Image via Wikipedia
Så man på mig lige efter jeg havde læst dagens kronik i Berlingske Tidende, ville man nok have trukket lidt på smilebåndet. Mine følelser var nemlig blandede og det kom vistnok til udtryk i en lidt sjov lyd og et noget sært ansigtsudtryk. Grænser søges, hedder kronikken og den er forfattet af Jens Elo Rytter fra universitetet i København. Den er værd at læse og den indledes således:
I Danmark har vi tradition for at overholde menneskerettighederne og grundlæggende retsstatsprincipper. Ja, man kan måske endda side, at der er tradition for, at politikerne viger tilbage fra overhovedet at udfordre de menneskeretlige grænser. Man holder sig hellere på den sikre side. I gamle dage (slutningen af 1980erne) fik vi således det indtryk på jurastudiet, at Grundloven og menneskerettighederne selvfølgelig er principielt vigtige, men at vi i Danmark har en demokratisk kultur, der i praksis gør det nærmest utænkeligt, at Folketinget skulle handle i modstrid hermed.
Men, så kommer modsvaret:
Sådan er det ikke længere. Dansk politik er stadig oftere på kollisionskurs med menneskerettigheder og retsstatsprincipper – ikke mindst dem, som er nedfældet i Menneskerettighedskonventionen.
Lad mig sige det kort: Jeg er langt hen enig i kronikkens holdning. Når det så er sagt, er der en ting, som jeg gerne vil tærske lidt langhalm på. Det er spørgsmål om, hvad rettigheder er.
Som jeg læser kronikken får jeg to indtryk: Først og fremmest ænser jeg et lille forsvar for en art Hal Kochsk demokratiopfattelse; dog ikke så meget at det gør noget, men nok til, at det forstyrrer (fordi Hal Koch (og Alf Ross) tog fejl). Dernæst, og mere vigtigt for min kritik, får jeg indtrykket af, at ”menneskerettigheder” og ”retsstaten” er principper, som bevidst er udviklet til netop at begrænse den demokratiske magt.
En sådan opfattelse er for rationel og for konstruktivistisk for min smag.
Jeg er fuld ud overbevist om, at rettigheder er noget, som man tilkæmper sig. Det kan være gennem krig, lovgivningsprocesser eller via domstolene. Rettigheder er håndgribelige og kan håndhæves – men bliver det ikke nødvendigvis. De er med største sandsynlighed opstået på baggrund af en konkret moralsk opfattelse; men de er ikke i sig selv moralske. Tværtimod er de ikke andet og mere end ord på papir og handlinger i praksis. Og ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Derfor er det også naturligt, at moralske tilhængere af en juridisk rettighed kæmper for dens opretholdelse og anvendelse; ligesom modstandere selvfølgelig vil gøre meget for at rettigheden skal glemmes eller misforvaltes.
CEPOS har igennem 1-2 års tid arbejdet med retssikkerhed – og de bør være stolte af indsatsen. De har kastet lys over områder, hvor den liberalt-moralske rettighedsopfattelse forvanskes af et andet moralsk verdensbillede; og sammen med dagens kronik af Jens Elo Rytter kan man måske håbe på, at der er ved at opstå et reelt opgør med demokratismen, paternalismen og – tør man sige det – totalitarismen.
Jeg tror, at vi i de næste mange år vil opleve en krig om rettighederne. De enkelte kampe vil komme til at handle om symbolpolitik, anti-terror, indvandring, statens finanser og markedets effektivitet. Men underneden vil vi hele tiden falde tilbage til spørgsmål om: Er dette retfærdigt?
Bliver det domstolene der kommer til at afgøre det spørgsmål vil i princippet være prisgivet; for vi vil aldrig have nogen garanti for, at domstolene ikke når frem til et resultat, der går os imod. Men vi kan da håbe på, bede til og arbejde for, at dét ikke kommer til at ske!
