Mit forrige indlæg fik en bekendt til at spørge mig, om jeg havde skiftet mening om EU. ”Mener du nu, Nikolaj, at EU er en god ting og at EU skal have mere magt?”, blev jeg spurgt. Ja-og-nej og nej er svaret. Her er begrundelsen:
Indlægget der foranledigede spørgsmålet handlede om en ny strategi, som Europa-Kommissionen har lagt frem og som går ud på, at det skal undersøges, om der skal iværksættes EU-regler indenfor områderne ”superhurtigt bredbånd” og ”datainteroperabilitet”. Det giver sig selv hvad det første betyder; det andet handler om, at man skal have mulighed for at kunne flytte de data man selv har produceret (og derfor ejer) fra dét system hvori de er lavet og over i et andet. At man m.a.o. ikke er ”låst fast” i ét system.
Min holdning var den, at en regulering på det sidstnævnte område virker som et naturligt næste skridt ned at vejen mod større virkeliggørelse af EU’s fire friheder: Den fri bevægelse over landegrænserne for varer, tjenesteydelser, kapitaler og personer.
Med hensyn til dét spørgsmål jeg fik, så skal det startes med at understrege, at hele for-eller-imod-spørgsmålet ér kompliceret. Som jeg ser det kan man dele spørgsmålet op i tre dele:
- Det økonomiske: Hvad er omkostningerne ved at være med/ikke at være med
- Det politiske: Hvilke politiske ”omkostninger” ved at være med/ikke at være med
- Mavefornemmelsen: Kan vi li’ det her, eller ej?
Det økonomiske spørgsmål vil jeg ikke gå ind i hér. Det har Institute of Econmic affairs nemlig lavet en rigtigt god (gratis) bog om, som selvfølgelig kan anbefales.
Det politiske spørgsmål er ligeledes behandlet mange andre steder, og jeg vil heller ikke gå ind i dét her. Dog vil jeg påpege at man, hvis man var ude af EU, med stor sandsynlighed alligevel ville implementere stort set samtlige EU-regler i dansk ret.
Så vi står tilbage med mavefornemmelse.
Er EU en god ting? Både-og. Jeg vil sige det på den måde, at EF er en fabelagtig ting og at EU er en mindre god idé. EF handler om samhandel, fjernelse af toldgrænser og styrkelse af de fire friheder. Jeg har meget svært ved at se, hvordan man som borgerlig kan mene, at de fire friheder i sig selv er dårlig. Men når reguleringen skal gennemføres af nogle EU-institutioner, der er notorisk dårligt styrede og hvis ledelse (her tænker jeg på Kommissionen) kan være nogle værre skurke må det også få en til at tænke, om det her system nu virkelig er så godt som det kunne være.
Ja, systemet kunne være bedre. En Neutron Jack ville måske være løsningen? Væk med det overflødige og fokusering på kerneområderne. Problemet er jo helt konkret, at man med Maastrict-traktaten begyndte på at indføre en mere politisk union, som lige pludselig skulle til at ”blande sig” i alle mulige ting og sager. At EU f.eks. skulle have en holdning til Israel-Palæstina-konflikten var ikke noget, der lå i kortene, da man skabte systemet. Min mavefornemmelse siger mig, at systemet ville være langt mere respekteret, bedre gearet og nyde større mental opbakning, hvis man først og fremmest var en ren økonomisk union.
Det er denne økonomiske union jeg vil – ikke den politiske. Det er derfor mit svar på spørgsmålet er ja-og-nej.
Jeg synes det er fornuftigt, at virksomheder der vil bedrive forretning i flere medlemsstater skal respektere ét regelsæt frem for op til 27. Jeg synes det er helt vanvittigt, at der engang har været vidt forskellige regler for produktansvar, for nu bare at nævne ét område.
En tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning på det økonomiske område er fornuftig fordi, at forudberegneligheden, når man har aktiviteter udenfor ét land, forbedres væsentligt. – Og dér hvor jeg kommer fra, er forudberegnelighed statsmagtens primære opgave, da forudberegnelige regler gør samfundsinstitutioner, hvis magtudøvelse er arbitrær og diskretionær, overflødige.
Arbitrære regler – hvad end de er fastsat af en statsmagt eller civilsamfundet – er frihedens største fjende.
Men der er en forskel på, om man laver fælles regler for hvornår man ifalder et produktansvar og så dét at indføre helt ny regulering på et område, der ikke før var reguleret: F.eks. de nylige tiltag til en mere føderal finanspolitik; en bail-out-pengetank eller opretter et efterforskningsorgan, der indrapporterer til EU når en medlemsstat har for mange “racefjendske” politikere i sit parlament. Den politiske union har metaforisk sagt ikke været med til at gøre vejskiltene i EU tydeligere; den har skabt en skilteskov.
Det kan ikke tjene et værdigt, ensige borgerligt, formål med en mere føderalistisk union, der lovgiver på områder uden nogen real økonomisk fællesskabsdimension. Det er bare lovgivning for lovgivningens skyld. Så EU skal selvfølgelig heller ikke have mere magt, så man kan skabe mere nyttesløs regulering.
Egentlig burde alle EU-initiativer burde gennemgå en test, førend de kunne vedtages: Vil dette initiativ direkte, synligt og mærkbart forbedre en af de fire friheder? Hvis svaret er nej, så må initiativet i skraldespanden. Sådan burde det være. Det synes jeg.
Alle de metoder jeg kender til har hver deres fordele og ulemper. Egentlig kan jeg godt lide tanken om, at alle dommere er direkte folkevalgte. Men så er der jo en farer for, at der går for meget politik i valget; og det er jo ikke hensigtsmæssigt, med mindre altså, at man ikke har noget imod, at domstolene i princippet skal udvikle sig til en form for lovgivende magt. Den helt lukkede model er smart fordi man hér har en mulighed for at sondere markedet for mulige, velkvalificerede kandidater uden at der kommer offentlighed omkring det. Men hvis der ikke gælder nogen klare regler for, hvordan dét forløb skal udspille sig, er der en klar farer for in-group bias, korruption og anden dårligdom.