Konservatives grænselinjekollektivisme

Det Konservative Folkeparti har, som jeg var inde på i forrige indlæg, sat sig for at skrive et nyt principprogram, som skal sikre partiet fremgang ved næste folketingsvalg. Programmet er, som jeg også var inde på, en utrolig tynd kop te – og i den forstand nok kun overgået af det nuværende.

Jeg har sat mig for at tage på en lille odysse igennem udkastet. Fra ende til anden; men dog kun med fremhævelse af de absolut værste passager. Min generelle karakteristik af udkastet findes også i mit forrige indlæg.

Dette starter omtrent hvor det andet sluttede: Vi har fået at vide, at vi som mennesker er forpliget overfor hinanden og at dette betyder, at vi skal tage os af de svageste i samfundet. Hvad vi ikke ved er dog, hvor denne forpligtelse kommer fra eller for den sags skyld, hvor “de svageste” kommer ind i billedet. Allerede hér, til at begynde med, vidner udkastet om en manglende respekt for læserens vilje og evne til at tænke rationelt – og hvorfor dog også bruge tid på at forklare hvorfor man nu mener det man gør, når man bare kan springe det over og nedskrive flere, grundløse, påstande ind i programmet.

Det er ubegribeligt.

Nu er vi kommet til denne passage:

…vi konservative ønsker et samfund med omsorg, medmenneskelighed og respekt. Et samfund, der er præget af bevidstheden om, at vi alle har en vigtig opgave at udføre for fællesskabet, og at vi derfor er afhængige af hinanden. Eller for at sige det på en anden måde: Vi ønsker et samfund, hvor fællesskabet er stærkt nok til at løfte den svage, men for svagt til at knække den stærke.

Det er smart, at den er formuleret i “bør”-form. Skid hul i Hume; nu er vi inde i ideologien og så kommer vi dejligt nemt udenom de potentielle forklaringsproglemer; omend man stadig står tilbage med en haltende argumentation. Undskyld, sagde jeg haltende?!? Jeg mente manglende!

Lad os tage passagen styk-for-styk:

“Vi konservative ønsker et samfund med omsorg, medmenneskelighed og respekt.”

Dette er i og for sig en OK passage. OK fordi, at kun de færreste kan have noget imod dens indhold. For hvem i alverden går ind for et samfund med misrygt, umenneskelighed og disrespekt? Hvis man ville det samfund, så tog man jo bare til Somalia. Eller Sverige. Med andre ord, så er sætningen godkendt – fordi den bekræfter et universelt moralsk standpunkt.

“Et samfund, der er præget af bevidstheden om, at vi alle har en vigtig opgave at udføre for fællesskabet, og at vi derfor er afhængige af hinanden.”

Det her er, hvad jeg vil kalde grænsekollektivisme. Indholdet placerer sig på en skala, der går fra ren kollektivisme til fabianisme, et sted i midten. Hvorfor?

  1. Vi får at vide, at vi alle har en vigtig opgave…
  2. … der skal udføre…
  3. … overfor fællesskabet…
  4. … uden at opgaven eller fællesskabet nærmere defineres…
  5. … men opgaven fordrer en pligtmæssig afhængighed

Således fortæller Lene Espersen & Co. os, at vi, for at kunne passe ind i De Konservatives samfund, skal være altruistiske. Vi skal ofre en del af os selv for et udefineret fællesskab, så de udefinerbare opgaver kan løses. Sig mig, hvornår er opgaven løst? Er dette noget konstant, ligesom krigen mod terror? Kan man så overhoved tale om en opgave?

Vi skal ofre os selv og vores egen lykke for fællesskabet. Og når der hér står fællesskabet, er der altså ikke tale om ens nærmeste familie, ens bedste venner eller andre mennesker, som man holder meget af og som man frivilligt vil ofre noget af sig selv for. Nej, det er sørme denne bizzare samfundsorganisme – gud og hvermand – vi har en vigtig opgave at udføre for.

Men ikke nok med det. Vi for sørme også at vide, at vi skal være bevidste om, at vi har en opgave at udføre! For the greater good!

Dette er i bedste fald ren mind fucking og i værste den grimmeste form for kollektivisme.

Hører man til dem, der ikke bare sådan vil give en del af sig selv i form af en blankocheck til “samfundet” må man pr. definition være imod den samfundsopfattelse, som Det Konservative Folkeparti har. Så er man modarbejdende; man er asocial. Det virker ikke som en særlig medmenneskelig ideologi; og her havde man ellers lige læst, at fællesskabet skulle være præget af “respekt”. Nu klinger det første afsnit bare hult.

