Ayn Rand og den kollektivistiske fejlslutning

Personen J kan vælge imellem at være parasit (N) eller ej (P). Personen D vælger efter J har valgt, om hun vil producere (A) eller strejke (S)

I Libertas nr. 45-46 blev der bragt en artikel af Otto Brøns-Petersen, indeholdende en spilteoretisk belysning af en central problemstilling i Ayn Rands bog Atlas Shrugged.

Spørgsmålet for artiklen er, om det er irrationelt at krænke andre menneskers rettigheder og være det, som Ayn Rand kalder en “parasit”.

Kernen i Rands filosofiske argument er, at mennesker dels ikke bør leve som parasitter på andre, dels ikke er forpligtet til at handle imod egne interesser. Således indebærer hendes etiske egoisme en moralsk forpligtelse til netop at handle efter sine – rigtigt forstået – egne interesser.

Men hvis A kun er forpligtet af sine egne interesser, hvordan kan A så samtidig have pligt til ikke at leve som parasit på B? Rands svar er – og må være – at det er i vores egen bedste interesse at lade være.

Artiklen, der har et overkommeligt sideantal (4 sider) skal læses i sin fulde længde for at få hele argumentationen med, men konklusionen vil jeg nu alligevel bringe:

Problemet hos Rand er, at hun begår en kollektivistisk fejlslutning. Det er indlysende, at hvis alle (eller tilstrækkeligt mange) valgte ubetinget at følge en parasitstrategi, ville det føre til deres undergang. Det er tilsvarende klart, at den samlede velstand er større, desto flere der lever produktivt frem for at snylte. Men deraf følger ikke, at den enkelte ikke kan vælge at være parasit, uden at gå til grunde eller opnå større velstand.

Det er et uhyre stærkt argument, hvis det kan bevises, at det er egennyttigt irrationelt at krænke andres rettigheder. Rand har desværre ikke leveret det argument. Vi er endnu ikke i sikkerhed for Jim’erne.

Når grænsen er nået

Image via Wikipedia

Så man på mig lige efter jeg havde læst dagens kronik i Berlingske Tidende, ville man nok have trukket lidt på smilebåndet. Mine følelser var nemlig blandede og det kom vistnok til udtryk i en lidt sjov lyd og et noget sært ansigtsudtryk. Grænser søges, hedder kronikken og den er forfattet af Jens Elo Rytter fra universitetet i København. Den er værd at læse og den indledes således:

I Danmark har vi tradition for at overholde menneskerettighederne og grundlæggende retsstatsprincipper. Ja, man kan måske endda side, at der er tradition for, at politikerne viger tilbage fra overhovedet at udfordre de menneskeretlige grænser. Man holder sig hellere på den sikre side. I gamle dage (slutningen af 1980erne) fik vi således det indtryk på jurastudiet, at Grundloven og menneskerettighederne selvfølgelig er principielt vigtige, men at vi i Danmark har en demokratisk kultur, der i praksis gør det nærmest utænkeligt, at Folketinget skulle handle i modstrid hermed.

Men, så kommer modsvaret:

Sådan er det ikke længere. Dansk politik er stadig oftere på kollisionskurs med menneskerettigheder og retsstatsprincipper – ikke mindst dem, som er nedfældet i Menneskerettighedskonventionen.

Lad mig sige det kort: Jeg er langt hen enig i kronikkens holdning. Når det så er sagt, er der en ting, som jeg gerne vil tærske lidt langhalm på. Det er spørgsmål om, hvad rettigheder er.

Som jeg læser kronikken får jeg to indtryk: Først og fremmest ænser jeg et lille forsvar for en art Hal Kochsk demokratiopfattelse; dog ikke så meget at det gør noget, men nok til, at det forstyrrer (fordi Hal Koch (og Alf Ross) tog fejl). Dernæst, og mere vigtigt for min kritik, får jeg indtrykket af, at ”menneskerettigheder” og ”retsstaten” er principper, som bevidst er udviklet til netop at begrænse den demokratiske magt.

En sådan opfattelse er for rationel og for konstruktivistisk for min smag.

Jeg er fuld ud overbevist om, at rettigheder er noget, som man tilkæmper sig. Det kan være gennem krig, lovgivningsprocesser eller via domstolene. Rettigheder er håndgribelige og kan håndhæves – men bliver det ikke nødvendigvis. De er med største sandsynlighed opstået på baggrund af en konkret moralsk opfattelse; men de er ikke i sig selv moralske. Tværtimod er de ikke andet og mere end ord på papir og handlinger i praksis. Og ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Derfor er det også naturligt, at moralske tilhængere af en juridisk rettighed kæmper for dens opretholdelse og anvendelse; ligesom modstandere selvfølgelig vil gøre meget for at rettigheden skal glemmes eller misforvaltes.

CEPOS har igennem 1-2 års tid arbejdet med retssikkerhed – og de bør være stolte af indsatsen. De har kastet lys over områder, hvor den liberalt-moralske rettighedsopfattelse forvanskes af et andet moralsk verdensbillede; og sammen med dagens kronik af Jens Elo Rytter kan man måske håbe på, at der er ved at opstå et reelt opgør med demokratismen, paternalismen og – tør man sige det – totalitarismen.

