En form for personligt paradigmeskifte

Image via Wikipedia

I den senere tid har der ikke været så megen hard core-ideologi her på bloggen. Hvorfor det lige er tilfældet kan jeg ikke komme med et helt præcist svar på, men besvarelsen skal med stor sandsynlighed findes i et paradigmeskifte of sorts.

Selvom jeg ikke har beskæftiget mig i en blot nogenlunde nævneværdig grad med David Hume, har hans saks alligevel ramt bloggen. Det har resulteret i, at jeg ikke længere interesserer mig så meget i, hvordan verden burde være, men hvordan den rent faktisk er.

Det kommer sig nok af, at jeg over sommeren har haft stor fornøjelse af at læse en række retsfilosofiske klassikere, som har befundet sig på begge sider af the great devide: Naturretten, der på sin side af dybet siger, at der er et reelt sammenfald imellem det, der er moralsk og det der er ret; og så retspositivismen, der på sin side af dybet hævder, at der ikke nødvendigvis er et sådant sammenfald – og selv hvis der, så vil det aldrig en forudsætning for at ret, er ret, at retten også stemmer overens med moralen.

Nu lyder det nok som en leg om ord, men i virkeligheden er der tale om et spørgsmål, der stikker rigtigt dybt. Debatten omkring hvad der er mest rigtigt er derfor naturligt nok stadig pågående; og det er min egen beskæftigelse med denne debat, der har fået mig til at reflektere lidt mere over, hvad det egentlig er, at jeg selv mener.

Lad mig dog lige så én ting fast: Jeg har ikke ændret mening over sommeren. Men mine begrundelser har ændret sig.

For mig at se er der en forskel på hvad det der er moralsk rigtigt og det der er retligt rigtigt. Sammenhængen eller forskellen imellem disse to ting, har altid ligget mig meget på sinde, men har ikke fremstået ret tydeligt, eftersom jeg før havde en tendens til at betragte begge dele under ét. Grunden til, at jeg overhoved inddraget det ”retlige” er to-delt: For det første beskæftiger jeg mig med jura, hvorfor det er nærliggende; for det andet (og mere vigtigt) så er det, at noget også er retligt rigtigt en form for gyldighedsforudsætning i en hvilken som helst samfundsform.

Er man tilhænger af den form for naturret, som jeg var tilhænger af, har man et problem. Det består i, at der ikke i virkeligheden er komplet kongruens imellem ret og moral, set med ens egne briller. Der er flere årsager dertil, men en hovedproblemstilling er den, at der ikke er enighed om, hvad der er ”moralsk rigtigt”.

Eksempelvis vil nogen mene, at det er moralsk rigtigt at forbyde lolicons, mens andre mener at et forbud netop er toppen af umoralskhed. Fildeling er et andet eksempel: Enten mener man det er moralsk rigtigt eller moralsk forkert at dele ophavsretsbeskyttede filer; men ligegyldigt hvad, så ligger det fast, at det er forkert retligt set.

Jeg er ikke sociolog, så jeg kan kun gætte mig frem til, hvorfor det er sådan; og jeg regner med, at det har noget at gøre med, at vores samfundsorden er så meget mere kompleks nu om stunder, end den har været førhen, og at den fælles landsby-/stammemoral derfor kun eksisterer i de mest basalt moralske spørgsmål, a lá ”det er ikke i orden at slå andre mennesker ihjel i koldt blod”.

Løsningen på dette konkrete problem må (i det mindste) være todelt: For det første må man erkende, at der ikke nødvendigvis er moralsk og retlig kongruens. Der kan være det og det er dejligt når dette er tilfældet; men nogen nødvendig gyldighedsbetingelse eksisterer ikke. For det andet må finde en ny metode, man vil gøre brug af, når man vil konfrontere eksempler, der er moralsk forkerte men retligt rigtige. Her kan eventuelt man hente inspiration fra law and economics- og public choice-bevægelserne.

For mig handler det her egentlig bare om, hvad der er sandheden. Og med sandheden mener jeg immervæk sandheden og ikke en eller anden form for kritisk konstrueret begrebsverden, som er opfundet bag et uvidenhedens lingvistiske og moralske slør.

Er skatteopkrævning røveri? Hvis skatteopkrævning involverer en beslaglæggelse af ejendom med trussel om frihedsberøvelse til følge så er svaret unægtelig: Ja, skatteopkrævning er røveri… Moralsk set. For vi kan jo se, at skatteopkrævning ikke betragtes som røveri af hverken staten eller civilsamfundet. Vi betaler vores skatter – også selvom det ikke er med glæde og under trussel om retsforfølgning. Det er ikke retfærdigt, men ikke desto mindre sådan som det er. Det er med andre ord retligt set okay, at foretage skatteopkrævning.

Jeg synes immervæk skatter er trælse. Jeg synes også det er moralsk forkert. Men jeg bliver nødt til at erkende, at skatterne har deres retlige funderinger, selvom de kan være dybt uretfærdige.

Øvelsen må bestå i at forklare, hvorfor det retlige udgangspunkt er forkert – og forklare det på den måde, som ikke forudsætter en ens moralsk opfattelse. For pokker: Hvis alle havde den mening, at skat var moralsk forkert, ville vi så have skatter? Nej, og derfor har jeg også taget mig i at blive helt træt, når jeg støder på den Ayn Randske påstand om, at moral er noget objektivt. Det er noget vrøvl; og i øvrigt vil jeg i den anledning henvise til en fodnote i Nozicks AS&U på en side, som jeg ikke kan huske, hvor han påpeger, at Rands argument er bagvendt.

Når jeg skriver, at mine holdninger er de samme, men at mine begrundelser har ændret sig, så skal det forstås sådan, at jeg vælger at sondre imellem det abstrakte og det konkrete. Abstrakte argumenter, fundet i moral, er fortsat gyldige, men de kan umuligt stå alene.

Πάντα ῥεῖ καὶ οὐδὲν μένει

About these ads