Denne passage for mig til at stille spørgsmålet: Hvad adskiller Det Konservative Folkeparti fra SF, Enhedslisten og andre socialistiske partier? Den kollektivistiske tvangs-altruisme synes at være den samme.

For mig at se, er vi her godt på vej ned af vejen mod trældom.

“Vi ønsker et samfund, hvor fællesskabet er stærkt nok til at løfte den svage, men for svagt til at knække den stærke.”

Så kommer denne sætning så. Ud af det blå og ret beset uden sammenhæng til det forrige. Det hænger sammen med, at der er tale om en traditionel konservativ parole, som de fleste nok ikke ved, hvor kommer fra. Men den har været i holdningsprogrammet i mange år, så hvorfor ikke beholde den i det nye?

Jeg er for så vidt helt enig i sætningen. Det er rigtigt godt, når civilsamfundet har sådanne kvaliteter, som passagen udtrykker.

Men jeg tillader mig alligevel at stille spørgsmål ved Det Konservative Folkepartis oprigtighed. For havde man ville styrke civilsamfundet i Danmark, så havde man nok gjort mere for at tilbagerulle staten. Man har, trods alt, været ved magten siden 2001.

Varm luft – de konservatives kommende partiprogram

Under titlen “Fremtiden er konservativ” har Lene Espersen sendt et udkast til et kommende partiprogram for Det Konservative Folkeparti på gaden. Og lad mig sige det allerede her: Det en en tynd kop te. Ligeså tynd, som det nuværende program.

Flere steder gentager man gamle paroler, men uden egentlig at forklare, hvad man mener med dem. Andre steder opstilles der påstande, som heller ikke forsvares. Og så er der selvfølgelig de obligatoriske selvmodsigelser, der skader konsistensen og giver et inkonsekvent billede af partiets grundholdninger. Men mest af alt, er der tale om en vag tekst, der fremstår som var det skrevet med det in mente, ikke at udtrykke nogle holdninger mere præcist end andre. Det er trist.

Desværre forstiller jeg mig ikke, at der kommer det store modspil internt i partiet. Som jeg var inde på forleden i en klumme på 180grader, kan jeg ikke forestille mig, at der er et mange markeds- og frihedsorienterede medlemmer tilbage i partiet, når det skal diskuteres på Landsrådsmødet senere på året. Ikke, hvis de er deres holdninger bevidste og selv ønsker at fremstå konsekvente :-)

Organismen!

“Konservative ser samfundet som en organisme. Det vil sige, at samfundets enkelte dele er afhængige af hinanden for at kunne fungere. Vi er ikke en samling frit svævende individer. Vi er forpligtede over for hinanden, hvilket betyder, at vi har en pligt til at tage os af de svageste. For os konservative er det et adelsmærke for et velfungerende samfund, at det tager vare på dem, der er ude af stand til at tage vare på sig selv. Derfor indtager socialpolitikken en helt central stilling i konservativ politik.”

Når man skal diskutere samfundspolitik bør man tage udgangspunkt i den metodologiske individualisme: Alle handlinger udføres af individer. “Samfundet” eller andre kollektive enheder kan ikke handle. Hvorfor? Fordi det ikke er muligt. Det er det ikke. Så lad være med at sige det.

Fordi der er tale om individuelle handlinger kan man ikke med sikkerhed påstå, at man uden videre skulle være forpligtet overfor nogen anden. En sådan pligt må komme et eller andet sted fra. F.eks. gennem moralske skrupler, en følelse af sammenhold eller som følge af en aftale. Pointen er, at der ikke er tale om en “naturlig pligt” – som man ellers får indtrykket af, når man læser udkastet – men om en individuelt påtaget begrænsning i egne handlemuligheder. Hvad der får mennesker til at handle som de gør, er grundlæggende en øvelse udi psykologi; og årsagerne kan være mange. Men at mennesker handler individuelt ligger fast.

Dermed også sagt, at samfundet ikke som sådan er atomiseret. Ikke fuld ud i hvert fald. Vi ved fra udviklingsvidenskaben, at mennesket er et socialt væsen og at menneskets institutioner spiller en vigtig rolle, hvis samfundet skal blomstre. Det er takket være denne sociale dimension, at noget som markedsmekanismen eksisterer – og priserne i supermarkedet kan beregnes. Det er ud af denne dimension, at der opstår orden uden ordre fra autoriteterne.