Jeg tror, at vi i de næste mange år vil opleve en krig om rettighederne. De enkelte kampe vil komme til at handle om symbolpolitik, anti-terror, indvandring, statens finanser og markedets effektivitet. Men underneden vil vi hele tiden falde tilbage til spørgsmål om: Er dette retfærdigt?

Bliver det domstolene der kommer til at afgøre det spørgsmål vil i princippet være prisgivet; for vi vil aldrig have nogen garanti for, at domstolene ikke når frem til et resultat, der går os imod. Men vi kan da håbe på, bede til og arbejde for, at dét ikke kommer til at ske!

De Konservatives slingerkurs

Image via Wikipedia

Ved denne tid sidste år ville Det Konservative Folkeparti være partiet, der sparkede r*v på den værdipolitiske skala. Det eneste vi kom til at høre om, var dog et burkaforbud – der vistnok var så grundlovsstridigt, som det kunne være – og så at Naser Khader ville lave sig en tænketank, så man kunne udlicitere det tænksomme arbejde væk fra folketingsgruppen. Sidstnævnte idé måske slet ikke så ringe endda?

I år har Konservative så lovet, at man vil “forkæle erhvervslivet”. Hvad der nærmere ligger heri vides ikke, men når en politiker siger, at han (M/K) vil forkæle nogen, betyder det som oftest, at der er ny regulering i vente.

Flere, bl.a. Pittelkow i JP, har bemærket Det Konservative Folkepartis forbløffende evner udi fuld firspring frem og tilbage imellem forskellige mærkesager. Så dygtige har man været, at ikke én eneste person i Kongeriget nu ved, hvad Det Konservative Folkeparti egentlig mener – om noget som helst. Dette, krydret med en historisk lav til tro til partiets ledelsesapperat, skal nok blive noget af en udfordring at overkomme. Og det værste af det hele er, at partiet selv er skyld i det.

Berlingske Tidende, der som bekendt påstår at være en konservativ men politisk uafhængig avis, har påtaget sig den næsten uoverkommelige opgave af beskrive, hvad Det Konservative Folkeparti egentlig har ment og troet på de sidste 5-6 år. Det er næsten pinagtig læsning:

Rendyrket borgerlig:Efter et par år i regering syntes K-toppen i 2003, at partiprofilen var visnet i forhold til regeringsstorebroderen Venstre. Derfor bad de et reklamebureau om hjælp og nedsatte også en arbejdsgruppe, der skulle komme med rendyrkede borgerlige forslag som modpol til Venstre og Anders Fogh Rasmussens mere midtsøgende kurs. Det førte til forslag om afskaffelse af efterlønnen og beskæring af overførselsindkomsterne.

Familiepartiet: Allerede året efter i 2004 ville partiet dog væk fra de hårde værdier igen.De Konservative, der ser familien som den bærende pille i samfundet, satte sig på det nyoprettede familieministerium og havde store forhåbninger om, at det ville give en mere moderne profil. I 2005-valgkampen blev der til et pressemøde fremstillet en fotostat med en far, en mor og et barn, og man kaldte sig nu familiepartiet. I løbet af valgkampen fortrød K-toppen dog den strategi og lancerede i stedet visioner om topskattelettelser.

Skattelettelsespartiet: Op til skattelettelserne i 2005 og 2007 førte de Konservative lange og udmarvende skyttegravskrige med Venstre i medierne. Partiets daværende leder Bendt Bendtsen sørgede om nogen for, at de Konservative var kendt for et parti for folk med hang til skattelettelser, og især topskatten skulle bankes ned, mente Bendtsen, hvis andre mærkesager blandt andet var forskning og innovation.

Grøn og moderne: I 2007 erkendte Lene Espersen, at Det Konservative Folkeparti talte for meget til hjernen og for lidt til hjertet. »Vi er blevet erhvervslivets parti igen. Efter at Venstre har været det i en årrække. Men vi er simpelthen for dårlige til at tale til den unge, moderne børnefamilie. Dem, vi skal have i tale, er de moderne unge mennesker, som mange i folketingsgruppen selv identificerer sig med. Det grønne segment,« sagde Lene Espersen.

De offentligt ansattes parti: Med Lene Espersen i formandsstolen blev strategien igen ændret i 2008. Nu ville de Konservative være partiet for de ansatte i den offentlige sektor, som skulle befries for kontroltyranniet og vises mere tillid. Samtidig slog Lene Espersen på sit tiltrædelsespressemøde fast, at de Konservative nu især ville kæmpe for bedre vilkår for samfundets svageste.

HT: @MikkelKruse

De Konservative: A riddle, wrapped in a mystery, inside an enigma

Image via Wikipedia

Det Konservative Folkeparti er i færd med at udarbejde et nyt partiprogram, som jeg før har omtalt i mine to indlæg: Varm luft og Konservatives Grænsekollektivisme. Begejstringen fra min side er med andre ord ikke sprudlende, ligesom jeg er temmelig pessimistisk omkring det intellektuelle niveau, programmet lægger for dagen.

