Varm luft – de konservatives kommende partiprogram

Under titlen “Fremtiden er konservativ” har Lene Espersen sendt et udkast til et kommende partiprogram for Det Konservative Folkeparti på gaden. Og lad mig sige det allerede her: Det en en tynd kop te. Ligeså tynd, som det nuværende program.

Flere steder gentager man gamle paroler, men uden egentlig at forklare, hvad man mener med dem. Andre steder opstilles der påstande, som heller ikke forsvares. Og så er der selvfølgelig de obligatoriske selvmodsigelser, der skader konsistensen og giver et inkonsekvent billede af partiets grundholdninger. Men mest af alt, er der tale om en vag tekst, der fremstår som var det skrevet med det in mente, ikke at udtrykke nogle holdninger mere præcist end andre. Det er trist.

Desværre forstiller jeg mig ikke, at der kommer det store modspil internt i partiet. Som jeg var inde på forleden i en klumme på 180grader, kan jeg ikke forestille mig, at der er et mange markeds- og frihedsorienterede medlemmer tilbage i partiet, når det skal diskuteres på Landsrådsmødet senere på året. Ikke, hvis de er deres holdninger bevidste og selv ønsker at fremstå konsekvente

Organismen!

“Konservative ser samfundet som en organisme. Det vil sige, at samfundets enkelte dele er afhængige af hinanden for at kunne fungere. Vi er ikke en samling frit svævende individer. Vi er forpligtede over for hinanden, hvilket betyder, at vi har en pligt til at tage os af de svageste. For os konservative er det et adelsmærke for et velfungerende samfund, at det tager vare på dem, der er ude af stand til at tage vare på sig selv. Derfor indtager socialpolitikken en helt central stilling i konservativ politik.”

Når man skal diskutere samfundspolitik bør man tage udgangspunkt i den metodologiske individualisme: Alle handlinger udføres af individer. “Samfundet” eller andre kollektive enheder kan ikke handle. Hvorfor? Fordi det ikke er muligt. Det er det ikke. Så lad være med at sige det.

Fordi der er tale om individuelle handlinger kan man ikke med sikkerhed påstå, at man uden videre skulle være forpligtet overfor nogen anden. En sådan pligt må komme et eller andet sted fra. F.eks. gennem moralske skrupler, en følelse af sammenhold eller som følge af en aftale. Pointen er, at der ikke er tale om en “naturlig pligt” – som man ellers får indtrykket af, når man læser udkastet – men om en individuelt påtaget begrænsning i egne handlemuligheder. Hvad der får mennesker til at handle som de gør, er grundlæggende en øvelse udi psykologi; og årsagerne kan være mange. Men at mennesker handler individuelt ligger fast.

Dermed også sagt, at samfundet ikke som sådan er atomiseret. Ikke fuld ud i hvert fald. Vi ved fra udviklingsvidenskaben, at mennesket er et socialt væsen og at menneskets institutioner spiller en vigtig rolle, hvis samfundet skal blomstre. Det er takket være denne sociale dimension, at noget som markedsmekanismen eksisterer – og priserne i supermarkedet kan beregnes. Det er ud af denne dimension, at der opstår orden uden ordre fra autoriteterne.

Mennesket er et individ. Det kan, hvis det vil, frigøre sig fra samfundet. Det kan godt være at det er bøvlet; men det er muligt. I den forstand er samfundet en samling af “frit svævende individer”. Vi kan om nødvendigt kun være forpligtet overfor hinanden i en sådan udstrækning, som vi selv ønsker at være forpligtet overfor andre – og udfra en betragtning om, hvordan vi vil have, at andre mennesker skal være forpligtet overfor os.

Jeg kan med andre ord ikke dele opfattelsen af, at samfundet er en organisme. Det kan det umuligt være. Det er en samling af individer, der handler i egen interesse og udviser den omsorg osv., som deres egen samvittighed nu tillader — med mindre altså, at samfundets tvangsapperat (staten) har succes med at kue ens handlinger og pådutte en en anden adfærd.

Men lad det nu ligge. For der er mere. Udkastet slutter nemlig fra den ontologiske påstand, at samfundet er en organisme og at alle mennesker er gensidigt forpligtet overfor hinanden, til den pligtmoralske-nærmest-fordelingspolitiske konklusion, at man derfor har en naturgiven pligt til at tage sig af de svageste. Alt sammen i én sætning.

Det er simpelthen for tyndt. Man kunne ligeså godt havde skrevet, f.eks:

• Vi er forpligtede over for hinanden, hvilket betyder, at vi har en pligt til at tage os af de rigeste
• Vi er forpligtede over for hinanden, hvilket betyder, at vi har en pligt til at tage os af de med rødt hår

  eller måske:

• Vi er forpligtede over for hinanden, hvilket betyder, at vi har en pligt til at tage os af de, der påtager sig en moral hazard!

Og sådan kunne man fortsætte.

Jeg vender tilbage med mere kritik i mit næste indlæg.