Det gode og det dårlige ved EU

Mit forrige indlæg fik en bekendt til at spørge mig, om jeg havde skiftet mening om EU. ”Mener du nu, Nikolaj, at EU er en god ting og at EU skal have mere magt?”, blev jeg spurgt. Ja-og-nej og nej er svaret. Her er begrundelsen:

Indlægget der foranledigede spørgsmålet handlede om en ny strategi, som Europa-Kommissionen har lagt frem og som går ud på, at det skal undersøges, om der skal iværksættes EU-regler indenfor områderne ”superhurtigt bredbånd” og ”datainteroperabilitet”. Det giver sig selv hvad det første betyder; det andet handler om, at man skal have mulighed for at kunne flytte de data man selv har produceret (og derfor ejer) fra dét system hvori de er lavet og over i et andet. At man m.a.o. ikke er ”låst fast” i ét system.

Min holdning var den, at en regulering på det sidstnævnte område virker som et naturligt næste skridt ned at vejen mod større virkeliggørelse af EU’s fire friheder: Den fri bevægelse over landegrænserne for varer, tjenesteydelser, kapitaler og personer.

Med hensyn til dét spørgsmål jeg fik, så skal det startes med at understrege, at hele for-eller-imod-spørgsmålet ér kompliceret. Som jeg ser det kan man dele spørgsmålet op i tre dele:

1. Det økonomiske: Hvad er omkostningerne ved at være med/ikke at være med
2. Det politiske: Hvilke politiske ”omkostninger” ved at være med/ikke at være med
3. Mavefornemmelsen: Kan vi li’ det her, eller ej?

Det økonomiske spørgsmål vil jeg ikke gå ind i hér. Det har Institute of Econmic affairs nemlig lavet en rigtigt god (gratis) bog om, som selvfølgelig kan anbefales.

Det politiske spørgsmål er ligeledes behandlet mange andre steder, og jeg vil heller ikke gå ind i dét her. Dog vil jeg påpege at man, hvis man var ude af EU, med stor sandsynlighed alligevel ville implementere stort set samtlige EU-regler i dansk ret.

Så vi står tilbage med mavefornemmelse.

Er EU en god ting? Både-og. Jeg vil sige det på den måde, at EF er en fabelagtig ting og at EU er en mindre god idé. EF handler om samhandel, fjernelse af toldgrænser og styrkelse af de fire friheder. Jeg har meget svært ved at se, hvordan man som borgerlig kan mene, at de fire friheder i sig selv er dårlig. Men når reguleringen skal gennemføres af nogle EU-institutioner, der er notorisk dårligt styrede og hvis ledelse (her tænker jeg på Kommissionen) kan være nogle værre skurke må det også få en til at tænke, om det her system nu virkelig er så godt som det kunne være.

Ja, systemet kunne være bedre. En Neutron Jack ville måske være løsningen? Væk med det overflødige og fokusering på kerneområderne. Problemet er jo helt konkret, at man med Maastrict-traktaten begyndte på at indføre en mere politisk union, som lige pludselig skulle til at ”blande sig” i alle mulige ting og sager. At EU f.eks. skulle have en holdning til Israel-Palæstina-konflikten var ikke noget, der lå i kortene, da man skabte systemet. Min mavefornemmelse siger mig, at systemet ville være langt mere respekteret, bedre gearet og nyde større mental opbakning, hvis man først og fremmest var en ren økonomisk union.

Det er denne økonomiske union jeg vil – ikke den politiske. Det er derfor mit svar på spørgsmålet er ja-og-nej.

Jeg synes det er fornuftigt, at virksomheder der vil bedrive forretning i flere medlemsstater skal respektere ét regelsæt frem for op til 27. Jeg synes det er helt vanvittigt, at der engang har været vidt forskellige regler for produktansvar, for nu bare at nævne ét område.

En tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning på det økonomiske område er fornuftig fordi, at forudberegneligheden, når man har aktiviteter udenfor ét land, forbedres væsentligt. – Og dér hvor jeg kommer fra, er forudberegnelighed statsmagtens primære opgave, da forudberegnelige regler gør samfundsinstitutioner, hvis magtudøvelse er arbitrær og diskretionær, overflødige.

Arbitrære regler – hvad end de er fastsat af en statsmagt eller civilsamfundet – er frihedens største fjende.