Mennesket er et individ. Det kan, hvis det vil, frigøre sig fra samfundet. Det kan godt være at det er bøvlet; men det er muligt. I den forstand er samfundet en samling af “frit svævende individer”. Vi kan om nødvendigt kun være forpligtet overfor hinanden i en sådan udstrækning, som vi selv ønsker at være forpligtet overfor andre – og udfra en betragtning om, hvordan vi vil have, at andre mennesker skal være forpligtet overfor os.

Jeg kan med andre ord ikke dele opfattelsen af, at samfundet er en organisme. Det kan det umuligt være. Det er en samling af individer, der handler i egen interesse og udviser den omsorg osv., som deres egen samvittighed nu tillader — med mindre altså, at samfundets tvangsapperat (staten) har succes med at kue ens handlinger og pådutte en en anden adfærd.

Men lad det nu ligge. For der er mere. Udkastet slutter nemlig fra den ontologiske påstand, at samfundet er en organisme og at alle mennesker er gensidigt forpligtet overfor hinanden, til den pligtmoralske-nærmest-fordelingspolitiske konklusion, at man derfor har en naturgiven pligt til at tage sig af de svageste. Alt sammen i én sætning.

Det er simpelthen for tyndt. Man kunne ligeså godt havde skrevet, f.eks:

  • Vi er forpligtede over for hinanden, hvilket betyder, at vi har en pligt til at tage os af de rigeste
  • Vi er forpligtede over for hinanden, hvilket betyder, at vi har en pligt til at tage os af de med rødt hår

    eller måske:

  • Vi er forpligtede over for hinanden, hvilket betyder, at vi har en pligt til at tage os af de, der påtager sig en moral hazard!

Og sådan kunne man fortsætte.

Jeg vender tilbage med mere kritik i mit næste indlæg.

Dette. er. socialisme.

Barack Obama selv, hans presserådgivere og den lidt mere røde del af pressen har flere gange sagt, at den amerikanske præsident selvfølgelig ikke er socialist. For når man elsker frihed så meget som han gør, og er kommet så langt i sit liv, så er man selvfølgelig ikke socialist. Og hans politik, f.eks. den på sundhedsområdet, er selvfølgelig ikke socialistisk.

Nu vel. Det kan vi så være (dybt) uenige om. Det er ikke det, som skal skille os her.

Hér vil jeg henlede opmærksomheden på et nyt dekret, som Barack Obama lige har udstedt. Jeg vil kort gengive dets indhold og så kan du selv afgøre, om du mener at det er frihedselskende — eller socialistisk.

Den 10. juni blev dekretet udstedt. Det har til formål at oprette et (og nu kommer der et langt navn:) “Nationalt forebyggelses-, sundhedsfremmelses- og folkesundhedsråd”. Ja, det lyder nu egentlig ikke så slemt, vel? Lidt ligesom et råd, som skal udforme noget, der minder om den danske stats kostråd.

Men det er det ikke. Det er slet ikke så harmløst. Tværtimod.

Lad os lige se, hvem der sidder i rådet. Bemærk nr. 6 på listen:

(1) the Secretary of Agriculture;
(2) the Secretary of Labor;
(3) the Secretary of Health and Human Services;
(4) the Secretary of Transportation;
(5) the Secretary of Education;
(6) the Secretary of Homeland Security;
(7) the Administrator of the Environmental Protection Agency;
(8) the Chair of the Federal Trade Commission;
(9) the Director of National Drug Control Policy;
(10) the Assistant to the President and Director of the Domestic Policy Council;
(11) the Assistant Secretary of the Interior for Indian Affairs;
(12) the Chairman of the Corporation for National and Community Service; and
(13) the head of any other executive department or agency that the Chair may, from time to time, determine is appropriate.

Til dem der ikke ved det, så er Homeland Security et føderalt ministerium, som George W. Bush oprettede for at koordinere indsatsen mod terror. Det er dem, som “ejer” Secret Service nu om stunder; de styrer grænsekontrollen, kystvagten, indsatsen mod cyberterror, immigrationsmyndighederne. Og så er det dem, der laver den velkendte risikovurdering, som ses ude til højre.

M.a.o. så er dette råd, som har med amerikanerne sundhed at gøre, et medlem, hvis primære opgave er at beskytte den amerikanske stats integritet. Man kommer til at undre sig, ikke?

Hvad skal dette råd så bruge sin tid på?

“lifestyle behavior modification”

Adfærdsregulering kalder vi det på dansk. Rådet skal komme med råd til, hvordan den amerikanske føderalstat kan ændre de amerikanske borgers adfærd – herunder, komme med råd til, hvordan man kan modificere borgernes “mental health” og “behavioral health”.

