Personen J kan vælge imellem at være parasit (N) eller ej (P). Personen D vælger efter J har valgt, om hun vil producere (A) eller strejke (S)
I Libertas nr. 45-46 blev der bragt en artikel af Otto Brøns-Petersen, indeholdende en spilteoretisk belysning af en central problemstilling i Ayn Rands bog Atlas Shrugged.
Spørgsmålet for artiklen er, om det er irrationelt at krænke andre menneskers rettigheder og være det, som Ayn Rand kalder en “parasit”.
Kernen i Rands filosofiske argument er, at mennesker dels ikke bør leve som parasitter på andre, dels ikke er forpligtet til at handle imod egne interesser. Således indebærer hendes etiske egoisme en moralsk forpligtelse til netop at handle efter sine – rigtigt forstået – egne interesser.
Men hvis A kun er forpligtet af sine egne interesser, hvordan kan A så samtidig have pligt til ikke at leve som parasit på B? Rands svar er – og må være – at det er i vores egen bedste interesse at lade være.
Artiklen, der har et overkommeligt sideantal (4 sider) skal læses i sin fulde længde for at få hele argumentationen med, men konklusionen vil jeg nu alligevel bringe:
Problemet hos Rand er, at hun begår en kollektivistisk fejlslutning. Det er indlysende, at hvis alle (eller tilstrækkeligt mange) valgte ubetinget at følge en parasitstrategi, ville det føre til deres undergang. Det er tilsvarende klart, at den samlede velstand er større, desto flere der lever produktivt frem for at snylte. Men deraf følger ikke, at den enkelte ikke kan vælge at være parasit, uden at gå til grunde eller opnå større velstand.
Det er et uhyre stærkt argument, hvis det kan bevises, at det er egennyttigt irrationelt at krænke andres rettigheder. Rand har desværre ikke leveret det argument. Vi er endnu ikke i sikkerhed for Jim’erne.