Men der er en forskel på, om man laver fælles regler for hvornår man ifalder et produktansvar og så dét at indføre helt ny regulering på et område, der ikke før var reguleret: F.eks. de nylige tiltag til en mere føderal finanspolitik; en bail-out-pengetank eller opretter et efterforskningsorgan, der indrapporterer til EU når en medlemsstat har for mange “racefjendske” politikere i sit parlament. Den politiske union har metaforisk sagt ikke været med til at gøre vejskiltene i EU tydeligere; den har skabt en skilteskov.

Det kan ikke tjene et værdigt, ensige borgerligt, formål med en mere føderalistisk union, der lovgiver på områder uden nogen real økonomisk fællesskabsdimension. Det er bare lovgivning for lovgivningens skyld. Så EU skal selvfølgelig heller ikke have mere magt, så man kan skabe mere nyttesløs regulering.

Egentlig burde alle EU-initiativer burde gennemgå en test, førend de kunne vedtages: Vil dette initiativ direkte, synligt og mærkbart forbedre en af de fire friheder? Hvis svaret er nej, så må initiativet i skraldespanden. Sådan burde det være. Det synes jeg.

Mulighed for god EU-regulering: Flash på iPad’en

Under overskriften “EU kræver Flash på iPad” kan Danmarks Radio berette, at en ny strategi fra Europa-Kommissionen baner vejen for ny regulering, der skal sikre større datainteroperabilitet. Det vil betyde, at Apple vil være tvunget til at lade Adobes Flash kører på iPad-enheden; det mener DR i hvert fald.

Men før vi kommer for godt i gang er det måske bedst lige at skrue lidt ned for retorikken: DR’s overskrift er nemlig en for stram: Der er ikke nogen grund til at farer helt så vidt og skræmt op over Kommissionens nyeste strategi, da den ikke endnu har materialiseret sig i hverken et handlingsprogram, en lovgivningskalender eller et eneste direktivudkast. Det her er med andre ord ikke noget, som til at gælde fra i morgen af.

Dernæst skal det siges, at strategien i stor udstrækning er fornuftig. Det er den fordi, at den tager det næste skridt ad vejen ned mod større frihed for EU’s borgere og virksomheder. EU er i sin mest grundlæggende form en netværk af institutioner, der har til formål at fremme de fire friheder. Et lovgivningsprogram indenfor netop ”superhurtigt internet” og ”applikationsinteroperabilitet” er et naturligt næste skridt: It is time for a new single market to deliver the benefits of the digital era.

Kommissionen kommer selv med et eksempel på, hvor bøvlet det er at lave forretning i EU, når det kommer til digitale løsninger:

…to set-up a pan-European service an online music store would have to negotiate with numerous rights management societies based in 27 countries. Consumers can buy CDs in every shop but are often unable to buy music from online platforms across the EU because rights are licensed on a national basis.

Hvem kan ikke være enige i, at det er tiltrængt med en opløsning af det nuværende rettighedshelvede?

Den digitale signatur skal også standardiseres, så den kan bruges i andre lande end Danmark. Det er da også en god idé!

Og så er vi tilbage ved Apple og Flash:

Since not all pervasive technologies are based on standards the benefits of interoperability risk being lost in such areas. The Commission will examine the feasibility of measures that could lead significant market players to license interoperability information while at the same time promoting innovation and competition.

I følge Danmarks Radio star der i dette tekststykke, at Apple kan blive tvunget til at inkludere Flash på sin iPad. Det er bare ikke det der står. Måske er det det, der vil ske. Men måske vil det ikke. Det eneste man kan konkludere er, at Kommissionen vil undersøge hensigtsmæssigheden af regulering på området for interoperabilitet – altså dét at kunne udveksle data imellem forskellige systemer.

Microsoft har før været nede af denne vej med Kommissionen og EF-Domstolen; og man er blevet tvunget til at åbne op for større samspil imellem sine og andres produkter. Er dette samspil en skidt ting? Ikke umiddelbart! De informationer jeg selv producerer, er mine. Jeg ejer dem og jeg har en ligeså stor interesse i at kunne flytte dem fra system A over i system B, som producenten af system A har i, at jeg ikke kan flytte dem over B.

