I 2008 afsagde USAs (føderal)højesteret en afgørelse i sagen D.C. vs Heller. District of Columibia havde igennem mange år haft en regel, som direkte forbød folk i D.C. at have våben i deres hjem. En række personer, heriblandt Heller, mente, at denne regel var i strid med forbundesforfatningen (som jeg herefter vil kalde forfatningen).
Forbundsforfatningen indeholder nemlig i sit 2. tillæg en regel der siger, at alle har ret til at eje og bærer våben.
Spørgsmålet var dog, om denne regel også gjaldt D.C. Hér er det vigtigt at bemærke, at D.C. ikke er nogen delstat, men derimod et føderalt område, der i princippet er direkte underlagt Kongressen.
I forfatningens 14. tillæg er der en regel der siger to ting: Først og fremmest har alle amerikanere ret til en fair rettergang (due process); ligeledes har de ret til ikke at få deres ”privilegier” begrænset af ”the United States”. Disse to regler kommer jeg tilbage til i indlæget ”McDonald vs Chicago: 14. tillæg”. Pointen er, at man via disse to bestemmelser har lavet en forfatningsretlig regel der siger, at de rettigheder amerikanske borgere er tillagt efter forfatningen også skal respekteres af delstaterne.
Lad os lige tage den igen: Når du ser på USA skal du se på landet på to niveauer: Først og fremmest har vi delstaterne. De har deres egne forfatninger, som kan være forskellige og indeholde forskellige rettigheder. Disse forfatninger lever deres helt eget liv og kan sagtens begrænse en given rettighed, som andre stater vælger ikke at begrænse. Dernæst har vi føderalstaten, som også har en forfatningen. Det er den forfatning de fleste mennesker kender som ”amerikas forfatninge”. Mere eller mindre indtil man fik indført den 14. tillæg gjaldt de rettigheder, som forfatnignen nævner, kun overfor føderale myndigheder. Idéen er således, at føderalstaten ikke kan lave et våbenforbud – men det kan delstaterne. Eller det er ihvertfald det spørgsmålet var.
For i hvilke tilfælde binder en regel i den føderale forfatning delstaterne? Det er det, som både DC vs Heller-dommen og den aktuelle McDonald vs Chicago handler om.
Udgangspunktet i begge sager er, at der er en ret til at bære våben. Denne ret er garanteret på føderalt niveau, men er den også det på delstatsniveau? Kan delstaterne lave et effektivt våbenforbud?
I D.C. vs Heller var svaret et uomtvisteligt: ”Nej, det må man ikke”. Den regel der var i D.C. var i strid med den føderale forfatningen og derfor var den uvirksom.
Men da D.C. ikke er en delstat blev spørgsmålet, om også delstater var omfattet af denne begrænsning. I sin essens handler McDonald vs Chicago om hvorvidt forbundsforfatningens 2. tillæg også gælder for delstater.
Dernæst handler dommen om, hvilken bestemmelse i 14. tillæg, man vil bruge for at understøtte argumentet på. Dette er et i sig selv interessant spørgsmål, som fortjener et selvstændigt blogindlæg – hvilket det også får.
