér set, at Joachim B. Olsen enten var eller havde været medlem af Socialdemokraterne, hvorefter vedkommende så har overbragt denne information til pressen.

Harmløst? Måske. Ulovligt? Ja.

Det var ingen nyhed, at Joachim B. Olsen, i hvert fald tidligere, har haft socialdemokratiske tendenser; f.eks. støttede han den intellektuelle letvægter Nicolaj Wammen i dennes kamp for at blive borgmester i Århus. Katten var så at sige allerede ude af sækken og offentliggørelsen af, at Joachim B. Olsen har været medlem af Socialdemokraterne tjener således intet andet åbenbart formål, end at udstille folketingskandidatens politiske hykleri. Det er i hvert fald sådan Socialdemokraterne vinkler historien.

Problemet for Socialdemokraterne er bare, at det deres organisation har gjort er ulovligt. Deres omgang med personfølsomme informationer har været mildest talt lemfældige; ja, ligefrem at overbringe informationerne til pressen er, med Nick Hækkerups egne ord: Dårlig stil!

Socialdemokraternes handling har vist, at intet medlem eller tidligere medlem i det parti, kan vide sig sikre på, at netop deres personfølsomme data ikke vil blive misbrugt i en eventuelt kommende smædekampagne. Ve den, der har ladet sig opføre i dét medlemsregister!

Men er det alligevel ikke at skyde gråspurve med kanoner? Nej, det er det slet ikke. En af de vigtigste forudsætninger for at et demokratisk system med foreningsfrihed kan fungerer, er, at information om medlemsskaber af foreninger, forbliver en hemmelighed imellem medlemmet og foreningen. Ligegyldigt, om foreningen så er politisk eller upolitisk.

Det ville for alvor være et demokratisk problem, hvis organisationer kunne behandle deres medlemsinformationer præcist som de ville; eller hvis staten og offentligheden skulle have fuld indsigt i dem. Det kommer nemlig ikke nogen andre ved, hvilke foreninger en person er medlem af – med mindre personen selv siger det.

Hvis man ikke kan tolerere denne vigtige demokratiske forudsætning, bør man gøre op med sig selv, om man fortsat skal virke det det demokratiske spil. Det er på tide at Socialdemokraterne sætter sig ned og grundigt overvejer, om de egentlig har formatet til at drive en partiforening, eller om de bare skulle lukke ned og gå hjem.

Liberal Alliance har selv lært lektien på den hårde måde.

Det medierne ikke fortæller om den svenske økonomi

Danske medier har her på det seneste talt og skrevet meget om det økonomiske mirakel, Sverige angiveligt skulle opleve for tiden. Selv rigtigt borgerlige politikere er endda hopped med på vognen.

Men tøv nu lige! Ser det virkelig så godt ud i Sverige — eller er vores nabo mod øst ved at gøre den samme fejl, som Fanny Mae og Freddie Mac? Lad os se:

The Swedish housing market has been going up throughout the entire financial crisis, thanks mostly to the fact that interest rates are at ridiculous 0.25%. Since the Swedish mortgage market is completely ridiculous, with no one ever paying off the principal (we are all more or less renting from the bank), over 75% of the people continuously having adjustable-rate mortgages (a Swedish tradition), tax credits for 30% of your interest rate costs….well, you get the picture. Since early 2008, interest rate costs have efficiently gone down to about a third. I saw a newspaper item about the record of interest rates – a family managed to negotiate their adjustable interest rate down to 0.8%!!!!

Of course, there is the spicy story of a certain government-backed lending institute (called SBAB) that started the practice of lending out 95% of market value a few years back, has bonus-systems based on how many mortgages their employees can dish out, and has been gaining market shares since late 2008….In a report issued soon after the Fannie&Freddie problems started, a free-market think tank called Timbro made a very clear case for how SBAB could easily be going the exact same way.

One does wonder if anyone ever learns anything. At all. Our central bank has started an investigation into the sustainability of the mortgage market, but even the man on the street is beginning to become aware that the whole thing is going to blow sky-high once interest rates go up. The average loan amount is 5 times disposable income, with 10% having over 10 times disposable income in home loans. The most ridiculous thing? Everyone is busy saying that it’s all based on the “sound fundamentals” of Swedish economy, and that since we have a chronic shortage of housing up here in our capital of Stockholm – it really is different this time ….

Kilde

Memo til Raul Castro

Det her blogindlæg fra Alvin Rabushka, der er flad-skat-forsker og senior fellow ved Hoover Institution, fik mig til at smile. Det er formuleret som et kort, lille brev til Cubas kleptokratiske diktator Raul Castro, som vistnok forsøger sig med at få markedsmekanismen til at fungere i et samfund, som desværre har været den foruden i alt for mange år (hvis man altså ser bort fra den omfattende sortbørshandel der finder sted på øen).

As you begin to shift from a command-and-control to a market economy, I suggest you stay clear of the IMF, IDB, WB, and Harvard University for advice. Instead, send your team of economists to Estonia and Slovakia whose officials will be happy to share with you their success in transforming their economies after the collapse of the Soviet Empire.

In particular, you should study the flat tax as a good way to install a new revenue system. Even Russia, your former benefactor, has flourished due, in part, to its 13% flat tax on personal income.

Best wishes for success in your reform program.

Alvin Rabushka

Og her er så lige en video om netop flad skat (fra de gode gutter hos Cato Institute). Den berører selvfølgelig det amerikanske skattesystem helt specifikt, men når alt kommer til alt, er der jo ikke meget der adskiller dét fra det danske:

- og huske det så: Flad skat er den eneste retfærdige form for indkomstskat der findes.

Amen.