Det er jo f.eks. derfor, at det er så nemt at importere ting ind i programmer, men langt mere bøvlet at få dem eksporteret ud igen. Lukkede systemer er en god forretning for virksomhederne, da de derved kan fastgøre mig i deres software-økosystem.

Hvis Kommissionens nyeste idé fører til, at jeg får langt større frihed til at håndtere mine egne data som jeg vil, så priser jeg det velkommen!

Uafhængighed

In CONGRESS, July 4, 1776.
A DECLARATION
By the REPRESENTATIVES of the
UNITED STATES OF AMERICA,
In GENERAL CONGRESS assembled.

WHEN in the course of human Events, it becomes necessary for one People to dissolve the Political Bands which have connected them with another, and to assume among the Powers of the Earth, the separate and equal Station to which the Laws of Nature and of Nature’s God entitle them, a decent Respect to the Opinions of Mankind requires that they should declare the causes which impel them to the Separation.

We hold these Truths to be self-evident, that all Men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are Life, Liberty, and the pursuit of Happiness—-That to secure these Rights, Governments are instituted among Men, deriving their just Powers from the Consent of the Governed, that whenever any Form of Government becomes destructive of these Ends, it is the Right of the People to alter or abolish it, and to institute a new Government, laying its Foundation on such Principles, and organizing its Powers in such Form, as to them shall seem most likely to effect their Safety and Happiness. Prudence, indeed, will dictate that Governments long established should not be changed for light and transient Causes; and accordingly all Experience hath shewn, that Mankind are more disposed to suffer, while Evils are sufferable, than to right themselves by abolishing the Forms to which they are accustomed. But when a long Train of Abuses and Usurpations, pursuing invariably the same Object, evinces a Design to reduce them under absolute Despotism, it is their Right, it is their Duty, to throw off such Government, and to provide new Guards for their future Security. Such has been the patient Sufferance of these Colonies; and such is now the Necessity which constrains them to alter their former Systems of Government. The History of the Present King of Great-Britain is a History of repeated Injuries and Usurpations, all having in direct Object the Establishment of an absolute Tyranny over these States. To prove this, let Facts be submitted to a candid World.

He has refused his Assent to Laws, the most wholesome and necessary for the public Good.

He has forbidden his Governors to pass Laws of immediate and pressing Importance, unless suspended in their Operation till his Assent should be obtained; and when so suspended, he has utterly neglected to attend to them.

He has refused to pass other Laws for the Accommodation of large Districts of People; unless those People would relinquish the Right of Representation in the Legislature, a Right inestimable to them, and formidable to Tyrants only.

He has called together Legislative Bodies at Places unusual, uncomfortable, and distant from the Depository of their public Records, for the sole Purpose of fatiguing them into Compliance with his Measures.

He has dissolved Representative Houses repeatedly, for opposing with manly Firmness his Invasions on the Rights of the People.

He has refused for a long Time, after such Dissolutions, to cause others to be elected; whereby the Legislative Powers, incapable of Annihilation, have returned to the People at large for their exercise; the State remaining in the mean time exposed to all the Dangers of Invasion from without, and Convulsions within.

He has endeavoured to prevent the Population of these States; for that Purpose obstructing the Laws for Naturalization of Foreigners; refusing to pass others to encourage their Migrations hither, and raising the Conditions of new Appropriations of Lands.

He has obstructed the Administration of Justice, by refusing his Assent to Laws for establishing Judiciary Powers.

He has made Judges dependent on his Will alone, for the Tenure of their Offices, and Amount and Payment of their Salaries.

He has erected a Multitude of new Offices, and sent hither Swarms of Officers to harass our People, and eat out their Substance.

He has kept among us, in Times of Peace, Standing Armies, without the consent of our Legislature.

He has affected to render the Military independent of and superior to the Civil Power.

He has combined with others to subject us to a Jurisdiction foreign to our Constitution, and unacknowledged by our Laws; giving his Assent to their Acts of pretended Legislation:

For quartering large Bodies of Armed Troops among us:

For protecting them, by a mock Trial, from Punishment for any Murders which they should commit on the Inhabitants of these States:

For cutting off our Trade with all Parts of the World:

For imposing taxes on us without our Consent:

For depriving us, in many Cases, of the Benefits of Trial by Jury:

For transporting us beyond Seas to be tried for pretended Offences:

For abolishing the free System of English Laws in a neighbouring Province, establishing therein an arbitrary Government, and enlarging its Boundaries, so as to render it at once an Example and fit Instrument for introducing the same absolute Rule in these Colonies:

For taking away our Charters, abolishing our most valuable Laws, and altering fundamentally the Forms of our Governments:

For suspending our own Legislatures, and declaring themselves invested with Powers to legislate for us in all Cases whatsoever.