Fremtiden er Konservativ, hedder programmet i øvrigt.

Problemet med programmet er, at de få gode idéer, det rent faktisk indeholder, negeres af en næsten perverst dårlig argumentationsstil. Ja, jeg burde egentlig skamme mig over at bruge ordet ”argumentation” i forrige sætning, for man kan vel ikke kalde dét at fremsætte påstande, der så ikke forsvares, for en argumentation.

Efter endnu en gennemlæsning af programmet her til aften, fremstå det stadig som én stor selvmodsigelse, pakket ind i en vag tekst, som udtrykker nogle holdninger, som ikke præciseres. A riddle, wrapped in a mystery, inside an enigma.

Jeg har egentlig svært ved at forstå, hvordan en organisation, hvis kerneforretning kan siges at være salget af idéer, ikke engang kan finde ud af at lave et stykke papir, som giver en bare nogenlunde konsistent fornemmelse for, hvad disse idéer er. Medgivet: Jeg bruger (heldigvis) ikke størsteparten af min tid på at læse partiprogrammer, så det kan godt være, at Konservative, med dette program, bare følger med strømmen… Selvom det, selvfølgelig, ikke er nogen undskyldning!

Det er før blevet lovet herfra, at jeg vil vende tilbage med en endnu en gennemgang (eller to) af visse dele af programmet. Det agter jeg også. Men før vi kommer så langt, har jeg fundet frem til et lidt ældre partiprogram, med den optimistiske titel: En Fremtid i Frihed (- og ja, F’erne skal være store!). Så vidt vides er det fra 1981; men årstallet er lige meget. Det er udvalgt alene på grund af sin titel, som jeg (undskyld mig) mener, sparker røv.

Når jeg hører ”En Fremtid i Frihed” tænker jeg på: ”Muligheder”, ”Penge”, ”Optimisme”, ”Concorden”, ”hvide Porscher”, ”Champagne”, ”Nålestribede jakkesæt fra Brooks Brothers” og ”Perlekæder, kæmpestore guldøreringe og Chanel-dragter”. 1980’ernes vildt lækre og komplet vulgære materialisme. Wrraauummm!

Det er nogle fede associationer. Langt federe end dem jeg får, når jeg læser ”Fremtiden er konservativ”. Så tænker jeg på Volvo-stationcars og fast forrentede boliglån. Og ikke mere end det.

Lad mig citere et par udpluk fra 1981-programmets indledning:

Den frie markedsøkonomi skal genskabes.

Den private ejendomsret er en konservativ identitet. Ejendomsretten er fundamentet for skabelse af velstand i vort samfund og for den enkeltes mulighed for uafhængighed og tryghed. Derfor skal den frivillige, personlige ejendomsret udbredes til stadig flere.

Det er et afgørende mål at genskabe forståelsen for det frie erhvervslivs betydning for samfundet og at styrke erhvervslivet i forhold til den offentlige sektor. Samfundet skal sikre, at den frie konkurrence og det private initiativ får så gode vilkår, at virkelyst og produktivitet udvikles mest muligt.

Wauw! Dét lyder virkelig som et parti, jeg kunne finde på at stemme på.

De fleste af os tillægger nok ordet ”konservatisme” forskellige værdier. For mig står konservatisme egentlig for meget af det samme, som liberalisme. Om end begrundelsen varierer. Et stærkt civilsamfund, på bekostning af statsmagten; et tåleligt skattetryk og nogle velfungerende domstole. Dét er essensen af det samfund, som konservative og liberale gerne vil opnå. Altså hvis du spørger mig.

Men min forståelse af, hvad det vil sige at være konservativ, i hvert fald her i Danmark, stemmer ikke overens med Det Konservative Folkepartis. I sit nyeste program, der ganske vist er præget af en zig-zag-kurs, tegner der sig konturerne af et billede af et parti, som står med et ben på hver sin side af den streg, der markerer, om noget er kollektivistisk eller ej; med vægten på det ben, der er på den kollektivistiske side. Måske kan man kalde det for ”nationalkonservatisme” eller ”socialkonservatisme”. Det er i og for sig ligegyldigt. Det nye program er udtryk for kollektivisme, fællesansvar, barnepigestaten og et forstyrrende syn på, i hvilke lommer, borgernes penge ligger bedst.

Hvis Det Konservative Folkeparti gerne vil have medlemmerne tilbage i flokken – og jeg er selv et tidligere medlem, det indrømmer jeg gerne – så skal der mere til, end en undskyldning i Politiken fra Henriette Kjær. For det her handler ikke om personer men idéer. Og hvis Det Konservative Folkeparti ikke er villig til i det mindste at forsøge på at gå i krig for de idéer og værdier der er rigtige, så vil jeg for min del ikke spilde min tid på dem.

Private domstole

David Friedman har givet en forelæsning over private domstole. Den er spændende:

HT: Hedegaard