Igen: Havde dette bare været et råd, som skulle komme med kostråd, ville jeg ikke rynke på øjenbrynet. Men det er ikke bare et kostråd. Det er et organ, hvori bl.a. ministeren for sikkerhed har sæde, som skal rådgive om, hvordan amerikanske borgere får det “rigtige” mentale helbred og i øvrigt opfører sig på en bestemt måde.

Bemærk dertil, at dekretet ikke indeholder nogle retningslinjer for, hvad der helt konkret skal opfattes som “godt” og “dårligt”. Det er op til rådets egen diskretion og heri ligger faren for, at de konkte råd der gives, er arbitrære.

Dette er piecemeal social engineering. Et forsøg på at ændre amerikanernes adfærd i en retning, som man af den ene eller anden årsag mener, er bedre end den måde, hvorpå menneskerne handler i øjeblikket.

Det er som taget ud af 1984.

Det er socialisme.

Det er totalitarisme.

Det er Barack Obamas politik.

Bogmarkedet beviser det frie markeds suverænitet

Der kan siges meget ond om den måde, man har valgt at regulere konkurrence på i EU og dermed også Danmark. Man skal være jurist for at finde rundt i reglerne (lucky me) og snedig forretningsmand for også at udnytte dem til egen fordel (rent seeking…).

Alligevel lysner det lidt. Konkurrencestyrelsen har over de seneste par år været forfatter til nogle fyldestgørende konkurrenceredegørelser, der konsistent har opfordret lovgiver til at privatisere og afregulere.

Det er selvfølgelig lidt af en finurlighed, at et organ der varetager et reguleringsområde, der grundlæggende går ud på at intervenere i markederne samtidig opfordre til, at der skal interveneres mindre. Men så længe det ikke går ud over eget ressort er der ingen problemer…?

Hvorom alt er, så er den seneste konkurrenceredegørelse kommet på gaden. Og dens indhold har faldet boghandlerforeningen for brystet.

Foreningen har været ude med en rimelig skarp kritik, som blandt andet har får mig til at ændre mit syn på foreningen og dens medlemmer. Hvem havde troet, at noget så fredeligt som en boghandler kunne komme på krigsstien? Når jeg tænker på kampklare “kulturforvaltere”, og hvad de nu ellers kalder sig selv, er det ikke ligefrem boghandlerne jeg tænker på først.

Kritikkens essens er, at Konkurrencestyrelsen ikke tænker nok faktorer ind i beregningen når de skal afgøre, om konkurrencen er blevet forbedret eller forværret efter den liberalisering, som den borgerlige regering (wow… de har faktisk liberaliseret noget!) fik gennemført fra 2001 og frem. 1. januar 2011 vil bogmarkedet rent faktisk være helt liberaliseret! I denne 10-årige periode, har man gjort op med både forhandlermonopolet og prisaftalereglerne. Det er ganske enkelt imponerende. Og nok noget, de færreste har tænkt over.

Jeg holder med Konkurrencestyrelsen i denne sag. Der må være grænser for, hvor bredt ens scope skal være. Hvis man om aftenen har tabt sine bilnøgler på parkeringspladsens mørkeste sted, nytter det ikke noget kun at lede efter dem på det mest belyste.

Med liberaliseringen fulgte konkurrencen om forbrugerne, og den ser ud til at have haft effekt. Der er tegn på, at forbrugerne har fået adgang til et større udbud af bøger, og at forbrugerne oplever, at de får bøgerne til mere attraktive priser.

Det har samtidig været med til at få flere forbrugere til at købe flere bøger. Konkurrencestyrelsens undersøgelser viser, at 34 pct. af forbrugerne køber flere bøger i dag end for 3-5 år siden. Modsat køber 22 pct. færre bøger i dag end for 3-5 år siden.

Det bør ikke komme som nogen overraskelse, at det har gavnet bogsalget, at markedet er blevet liberaliseret – omend liberaliseringen så har været gradvis. Tværtimod indgår analysen i den sværm af analyser, der tilsammen udgør det frie markeds forsvar overfor protektionister og interventionister indenfor både erhvervslivet og bureaukratiet.

Berlingske Tidende er i dagens leder også usædvanligt klar i spyttet:

For det første skal alle boghandlere ikke nødvendigvis bevares. Internettet gør det let for alle at købe bøger og åbner store muligheder for at formidle dem til forbrugerne. Hvis en lille boghandler, der alligevel mest sælger papir og postkort, ryger i svinget, er det måske et problem for boghandlerbranchen. Det er ikke et kulturpolitisk tab.

Det frie marked virker. Selvfølgelig.