He has abdicated Government here, by declaring us out of his Protection and waging War against us.

He has plundered our Seas, ravaged our Coasts, burnt our Towns, and destroyed the Lives of our People.

He is, at this Time, transporting large Armies of foreign Mercenaries to compleat the Works of Death, Desolation, and Tyranny, already begun with circumstances of Cruelty and Perfidy, scarcely paralleled in the most barbarous Ages, and totally unworthy the Head of a civilized Nation.

He has constrained our fellow Citizens taken Captive on the high Seas to bear Arms against their Country, to become the Executioners of their Friends and Brethren, or to fall themselves by their Hands.

He has excited domestic Insurrections among us, and has endeavoured to bring on the Inhabitants of our Frontiers, the merciless Indian Savages, whose known Rule of Warfare, is an undistinguished Destruction, of all Ages, Sexes and Conditions.

In every stage of these Oppressions we have Petitioned for Redress in the most humble Terms: Our repeated Petitions have been answered only by repeated Injury. A Prince, whose Character is thus marked by every act which may define a Tyrant, is unfit to be the Ruler of a free People.

Nor have we been wanting in Attentions to our British Brethren. We have warned them from Time to Time of Attempts by their Legislature to extend an unwarrantable Jurisdiction over us. We have reminded them of the Circumstances of our Emigration and Settlement here. We have appealed to their native Justice and Magnanimity, and we have conjured them by the Ties of our common Kindred to disavow these Usurpations, which, would inevitably interrupt our Connections and Correspondence. They too have been deaf to the Voice of Justice and of Consanguinity. We must, therefore, acquiesce in the Necessity, which denounces our Separation, and hold them, as we hold the rest of Mankind, Enemies in War, in Peace, Friends.

We, therefore, the Representatives of the UNITED STATES OF AMERICA, in General Congress, Assembled, appealing to the Supreme Judge of the World for the Rectitude of our Intentions, do, in the Name, and by the Authority of the good People of these Colonies, solemnly Publish and Declare, That these United Colonies are, and of Right ought to be, Free and Independent States; that they are absolved from all Allegiance to the British Crown, and that all political Connection between them and the State of Great-Britain, is and ought to be totally dissolved; and that as Free and Independent States, they have full Power to levy War, conclude Peace, contract Alliances, establish Commerce, and to do all other Acts and Things which Independent States may of right do. And for the support of this Declaration, with a firm Reliance on the Protection of the divine Providence, we mutually pledge to each other our Lives, our Fortunes, and our sacred Honor.

Højesteretsdommer hvem?

Når det kommer til udnævnelse af dommere, kan man altid diskutere, hvilken metode der er den bedste. I visse lande vælger man dem ved direkte valg, ligesom man ville vælge et parlamentsmedlem; i andre sker det uden at nogen som helst opdager det. – Og imellem de to yderpunkter er der et væld af andre kombinationer.

Alle de metoder jeg kender til har hver deres fordele og ulemper. Egentlig kan jeg godt lide tanken om, at alle dommere er direkte folkevalgte. Men så er der jo en farer for, at der går for meget politik i valget; og det er jo ikke hensigtsmæssigt, med mindre altså, at man ikke har noget imod, at domstolene i princippet skal udvikle sig til en form for lovgivende magt. Den helt lukkede model er smart fordi man hér har en mulighed for at sondere markedet for mulige, velkvalificerede kandidater uden at der kommer offentlighed omkring det. Men hvis der ikke gælder nogen klare regler for, hvordan dét forløb skal udspille sig, er der en klar farer for in-group bias, korruption og anden dårligdom.

I Danmark udnævnes dommer af dronningen. Men helt så enevoldsagtigt som det nu lyder, er det ikke. Egentlig sker der det, at der slås en stilling op i DJØF-bladet, som man så ansøger. Og hvem ved, måske har man fået nys om stillingsopslaget på forhånd? Man sender i hvert fald sin ansøgning til et dommerudnævnelsesråd, som i princippet er helt uafhængigt, som derefter vurderer alle ansøgningerne og indstiller én kandidat til justitsministeren. Justitsministeren ”råder” derefter hendes majestæt til, hvem der skal udnævnes.

