Det Konservative Folkeparti har, som jeg var inde på i forrige indlæg, sat sig for at skrive et nyt principprogram, som skal sikre partiet fremgang ved næste folketingsvalg. Programmet er, som jeg også var inde på, en utrolig tynd kop te – og i den forstand nok kun overgået af det nuværende.
Jeg har sat mig for at tage på en lille odysse igennem udkastet. Fra ende til anden; men dog kun med fremhævelse af de absolut værste passager. Min generelle karakteristik af udkastet findes også i mit forrige indlæg.
Dette starter omtrent hvor det andet sluttede: Vi har fået at vide, at vi som mennesker er forpliget overfor hinanden og at dette betyder, at vi skal tage os af de svageste i samfundet. Hvad vi ikke ved er dog, hvor denne forpligtelse kommer fra eller for den sags skyld, hvor “de svageste” kommer ind i billedet. Allerede hér, til at begynde med, vidner udkastet om en manglende respekt for læserens vilje og evne til at tænke rationelt – og hvorfor dog også bruge tid på at forklare hvorfor man nu mener det man gør, når man bare kan springe det over og nedskrive flere, grundløse, påstande ind i programmet.
Det er ubegribeligt.
Nu er vi kommet til denne passage:
…vi konservative ønsker et samfund med omsorg, medmenneskelighed og respekt. Et samfund, der er præget af bevidstheden om, at vi alle har en vigtig opgave at udføre for fællesskabet, og at vi derfor er afhængige af hinanden. Eller for at sige det på en anden måde: Vi ønsker et samfund, hvor fællesskabet er stærkt nok til at løfte den svage, men for svagt til at knække den stærke.
Det er smart, at den er formuleret i “bør”-form. Skid hul i Hume; nu er vi inde i ideologien og så kommer vi dejligt nemt udenom de potentielle forklaringsproglemer; omend man stadig står tilbage med en haltende argumentation. Undskyld, sagde jeg haltende?!? Jeg mente manglende!
Lad os tage passagen styk-for-styk:
“Vi konservative ønsker et samfund med omsorg, medmenneskelighed og respekt.”
Dette er i og for sig en OK passage. OK fordi, at kun de færreste kan have noget imod dens indhold. For hvem i alverden går ind for et samfund med misrygt, umenneskelighed og disrespekt? Hvis man ville det samfund, så tog man jo bare til Somalia. Eller Sverige. Med andre ord, så er sætningen godkendt – fordi den bekræfter et universelt moralsk standpunkt.
“Et samfund, der er præget af bevidstheden om, at vi alle har en vigtig opgave at udføre for fællesskabet, og at vi derfor er afhængige af hinanden.”
Det her er, hvad jeg vil kalde grænsekollektivisme. Indholdet placerer sig på en skala, der går fra ren kollektivisme til fabianisme, et sted i midten. Hvorfor?
- Vi får at vide, at vi alle har en vigtig opgave…
- … der skal udføre…
- … overfor fællesskabet…
- … uden at opgaven eller fællesskabet nærmere defineres…
- … men opgaven fordrer en pligtmæssig afhængighed
Således fortæller Lene Espersen & Co. os, at vi, for at kunne passe ind i De Konservatives samfund, skal være altruistiske. Vi skal ofre en del af os selv for et udefineret fællesskab, så de udefinerbare opgaver kan løses. Sig mig, hvornår er opgaven løst? Er dette noget konstant, ligesom krigen mod terror? Kan man så overhoved tale om en opgave?
Vi skal ofre os selv og vores egen lykke for fællesskabet. Og når der hér står fællesskabet, er der altså ikke tale om ens nærmeste familie, ens bedste venner eller andre mennesker, som man holder meget af og som man frivilligt vil ofre noget af sig selv for. Nej, det er sørme denne bizzare samfundsorganisme – gud og hvermand – vi har en vigtig opgave at udføre for.
Men ikke nok med det. Vi for sørme også at vide, at vi skal være bevidste om, at vi har en opgave at udføre! For the greater good!
Dette er i bedste fald ren mind fucking og i værste den grimmeste form for kollektivisme.
Hører man til dem, der ikke bare sådan vil give en del af sig selv i form af en blankocheck til “samfundet” må man pr. definition være imod den samfundsopfattelse, som Det Konservative Folkeparti har. Så er man modarbejdende; man er asocial. Det virker ikke som en særlig medmenneskelig ideologi; og her havde man ellers lige læst, at fællesskabet skulle være præget af “respekt”. Nu klinger det første afsnit bare hult.
Denne passage for mig til at stille spørgsmålet: Hvad adskiller Det Konservative Folkeparti fra SF, Enhedslisten og andre socialistiske partier? Den kollektivistiske tvangs-altruisme synes at være den samme.
For mig at se, er vi her godt på vej ned af vejen mod trældom.
“Vi ønsker et samfund, hvor fællesskabet er stærkt nok til at løfte den svage, men for svagt til at knække den stærke.”
Så kommer denne sætning så. Ud af det blå og ret beset uden sammenhæng til det forrige. Det hænger sammen med, at der er tale om en traditionel konservativ parole, som de fleste nok ikke ved, hvor kommer fra. Men den har været i holdningsprogrammet i mange år, så hvorfor ikke beholde den i det nye?
Jeg er for så vidt helt enig i sætningen. Det er rigtigt godt, når civilsamfundet har sådanne kvaliteter, som passagen udtrykker.
Men jeg tillader mig alligevel at stille spørgsmål ved Det Konservative Folkepartis oprigtighed. For havde man ville styrke civilsamfundet i Danmark, så havde man nok gjort mere for at tilbagerulle staten. Man har, trods alt, været ved magten siden 2001.
Til dem der ikke ved det, så er Homeland Security et føderalt ministerium, som George W. Bush oprettede for at koordinere indsatsen mod terror. Det er dem, som “ejer” Secret Service nu om stunder; de styrer grænsekontrollen, kystvagten, indsatsen mod cyberterror, immigrationsmyndighederne. Og så er det dem, der laver den velkendte risikovurdering, som ses ude til højre.