Systemet er egentlig… tja… lad os kalde det pragmatisk. Da man lavede Dommerudnævnelsesrådet i 1998 var det for at sikrer, at der ikke var alt for megen bias i udnævnelsen. Men hele systemet forekommer alligevel en tand for usikkert. Usikker i den forstand, at der er et væld af steder, hvor man godt kunne forestille sig, at ”foul play” kunne være en faktor. Ikke dermed sagt, at det er tilfældet.

Men når jeg ser en pressemeddelelse som den nedenfor, får det mig alligevel til at tænke på, at noget, for at være retfærdigt, ikke bare skal være retfærdigt men også se retfærdigt ud.

Højesteret har i dag indstillet til Justitsministeriet, at afdelingschef Lars Hjortnæs udnævnes til højesteretsdommer. Han har aflagt den prøve, der er foreskrevet i retsplejelovens § 42. Prøven består i at votere først i 4 sager. Han har herved godtgjort sin egnethed til at være højesteretsdommer.

Det ville være enormt arrogant bare at hentyde, at denne person ikke skulle være kvalificeret. Selvfølgelig er han det, nå nu de øvrige højesteretsdommere han har (første)voteret fire gange med (hvilket i sig selv vistnok skulle være lidt af en udfordring) mener det.

Men der vil derimod ikke være noget forkert i at spørge, hvem han egentlig er. Han skal jo trods alt være en af de 15 dommere, som udgør Højesteret. Bør der ikke være mere åbenhed omkring, hvem man egentlig har som højesteretsdommere i et åbent samfund – og hvorfor det netop er dem man har? Det vil jeg mene der bør være.

Gennem tiden har der været et par højesteretsdommere, som har været mere eller mindre højt profilerede i pressen. Det er rigtigt godt; men det har også været undtagelsen. Jeg forlanger ikke, at alle mennesker skal kunne kende navnene på samtlige højesteretsdommere. Men når jeg kan nævne samtlige de amerikanske højesretsdommere og stort set ingen af de danske, må der da vært et eller andet galt med enten åbenheden eller eksponeringen.

Der er behov for større åbenhed omkring hvem vi vælger som højesteretsdommere – og hvorfor vi vælger dem. – Og man kunne fint starte med mere fyldige pressemeddelelser.

Særbehandling af homoseksuelle?

Hermed en opfordring til at smutte forbi bloggen “damefrokosten” og læse gæstebloggerindlægget “Mainstream-homoseksualitet“. Konkret handler det om den (stereotype) opfattelse vi ikke-homoseksuelle kan have af homoseksuelle; og som sådan bringer den ikke noget nyt til bordet. Men det er heller ikke derfor den skal læses. – Det skal den derimod for sit abstrakte budskab, som handler om identitet. Hvordan opfatter vi os selv og andre; og hvordan vil vi have at andre skal opfatte os:

Homoseksuelle adskiller sig selvfølgelig fra flertalsbefolkningen på det domæne, der hedder seksuel orientering. Det er jeg godt klar over. Men det medfører ikke, at denne information derfor må være det springende punkt i ens identitet og det første, som nye bekendtskaber bare skal vide – ikke at man derfor bør skjule det, hvis det er relevant. Seksualitet er selvfølgelig en del af, hvem man er, men man må da være mere end kun det.

Dermed er det også et blogindlæg, der ligeså vel kunne havde handlet om andre “minoriteter”. Indlægget afsluttes fint med en – heldigvis for læsningen! – ikke alt for lang tur rundt om det liberale synspunkt i sagen (alle mennesker er grundlæggende frie og lige) og dermed også liberalistens afstandtagen mod enhver form for tiltag, der skulle give én gruppe af mennesker en særstatus overfor den anden:

Så hvorfor forvandles det berettigede ønske om ligestilling så ofte til et radikalt krav om særbehandling?

I denne type af debatter – hvad end der er tale om kønslig ligestilling, sexarbejderes rettigheder, slaveri eller seksualitet – er det liberale synspunkt altid ligebehandling. Aldrig særbehandling.